Altid nr. 2
Jeg aner ikke hvad der er i vejen. Men jeg ved at der er noget forkert i hovedet på mig. Jeg har aldrig langt mærke til det før jeg fik en kæreste. Efter jeg fik hende har der været problemer med mine to venner. vis jeg ikke var sammen med dem i bare en weekend var det som om at de hade fået meget mere venskab fordi at det nu kun var dem der røg hash og at jeg ikke ville være med til ryge mere. Men jeg gjorde det alligvel en gang imellem af en slags plegt som jeg kunne være lidt mere med igen. men det gjorde det kun værre. Den ene af mine venner fandt ud af at jeg var nem at komme ind på når jeg hade røget. Og jeg synes det virkelig var ondsindet af ham. Det var som om at jeg skulle vide at jeg var lavere end ham og at den tredje ven nu var meget tættere på ham end jeg var. Det skal nok opleves før man forstår det. Min kæreste siger at sådan gør rigtige venner ikke. Men de er de eneste jeg har. Vi har simpelthen oplevet alt sammen.
Engang kom jeg ned til min kæreste hvor hendes lillsøster holdte fødselsdag. Og da jeg satte mig ved bordet var jeg lige ved at bryde sammen i gråd og jeg vidste ikke hvorfor. Men jeg bed det i mig. Så om aftnen sagde min kæreste at jeg skulle komme ovenpå. så jeg gik med. og da døren blet lukket og hun spurte hvad der var i vejen brød jeg sammen. Jeg hade ikke græt i over 10 år. på det tidspungt var jeg 18 år. Jeg trode at det ville hjælpe men nej. Jeg har sevlmords tanker men vil ikke fuldføre det fordi at jeg ikke vil sætte nogen sorg over mig. Jeg føler mig meget tit alene selvom jeg er omgivet af mange mennesker.
Jeg fortryder at jeg har gjort dette: Jeg lader som om at jeg har voldsomme marerit når jeg sover sammen med min kæreste. Jeg ved ikke hvorfor. Men når hun så tror at hun har vækket mig holder hun om mig og så føler jeg mig for første gang i mit liv virklig tryg. Jeg synes det er yngkeligt og ved ikke hvad jeg skal gøre.
Engang kom jeg ned til min kæreste hvor hendes lillsøster holdte fødselsdag. Og da jeg satte mig ved bordet var jeg lige ved at bryde sammen i gråd og jeg vidste ikke hvorfor. Men jeg bed det i mig. Så om aftnen sagde min kæreste at jeg skulle komme ovenpå. så jeg gik med. og da døren blet lukket og hun spurte hvad der var i vejen brød jeg sammen. Jeg hade ikke græt i over 10 år. på det tidspungt var jeg 18 år. Jeg trode at det ville hjælpe men nej. Jeg har sevlmords tanker men vil ikke fuldføre det fordi at jeg ikke vil sætte nogen sorg over mig. Jeg føler mig meget tit alene selvom jeg er omgivet af mange mennesker.
Jeg fortryder at jeg har gjort dette: Jeg lader som om at jeg har voldsomme marerit når jeg sover sammen med min kæreste. Jeg ved ikke hvorfor. Men når hun så tror at hun har vækket mig holder hun om mig og så føler jeg mig for første gang i mit liv virklig tryg. Jeg synes det er yngkeligt og ved ikke hvad jeg skal gøre.