Angående mobning

Jeg læste en artikel om mobning. Dette citat er et af rådene:
citat
Er man kommet til den konklusion, at man bliver behandlet dårligt på sin arbejdsplads, skal der handling til. En måde at gøre det på er at tage det op med den anden person. Chancerne for at sætte en stopper for eventuel mobning er meget større, hvis det sker tidligt i forløbet. Ved en passende lejlighed kan man for eksempel sige: "Det du sagde til mig her i tirsdags / på det møde / da vi sad i kantinen – måske mente du ikke noget ondt med det eller tænkte over det, men jeg synes faktisk, at det var ubehageligt
citat slut
Det er ganske naivt sagt, efter min mening. Mon vedkommende, der har skrevet det, virkelig tror, at mobning kan løses så let eller at mobning forgår sådan, med en simpel bemærkning sagt i kantinen.
Så forstår jeg bedre, at mobning er meget svær at komme til livs, hvis "de kloge" virkelig tror, at mobning foregår sådan.

Jeg kunne da godt tænke mig, at høre hvad andre mener. Jeg har selv engang været udsat for en modbydelig mobning og den var meget mere raffineret.

Jeg vil give dig ret i at mobning ikke bare er en lille bemærkning sagt på et eller andet tidspunkt, men et længere forløb, Nu er jeg aldrig selv blevet moppet, eller har opfattet at jeg er blevet det 😮 Så konkrete historier fra dig og andre ville være nemmere at tage stilling til.
Hvordan de "kloge" opfatter mobning er ski svært at udtale sig om.
🙂

Jeg har også været udsat for mobning, men var længe om at fatte det. Jeg troede simpelthen ikke, at voksne mennesker kunne finde på at opføre sig sådan.
Jeg ved ikke hvordan problemet skal løses, men det er min overbevisning, at det er ledelsen, der skal tage hånd om problemet. De skal sådan set gribe ind ved de allerførste tegn på mobning. På min daværende arbejdsplads kunne ledelsen ikke drømme om at gribe ind. Om de var bange for mobberne eller bare nød at blive slikket i røven af dem, ved jeg ikke, men kun ledelsen kan stoppe det. Tror jeg på...

Det er længe siden, så man glemmer selvfølgelig, men bitterheden bliver desværre siddende.
Nå, men jeg kan da prøve.
Man møder glad på sin nye arbejdsplads. Ganske langsomt bliver man klar over, der er noget galt. Jeg blev holdt udenfor alting. Der blev holdt møder uden jeg fik meddelelse om dem. Eller også fik jeg besked på, at skulle tage mig af nogle andre ting, medens mødet blev holdt. Derefter fik jeg ikke oplysning om resultatet.
Min arbejdstid blev ændret en dag uden jeg fik meddelelse om det og derefter blev jeg bebrejdet, jeg var udeblevet.
Der lå en dag en besked om, jeg ikke måtte komme i et bestemt rum uden nogen begrundelse.
Den dag i dag kender jeg ikke grunden.
Kom jeg ind i et lokale, hvor hvor andre sad og snakkede holdt samtalen op eller de forlod rummet.
Jeg fik at vide af nogle, de ikke turde tale med mig, fordi "de styrende" havde sagt, det måtte de ikke. Og hvis de gjorde, skulle de refererer alt, hvad jeg havde sagt.
En dag udførte jeg en ordre, som jeg var blevet pålagt af en leder.
Da brød det ud i lys lue, hvor jeg fik et møgfald, hvorefter jeg sagde, det havde jeg fået besked på.
Så var de fulde af undskyldninger, ikke over for mig, men lederen, som overhørte det.
Jeg kunne også risikere, at ting jeg udførte bare blev ændret uden et ord.
En anden, som jeg ikke vidste fik samme omgang, brød grædende sammen over for mig en dag og vi talte om det. Hun sagde, hun kunne ikke mere og ville ikke komme næste dag. Det gjorde hun heller ikke.
Måske dukker der flere ting. Lige nu har jeg hjertebanken bare ved at tænke på det. Det er 15 år siden.

Det er ledelsen. Men lederen selv var ganske modbydelig i mit tilfælde, så hun var helt ligeglad.
Jeg tror, det mange gange er de forkerte mennesker, der får lederskabet.
De forstår, at indsmigre sig de rette steder og den/de, der ansætter, hopper på den.
De gør intet. Mobbere skulle have en advarsel og hvis det ikke hjælper bør de fyres.
Der er alt for mange mennesker, der bliver syge efterfølgende, og kan måske aldrig arbejde mere.
Jeg har selv endnu ikke, her 15 årefter, kunnet gå forbi min daværende arbejdsplads.
Jeg har tænkt på om jeg skulle overvinde mig selv og besøge den.
Jeg tror ikke på, at ledelsen nogensinde vil gribe ind. Det har de slet ikke viden til. Men der burde være et sted, hvor man kunne henvende sig og få hjælp. Rigtig hjælp. Virksomhederne skulle være tilsluttet en sådan ordning.

Det hele ender ofte i ballade, som om, at jo mere man rører ved l....., jo værre bliver det. Jeg er en type, der ikke ligger lavt, jeg siger tingene lige ud, når jeg føler mig angrebet uretfærdigt.
Hvis det er en leder der mobber (støber kuglerne), under chefen, så står man allerede dårligt. Fordi, hvem tror du lige du er?
Bedre hvis der var en udefra kommende, en uvildig part, der kunne se neutralt på hændelserne og god til at reparerer til en vind-vind situation af en eller anden art.
Ender ofte med at offeret skal sygemeldes/opsiger sin stiling eller bliver fyret.

Vil jeg formode. HK er vel ikke de eneste, der yder den service. Det er ikke en god ide at en sådan ordning var med arbejdsgiver indblanding, da de jo - på grund af deres manglende evne og vilje til at holde arbejdespladsen mobningsfri - er par i sagen og efter min mening, den part der skal sagsøges.
Det plejer at være nemmeste at adfærdsregulere folk ved at ramme dem på pengepungen.

Der må jo næsten ligge noget forudgående til grund for sådan en modtagelse. Fik du - efter de styrendes mening - et job, de ville have haft en anden ansat i? Det har jeg nemlig set forekomme og staklen, der var kisteglad for sit nye job anede intet om dette og var derfor fuldstændig paralyseret over behandlingen.
Jeg sad i en anden afdeling, men kendte til de forudgående diskussioner med en af "damerne", der ville have sin svigerdatter ansat. Da så vi andre tydeligt kunne se hvad det foregik henvendt vi os til tillidsmanden og gjorde ham opmærksom på problemet. Han og ledelsen tog sig af det og mobberen endte op med en skriftlig advarsel, da trafikken nemlig ikke standsede efter hun havde modtaget en mundtlig.
Efter den skriftlige blev der ro og mærkeligt nok, trak medløberne følehornene til sig.

Nu er det jo længe siden, så jeg behøver ikke at tænke på det mere. Hvis jeg altså kan lade være, for man bliver bitter, et eller andet sted.
Jeg ved ikke, hvad der var grunden. Jeg kendte ingen af dem i forvejen.
Men jeg opdagede, der var nogle stykker, som ville dirigere alt. Det gik ud over nogle af os. Bl.a. hende, jeg fortalte om, som brød grædende sammen. Hun vendte aldrig tilbage. Hun sagde til mig, hun var helt færdig kunne ikke noget mere. Hvad der blev af hende ved jeg ikke.
En sagde til mig, hun ikke turde snakke med mig, for hun var bange for, at hun så ville stå for tur. Der var en, som turde, det var hende, der fortalte hun havde fået besked om at referere alt, hvad jeg sagde.
Men det jeg egentlig ville var, at mobning er ikke så simpelt som nogle vil gøre det til. Man kan ikke sige i kantinen: Det du sagde, brød jeg mig ikke om.
Så simpelt forgår mobning ikke. Så den, der skrev artiklen, har måske nok nogen viden, men ved alligevel intet.
Og det er voksne mennesker, der handler sådan.

Jeg synes personligt, det kan være svært at gennemskue mobning på en arbejdsplads.
Jeg er selv i en situation nu, hvor jeg synes mine en af mine kollegaer er lidt for grov i munden. Men mit første skridt bliver da at sige det til ham, næste gang han kommer med en klam bemærkning, der går over mine grænser.
Det er det der kan være svært at se. Bliver man drillet, fordi de er onde❓Eller fordi de godt kan lide en ?

på en, der er lidt fræk i munden og så en/nogle , der mobber andre. Meget, meget stor forskel. Det kan slet ikke sammenlignes.
Du er aldrig blevet mobbet, når du ikke kender forskellen. Godmodig drilleri kan være, fordi folk kan lide hinanden, men igen , det kan ikke sammenlignes med mobning. 😉