Jeg gemmer mig bag en facade af glæde, men når jeg er alene, græder jeg!
Hej derude,
jeg er en pige på 16 år, som efterhånden er gået helt ned med flaget.
Efter efterårsferien, har jeg været i stort skænderi med min far, og vi snakker ikke sammen, min farfar har fået en blodprop i hjernen, og det er uvidst hvordan han vil klare det.
Jeg rejste tilbage på den efterksole hvor jeg bor, men efter lidt tid, blev jeg grebet i at ligge med en pakke panodiler i hånden.
Derefter gik det stadig ned af bakke, og jeg begyndte at skære i mig selv.
Gør det stadig væk, men det er den eneste måde jeg kan komme af med den vrede og ked-af-dethed som der ligger i mit hjerte.
Jeg har tre gode veninder, som hver dag tjekker mine arme, for at se hvor mange jeg har. De holder stort set regnskab over mine snitsår.
Jeg vil virkelig gerne fortælle dem hvad der røre sig i mig, men hvordan?
Jeg vil gerne fortælle dem at jeg vil stoppe men jeg kan ikke stoppe, hvad skal jeg sige?
De er ved at tabe tråden, og de kan ikke rigtig mere, hvad skal jeg gøre?
jeg er en pige på 16 år, som efterhånden er gået helt ned med flaget.
Efter efterårsferien, har jeg været i stort skænderi med min far, og vi snakker ikke sammen, min farfar har fået en blodprop i hjernen, og det er uvidst hvordan han vil klare det.
Jeg rejste tilbage på den efterksole hvor jeg bor, men efter lidt tid, blev jeg grebet i at ligge med en pakke panodiler i hånden.
Derefter gik det stadig ned af bakke, og jeg begyndte at skære i mig selv.
Gør det stadig væk, men det er den eneste måde jeg kan komme af med den vrede og ked-af-dethed som der ligger i mit hjerte.
Jeg har tre gode veninder, som hver dag tjekker mine arme, for at se hvor mange jeg har. De holder stort set regnskab over mine snitsår.
Jeg vil virkelig gerne fortælle dem hvad der røre sig i mig, men hvordan?
Jeg vil gerne fortælle dem at jeg vil stoppe men jeg kan ikke stoppe, hvad skal jeg sige?
De er ved at tabe tråden, og de kan ikke rigtig mere, hvad skal jeg gøre?