allerede savnet.

Hej.
Jeg er en 16-årig pige, og i går var en rigtig hård dag for mig. Der valgte min kæreste nemlig at sige det var slut. Jeg havde haft det på fornemmelsen i en uges tid. Men det endte med han startede med at ignorere mig lidt og sådan. Vi havde været sammen i et halvt år, og jeg har aldrig mødt nogen dreng som ham. Jeg besluttede mig så for at ringe til ham igenigen, og spurgte om han havde tid til at snakke, og det havde han. Så jeg sagde han skulle fortælle mig alt hvad han følte! ALT! Han kom frem til at fortælle mig at han ikke havde de samme følelser for mig mere. Og grunden til han havde været sådan på det sidste, var at han ikke vidste hvordan han skulle sige det, fordi han vidste jeg var knust.
Da jeg var på vej ind og handle, spurgte jeg om jeg ikke kunne komme bagefter for at vi kunne snakke om det, og det fik jeg så lov til.
Har aldrig følt mig så begloet før, i hele mit liv, og jeg er model. Jeg græd, uendeligt, og følte mig virkelig uønsket.
Men vi tog hjem til ham, og vi gik en tur. Og jeg prøvede virkelig at holde mine tårer inde, men ligeså snart vi stod og så hinanden i øjnene, var jeg færdig.
Vi snakkede lidt, og det påvirkede ham meget. Han stod og krammede mig, da jeg mærker noget vådt på min kind, og jeg kigger op. Der stod min dreng, med tårer i øjnene.
Jeg følte bare ikke det var rigtigt det vi gjorde,
men vi endte med at gå hver til sit. Jeg vendte mig rundt, og der stod han.. Helt sønderknust, og ventede på jeg var borte.
Jeg har haft andre kærester, men ingen som ham:
Skal jeg stadig forsøge at få ham igen?
-Jeg skrev et digt herinde, som jeg sendte ham. Og han kunne godt se det.
Han er det bedste der er hændt mig, selvom jeg kun er 16..
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=172&posting=1615143

Jeg mener du skal lade ham være. Enten kommer han så selv eller også er det forbi.
Sådan er livet. Du får intet ud af at opsøge ham. Du er bestemt ikke alene. Hver dag er der nogle, der har kærestesorger.
Livet er næsten slut, føler man. Men tiden går og sorgen læges, selv om du ikke tror det lige i øjeblikket. Snak med en, du kan stole på. Det er ikke sundt, at sørge alene.

Ja, det tror jeg også jeg vil.
Vi omgåes nemlig meget da vi har fælles interesse, og fælles venner.
Men du er fuldstændig ret.
Tak :)

Jeg er selv 20 og jeg kender godt fornemmelsen. Jeg er ligeglad med at folk siger "Der er masser af fisk i vandet og du finder nok en ny". Den første gang et andet menneske rør en så dybt gør det uendeligt ondt når det slutter.
Jeg har selv lige forladt en fyr, ikke fordi jeg ikke holdt af ham eller han af mig, men fordi jeg havde en drøm at udleve. Den drøm viser sig at være et helvede. Jeg savner ham hver dag.
Det triste i din historie er at han siger hans følelser har ændret sig. Det betyder jo ikke at han ikke holder af dig, men at han ikke holder af dig på den måde mere. Det er en hård virkelighed at skulle forholde sig til hvis man stadig er forelsket. Jeg tror ikke du skal begynde at blive hende der stalker ham eller hende der ringer hver dag og fortæller ham hvor skøn han er. Det bliver han træt af og højst sandsynlig sur over.
Fortæl ham at en enkelt gang at det er hårdt, og at du ville ønske i kunne blive ved. Men at du vil respektere hans beslutning. Derefter tager du hjem til dine veninder og i hyler lidt sammen.
Hvis det virkelig er så skal det nok blive ved med at være, men ellers så tror jeg at den første store kærlighed giver os noget som ingen anden nogensinde kan. Men der kommer andre, det bliver ikke det samme, men højst sandsynligt lige så "breath taking"

Der er desværre bare så mange forskellige måder at se det på.
For som jeg skrev tidligere, vi har så mange fælles interesser, og jeg ved næsten med sikkerhed at han vil savne mig når han ser mig.
Vi havde virkelig et specielt forhold af kun to 16-årige at have.
Men jeg vil vente lidt, vi skriver lidt som venner, og det er jeg glad for! i højste grad.
Men tak for hjælpen.
Håber det virker.

Er selv 16 år(og dreng) og havde engang en kæreste fra England. Vi sås aldrig men vi havde dog planlagt det er par gange. Det blev desværre ikke til noget da hun havde nogle problemer med familien. Vi var sammen i 2 måneder og selvom vi aldrig havde set hinanden følte jeg alligevel at det var hende jeg ville være sammen med resten af mit liv.
Jeg græd flere gange i løbet af den uge som viste sig at være enden af vores forhold.
Må indrømme at det er mærkeligt at man kan få så stærke følelser for nogen man aldrig har mødt.
Nok om det. Mit råd til dig er at du skal lade ham være. Som "anonym" skriver også skriver så lad ham komme til dig og ikke omvendt. Det var trods alt ham der havde mistet følelserne for dig. Så er der ikke andet du kan gøre end at håbe, desværre.
Livet er ofte uretfærdigt.
Mvh Skovgaard

Du havde mødt hende på nettet?
Ja, det svært når afstanden er så stor.🙁
Men jeg lader ham også være i et stykke tid, men det bare svært. Kender du jo.
Hans mor skrev selv igår, og det lettede hjertet lidt. Men som jeg kunne mærke på hende, var han selv påvirket af det. Så det er jeg alligevel lidt glad for, for så er jeg ikke helt glemt.

jeg mødte hende på nettet.
Men jeg tror det er det bedste valg at lade ham være, selvom det er enormt svært som du selv siger.
Og nej, glemt bliver du sgu aldrig, det kan jeg vidst godt sige dig med sikkerhed.

Tak for hjælpen.
Det hvertfald noget værd!

Læste med interesse dit indlæg. Ved godt at man kan være lidt kønsforvirret. Men i ingen af dine indlæg fandt jeg ud af din engelske netkærestes køn? Måske hjælper det hvis du siger om du er en han eller en hun?
Vh NickT

Jeg synes da ellers at "jeg mødte hende på nettet.", beskriver det meget godt.

en pige 😉

mere end velkommen 😉
Du lyder som en sød pige, så han skal nok komme tilbage til dig en dag. Det er jeg sgu sikker på 😉

Hej Skovgaard
Tak for det. Måske en petitesse, men rart at vide hvordan man bør skrive, da man ikke altid skriver ens til kønnene :o)
Mvh NickT

Og denne indledning?
"Er selv 16 år(og dreng) og havde engang en kæreste fra England"

ikke en dansk stil til en Ph.d grad jeg skrev i mit tidligere indlæg..

Du har helt ret. Blev ved med at misforstå dig. Det beklager jeg. Og nej, dr phil lyder ike nær så godt som frk Skovgaard :o)
Vh NickT (Gammelsmølf)