Vi har RET til at sige sandheden.
Det er ikke et patent Jehovas Vidner har, men en ret.
Med venlig hilsen, ftg.
Med venlig hilsen, ftg.
Jeg glæder mig til I begynder
Jo før jo bedre!
Men foreløblig tager I patent på "Sandheden" ved at påstå I er de eneste der har den. I fortæller os, at vores tilbedelse ikke har Guds velbehag (ligesom VAS mener muslimernes tilbedelse ikke har Guds velbehag) - så det er svært at komme udenom, at I tager patent på "Sandheden". Men I er altid velkomne til at begynde at fortælle sandheden - det ville da til enhver tid glæde mig.
mvh Stig
Men foreløblig tager I patent på "Sandheden" ved at påstå I er de eneste der har den. I fortæller os, at vores tilbedelse ikke har Guds velbehag (ligesom VAS mener muslimernes tilbedelse ikke har Guds velbehag) - så det er svært at komme udenom, at I tager patent på "Sandheden". Men I er altid velkomne til at begynde at fortælle sandheden - det ville da til enhver tid glæde mig.
mvh Stig
som en voldsmand magler fornuft.
lige så magler i sandhed i jeres sekt.
så før du mener du har ret til at fortælle andre om sandheden, syndes du ikke at det var på tide at du fandt den?
så før du mener du har ret til at fortælle andre om sandheden, syndes du ikke at det var på tide at du fandt den?
Hvornå begynder I - Bevis på det modsatte ses jo ofte
´
... Som f.eks. i nedenstående:
Citat fra:
Skrevet af ftg - Kl 10:06, 1.nov.2009
Vi fortæller sandheden,
men det er jo ikke det samme som at tage patent på den, vel?
Men venlig ilsen, ftg
****** ****** ****** CITAT Slut!
Med venlig hilsen
jalmar
... Som f.eks. i nedenstående:
Citat fra:
Skrevet af ftg - Kl 10:06, 1.nov.2009
Vi fortæller sandheden,
men det er jo ikke det samme som at tage patent på den, vel?
Men venlig ilsen, ftg
****** ****** ****** CITAT Slut!
Med venlig hilsen
jalmar
Vi tror på at det Jesus fortalte var sandheden,
men det er ikke noget vi har patent på.
Faktisk ville jeg ønske, at alle mennesker troede på det samme.
Med venlig hilsen, ftg.
Faktisk ville jeg ønske, at alle mennesker troede på det samme.
Med venlig hilsen, ftg.
Det ville jeg også
Ja, det ville være dejligt, hvis alle troede det samme. Men det gør de ikke - heller ikke de kristne:
"Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn" Ef 4:11-13
Lagde du mærke til det? De kristne er forskellige og har derfor også forskellige opgaver. Sådan bliver det ved med at være "indtil vi alle når frem til enheden i troen" - indtil Guds Rige er manifesteret fuldtud må vi derfor acceptere, at kristne ikke er enige, men har mange forskellige erkendelser "af Guds søn".
Det jeg kritiserer er, at I kun vil acceptere JV'ere som troende. Dermed gør I jer selv til farisæere og fjender af troen. Kristne skal netop acceptere hinandens forskelligheder - grænser nås derimod, når folk plæderer for at andre kristne ikke er kristne, fordi de mener noget andet end man selv gør. Den grænse har I nået.
"Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn" Ef 4:11-13
Lagde du mærke til det? De kristne er forskellige og har derfor også forskellige opgaver. Sådan bliver det ved med at være "indtil vi alle når frem til enheden i troen" - indtil Guds Rige er manifesteret fuldtud må vi derfor acceptere, at kristne ikke er enige, men har mange forskellige erkendelser "af Guds søn".
Det jeg kritiserer er, at I kun vil acceptere JV'ere som troende. Dermed gør I jer selv til farisæere og fjender af troen. Kristne skal netop acceptere hinandens forskelligheder - grænser nås derimod, når folk plæderer for at andre kristne ikke er kristne, fordi de mener noget andet end man selv gør. Den grænse har I nået.
Vi har den samme tro,
men vi har forskellige opgaver.
Med venlig hilsen, ftg.
Med venlig hilsen, ftg.
Vi har den samme tro, - skrevet af ftg - Hvad så med
´
... Sandheden ftg - For enten OMGÅR DU SANDHEDEN eller også gør again - Når DU postulerer again har samme Tro som dig, må det være dig - For DIN påstand om at again skulle tro på det samme som jehovas vidner, tvivler jeg på again vil acceptere som væende SANDHEDEN.
Med venlig hilsen
jalmar
... Sandheden ftg - For enten OMGÅR DU SANDHEDEN eller også gør again - Når DU postulerer again har samme Tro som dig, må det være dig - For DIN påstand om at again skulle tro på det samme som jehovas vidner, tvivler jeg på again vil acceptere som væende SANDHEDEN.
Med venlig hilsen
jalmar
indtil vi alle når frem til enheden i troen
Nej, kristne har ikke alle den samme tro. Her får du lige et eksempel på, hvordan de kristne på NT's tid kunne være uenige:
"Det er almindelig kendt, at der forekommer utugt hos jer, og det af en sådan art, at den ikke engang forekommer hos hedninger, nemlig at en mand lever sammen med sin fars hustru. v2 Og så er I tilmed indbildske! Burde I ikke snarere være fortvivlede, så han, der har gjort dette, fjernes fra jeres midte?" 1 Kor 5:1-2
Det er ret tydeligt at Paulus er uenige med menigheden, som tillod en at leve i et utugtigt forhold. Han syntes vedkommende burde udstødes - syntes altså Paulus, som i de efterfølgende vers dog ikke undlod at indrømme, at det så var hans syn på sagen. Senere i det samme brev skrev han denne kioskbasker om uenighed blandt kristne:
"Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab? v8 I stedet for begår I uret og påfører andre tab, og det endda brødre!" 1 Kor 6:7-8
Paulus syntes altså at kristne burde undlade at lægge sag an mod hinanden - det burde de da virkeligt kunne ordne indbyrdes. Paulus forstod jo ellers selv at benytte sig af retssystemet når han havde brug for det, så der er jo lidt tale om en gratis omgang for ham - det ligner lidt det med, at dem der står udenfor en konflikt altid synes det er noget pjat parterne skændes om.....
Endnu et eksempel på kristen uenighed i det samme brev (nej, jeg skal nok undlade at medtage alle eksemplerne, men NT er altså fyldt af dem):
"Men ikke alle har denne kundskab. Der er nogle, der spiser kødet som offerkød, fordi de hidtil har været vant til at dyrke afguderne, og så tilsøles deres samvittighed, skrøbelig som den er. v8 Men mad gør hverken fra eller til over for Gud. Vi opnår ikke noget ved at spise, og vi mister ikke noget ved at lade være." 1 Kor 8:7-8
Man kan spise kød ofret til afguderne eller lade være. Ja, dette var virkeligt noget der kunne få de kristne op at skændes dengang. Engang var menighederne i Antiotika og Jerusalem så meget op at skændes om blandt andet dette spørgsmål (samt en række andre), at der måtte et gevaldigt fælles krisemøde til at dæmpe gemytterne. Konklusionen dengang var en lidt anden, nemlig:
"Derfor har vi i enighed besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vor kære Barnabas og Paulus. v26 Det er mænd, som har vovet deres liv for vor Herre Jesu Kristi navn. v27 Vi sender altså Judas og Silas, for at de mundtligt kan fortælle jer det samme. v28 For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, v29 at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!« v30 Så blev de sendt af sted, og de kom til Antiokia, hvor de samlede hele menigheden og overrakte brevet. v31 Da de havde læst det, blev der glæde over denne formaning." ApG 15:25-31
Dengang var kompromisset altså at lade være at spise afgudskød - et kompromis der blev modtaget med glæde (blandt andet fordi det var en stor sejr for menigheden i Antiotika) - men senere fortalte Paulus altså de kristne i Korith, at det var ligegyldigt om man spiste kød ofret til afguderne eller ej. Han havde dog lært af gigantkonflikten, dengang, så han foreslog korintherne at lade være for ikke at støde dem med en "mere skrøbelig" tro.
Og sådan kan man gå igennem bøgerne i det Nye Testamente og konstatere, at de bestemt ikke var enige i et og alt - de virkede tværtimod uenige om mangt og meget. Det betød dog ikke så meget, sålænge de var fælles om at anerkende hinanden som kristne brødre. Igen og igen er budskabet, at man skal acceptere hinanden, lade være at provokere hinanden og i det hele taget vise andre troende kærlighed:
"Den, der siger, at han er i lyset, men hader sin broder, er stadig i mørket. v10 Den, der elsker sin broder, bliver i lyset, og i ham er der intet, som bringer til fald. v11 Men den, der hader sin broder, er i mørket og vandrer i mørket, og han ved ikke, hvor han går, fordi mørket har blindet hans øjne." 1 Joh 2:9-11
Med andre ord: den helt afgørende lakmustest på om man er kristen eller ej er, om man kan acceptere kristen uenighed eller ej. Ikke sådan at man altid skal være halleluja-enige, eller aldrig må skændes, men man skal være parat til at acceptere selv voldsom uenighed og alligevel betragte hinanden som brødre og søstre - ellers melder man sg selv ud af det kristne fællesskab. Her får du lige et eksempel på, hvordan Paulus selv kunne tackle voldsom uenighed, men alligevel acceptere modparten som en kristen broder:
"Nogen tid efter sagde Paulus til Barnabas: »Lad os vende tilbage og besøge brødrene i alle de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord, og se, hvordan de har det.« v37 Barnabas ville også tage Johannes, som kaldtes Markus, med, v38 men Paulus fandt det ikke rigtigt at tage en med, der havde forladt dem i Pamfylien og ikke deltaget i arbejdet sammen med dem. v39 Det førte til bitter uenighed, så deres veje skiltes." ApG 15:36-39
Uenighed er en del af det at være menneske - også i en grad så det kan føre til "bitter uenighed". Paulus gik engang så vidt, at han kaldte Kefas (Peter) en hykler - et af de helt slemme skældsord for en kristen. Men de vedblev at acceptere hinanden som brødre, selvom de begge har afleveret ting på skrift der viser, at de ikke var vilde med hinanden. Sådan vil det være indtil det fuldkomne er her (Guds rige i fuldt flor) - indtil da gælder det, at vi bestræber os på at acceptere hinanden indtil vi engang bliver enige, eller som Paulus udtrykte det: "indtil vi alle når frem til enheden i troen".
De kristne er dem der kan rumme de forskellige holdninger og alligevel respektere hinanden. Ikke sådan, at man ikke kan blive bittert uenige - men man skal finde tilbage til at respektere hinanden som brødre og søstre. Det vil I ikke være med til - I vil kun acceptere jeres egne, med jeres egne holdninger (I gør en dyd ud af at fake en total enighed der naturligvis ikke er reel i jeres tro) - dermed er I som farisæerne, der også kun kunne acceptere folk med deres egne holdninger.
Men du skal til enhver tid være velkommen i det kristne fællesskab - med strid og kampe, men også med en gensidig anerkendelse af andres holdninger. Det er nemlig det kristendommen handler om: fællesskabet i Kristus Jesus. Den fuldkomne enighed kan vi alle drømme om - men det er en illusion at tro den kommer før Guds rige manifesterer sig fuldkomment.
"Det er almindelig kendt, at der forekommer utugt hos jer, og det af en sådan art, at den ikke engang forekommer hos hedninger, nemlig at en mand lever sammen med sin fars hustru. v2 Og så er I tilmed indbildske! Burde I ikke snarere være fortvivlede, så han, der har gjort dette, fjernes fra jeres midte?" 1 Kor 5:1-2
Det er ret tydeligt at Paulus er uenige med menigheden, som tillod en at leve i et utugtigt forhold. Han syntes vedkommende burde udstødes - syntes altså Paulus, som i de efterfølgende vers dog ikke undlod at indrømme, at det så var hans syn på sagen. Senere i det samme brev skrev han denne kioskbasker om uenighed blandt kristne:
"Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab? v8 I stedet for begår I uret og påfører andre tab, og det endda brødre!" 1 Kor 6:7-8
Paulus syntes altså at kristne burde undlade at lægge sag an mod hinanden - det burde de da virkeligt kunne ordne indbyrdes. Paulus forstod jo ellers selv at benytte sig af retssystemet når han havde brug for det, så der er jo lidt tale om en gratis omgang for ham - det ligner lidt det med, at dem der står udenfor en konflikt altid synes det er noget pjat parterne skændes om.....
Endnu et eksempel på kristen uenighed i det samme brev (nej, jeg skal nok undlade at medtage alle eksemplerne, men NT er altså fyldt af dem):
"Men ikke alle har denne kundskab. Der er nogle, der spiser kødet som offerkød, fordi de hidtil har været vant til at dyrke afguderne, og så tilsøles deres samvittighed, skrøbelig som den er. v8 Men mad gør hverken fra eller til over for Gud. Vi opnår ikke noget ved at spise, og vi mister ikke noget ved at lade være." 1 Kor 8:7-8
Man kan spise kød ofret til afguderne eller lade være. Ja, dette var virkeligt noget der kunne få de kristne op at skændes dengang. Engang var menighederne i Antiotika og Jerusalem så meget op at skændes om blandt andet dette spørgsmål (samt en række andre), at der måtte et gevaldigt fælles krisemøde til at dæmpe gemytterne. Konklusionen dengang var en lidt anden, nemlig:
"Derfor har vi i enighed besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vor kære Barnabas og Paulus. v26 Det er mænd, som har vovet deres liv for vor Herre Jesu Kristi navn. v27 Vi sender altså Judas og Silas, for at de mundtligt kan fortælle jer det samme. v28 For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, v29 at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!« v30 Så blev de sendt af sted, og de kom til Antiokia, hvor de samlede hele menigheden og overrakte brevet. v31 Da de havde læst det, blev der glæde over denne formaning." ApG 15:25-31
Dengang var kompromisset altså at lade være at spise afgudskød - et kompromis der blev modtaget med glæde (blandt andet fordi det var en stor sejr for menigheden i Antiotika) - men senere fortalte Paulus altså de kristne i Korith, at det var ligegyldigt om man spiste kød ofret til afguderne eller ej. Han havde dog lært af gigantkonflikten, dengang, så han foreslog korintherne at lade være for ikke at støde dem med en "mere skrøbelig" tro.
Og sådan kan man gå igennem bøgerne i det Nye Testamente og konstatere, at de bestemt ikke var enige i et og alt - de virkede tværtimod uenige om mangt og meget. Det betød dog ikke så meget, sålænge de var fælles om at anerkende hinanden som kristne brødre. Igen og igen er budskabet, at man skal acceptere hinanden, lade være at provokere hinanden og i det hele taget vise andre troende kærlighed:
"Den, der siger, at han er i lyset, men hader sin broder, er stadig i mørket. v10 Den, der elsker sin broder, bliver i lyset, og i ham er der intet, som bringer til fald. v11 Men den, der hader sin broder, er i mørket og vandrer i mørket, og han ved ikke, hvor han går, fordi mørket har blindet hans øjne." 1 Joh 2:9-11
Med andre ord: den helt afgørende lakmustest på om man er kristen eller ej er, om man kan acceptere kristen uenighed eller ej. Ikke sådan at man altid skal være halleluja-enige, eller aldrig må skændes, men man skal være parat til at acceptere selv voldsom uenighed og alligevel betragte hinanden som brødre og søstre - ellers melder man sg selv ud af det kristne fællesskab. Her får du lige et eksempel på, hvordan Paulus selv kunne tackle voldsom uenighed, men alligevel acceptere modparten som en kristen broder:
"Nogen tid efter sagde Paulus til Barnabas: »Lad os vende tilbage og besøge brødrene i alle de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord, og se, hvordan de har det.« v37 Barnabas ville også tage Johannes, som kaldtes Markus, med, v38 men Paulus fandt det ikke rigtigt at tage en med, der havde forladt dem i Pamfylien og ikke deltaget i arbejdet sammen med dem. v39 Det førte til bitter uenighed, så deres veje skiltes." ApG 15:36-39
Uenighed er en del af det at være menneske - også i en grad så det kan føre til "bitter uenighed". Paulus gik engang så vidt, at han kaldte Kefas (Peter) en hykler - et af de helt slemme skældsord for en kristen. Men de vedblev at acceptere hinanden som brødre, selvom de begge har afleveret ting på skrift der viser, at de ikke var vilde med hinanden. Sådan vil det være indtil det fuldkomne er her (Guds rige i fuldt flor) - indtil da gælder det, at vi bestræber os på at acceptere hinanden indtil vi engang bliver enige, eller som Paulus udtrykte det: "indtil vi alle når frem til enheden i troen".
De kristne er dem der kan rumme de forskellige holdninger og alligevel respektere hinanden. Ikke sådan, at man ikke kan blive bittert uenige - men man skal finde tilbage til at respektere hinanden som brødre og søstre. Det vil I ikke være med til - I vil kun acceptere jeres egne, med jeres egne holdninger (I gør en dyd ud af at fake en total enighed der naturligvis ikke er reel i jeres tro) - dermed er I som farisæerne, der også kun kunne acceptere folk med deres egne holdninger.
Men du skal til enhver tid være velkommen i det kristne fællesskab - med strid og kampe, men også med en gensidig anerkendelse af andres holdninger. Det er nemlig det kristendommen handler om: fællesskabet i Kristus Jesus. Den fuldkomne enighed kan vi alle drømme om - men det er en illusion at tro den kommer før Guds rige manifesterer sig fuldkomment.