Vordende skilsmissebørn

God damn hvor er det svært at være far og skulle sige og gøre det rigtige, når ens børn imkring de 6 år fatter konsekvenserne ved skilsmissen.
Vi sidder i sengen og taler om at vi fremover ikke skal være sammen mere på fuld tid (jeg har "fået" 4 døgn/14 dage af konen) og man som far forsøger at fortælle børnene at man elsker dem, og altid vil være der for dem alligevel, og at de altid kan ringe til mig.
Den store siger så "Jeg håber ikke at mor nogensinde finder en ny lejlighed, for så kan vi blive her hos dig!" - og SÅ er det sørme bare næsten umuligt ikke at bryde ud i total tude-tur, som man så må sluge og skjule så ikke børnene lader sig mærke med det.
Og fraværet i samværsordningen kommer til at svare til en forretningsrejse hver eneste uge, og når jeg tænker på hvor meget jeg har savnet dem de 3-5 uger jeg har rejst om året - så er man bare "toast" ved tanken om fremtiden.
Piiiiisss hvor jeg er ked af at skulle kaste dem igennem det her shit (og selv at skulle igennem det)!!!
ASK

Børn på omkring 6 år "fatter altså ikke konsekvenserne" ved at du fortæller dem om det!!!
Du og din ekskone er godt på vej til at gøre den allerstørste fejl skilsmisseforældre kan gøre: I bruger børnene mod hinanden. Lige gyldigt hvor godt du forsøger at skjule din sorg kan børnene altså godt mærke det. Stakkels børn, DEM har jeg ondt af. Skilt det kan man sgu altid blive, men skilsmissebarn, det er man hele livet.
I er begge 2 (du og din kone)sårede og I vil sandsynligvis benytte enhver lejlighed til at få børnenes bekræftelse på at I trods alt er gode forældre - lad være med det!
...har du overhovedet mulighed for at have børnene mere end 4 dage pr. 14. dag? Vil du virkeligt gerne det? Jeg forestiller mig at du indtil nu har haft et job at passe....det vil nok blive svært at skære ned på det for at passe børn, vil det ikke?

Du får helt klart min dybeste medføelse, det er ikke helt let.
Dog er du ikke den eneste, første eller sidste tudeprins. Tag dig lidt sammen og løs de praktiske problemer, se at få den skide skilsmisse overstået og kom ind i en fornuftig rytme..... med dine unger, sørg for dem og læg din selvmelidenhed i blenderen. Lad hårene på brystet vokse lidt før du opløser dem med dine uendelige salte tårer...
Vis dig som en mand og sørg for at være der for dine børn. DET er din opgave nu. Squ ikke at spille tudeprins på en debat!
Held og lykke!

Jeg er selv skilsmissebarn, og jeg har læst hvad der findes af litteratur på området. Der er ingen kamp om børnene eller på nogen anden måde den konflikt som du antyder.
Børnene er informeret efter alle kunstens regler og bearbejder selvfølgelig informationen over tid - og nu og da kommer nogle betragtninger fra dem.
Jeg var selv samme alder, og mine forældre ville blive bange hvis de vidste hvor meget jeg samlede op dengang.

Bedre kan det ikke siges!

Hvorfor giftede du dig med hende
og
hvad det hende du ønskede

..lige nu må du tilsidesætte dig selv, og sørge for dine børn, de er, som de eneste i denne ulykklige sag USKYLDIGE
Vh Rosalilje

I næsten hvert eneste af dine indlæg her i debatten fortæller du åbenhjertet om den konflikt der finder sted mellem dig og din kone....børnene står lige i midten af det hele!
..Overså du med vilje de spørgsmål jeg stillede dig?

men da du er den voksne her, er det klart, at du skal tackle det her på en anden måde end dine børn. Du skal passe på ikke at "overfalde" dem med dine bekymringer, dine tanker og følelser. Selvfølgelig er det ok at fortælle dem, at du er ked af det. Men pas på ikke at få dem til at føle, at de skal tage ansvar. Det kommer børn meget let til, så tag en snak med din eks., så I får fælles fodslag mht. dette.
Det er helt klart ikke en let opgave, men den skal I altså igennem.
Held og lykke

Børnene er vores begges fokus (tror jeg) og de overdænges bestemt ikke med vores problemer - heldigvis, og utroligt nok, situationen taget i betragtning.

Problemet er nok mest at de går i uvished omkring deres fremtidige boforhold - min ex. ved med sikkerhed hvor hun flytter hen, men vil blot ikke fortælle det (som en del af magtkampen gætter jeg på). Så der mangler et par svar eller to.
Anyway det er mere følelsen der lige ramte mig i mellemgulvet - jeg kan huske det fra mig selv dengang mine forældre blev skilt. Som barn er man bare så tapper.
HMmmm.

Men ret beset var det en helt anden person, med nogle helt andre personlige standarder for livet.
Det er ved at gå op for mig nu, så på den måde er det et meget godt klarsyn situationen taget i betragtning.

Men for at svare dig:
Ja, jeg har muligheden for at planlægge 100% selv, da jeg har mine egne virksomheder og ingen chef anden end min bankmand.
Så jeg kunne tage 50/50 og aflevere kl 8 og hente kl 15 den tid jeg har dem - intet problem overhovedet. For jeg kunne så i princippet arbejde 7-21 den øvrige tid. Men det er ikke den aftale der bliver indgået. Såehh ;-)

Jeg scanner det her temmelig hurtigt...

med at der er fundet en afklaring, dvs. at I har valgt skilsmisse? Er det dét, du havde håbet - eller ville du gerne have givet forholdet en chance? Hvis man er lidt uafklaret, er det nok endnu hårdere at finde overskuddet til at gøre dét, man godt ved, man skulle også overfor børnene.
Jeg håber, at du finder energi og overskud til at se lyst på din og jeres fremtid.
De bedste ønsker herfra ...

Man kan ikke sige at VI har valgt skilsmisse - men det er vel ingen skam at gå, hvis man bliver kastet på porten? (vi skal jo separeres/flytte osv)
Hmmmm hvordan har jeg det med det? På den ene side har jeg det helt ad helvede til må jeg indrømme, - for jeg er totalt vild med min ex. selvom jeg snart ikke tør sige det til nogen af mine venner mere. De synes jo jeg er fuldstændig vanvittig at kunne elske en kvinde der har kørt det show her (der er meget i ikke ved som også er sket her i perioden).
Jeg ville have klatret til månen i et reb hvis det havde reddet mit ægteskab, men som én spurgte mig en dag: "Hvis hun en dag om 3 måneder kommer og siger undskyld, det var en stor fejl, jeg elsker dig og vil have dig tilbage...Ville du så have hende tilbage??"
Så på den anden side er det spørgsmål meget interessant. For det tror jeg et eller andet sted ikke at jeg bare siger "ja" til hende uden videre. Jeg har brug for at få restaureret mit kvindesyn lidt (lyder langt ude) - fordi linsen er blevet ridset alvorligt, og jeg har altid været rimelig populær hos pigerne, så hvorfor ikke lige undersøge om den kærlighed jeg føler for hende er unik?
Havde jeg som mand haft lyst til at udskifte min hustru, mor til mine 2 børn, alder i slutningen af 30'erne, for at finde en yngre model - så var jeg jo blevet henrettet offentligt (og havde ikke dne drøm). Men jeg bør for min sjælefreds skyld give mig selv tid til at komme ovenpå og "rundt om blokken" når nu jeg er tvunget til det.
Men jeg ønsker stadig min familie tilbage - i komplet form.
Overskud? Uha - ikke eksisterende, jeg lever i psykisk terror hver dag. OG forsøger på bedste vis at lade børnene glide igennem det uden at blive ramt på vejen.
Tak for støtten!

Hej ask_cph - og jer andre.
Nu er det mig der står i situationen, konen er flyttet for 2 mdr. siden, ungerne er her det meste af tiden, huset skal sælges, måske med gæld til følge.
Det hele ser altså ikke særlig lyst ud, og jeg er rigtig ked af det, og har det lige som ask_cph, jeg ønsker bare min familie tilbage for enhver pris, er der nogen der har erfaring med, at det kan lykkes, og hvad har I så gjort for at få jeres kommende eks til at give jeres forhold endnu en chance, er det eneste jeg kan gøre at afvente en evt. åbning fra hendes side, og hvor længe skal jeg vente?
Kan man komme videre efter sådan en omgang?