abort og mislykket graviditet

For ca 3 år siden fik jeg foretaget en abort. Det var forfærdeligt fordi det ikke var det jeg ville. Jeg fik en fødselsdepression og fandt sammen med en fyr der desværre begyndte at være voldelig overfor mig det sidste stykke tid af vores forhold. Da jeg endelig begyndte at få det bedre gik jeg fra ham.
For 16 måneder siden begyndte jeg stille og roligt at have et forhold til en sød fyr. For ca 6 måneder siden blev jeg gravid men tabte fosteret. Jeg gik i to måneder og aboreterde som de så pænt sagde det på hospitalet. Jeg har indtil for en måned siden gået og givet mig selv skylden for tabet.. "havde jeg nu bare ikke båret rundt på de tunge ting"... "var det fordi jeg drak den øl inden jeg vidste jeg var gravid". Det gik fuldstændig over gevind og mit forhold havde heller ikke godt af det. Nu går jeg hver måned og håber på at jeg er blevet gravid men jeg ved jo godt at det heller ikke er det rigtige.
Hvis der er nogen derude der selv har været det igennem vil jeg meget gerne vide hvor lang tid der går før man kan have sex uden med det samme at tænke "mon jeg bliver gravid?"..
hilsen fra mig

Først vil jeg sige at jeg føler med dig omkring din både frivillige og ufrivillige abort. Det er altid "tunge" ting.
Til gengæld forstår jeg ikke rigtig dit spørgsmål. Hvis det ikke er nu, du skal være gravid, fordi du godt ved det ikke er tiden, så skulle du måske tage hånd om den del af problemet på forhånd og finde noget prævention der duer.

Jeg har været hos en gynækolog men han sagde til mig at det eneste jeg kunne bruge var sikre perioder...

Jeg har været i dine sko i næsten det hele, og først når du virkelig anerkender inderst inde at du ikke ønsker at have et barn nu forsvinder følelsen. For skal jeg uden at kende dig, ved at tænke på min egen situation sige hvad der er galt så i din underbevidsthed ønsker du et barn for at erstatte det du har mistet, og den følelse skal ud af din krop før du kan få et velfungerende forhold uden at skulle tænke på om du nu er blevet gravid eller ej.
For at få et barn er et mirakel, men et barn på det forkerte tidspunkt med den forkerte person kan være katastrofalt.
Så tænk over det grundigt, og pas på dig selv og plej din mentalitet.
Håber det bedste...

Hej søde du.
Efter en periode på knap 9 år, hvor jeg var igennem ca 8. spontan aborter, kan jeg sagtens følge dig! Jeg husker ganske tydeligt skuffelsen, når jeg fik min menstruation, eller endnu værre ...de mange gange hvor jeg nåede at blive konstateret gravid, men blødte ganske kort tid efter! Jeg slap den "besættelse" med at jeg ville (Se mig som en 4-årig lille pige, der stamper i gulvet og VIL have sin vilje) være gravid og have mit ønskebarn, da jeg pludseligt slet ikke blev gravid i et års tid ...så lagde jeg den til ro, med tanken om, at min krop nu nok bare slet ikke kunne blive gravid længere... Jeg var ovenikøbet på en meget romantisk ferie med min daværende mand, midt i ægløsningen osv, men blev stadig ikke gravid ....og pludseligt efter ca 2 år var jeg gravid igen! Denne gang lå jeg ned de første 3 mdr af graviditeten og blev fulgt hver uge af læger, der scannede mig osv. Efter de 3 mdr. blev jeg "godkendt" som normal gravid, hvorefter lægerne begyndte at snakke om, at jeg burde få foretaget enten en moderkageprøve eller en fostervandsprøve. Jeg valgte under pres fra min daværende mand en fostervandsprøve! Og så gik DEN naturligvis galt! Jeg smed al fostervandet samme aften som jeg havde fået foretaget prøven og var pludseligt "i fødsel" - i graviditetens uge 19! Endnu engang blev jeg sengeliggende og det var jeg så i 2 mdr. hvor jeg konstant sivede fostervand! Jeg blev scannet hver uge igen, og man kunne konstatere at der kun var søer af fostervand omkring mit barn. Ingen kunne fortælle hvad det ville betyde for barnet, hvis jeg var heldig nok til at kunne gennemføre graviditeten. Nu blev jeg besat af tanken om, bare at skulle forbi uge 26, for lægerne sagde, at der havde mit barn en chance for at overleve. Efter uge 26 rejste jeg mig simpelthen op, for der kunne jeg ikke holde det at ligge ned og kun have spekulationer i mit liv, ud længere! Ingen ved hvorfor, men ugen efter sivede jeg ikke længere forstervand - hullet lukkede sig og resten af min graviditet var helt normal. Jeg har idag en kvik og helt normal søn på 9 år🙂Mit ønskebarn ...og et barn jeg har måttet kæmpe helt extremt for at få :)
Hele denne historie var bare for at fortælle dig, at selvom det kan virke som om alt håb er ude, så behøver det ikke at være det :)
Ikke mange læger troede på at jeg ville gennemføre graviditeten - og slet ikke at der ville komme et normalt barn ud af det :)

Derfor - gør hvad du selv mener er rigtigt indeni - lyt til hvad din indre stemme fortæller dig ...og læg bekymringerne væk! Når du skal have dit ønskebarn, kommer det :)
Knus

der er vel ikke noget der forhindre dig i at bruge kondomer og sæddræbende cremer? Mon ikke det bare er P-piller han ikke mener du skal bruge?

Hej..
Jeg er en ung pige på 18, som har fået konstateret PCO, og mange opdager den først den dag de ikke kan få børn. Sygdommen går i store træk ud på at musklerne er insulin resistente, og så danner kroppen mere insulin, for at opveje det, og det kan musklerne godt lide, men det kan resten af kroppen ikke..
Dette går blandt andre ting udover æggestokkene, og hormonerne, der bliver dannet for mange mandlige hormoner.. Kroppen danner stadig æg, men æggestokkene er et problem hos mange.
tjek www.pcoinfo.dk
Jeg håber måske jeg har åbnet en dør hos dig, så du kan få svar på om det kan være det.
Venlig Hilsen mig :)

nej han siger at jeg ikke kan bruge andet end sikre perioder, fordi han har mistanke om at jeg er allergisk eller noget overfor det materiale kondmomer er lavet af... han tror ikke på at sæddræbende creme virker...

tusind tak for din respons. Den satte nogle tanker igang, men gav mig samtidig en ro jeg ikke har haft længe.

men kun fået min søn på 6 år (er med i min profil)
1.gang jeg var gravid aborteder jeg spontant men blev hurtig gravid men min søn igen..
2.gang var jeg 16 uger henne min mave voksede flot og stor men mit barn var dødt i 12 uge!
jeg hadede mig selv ville dø fordi jeg havde slået mit ufødte barn ihjel kunne slet ikke se glæden i at jeg havde et barn der var sundt og rask kunne kun se jeg var en morder der havde slået mit barn ihjel.. min familie tog hånd om det og jeg fik prof. hjælp og indså jeg havde peter dengang var han 2 år og han var sund og rask!
men den ufrillige abort efter den lange graviditetmed et dødt barn ødelagde en del af mit underliv, jeg er sammen med en ny mand end min søns far og måske får vi aldrig oplevelsen af at være gravide sammen, men så hyar vi jo peter..
ved du ikke har nogen, men føler med dig og vil sige det barn du var gravid med fejlede noget og set fra en anden side heller abortere end føde et barn der er "handicappet" og ikke får et godt liv..
misforstå¨mig ikke der findes mange måder for handicap-men åben hjerneskal er måske ikke det bedste eller at føde i 9 mdr. og så er din baby død..
held og lykke med det hele..

Hvordan kan han have mistanke om, at du er allergisk overfor kondomer.? Og hvorfor så ikke bruge p-piller eller minipiller.?
Din historie hænger vist ikke helt sammen.

Jeg kan ikke tåle p-piller, da jeg bliver deprimeret af dem i et omfang at ingen inklusive mig selv kan holde mig ud.
Jeg er blevet undersøgt for at de kunne se om jeg var egnet til en spiral men det var jeg ikke da min livmoder er hjerteformet.
Han vil ikke give mig et pessar da hans erfaring er at det ikke virker hos unge kvinder.
Jeg har haft en allergisk reaktion på kondomer...
Så min gynækolog sagde til mig at det bedste jeg kunne gøre var at undgå sex i den usikre periode.

er desværre blevet erklæret uegnet til spiral fordi min livmoder er hjerteformet.
Tak for rådet om kondomerne. Det vil jeg prøve.

Man tror jo det er løgn!!! Manden kan tage på månen og se hvad vi kan, når det kommer til bryster og baller - men producere prævention der duer???? NOT
Det er da lige før jeg vil foreslå en midlertidig sterilisation - få sat klemmer i, som kan fjernes senere.

Hvad så med minipiller. Det er jo beregnet til dem, der ikke kan tåle homonerne i p-piller.

Kære Anonym.
Jeg føler at jeg måtte svare på dit brev, da jeg selv har været det samme igennem.
Jeg fik en abort i år 2000, fordi ham jeg var sammen med bankede mig så voldsomt at lægerne mente der var for stor risiko for, at der var sket noget med barnet efter den behandling. Det var en svær beslutning, men set i bakspejlet var det sikkert meget klogt, for når han kunne banke mig hvad ville han så ikke gøre ved vores barn, og havde jeg virkelig lyst til at have et barn med en voldelig mand? Nej det var helt sikkert en klog beslutning.
Nu er jeg så sammen med en anden sød fyr og vi har det rigtig godt sammen. Vi snakkede meget om det at få et barn og jeg blev også gravid sidste år. Vi glædede os helt ekstremt. Nu skulle vi jo være forældre, det var det vi så gerne ville. Men glæden var kort. I 10. uge tabte jeg barnet. Jeg var begyndt at bløde på en søndag og tog til lægevagten hvor jeg fik af vide at jeg bare skulle lægge mig på sofaen og lade min kæreste om madlavning og opvask. Det gjorde jeg så, men da jeg stadig blødte om onsdagen ringede jeg til sygehuset, hvor jeg fik af vide at hvis jeg ville have at de skulle kigge på det skulle jeg gå igennem min egen læge. Efter mange opkald både til læge og sygehus fik jeg endelig en tid til en scanning dagen efter. Desværre var det den følgende nat jeg tabte barnet, så jeg nåede aldrig at få scanningen. Kl 3.30 den nat vågnede jeg ved at jeg bare havde en fornemmelse af at noget var helt galt, så jeg gik ud på badeværelset og jeg tror aldrig jeg har set så meget af mit eget blod før. Jeg skreg og min kæreste kom ud til mig og sagde at nu kørte vi på sygehuset, men det var en rigtig grim oplevelse og jeg har aldrig grædt så meget i mit liv. Det var jo virkelig det vi gerne ville.
Derudover fik jeg en rigtig dårlig behandling på sygehuset. Ingen medfølelse overhovedet. Det eneste de blev ved med at sige var " 20% af alle graviditeter går til grunde" Oveni købet mente min læge ikke at jeg kunne få en sygemelding til at komme ovenpå i et par dage. Det var bare afsted igen med det samme. Jeg gik på det tidspunkt på et kursus hvor de 2 jeg snakkede mest med også var gravide, så der var en masse babysnak selv om jeg ikke var gravid længere, så det var svært at få det på afstand.
Det var i november jeg tabte barnet og min kæreste og jeg vil stadig gerne have et barn, så hver gang tiden nærmer sig til menstruation har jeg de samme tanker som dig. " Bare det er lykkedes denne gang." men der har stadig ikke været held med det. Det er svært ikke at tænke på det, og alle siger at hvis du tænker for meget over det kan du ikke blive gravid. Så jeg prøver ikke at have det i hovedet hele tiden men det ligger stadig i underbevidstheden og jeg tænker om der er noget galt siden jeg nu ikke kan blive gravid igen, men har fået et håb om at det nok skal lykkedes for os igen.
Mine veninder fra kurset som sjovt nok begge havde termin sidst i marts har støttet mig meget, selvom det var svært at se deres lykke blive gjort når det hele var så uretfærdigt for mig. Den ene fødte så i onsdags efter at have haft sivende fostervand i en måned og jeg er utrolig glad på deres vegne, velvidende om at jeg nok skal få det barn jeg så brændende ønsker mig.
Jeg har gået til samtaler hos min egen læge om hvordan jeg har det psykisk efter alt det her, og det har hjulpet mig utrolig meget, så hvis du har det godt med din læge ( hvilket jeg synes er meget vigtigt) så var det måske en idé at snakke med ham/hende om det indtil du kommer lidt ovenpå igen.
Jeg ved endnu ikke hvor lang tid der går før man ikke tænker over det hver måned men jeg kan sige at jeg har fået det lidt på afstand, men helt over det kommer jeg aldrig. Det var jo stadig en del af mig. Vi må bare blive ved at prøve og så håbe det bedste. Et godt råd: Snak med din kæreste om hvordan du har det, og bliv ved at prøve. Lykken skal nok komme til os en dag. Held og lykke med det og op med humøret.
Mange tanker fra en i samme båd.
Hvis du har lyst til at skrive lidt med en der har oplevet det samme kan du bare skrive på min messenger det er carinavenoe@sol.dk. Jeg håber det bedste for dig og din kæreste.

du har skrevet under mig kunne være nogen gerne ville have børn!