28år og følsom
Hej Carl mar
Jeg er en ung mand på 28år der ikke kan få mit sociale liv til at fungere.
jeg har altid været indadvendt og tilbage holdende af natur, hvilken vil sige at jeg altid har været udenfor flokken da jeg jo ikke var (er) en af de stærke. I min barndom kunne pædagogerne godt se at jeg var i min helt egen verden i timerne, så meget fjern ud, som de sagde det...men jeg kan så bare ikke forstå at de aldrig har taget mig med til skolepsykologen??...en lille dreng kommer jo ikke og siger til mor og far: mor & far, jeg skal til skolepsykolog...nej, jeg skulle åbentbart bare sejle min egen sø!...
Så du kan jo nok regne ud at jeg ikke har haft nogen særlig god teenagetid,- den var meget præget af ensomhed men havde godt nok et par ´venner´, der (kun) kunne bruge mig til noget når der var noget jeg kunne hjælpe dem med...f.eks at reparerer knallerter...næsten alle mine teenageår blev tilbragt i kælderen hvor jeg puslede om knallerten,- hvis ikke jeg kørte nordsjælland tyndt på den!...
Det skal lige siges at mine forældre blev separeret da jeg var 14år, de har ud fra min mening aldrig passet sammen da min mor er den lidt stille og søde, hvor min far er den bramfri type der hele tiden skal være sjov i familiesammenkomster og andre selskaber,han har forresten ingen uddannelse og har klaret sig som ufaglært montør.
Jeg er i dag et MEGET følsomt menneske der er svag i sociale sammenhænge, ingen lytter når jeg siger noget...en anden ting er at jeg ikke er nogen gennemsnits velvoksen mand på 28år,nej jeg er en lille spinkel mand på (175/61) og det er jo ikke noget der gør det hele meget bedre!- sidder jeg i toget og overhøre en samtale mellem to piger, hvor de snakker om at spinkle fyre er ´turn off´, bliver jeg ENORMT såret og ked af det!....jeg er mest tryg ved mennesker der er sådan lidt sukkersøde i det, og hvis ikke, forholder jeg mig MEGET kritisk overfor dem.....vil ihvertfald aldrig prøve at kontakte dem!...jeg svinger følelsesmæssigt meget fra det ene øjeblik til det andet!
Jeg har for tiden nogle psykologsamtaler hos SIND´s psykologrådgivning, og han (psykologen) råder mig selvfølgelig til at komme ud i et eller andet regi, for at bryde ensomheden,- det er vel også vejen frem, men jeg kan ikke få mig selv til det, for det ender altid med skuffende oplevelser og totalt smadret selvværd!....tit græder jeg over min sørgelige liv når jeg er gået i seng pm aftenen, for jeg kan ikke se hvordan jeg skal kunne komme videre!....
Jeg vil så gerne have en kæreste, men det vil jo aldrig kunne lade sig gøre for sådan en som mig,- for hvis ikke man elsker sig selv, kan man jo heller ikke forlange at blive elsket af andre....
Håber at du vil læse mit brev Carl Mar!
Mvh Peter
Jeg er en ung mand på 28år der ikke kan få mit sociale liv til at fungere.
jeg har altid været indadvendt og tilbage holdende af natur, hvilken vil sige at jeg altid har været udenfor flokken da jeg jo ikke var (er) en af de stærke. I min barndom kunne pædagogerne godt se at jeg var i min helt egen verden i timerne, så meget fjern ud, som de sagde det...men jeg kan så bare ikke forstå at de aldrig har taget mig med til skolepsykologen??...en lille dreng kommer jo ikke og siger til mor og far: mor & far, jeg skal til skolepsykolog...nej, jeg skulle åbentbart bare sejle min egen sø!...
Så du kan jo nok regne ud at jeg ikke har haft nogen særlig god teenagetid,- den var meget præget af ensomhed men havde godt nok et par ´venner´, der (kun) kunne bruge mig til noget når der var noget jeg kunne hjælpe dem med...f.eks at reparerer knallerter...næsten alle mine teenageår blev tilbragt i kælderen hvor jeg puslede om knallerten,- hvis ikke jeg kørte nordsjælland tyndt på den!...
Det skal lige siges at mine forældre blev separeret da jeg var 14år, de har ud fra min mening aldrig passet sammen da min mor er den lidt stille og søde, hvor min far er den bramfri type der hele tiden skal være sjov i familiesammenkomster og andre selskaber,han har forresten ingen uddannelse og har klaret sig som ufaglært montør.
Jeg er i dag et MEGET følsomt menneske der er svag i sociale sammenhænge, ingen lytter når jeg siger noget...en anden ting er at jeg ikke er nogen gennemsnits velvoksen mand på 28år,nej jeg er en lille spinkel mand på (175/61) og det er jo ikke noget der gør det hele meget bedre!- sidder jeg i toget og overhøre en samtale mellem to piger, hvor de snakker om at spinkle fyre er ´turn off´, bliver jeg ENORMT såret og ked af det!....jeg er mest tryg ved mennesker der er sådan lidt sukkersøde i det, og hvis ikke, forholder jeg mig MEGET kritisk overfor dem.....vil ihvertfald aldrig prøve at kontakte dem!...jeg svinger følelsesmæssigt meget fra det ene øjeblik til det andet!
Jeg har for tiden nogle psykologsamtaler hos SIND´s psykologrådgivning, og han (psykologen) råder mig selvfølgelig til at komme ud i et eller andet regi, for at bryde ensomheden,- det er vel også vejen frem, men jeg kan ikke få mig selv til det, for det ender altid med skuffende oplevelser og totalt smadret selvværd!....tit græder jeg over min sørgelige liv når jeg er gået i seng pm aftenen, for jeg kan ikke se hvordan jeg skal kunne komme videre!....
Jeg vil så gerne have en kæreste, men det vil jo aldrig kunne lade sig gøre for sådan en som mig,- for hvis ikke man elsker sig selv, kan man jo heller ikke forlange at blive elsket af andre....
Håber at du vil læse mit brev Carl Mar!
Mvh Peter