nationale forskningscenter for hysteriske fruentim
vi har her i landet så mange unødvendige forskninger, som ikke fører til noget som helst, udover at forskerne kan hæve en fed statsgarenteret løn, samt rejser til utallige lande, hvor de kan undersøge kvinders forhold.
danmarks første krisecentre for kvinder kom i 1972, eller netop omkring den periode hvor der var bencinmangel, og billister måtte ikke køre om søndagen, kun læger, brandvæsen, dyrlæger, politi, taxi, måtte køre.
for at undgå at alt for mange mænd blev agresive, sendte TV konstant udsendelser om racerløb, fra hele verden.
mange edere fra disse kvindecentre har udtalt, at kvinderne pludselig forsvinder om natten, med børn og sutteflaske, men de lader deres tøj ligge, så manden kan hente det senere.
hustruvold er forfærdeligt, specielt i grønland, for der er det kvinderne der udøver hustruvold, kvinderne kæmper indbyrdes for at komme med den fyr hjem, der har mest spiritus på lager.
vi håndværkere har utallige gange holdt udenfor værtshusene når de lukkede, med mindst 3 kasser øl i bilen, øllene var belyst, så kvinderne straks kunne orientere sig.
når snigerne nærmede sig bilen, kørte vi lidt frem for at se hvor langt snigerne kunne gå, uden at falde.
de mest ædru piger, næsten altid de unge, havde ikke råd til sprut, men de ville gerne have lidt imiaq, og hyggeligt nattesjov.
når der ikke kunne være flere kvinder i bilen, kørte vi ned på havnen, og under det kraftige lys valgte vi de kønneste fra til os selv, de mindre kønne kunne gå ombord på søværnets skibe, hvor de naturligvis fik ægte skattefrit sprut.
grønlandske kvinder har det med at hyle og skrige når de er fulde, så man kunne naturligvis ikke bringe dem hjem til vores lille kammer, men så var der altid en byggeplads hvor vi kunne sidde og drikke og synge grønlandske sange.
I Kulusuk havde jeg en aftale med en pige, at hun skulle besøge mig kl. 20 præcis, da jeg havde fundet et ledigt hus tæt på flyvepladsen.
pigen kom først kl. 24 sammen med en veninde, og da jeg spurgte hvorfor hun ikke kom kl. 20. fortalte hun mig at hun var bange for fjeldgængere.
veninden skulle gå alene hjem igen, og naturligvis undrede jeg mig over, at hun kunne gå alene, hvortil pigen svarede, at veninden ikke var bange for angasokker.