Åbenbaringen!

Jeg har i en uge været nede i en dyb depression, men takket være en god familie og et supergodt netværk er jeg på vej ud af krisen.
Igår var jeg for første gang ude i Hegnet med min datter.
Jeg har jo selv hest og skulle ride en tur igår i det fine vejr. Da jeg fik en opringning fra staldens ejer, at de var ramt af sygdom, om min datter kunne tænke sig at tage deres Pony idag?
Om hun havde lyst? Sådan noget spørger man ikke en ponypige på 10 om. Men da vi landede i stalden, var hun lidt nervøs, fik dog ordnet den fine hvide pony og startede ud på banen. Jeg kom efter på min mørkebrune dejlige fuldblod.
Vi red en fantastisk tur i skridt og trav. Det jeg oplever til daglig i naturen, fik jeg nu lejlighed til at vise hende. Men hun var noget beklemt, for det var to iltre heste vi sad på, og jeg var meget stolt over at hun ikke gik i spåner over at han ind imellem lavede numrer med hende.
Og så kom åbenbaringen for hende; "Hvor er her pragtfuldt mor!" I stedet for at koncentrerer sig om at ride, begyndte hun at slappe af og så kan man ride, hele ens selvtillid sidder i, at man er opmærksom i naturen, og bare læser hesten og følger dens bevægelser.
Det var en helt utrolig følelse der kom op i mig, da hun på en grussti sagde; "skal vi ikke trave mor?" Jo da og så fløj vi sammen gennem terrænnet og når jeg så efter at hun havde det OK, forstod jeg betydningen af "En flækket træsko"!
Hvem tror i derude på Solen måtte hoppe af sin hest? Det måtte mor, og hvorfor? Fordi han blev forskrækket over en splattet hestepære på vejen! Jeg trak resten af vejen hjem, min datter derimod, havde fået blod på tanden og tog 10 min. i gallop på banen, førend hun skulle sætte ponyen på stald og videre til ridetimen på rideskolen!
Jeg går aldrig ned igen min lille skat er så TAPPER!
En rørt Løvemor

det har alligevel været for meget med det døde egern(som katen dræbte)
Så du skulle hae fulgt rådet om at aflive katten, så du ikke kommer ud for
noget i den stil igen.

Forkert tråd du svarer i.

Jeg er lidt i tvivl hvor jeg skal placerer dette indlæg. Nu bliver det så her.
Jeg er dagligt ude for små dramaer.
Igår var det min kat der havde dræbt et egern, som han så synes vi skulle have glæde af. Jeg blev nu ikke så begejstret da jeg stod op og som kontaktlinsebruger - 5 på begge øjne, befamlede jeg det stakkels afdøde dyr. Hvilket fik mig til at bande stygt og jagte katten ud af huset.
Til morgen kom vi som vanligt cyklende min datter og jeg, med hinanden i hånden på cykelstien, da en ældre herre uden at se sig for, valgte at krydse stien 2 m foran os!
Vi havde ikke en chance for at undgå en vis form for kolision. Men den gode herre valgte at træde tilbage og redde min datter fra et styrt. Jeg kunne ikke engang blive vred, for jeg blev så lettet over at han tog fat i min datters cykel og stoppede hende sikkert op, samtidig med at han undskyldte en milliard gange!
Jeg sluttede af med et "Alt forladt!" og da vi cyklede videre syntes vi at han havde opført sig korrekt, samtidig reflekterede vi over hvorfor vi dagligt skulle ud for disse små dramatiske hændelser.
Andre der kan berette om den slags oplevelser, der gør at man aldrig keder sig eller er det bare Løvemor der drager?
God dag til alle på solen
Smil Løvemor

forstået hvor du vil hen?
Forklar dig nærmere, det er to forskellige indlæg i to forskellige kategorier. Og hvor vil du hen med at kopierer mit indlæg fra fri debat Familie og Samliv.?
Hvad har de to ting med hinanden at gøre?
Løvemor