angst for at miste

Mit problem er, at jeg er skrækslagen for at miste personer, som jeg først har "lukket indenfor".
Dette resulterer i, at jeg føler mig "fanget" i mit forhold - hvor jeg ikke er lykkelig. Jeg kan rent logisk se, at jeg burde gøre en ende på tingene, men når først følelserne får overtaget bliver jeg så angst.
Jeg ved ikke hvad det kommer af. Jeg vil seriøst gerne videre i livet, men jeg kan bare ikke sige farvel.
Derfor har jeg ubevidst/bevidst terroriseret forholdet igennem lange tider - forsøgt at fremprovokere en afslutning, som ikke foretages af mig. Men min kæreste finder sig i alt. Jeg får dårlig samvittighed, føler han må være den rette pludselig, når jeg ser at han kan udholde mig, selvom jeg er ekstrem.
Jeg frygter, at mine forhold - uanset med hvem - altid vil være sådan her. Enten vil jeg slet ikke mennesker eller også vil jeg dem for meget.

...afslutter jeg hellere selv forholdet. Du skulle bare vide hvor udbredt den taktik er. Den er langt mere udbredt end vi går og tror. Når man har mistet tilstrækkeligt ofte, bliver man for det første ret omklamrende. Og det har desværre den stik modsatte effekt af den tilsigtede.
Jeg forstår dig bare for godt. Og at din partner må være ekstremt tålmodig med dig, grænsende til det godtroende, køber jeg komplet.
Du ved at det er en "hovedting"? Det er en omstilling du skal foretage dig.

Hej,
Du demonstrerer tydeligt at du har en del indsigt i din problematik. Jeg er meget enig i at din metode til at undgå at blive koblet af ikke er ualmindelig.
Men jeg tror du kun kan komme videre ved at arbejde det igennem sammen med en psykolog. En undskyld, uddannet og erfaren helst.
Tænk over det, og prøv at finde ud af, hvilke muligheder, som findes, hvor du er!
f

Hej og tak for svarene.
En form for hjælp har jeg brug for, føler jeg i hvert fald. Jeg ved ikke rigtig med psykolog, men der kan jo ikke ske noget - negativt - ved at prøve (håber jeg :)
Er klar over at det er en omstilling rent tankemæssigt, jeg har brug for. Men det er altså lettere sagt end gjort.
Et tillægsproblem opstår, fordi jeg hele tiden skifter mellem hvad der er det rigtige at gøre - i og med mine meninger ændrer sig fra plus til minus hver gang, der sker noget som påvirker min respekt for ham.

Hvis du mener at en psykolog kan finde negative ting hos dig, så tror jeg da ikke at den frygt helt kan udelukkes.
For at hjælpe dig, må han/hun finde de ting i dig som udløser denne holdning. Og der kan han/hun ikke tillade sig at være altfor sart. Men jeg tror det er den vej du skal.

Hej, jeg mente psykolog-hjælp er ikke noget jeg har den største tiltro til, men det kan jo ikke skade at prøve.
Ved ikke om jeg tror, at der findes noget negativt i nogen. Det meste er jo reaktioner, som er til at sætte sig ind i, hvis man kender årsagen.
Er der nogen som har det på samme måde og som kan fortælle hvordan de kom ud af angsten - eller bare forholdet, hvis det første ikke er muligt?
Hvordan kommer man de skiftende meninger til livs?

angsten for at miste en man har lukket ind lider
alle mennesker af i en eller anden grad. Hvis man
har følte sig forsømt af sine forældre, følt sig
overset, mobbet i skolen m.m så kan man blive ekstra bange for at miste og derfor prøver man at
teste dem man har tæt på. Man tester dem ved at
opføre sig urimeligt og kan så ikke forstå at de
ikke forlader en. Man kan være bange for lykken
fordi det minder en om at man ikke har været lykketlig samt ubearbejdet psykisk matriale for fortiden som kommer op. Fortiden indhenter alle
mennesker speceilt når man er mellem 18 0g 30 år.
Fortiden vil gerne bearbejdes og ud af systemet.
Hvis man prøver at glemme fortiden kan man få angst, misbrug af mad, alkohold og arbejdsmisbrug.
samt muskelspændinger i ryg og nakke, som giver
hovedpine og ubehag.
Du kan læse mere om det i min bog
Selvværdets gåder
eller komme på sommerkurset 23 juli hvor der er
6 psykoterapeuter. Vi bliver 30 og det er en blanding af ferie og personlig udvikling.
læs mere om det på www.carl-mar.dk
hilsen
Carl-Mar Møller

De fleste mennesker lider af angsten for at miste. Har selv haft et par depressioner, fordi mine ekskærester havde forladt mig. Det gør, at jeg i dag er utrolig bange for at miste dem, som jeg har lukket ind. Samtidig er jeg til gengæld blevet dårlig til at lukke "nye" mennesker ind i mit liv.
Jeg tror, at det er en naturlig forsvarsmekanisme, da man ikke kan miste noget som man ikke har. Når man lukker "nye" folk ind i sit liv øges risikoen for at miste. Jeg er sikker på, at dette er en angst for at miste - denne proces er normalt ubevidst, men jeg blev bevidst om den, da jeg læste artiklen angst for at miste i forbindelse med en en psykologi-opgave, som jeg skulle skrive. Angsten for at miste er således indbegrebet et mindre behov for at øge sin bekendtskabskreds til fordel for at satse på nogle få udvalge mennesker, som man holder særligt meget af - og derfor er bange for at miste.