akut akut akut - skal jeg melde det

jeg har lige været på et seminar hvor en kvinde jeg ikke kender ret godt åbnede sig for mig - hun har været depressiv i en årrække fortæller hun og har nævnt det for kommune samt hendes læge og ægtefælle uden der er skredet ind .
hun fortæller mig at hun nogengange overvejer at tage sit liv og tage sit barn med sig i døden .
jeg fortæller hende naturligvis at der er brug for akut hjælp og at hvis ikke hun gør noget så gør jeg , for jeg kan ikke leve med den viden hvis der sker dem noget uden at have grebet ind - dette vil hun naturligvis ikke have jeg blander mig i og siger jo at alle jo godt ved det ... så nu har jeg et problem for hvad gør jeg nu❓
jeg er ikke ligeglad med at overrumple hende med min tilstedeværelse hos offentlige instanser , og er jo ikke ude på at skade hende .
vil der være en mulighed for at melde dette anonymt og tror i hun vil kunne slippe for at de tager hendes barn , for det ville nok være det værste der kunne ske lige nu , ( det var en lang samtale så jeg ved hvad det betyder at barnet er der )
har i nogle erfaringer jeg kan bruge ?

Ja, mine alarmklokker ringer altså, når hverken kommune, læge eller familie reagerer.
Det virker ikke som om du kender hende videre godt, og alligevel fortæller hun dig, at hun vil tage barnet med i døden...
Havde hun sagt det til læge eller kommune, tvivler jeg stærkt på, at det ikke ville blive taget alvorligt.
Så er du sikker på at hun ikke bare vil have opmærksomhed?
Ja, det lyder ualmindeligt koldt, men jeg har kendt mennesker der fakede depressioner på bekostning af andre, udelukkende for at få opmærksomhed.

Du kan ringe anonymt til barnenævnet og medgive en "bekymringsraport".
Husk at ikke præsentere dig, når du ringer.
Hvad foretrækker du:
At lade stå til og læse om selvmord og mord i avisen?
At meddele din viden som en borgerpligt og måske der ikke er noget at kommer efter?

nej jeg kender hende ikke ret godt , men hun virker ikke som en person der ønsker interesse omkring sin person ( tværtimod ) men brød pludselig sammen da et emne blev berørt , hvorefter jeg fik hende væk og talte med hende .
hun lider under et kæmpepres ( dette ved jeg er rigtigt ) men da jeg mener at hun har et netværk omkring sig kan jeg ikke forstå de ikke reagerer ( medmindre hun ikke har sagt til dem hvor slemt det er )
men jeg sidder med en knude i maven , for jeg ville ikke kunne bære hvis et lille barn får taget livet fordi hun er så langt ude . men jeg føler jo også at jeg skal handle hurtigt .
hvad er barnenævnet ?

men det hjælper intet. I danmark er man ligeglade med psykisk syge. . . Så hvis du vil ha et godt råd så glem det.

skulle der stå

det ville jeg sådan set også være.Men en ting er jo,at intet tyder på at hun har fortalt familien,læge eler kommunen hvad hun påtænker at gøre ved barnet.For at få ro i sindet ville jeg anonymt lige slå på tråden til myndighederne og håbe på at der bliver taget affære hurtigt.I det mindste gjorde vedkommende noget ud over blot at lytte.

Det er afskaffet som selvstændig instans. Det er altid kommunenes sagsbehandlere man henvender sig til.

Du skal tage hende i hånden og gå med til hendes læge.

sct. Nicolaj tjenesten - en mulighed for anonym samtale...

http://www.sctnicolaitjenesten.dk/

Jeg kan navnet på en rigtig god psykolog hvis det er. Hos ham smider man ikke sine penge ud af vinduet/ spilder sin tid. Hun skal ind og snakke med nogen NU! Og det skal ikke være kommunen, for der har hun jo været. Fortæl mig, hvilken landsdel I kommer fra. Så kan jeg måske hjælpe.

Hvis personen virkelig ville og mente det tror jeg ikke der er meget at gøre, men i de fleste tilfælde tror jeg at det er et skrig om hjælp og så må man jo få snakket med nogle eksperter

jeg er stadig i 7 sind med denne sag for mandag morgen opsøger jeg hendes læge , her får jeg beskeden at han er på udebesøg , men jeg kan lægge mit nr, så vil der blive ringet .
da jeg tager hjem ringer jeg til vedkommende og spørger om vi kan mødes for jeg er meget bekymret , det ønsker hun ikke og nu går det jo meget godt , siger hun
jeg forklarer hende at jeg er meget bekymret og at det er noget af en byrde at gå rundt med .
hun fortæller mig at hun har sagt til manden at hun er kommet til at sige det til mig og han har sagt at det var dumt og jeg jo kan gøre en masse skade 😖 men det må blive påstand mod påstand hvis jeg gør noget .
jeg spørger hende om hun har sagt hele sandheden til ham om hendes tanker og at jeg iøvrigt slet ikke forstår hvis han godt ved det hvorfor han så ikke hjælper hende , hun forklarer mig at det er fordi han har så travlt og han jo kan se på hende at alt lige nu er godt 😮
jeg er simpelthen målløs for de virker begge som 2 mennesker der godt kan tænke .
jeg ved godt at manden aldrig er hjemme pga arbejdet men for søren dette er jo frygteligt .
jeg vil tværtimod ikke skade nogen men kan ikke have siddende på mig hvis der sker noget .
lægen vender ikke tilbage igår og nu sidder jeg igen og venter på hans opringning .
men jeg ved også at det bliver fatalt for hende hvis de fjerner hendes barn - ( måske er det derfor de ikke gør noget ?)
derfor ved jeg ikke lige nu om jeg skal sige det hele til lægen når han ringer .
jeg er virkelig trist over at være inddraget i denne historie , for uanset hvad så bliver der vendt op og ned i det hele for denne familie
jeg har prøvet at forklare hende at jeg på ingen måde vil/ ønsker at skade dem , men det er altså en kæmpe mundfuld at gabe over.
tror i manden kender hele historien eller pynter hun på den ?

hej
jeg kan godt forstå at du genre vil hjælpe, men hvis problemmet ikke er at du vil hjælpe med hende men søger for at barnet ikke bliver taget fra hende kan du ikke gøre så meget. for hvis du sige det anonymt og ikke kan behvis at hun er værdig til at have et barn og passe det, så for du nemlig det problem du ikke ville have, nemlig at barnet blivet taget fra hende, jeg ved selvfølglig ikke om hun snakke med dig om hendes barn om hvorfor hun skulle være en god mor. så det bedste for dig i denne situation ville være ikke at gøre noget, og håbe på at barnet og moren vil klare sig, eller valg 2 sige det og få barnet fjernet og hende indlagt, du vælger selv
MVH tiatus

Ring til kvindens kommune og fortæl dem, hvad du ved.
De vil så kontakte familien - og man fjerner altså ikke sådan bare lige et barn.
Men der er i familien en far, som kan blive forpligtet til at tage sig af barnet, medens mor er i behandling.
Kommunen er forpligtet til at hjælpe et barn og familien, og her tænker jeg at en far må være forpligtet til at tage sig af sit barn, og så må mor indlægges, eller hvad hun kan have brug for - det ved læger nok meget mere om.

Der skal jo indgives en "bekymringserklæring" og herefter tager de ud fra den pågøældende kommune for at undersøge sagen.... Finder de så det så bekymrende, bliver de der til der enten kommer politi, elelr sygevogn, for at gennemføre en indlæggelse.... men det hele er jo startet på at en hørte en anden fortælle noget rigtig træls om sig selv. Og hvordan er det lige at sige det til en helt fremmede, lyder jo også som at pigen ikke er helt i balance men mest af alt lyder det også som at manden før har hørt sangen, der hjemme og kan tolke at hun ikke vil gøre alvor af at tage hendes liv. men men, rigtig træls for lægmand at ligge øre til sådan noget og mere træls bliver det at læse om hvis hun gør alvor af at tage sit eget liv.....åhhh det er en rigtig svær een..uden facitliste

Hun har fortalt det til dig, fordi hun gerne vil have hjælp... Men, ja -det kan være svært - hvis hun samtidig ikke vil have, at du blander dig.
Jeg ville søge råd hos livslinien, sind, psykiatrifonden el.lign. Der kan de bedre vejlede dig. Og hvis det bliver akut, er der jo altid den psykiatriske skadestue.
Tror hun vil være mere interesseret i, anonym rådgivning - hvor, man tager hendes situation alvorligt, og kender til problematikken. For, hvis hun føler - at hverken manden, kommunen eller lægen har taget hendes situation alvorligt - nytter det nok ikke så meget, at foreslå de instanser til at starte med.
http://www.livslinien.dk/
Her er der en linksamling til andre rådgivningssteder:
http://www.livslinien.dk/raadgivning/andre-raadgivningstilbud.html
http://www.psykiatrifonden.dk/Forside/Telefonr%C3%A5dgivning
http://www.sind.dk/raadgivninger.6
[s]

ingen læge må ignorere dette!!!
hvis hendes egen læge ikke vil lytte må hun en tur til en vagtlæge!
hun skal have en henvisning til en psykolog, så hun kan få arbejdet med den depression, da hun jo har en ægtefælle er der vel meget lav sansynlighed for at de ligefrem tvangsfjerner barnet, desuden skal der gives hjælp til hende inden man overvejer at fjerne barnet! det er jo ikke hendes skyld at ingen vil hjælpe hende!
men det lyder ikke som om du kommer til at møde denne kvinde igen, jeg synes du skal være forsigtig med at gå til kommunen, og at melde anonymt er slet ikke retfærdigt!!
du må forsøge at finde hende igen og få hende til lægen og spykolog, det er det bedste du kan gøre for hende! og kan du ikke gøre det, skal du lade det ligge, og håbe på at hendes mand hjælper hende! eller at man opdager at noget er galt!
hilsen en der selv har været der, fik en fødselsdepression for nogen år siden, er først sluppet af med den for kort tid siden.
tro mig, hun orker ikke problemer med de sociale myndigheder, de er inkompetente i denne sammenhæng. psykolog er det eneste der hjælper.
held og lykke

Ja det er en svær en den der.
Min generelle erfaring med det offentlige - både i den smule psykatri der er tilbage - men også hos kommuner og hos lægerne, er at med mindre de står med en hjemløs psyksisk syg, enlig mor, som gerne også skal være højgravid, narkoman, og prositutueret, så er det MEGET lidt de gør - særligt når det ikke er hende selv som henvender sig.
Kan sagtens forstå din bekymring, det er da også noget af en mundfuld at få i hovedet fra en du endda ikke kender særligt godt.
Min EGEN erfaring er: jeg havde selv nogle psykiske problemer på et tidspunkt, og har ringet til gud og hver mand. Jeg har endda engang ringet til politi og lægevagt og psykiatrisk skadestue, og fortalt dem at nu var det altså ikke kun mine omgivelser med også mig selv der mente at jeg var til fare både for mig selv og andre.
Jeg blev alle steder afvist med et "sov du lidt på det, det er sikkert bedre imorgen". Gu er det da ej!
Det eneste sted jeg oplevede at blive taget nogenlunde seriøst og kunne få en lang og god snak med var hos www.livslinien.dk . De kan dog ikke gøre noget konkret, men du kan ringe til dem og fortælle om din oplevelse og bekymring og om de ved hvor du evt kan henvende dig / forsøge at få hende til at henvende sig, nå intet andet tilsyneladende virker. Om ikke andet så har du i al fald mere ro i sindet om at nu har du i al fald gjort hvad DU kunne.
Lægerne i DK er "meget" gladere for at "lege" med brækkende ben, CT-scanninger og alt det "sjove", men bevæger problemet sig ind på det psykiske... ja så må en håndfuld lykkepiller jo virke... uha nej, slet ikke tale om det egenligte problem nej.
Og anonym henvenlse til børn/unge-afdelingen. Tjoohhh... så ved de det da, men de reagerer næppe på det.
Der ER ingen facit-liste på den slags situationer, og slet ikke som udefra kommende.

allerførst vil jeg gerne udtrykke min mening om dette system for jeg kan fornemme at hjælpen til folk som har det svært er umådelig lille - trist - meget trist 😖
jeg talte med en nær veninde om det og hun spurgte mig hvad jeg havde gjort hvis det var hende der havde sagt sådan til mig . og jeg svarede hende at så havde jeg bundet hende til stolen og krævet en læge til at komme .
der gik det op for mig hvad svaret var . det var via lægen med eller uden hende .
det blev uden ....
jeg mødte op i akuttiden om morgenen der fik jeg besked af en sekretær at lægerne sad overpå og at jeg kunne ringe op til dem ---😮 øhhh jeg står jo lige her ... nå men jeg gjorde som hun sagde og fik en læge i røret
det drejer sig om en af jeres patienter der har det svært nåede jeg at sige
hvad er navnet - det er xxxxxxx og jeg står under jer og vil gerne snakke med jer da jeg er meget bekymret over jeres patient
ja men så må du tage hende med herned vi vil ikke risikere vores tillidsforhold til personen -
øhmmm ja men jeg kan ikke få hende med
... ja men så kan vi ikke gøre noget .
jeg forsøgte og forsøgte men der var ikke noget at gøre
jeg lægger røret på og tilbage står jeg med sekretæren jeg fortæller hende at det ikke nyttede noget - pludselig tænkte jeg - hun er jo også et menneske hvis jeg fortæller hende historien så er hun vel nødt til at lade det gå videre ...
hun fik historien råt for usødet og jeg tvivlede ikke da jeg gik på at hun har sagt det videre [f]
jeg kan ikke se at jeg kan gøre mere uden at ramme familien men jeg følger op nu hver morgen på om hun er ok indtil hun selv fortæller mig at hun har fået hjælp

Sådan er læger.
For alt i verden ikke bryde tavshedspligten om det så gælder liv eller død.
Var JEG var hendes læge kunne jeg altså godt kunne finde på at ringe til vedkommende og høre hvordan det gik. Men det må man som læge åbenbart ikke - om det så gjaldt liv eller død.
Det svarer jo til at politiet eller andre ikke rykkede ud hvis hun ringede og sagde at hun nu stod med sit barn på taget af en 10 etagers bygning og var klar til at hoppe ud, og der så ingen reaktion kom OMGÅENDE.
Ja jeg fatter ikke det danske sundhedssystem.

Kære trådstarter
Du er fantastisk, din indsats her er beundringsværdig. Jeg mener at du har gjordt hvad der står i din magt, det er flot at du har handlet, du er et godt medmenneske, det er rart at vide at du går rundt derude.
Jeg håber at din bekendte veninde nu følger op på dit forarbejde, for hendes datter og hendes egen skyld. Tak skal du ha´. Skulderklap og knus herfra

Lad hende gøre det!!😉

jeg lagt links til - hvor, man faktisk ved noget om emnet? Ville det ikke være mere nyttigt, end at spørge dine veninder og tilfældige debattører på SOL?

så havde hun jo hverken fået links eller måske vidst hvad hun skulle have gjort....tænk lige over den :-)

netop, tænk over det klogesen.

For mig virker det meget som en person som ja har brug for hjælp men måske også er lidt opmærksomhedssøgende.. Jeg har arbejdet indenfor psykiatrien og en ting ved jeg med sikkerhed.. Dem der truer med det gør meget sjældent alvor af det.. Tværtimod.. Men det er dog trods alt et råb om hjælp.. Hvis jeg var dig . Kontakt kommunen.. Dette kan gøres anonymt . Så har du gjort hvad du kunne..Og ryst det så af dig.Du har ikke ansvar for andres liv, og konen må da kunne gøre et eller andet selv. Som f.eks at kontakte en psykolog og jeg tvivler på at lægen ikke tager dette alvorligt. Måske er det slet ikke så slemt som hun har gjort det til.
Held og lykke !

Gøre hvad?