Vil du have mine børn. ?

Ja, det var det spørgsmål min veninde stillede mig i denne uge.
For 1 måned siden fik min veninde den triste besked, at hun har kræft 3 stedet i kroppen.
Det har udviklet sig så meget, at lægerne ikke kan gøre noget for hende, udover at give hende smertestillende den sidste tid.
De har givet hende max. 6-8 måneder at leve i.
Det i sig selv er en forfærdelig situation.
Jeg har støttet hende alt det jeg har kunnet og været med til hver en undersøgelse og lægesamtale.
Vi har nu sammen ansøgt om, at hun kommer på et hospice, når tiden er ved at indhente hende.
Et andet stort og følelsesladet problem er, at hun har 3 børn som ikke ser deres far.
Faren er dybt alkoholiseret og ude af stand til at tage vare på børnene.
Han har forlængst opgivet dem og er på ingen måde i deres liv.
Det har jeg så altid været som en hjælp og hyggetante.
Jeg er meget tæt på børnene, eftersom vi har meget kontakt- tager på ferier sammen osv.
Det drejer sig om en pige på 6 år, en dreng på 9 år og en dreng på 16 år.
Den yngste har en anden far, som nu er død.
Det store spørgsmål er så, hvad der nu skal ske med børnene.
Det eneste familie min veninde har tilbage, er hendes mor på 72 år, der bor på plejehjem og selvfølgelig ikke kan tage sig af børnene.
For 3 dage siden kom så det ventede spørgsmål fra min veninde.
Vil du have mine børn og være deres mor. ?
Selvom jeg inderst inde godt vidste, at hun ville spørge mig om det, fortrængte jeg tanken og havde ikke udtænkt hvad jeg ville svare.
Jeg sagde til hende, at det var et meget stort spørgsmål hun gav mig, og jeg blev nødt til at tænke det igennem for børnenes skyld.
Sagen er at jeg er single og har et job der kræver meget af min tid, bla. med en del udenlandsrejser.
Jeg har som nu 36 årig bevidst fravalgt børn, da jeg aldrig har følt et behov for at stifte familie med børn, villa og vovse.
Jeg nyder min frihed og bliver hurtigt stresset i for faste forhold.
Jeg har virkelig mærket efter, og føler mig splittet.
Jeg elsker jo de børn rigtig højt, men kan slet ikke forlige mig med tanken om, at jeg skal opgive den person jeg er, og det liv jeg har og blive mor til 3 fra den ene dag til den anden.
Det her bliver det sværeste "nej" jeg nogensinde kommer til at give til et andet menneske.
Og jeg aner ikke hvordan jeg skal få det sagt til min veninde.
Hvordan fortæller man en døende mor, at man ikke vil have hendes børn. ?
Jeg vil selvfølgelig holde øje med børnene og være i deres liv stadigvæk, såvidt det vil være muligt.
Vil gerne kunne fortælle dem om deres mor, så de ikke glemmer hende og hvor de kommer fra.
Men kan ikke se en anden mulighed, end at de må vokse op hos plejefamilier.
Er jeg helt egoistisk her og burde tilsidesætte mine egne behov og blive "mor" for børnene, eller er det bedre at være realistisk. ?
Og hvordan får jeg det sagt til min veninde. ?
Hvad ville I gøre i denne situation. ?
Er fuldstændig forvirret og i vildrede, så har brug for lidt tanker og input.

ved f.eks at sige at Du nok skal tage Dig af dem.
At det så er myndighederne der sandsynligvis bestemmer at Du ikke kan overtage børnene behøver Du ikke at fortælle, det er nok det sidste hun ønsker at vide.

Hvor er livet bare uretfærdigt!!!
Sikke dog en forfærdelig tragisk beretning... Uha....
Stakkels stakkels veninde, og stakkels stakkels børn - hvor er det dog ubærligt!
Jeg synes dog det er meget meget beundringsværdigt at du er så ansvarlig og moden, at du ikke bare har sagt ja, fordi du har så ondt af mor og børn.
De børn vil i den grad trænge til at få stabilitet og et sted med overskud og rummelighed til deres store sorg, når deres mor ikke længere er her.
MIn far døde da jeg var 13 år gammel af kræft - det er fatalt for børn at midste en forælder, og det er så vigtigt for deres videre liv, at sorgen bliver gennembeabejdet, og får den tid som den tager.
Børnene skal for alt i verden blive sammen - de skal i en god og kærlig plejefamilie.
Jeg synes du skal være ærlig overfor din veninde - det fortjener hun, hendes børn og du, at du er :-)
Sikke en tillid og kærlighed hun viser dig - hun ønsker at du skal varetage hendes hjerteblod, når hun ikke er her mere.
Fortæl hende at du ikke kan give de børn det de har behov for, men at du fremover og for altid vil være en fast støtte for hendes børn, og at du vil hjælpe dem og være der for dem, resten af livet. At du vil passe godt på dem, og vil hjælpe dem med at huske deres mor [l]
Hvor er det dog forfærdeligt.... Bare man kunne hjælpe hende, hun må være så desperat og ulykkelig - det er jo en mors største frygt at sådan noget tragisk skulle ske. Derfor er det også vigtigt at i får ordnet de store spørgsmål så hun kan have så meget fred i sindet som muligt.
Kontakt kommunene, så de allerede nu kan egynde at arbejde på at finde en egnet plejefamilie - så har hun også mulighed for at have medindflydelse i den forbindelse, og kan lære familien at kende, og børnene kan lære familien at kende...
Hvor er hun heldig at hun har dig, du lyder som en helt speciel veninde [l]
Er hendes børn blevet tilbudt psykologhjælp og samtale grupper med børn i sorg igennem kræftens bekæmpelse❓ Ellers skal i undersøge om det - det er uvuderligt for børnene senere hen...
Jeg ønsker jer alle det aller bedste i dette svære forløb.

hvis jeg var dig ville jeg tager børnerne og prøver at blive deres mor og hvis jeg ikke kan klarer det kan plejefamilie kommer på banen. ogdet skal moren ved allerede nu at du vil prøve!
du behøver ikke ændrer de store.. hvem ved måske blive du lykkeligere? måske ikke?

s¨skulle børnene først midste deres mor, og flytte ind hos veninden, som allerede nu ikke føler hun kan magte opgaven.
Herefter skal børnene flyttes endnu engang, og ud i en fremmede plejefamilie - så kan de opleve endnu et svigt, i en ubeskrivelig sårbar periode.
NEJ, de vil blive ødelagte og have mistillid til deres omverden resten af livet - det er desuden respektløst og uværdigt for deres syge mor, at love hende at tage børnene, bare for hun ikke skal bekymre sig.
Børnene og moren skal vide hvad der skal ske bagefter - det vil, trods tragieden give stabilitet og tryghed.
Man lover da ikke så stor en ting, til et døende menneske - når man allerede nu ved man ikke kan overskue sit løfte.

jeg må give dig medhold her.
På ingen måde vil jeg give børnene udsigt til et liv her hos mig, som jeg ikke vil kunne leve op til.
Det er ekstremt vigtigt for børnene, at de finder fred med, hvad der skal ske med dem og får en stabil tilværelse hurtigst muligt.
Jeg håber og beder til, at jeg kan være med til, at give dem en stabil tilværelse fremover, hvor jeg ikke er deres faste holdepunkt, men én der altid vil være der som én ven, der kendte deres mor rigtig godt, og som de kan spørge ind til, hvis/når der melder sig spørgsmål omkring deres mor.
De ældste vil nok kunne huske deres mor, men den mindste kan jeg forestille mig, vil måske ikke kunne huske hendes mor præcis som hun var, efter nogle år. ?
Det er der jeg kan se mig selv spille en vigtig rolle, som en stadig del af deres liv.
Men ingen tvivl om, at de skal vide hvem der har ansvaret for dem og sørger for deres videre tilværelse her i livet.
Det er godt nok svært...vil en ny plejefamilie tillade at jeg får en stor del af deres liv. ?
Jeg tror det vil være en stor ting for dem, at have én i deres liv, som har kendt deres mor rigtig godt og har masser af billeder af os sammen.
Og som har kendt dem fra spæd af.
Vi har ikke ansøgt om plejefamilie endnu, så jeg ved slet ikke hvordan det fungerer.
Finder man sammen ud af den efterfølgende ordning, eller bestemmer plejefamilien suverænt over alt samvær ?
Har slet ikke drøftet plejefamilie med moren, men kan ikke se en anden udvej.
Hvor er det dog svært det her...

Tak for dine søde ord.
Ja, det er en ubærlig og meget svær situation.
Jeg er selvfølgelig dybt beæret ovet, at hun viser mig den tillid, at hun ønsker jeg skal være "mor" for hendes børn.
Mit forhold til børnene er rigtigt godt, og hun har før sagt til mig, at hun ikke forstår, hvorfor jeg ikke selv har nogle børn.
Men der er stor forskel på, om man er sammen med børn i en kortere periode og så for livet.
Jeg har 7 niecer og nevøer, der alle er rigtig glade for mig og i ferier gerne vil være hos mig.
Det får de lov til og det er skønt.
Men jeg er også ret sikker på, at grunden til at vi trives så godt sammen er, at jeg ikke selv har børn og derfor ikke har de daglige bekymringer og belastninger, som børnefamilier har.
Som single har jeg overskud til dem og kan være den sjove tante lilla sammen med dem.
Ja, jeg er altid blevet kaldt tante lilla, efter bogen hvor tante lilla er sjov, har overskud og en sød lille hund.
Det er nemt at være tante lilla, når det ikke er et dagligt ansvar.
Jeg ved med mig selv, at det daglige ansvar ikke er noget jeg kan leve op til, og vil blive en tvær og indesluttet person, hvis det bliver påtvunget.
Ville ønske at det var anderledes, men kan bare ikke lave om på den person jeg er.
Men ingen tvivl om, at jeg vil være der for børnene resten af deres liv, hvis jeg får lov til det.
Jeg er en loyal person- det kan ingen tage fra mig.
Børnene er ikke blevet tilbudt nogen former for hjælp.
Jeg tænker selv, at jeg vil kontakte kræftenes bekæmpelse og høre hvad de har af erfaringer og kan tilbyde.
Jeg ved at de har sorggrupper for børn, men ved ikke hvilken aldersgruppe det hører til. ?
Det er en meget svær situation, og i øjeblikke ønsker jeg, at jeg var "sat" med en stabil mand og selv havde personligheden til, at kunne finde ro ved familielivet.
Desværre er jeg bare ikke sådan skruet sammen, og kan ikke fremtvinge det på nogen måde.
Men jeg vil altid være der, når der er brug for lidt samvær og kontakt.
Kan ikke tilbyde mere end det....desværre.

Hvordan kan du ønske, at de skal have en plejefamilie, og samtidig forvente at blive en stor del af deres liv?
Hvem siger, de ønsker det, når det går op for dem, hvad du har sagt nej til?
Ja, det er svært, men det er nok noget sværere for børnene og deres mor end for dig. Du har et valg. Så må du leve med det valg, også hvis de forståeligt vælger dig fra.

menneske - med overskud af kærlighed, ærlighed og omtanke!!! [l]
Du kan kontakte kræftens bekæmpelse, som har specialgrupper til at tage sig af børn og unge, de har også socialrådgivere, m.fl., som kan hjælpe på denne vej.
Børnene vil og skal huske deres mor - husk at tage billeder - også af den sidste tid, for selv om billederne ikke er "kønne", vil det være med til at fastholde den tråd, der altid vil binde børn og deres forældre sammen.
Selv om børnene kommer i familiepleje, vil du stadig kunne være der for dem - på samme vis som du er nu - i din tante lilla rolle, som passer fint til alle.
Du vil være det "forbindelsesled" mellem fortiden, nutiden og fremtiden, hvad deres mor angår - og det er en meget vigtig ting.
Jeg tænker på om ikke det er muligt i forbindelse med et børnetestamente at udpege dig som "tilsynsmyndighed" eller hvad sådan noget hedder på jurasprog, så det bliver stadfæstet engang for alle, at du har lov til og ret til at have den kontakt med børnene som I altid har været vant til.
Jeg er sikker på at også her kan Kræftens bekæmpelse være med til at hjælpe.
Det er hårdt at skulle erkende at man ikke selv har mulighed for at tage sig af disse børn, men ærlighed varer længst - og jeg tror virkelig at på sigt vil det være bedre for disse børn at have en god plejefamilie og deres sædvanlige tante lilla, fremfor en pligtopfyldende plejemor, der ender med frustrationer over sit arbejdsliv, sit privatliv, m.m.
Held og lykke.
Mamma

Om du kan leve med et nej, det vil forfølge dig resten af dit liv, men hvad pokker!, alle andre tænker jo også kun på dem selv, så hvad skal stoppe dig i at være lidt egoistisk, og tilsidesætte andres behov, du vil aldrig kunne tillade dig at se dem hvis du siger nej, den kærlighed de har til dig som en slags "pap-mor", den vil de vende til vrede imod dig Pga de føler du har svigtet dem.
Og hvem siger ikke at det er børnene der har bedt deres mor om at spørge dig, det kan jo være at moren har forberedt dem på det, at hun skal væk tidligere end beregnet, hvis du siger ja, ja så skal du omlægge dit liv, men mon det vil være så svært, mon ikke du bare leder efter en undskyldning for at sige nej, det vil være et stort ansvar du påtager dig, og der er ikke noget at sige til det, hvis du er bange for det ansvar.
Jeg håber du for din egen skyld og børnenes skyld træffer det rigtige valg, du skal leve med beslutningen resten af dit liv, og børnene har brug for en de føler sig tryk ved og som de kender, og du kan sagtens klare det, det ved jeg, man vokser med opgaven.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

Du kan ikke tage de børn til dig. End of story. Det du KAN gøre er at hjælpe deres mor med at finde en løsning, der giver hende tryghed og det samme for børnene. Der skal findes en plejefamilie og selvfølgelig vil en plejefamilie da tage mod en støtteperson som dig med kyshånd, men jeg plejefamilien bestemmer ikke suverænt noget som helst omkring samvær/kontakt. Det beslutter de i fællesskab med - i det her tilfælde dig - og kommunen. Der indgåes en simpel aftale. Der er ingen god grund til, børnene også skulle miste dig, vel?
Som du allerede har påtænkt; kontakt kræftens bekæmpelse. De kan også være behjælpelige med henvendelsen til kommunen, som allerede nu skal igang med at søge efter en familie. Det er ikke så nemt at anbringe 3 børn det samme sted, men give for guds skyld ikke køb på at skille børnene ad. Det ville være for ondt.
Hvis I stiller det an på den måde, altså med en plejefamilie og dig på sidelinien som altid, så er det også det set-up der ligner det nuværende mest. Altså er der i hvert fald ét punkt i børnenes tilværelse, der ikke er ændret og det anker, har de brug for.
Skriv endelig herinde igen om dem I sætter jeres lid til faktisk også hjælper jer.
Alt det bedst til jer alle 5

Men hvis de tror, det er tab af anseelse, så gebærder de sig ud i noget halsbrækkende og det er desværre oftest børnene der brækker halsen.
Jeg er overbevist om, det er det rigtige valg at være Tante Lilla.

at din sag mod et vist forsikringsselskab har givet dig hjernebetændelse, eller det, der ligner.
Du accepterer ikke, at personen har truffet et valg - efter moden overvejelse - og ikke bare springer ud i noget, hun ikke er sikker på, at hun kan magte.
Selvfølgelig vil hun kunne tillade sig at se børnene, selv om hun siger nej - for der er mere end een grund til at personen har valgt denne løsning.
Du bestiller ikke andet end at postulere nogle halvkvædede viser, som ikke har noget hold i virkeligheden.
Det ville klæde dig ualmindelig meget, hvis du forholdt dig til virkeligheden og ikke til dine egne ønsketænkninger.

Gisp... tænkte jeg, da jeg læste dit indlæg. Det er godt nok et dilemma af de helt store. Du er NØDT TIL at finde nogle "fagfolk", du kan tale med, inden du svarer din veninde - der må være nogle forskellige muligheder. Ved ikke, hvordan det er i andre kommuner, men i min kommune har de noget der hedder PPR - pædagogisk psykologisk rådgivning. Der synes jeg måske du skulle starte - og endnu mere vigtigt synes jeg det er, at du har en støtte med - ikke din syge veninde, men en, der kan holde ørerne stive, og som ikke er i sine følelsers vold, sådan som du er. De skulle gerne kunne hjælpe dig med at afklare, hvad mulighederne er for, at børnene f.eks. kommer i plejefamilie, men at du måske bliver aflastningen for den plejefamilie og således har børnene f.eks. 1 weekend pr måned og måske nogle gange i ferier. DET ER BARE SÅ VIGTIGT, AT DU FORBLIVER I DE BØRNS LIV!!!!!!!! Jeg er selv mor til 4 og ville, hvis jeg skulle få en lignende dødsdom, heller ikke ane, hvilken vej jeg skulle kigge - bror er i udlandet, mine forældre er begge døde - og det ville bare være SÅ vigtigt for mig, at jeg vidste og stolede på, at der var en/nogle, der i al evig fremtid kunne svare på mine børns spørgsmål om mig. Jeg så, der var en anden, der havde foreslået Kræftens Bekæmpelse, og det er også en god ide.
Manja, dit dilemma overskygger alt, hvad vi andre går og slås med af større og mindre problemer - mine egne inclusive.... jeg vil tænke på dig og selv om jeg sjældent beder aftenbøn tror jeg, at jeg vil gøre det i aften - og bede om, at du finder den helt rigtige løsning - både for din veninde og hendes 3 guldklumper, men så sandelig også for dig selv - det er en beslutning, du skal leve med resten af dit liv, uanset hvilken beslutning du træffer. Jeg ønsker dig al den held og lykke, du har brug for i denne situation.
Tanker og et lille knus fra mig

Poul Jørgensen - du får det til at lyde, som om det er en almindelig, moralsk forpligtelse at påtage sig forældreskabet for tre børn!
At vende op og ned på sit liv, påtage sig ansvaret for tre børn i sorg og krise er ikke noget, man med rimelighed kan forvente eller forlange af noget menneske - uanset, hvor sørgelig, baggrunden er, og hvor tæt knyttet, man er til disse børn. Og lige netop disse børn står i en så ulykkelig situation, at de har KRAV på de bedst tænkelige forhold fremover - ikke på at blive placeret hos et menneske, der elsker dem, men ikke oplever det som foreneligt med sin livssituation at blive "mor".
Jeg synes, det er udtryk for stor ansvarlighed og kærlighed at sige nej til en opgave, man ikke mener, man kan udfylde uden at svigte sig selv og sine ønsker for livet. Enhver kan lade sig rive med af følelserne og love det umulige - det kræver derimod omtanke og modenhed at erkende, at man ikke kan.