At få diagnosen:kræft
Jeg var så uheldig at jeg sidste år ikke kunne holde min balance, men gik som en der var skidefuld.
Tænkte "det går nok over" men efter 14 dage, var jeg nødt til at kontakte min læge.
Jeg blev scannet og fik at vide jeg havde en "dims" på min balancenerve, men når der sad noget der, var det som regel aldrig farligt.
Fik fjernet min "dims" som blev sendt til undersøgelse, efter 20 dage fik jeg svaret,:lungekræft. Små metastaser i lungerne, som havde boret sig ind i en blodåre og havde vandret op og havde sat sig på min balancenerve.
Jeg var totalt slået ud, var rask da jeg gik ind til lægen for at få svar, men syg da jeg gik ud derfra igen.
Jeg gik hjem, lagde mig på sengen, nu var jeg pludselig træt, mig der altid har ild i røven.
Meddelte min mand at nu kunne han godt ringe efter mine 2 børn, for jeg ville ikke overleve det her. Selvfølgelig ringede han ikke efter dem denne dag.
Pludselig så jeg hvor trist min mand var, og så sagde jeg til mig selv: "det her, skal sgu ikke få dig ned med nakken, du har endnu ikke fået børnebørn, du skal være mormor og farmor, du har sådan glædet dig til at få børnebørn, først og fremmest se dine børn godt i vej, med villa, volvo og vovse, det her skal du vinde over.
Jeg er sygemeldt fra jobbet, jeg er meget træt, men hver dag laver jeg en plan for mig selv hvad der skal laves, og jeg gør det,træthed eller ej, så sætter jeg mig en halv times tid, og så tar jeg fat igen.
Jeg får kemo hver 3. uge, er ødelagt den første uge efter, men jeg tænker ikke på at jeg er syg.
Om en måned skal jeg scannes, alle omkring mig siger det er væk, at jeg er rask, for jeg virker ikke syg, selv tror jeg på ingenting for svaret er 50/50.
Min tanke er bare, at hvis jeg var blevet liggende på min seng, var jeg blevet mere og mere syg, og behandlingen havde nok ikke virket.
Jeg ved godt, der er mange forskellige former for kræft, noglebliver mere syge end andre, og jeg skal ikke komme med gode råd, for det kan man ikke.
Jeg syntes bare jeg ville fortælle hvordan jeg kom videre.
Tænkte "det går nok over" men efter 14 dage, var jeg nødt til at kontakte min læge.
Jeg blev scannet og fik at vide jeg havde en "dims" på min balancenerve, men når der sad noget der, var det som regel aldrig farligt.
Fik fjernet min "dims" som blev sendt til undersøgelse, efter 20 dage fik jeg svaret,:lungekræft. Små metastaser i lungerne, som havde boret sig ind i en blodåre og havde vandret op og havde sat sig på min balancenerve.
Jeg var totalt slået ud, var rask da jeg gik ind til lægen for at få svar, men syg da jeg gik ud derfra igen.
Jeg gik hjem, lagde mig på sengen, nu var jeg pludselig træt, mig der altid har ild i røven.
Meddelte min mand at nu kunne han godt ringe efter mine 2 børn, for jeg ville ikke overleve det her. Selvfølgelig ringede han ikke efter dem denne dag.
Pludselig så jeg hvor trist min mand var, og så sagde jeg til mig selv: "det her, skal sgu ikke få dig ned med nakken, du har endnu ikke fået børnebørn, du skal være mormor og farmor, du har sådan glædet dig til at få børnebørn, først og fremmest se dine børn godt i vej, med villa, volvo og vovse, det her skal du vinde over.
Jeg er sygemeldt fra jobbet, jeg er meget træt, men hver dag laver jeg en plan for mig selv hvad der skal laves, og jeg gør det,træthed eller ej, så sætter jeg mig en halv times tid, og så tar jeg fat igen.
Jeg får kemo hver 3. uge, er ødelagt den første uge efter, men jeg tænker ikke på at jeg er syg.
Om en måned skal jeg scannes, alle omkring mig siger det er væk, at jeg er rask, for jeg virker ikke syg, selv tror jeg på ingenting for svaret er 50/50.
Min tanke er bare, at hvis jeg var blevet liggende på min seng, var jeg blevet mere og mere syg, og behandlingen havde nok ikke virket.
Jeg ved godt, der er mange forskellige former for kræft, noglebliver mere syge end andre, og jeg skal ikke komme med gode råd, for det kan man ikke.
Jeg syntes bare jeg ville fortælle hvordan jeg kom videre.