Normalt at intensive forhold er meget hårde at komme over?

Vores forhold varede i 18 måneder, og sluttede lidt brat da hun følte gnisten var forsvundet. Der er gået 2-4 måneder og tænker stadig rigtig meget på hende.
Min ekskæreste led af cutting og bullimi da vi mødtes, noget som jeg først fandt ud af efter jeg var fuldstændig faldet for hende. Hun er min første store kærlighed. Vi kæmpede en del med det, prøvede at overbevise hende at det var unødvendigt og at hun istedet skulle tale med mig om fortiden. Den som var skyld i hendes problemer. Ydermere fik vi to aborter, hun havde penge problemer, osv. osv. Det var altså mange perioder hvor det gik mindre godt med omgivelserne.
Nu har jeg rigtig svært ved at komme videre. Prøver at lave en masse aftaler, begyndt at træne men når jeg så er alene får jeg det simpelthen så dårligt. Kan slet ikke håndtere at være alene og er begyndt at hade det. Har ingen appetit (og har altid været rigtig mad glad), er ikke så tit glad og smilende, noget som ellers har været mit varetegn. Har let ved at blive sur og hissig. Føler mig udenfor i vennekredsene, mig som ringer til folk. Hun fyldte for meget, og har også lavet fejlen og glemt en del venner/bekendte. Er en meget følsom fyr, så det tager ekstremt hårdt på mig. Har snakket med rigtig mange om bruddet, men denne efterfølgende "depration" tør jeg ikke rigtig tale om. Alle siger man bare skal komme videre jo.
Nogle som har nogle gode forslag om at komme videre, har læst at der er en del som har erfaring med nogle af overstående problemer, på den ene eller anden side af "stregen"
Elsker og savner hende endnu :/

Jeg ved godt at man ikke vil høre "du kommer videre". Det føler man nemlig ikke at man gør og ej heller har lyst til.
Det er pissehårdt, vi har jo alle været i det en eller flere gange.
Indtil videre gør du det helt rigtige, men du må ikke prøve at flygte fra smerterne når du er alene, fordi de er der fordi de skal bearbejdes så du kan få det bedre på et tidspunkt. Det er godt du holder dig aktiv ved siden af og det med vennerne, det er meget normalt. Næsten alle begår den fejl på et tidspunkt. Jeg har selv gjort det, mine venner har gjort det og man bør kunne tilgive hinanden det. Men dine venner skal lige vænne sig til at du er tilbage, så giv dem noget tid. Evt undskyld for at du ikke har været der, det plejer de som regel godt at kunne forstå, det er jo venner :)
Nu ved jeg godt at du ikke rigtig kan overskue så meget, men har du en hobby? Evt. musik? Måske du kan melde dig til et kursus her i sommer eller måske til efteråret.
Da jeg havde kærestesorg sidst, meldte jeg mig til et sang hold og har været der nu i 6 år. Jeg er sgu blevet meget god til at synge efterhånden :-) Og det hjalp mig meget at have noget at tage mig til og have noget hvor jeg kunne se (høre) at jeg rykkede mig, at jeg egentlig kunne blive god.
Skriveterapi er altid godt. Det kan også anbefales. Det har jeg brugt meget. Skriv et brev til hende, som du måske aldrig sender, det er ligemeget, Bare kom ud med det.
Du vil opdage at som dagene går, tænker du lidt mindre på hende og så lidt mindre på hende igen osv. Den har virket for alle indtil videre, så det kommer også til at virke på dig. VIgtigt er det bare at når du er alene ikke burer smerten inde, men sørger for at den kan komme ud, så den til sidst kan give slip :)

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med det.

Og du har ikke depression og det med ikke at kunne spise er også ganske normalt, slap du bare af :)
Håber du går en god sommer i møde. Man ved sgu aldrig hvad der kan ske ligepludselig. Jeg mødte nemlig min nuværende kæreste som jeg elsker så højt på et tilfældigt vikariat jeg tog i sommeren 2004. Jeg havde lidt studie og kærestesorg og var egentlig ved at melde fa og VUPTI stod manden i mit liv foran mig.
Sådan er livet så uforudsigeligt, så bare ud og prøv nye ting :)

selvom jeg synes, du har fået en fornem opbakning i svar fra Nissa.:-))
Jeg hukser (hvem der har nået en vis alder gør ikke det?) de perioder med dyb kærestesorg/smerte/ensomhedsfølelse som jeg engang har oplevet i mine unge dage.

Jeg kan helt nikke genkendende til alt her hvad Anonym skriver.Og den manglende appetit - og venner man har "glemt" og som er kommet videre med deres liv, mens man selv var så optaget af sit kærlighedsforhold og pludselig brast det, og der sad man pludseligt helt alene - og hvem var der til at bakke en op så man kunne heales: INGEN!!
Den ensomhed man kan føle i en sådan periode er bare så hård, for man bliver virkelig kastet tilbage til sig selv, men klarer man det - det gør de fleste jo heldigvis - så kommer man ud på den anden side som en større personlighed, og man er blevet STYRKET som menneske: Man har ingen illussioner om at andre end det er en selv skal bære ens liv. Og DET er virkelig et sundt udgangspunkt!
V er alle alene hele livet igennem, ingen andre følger os på så tæt hold alle døgnets timer, så man må tage den derfra og bruge krisen til at begynde at være sin EGEN - ven først og fremmest.
Mit råd er derfor at du tager smerten med dig, du skal ikke fortrænge den, her er jeh enig med >Nissa. Så tag de svære følelser med ind i dit liv men brug dem, lad dem ikke tære dig op....
F.eks. kan du også skrive dine tanker ned, eller komme igang med nogle (få) aktiviteter som du ved (kan huske) du kan lide.
Livet må ALDRIG blive så styret af en anden person, at alle andre aktiviteter blegner ved siden af!!!
Det er sygeligt i længden, og vil iøvrigt også belaste det forhold, man evt. har/får til den elskede. Så prøv at finde en væren hvor du nyder bare at være til...også med din smerte, og uden du absolut SKAL have hende du elsker. Bare det at være til og føle stærkt kan være givende, hvis man er i stand til at skabe sit eget indhold i sit eget liv vel at mærke. Og kan du ikke det nu, så kan du passende lære det før som siden, for det vil under alle omstændigheder gavne det/de forhold du senere indgår i - om det så bliver med hende du savner eller en anden...
Så gør dit liv hvor du er alene nu til noget stort, det kan faktiskgodt lade sig gøre.:-)
Det gjorde jeg engang, og det var hårdt ja og kostede mange tårer, men det gjorde sidenhen at jeg fik meget mere ud af mit liv (lever stadig højt på den lærdom fra dengang) og også mine kærlighedsforhold siden hen - især det til mig soulmate, som jeg nu har været gift med i 20 år.
Men husk at du er alene hele livet med din egen skæbne, og skal tage den derfra. Og så er du samtidig ikke alene, for en masse mennesker går rundt og har det præcist som dig. Hver på sin måde, men følelsen af at være forladt i sin kærlighed og alene uden venner, er der jo så mange der oplever.

Og så er der jo i kunsten meget hjælp at hente, hver gang man læser en god bog finder man en beslægteti forfatteren f.eks., eller musikken eller en god film, hvor man genkender en følelse. Brug også det til at komme videre på.
Jeg giver dig ret at det intense forhold er det sværeste at komme over. Men hvem siger man skal komme over det? Det er kun et stort privilegium at være istand til at elske så stærkt, som du gør nu. Det oplever langt fra alle, så prøv at bakke dig selv op også på det område.
Alle gode ønsker herfra til dig :-)
Pusser

Endnu savner du hende skriver du, at du enf´da tænker på hende endnu.
sig mig hvad f er der galt?
Tror du ægte kærlighed forsvinder easy på 14 dage???
Tsk utålmodighed

Der er faktisk gået 3 mdr nu, men forventer da det tager 6 måneder, det er bare så svært at være alene. Røg for første gang i 3 år, en joint igår og det var simpelthen så rart at kunne ligge i sin seng og være træt. Uden at ens hjerte pumpede løs, hjernen var slået fra og kunne ikke mærke det store hul i maven. Stoppede med at ryge fordi jeg ikke kunne tåle al den røg, men efter igår som var så befriende kan det være jeg har lyst igen. Tror bare jeg skal passe på ikke at det bliver hverdag og at det fjerner følelserne uden jeg er kommet igennem dem