"Anklage" fra skadestuen

I sidste uge var min yngste søn på skadestuen, han var faldet og havde slået hovedet og fået hjernerystelse.
Grim, grim oplevelse, da det var temmelig voldsomt og jeg stod alene med ham + måtte tage alene med ham på skadestuen.
I denne uge var vi ved vores egen læge, der fortalte at hun var blevet kontaktet af en læge fra skadestuen. Der var blevet tvivl om min forklaring på hvordan sønnen var faldet, og jeg havde "nægtet" at svare på nogle spørgsmål i den forbindelse.
Skadestuens læge havde spurgt til om vi var en belastet familie, og vores egen læge kunne jo bare sige at hun da ville mene at jeg havde været chokeret, og at vores familie var velfungerende.
Hvad skal man mene om sådan noget?
Jeg er paf! Forstår ikke en meter af hvor skadestue-lægen har det fra at jeg har "nægtet" at svare på spørgsmål. Lægen var godtnok ikke lige min kop te, og han virkede irritabel, men alt foregik stille og roligt.
Vores egen læge slog det hen som noget hun synes var tåbeligt/fjollet fra skadestuens side.
Men jeg synes da ikke det er spor sjovt,
nu har jeg sådan noget ÆVL stående i en sygehusrapport, og det er da ubehageligt.

Hvad gør man ved sådan noget?
Jeg har svært ved at slå det hen.
Hilsen MorTil3

lægeklagestyrelsen.

det du har oplevet er en læge der har taget sin lægegerning alvorligt og fulgt op på en tivlsituation (for lægen en tvivl).
DU kan se det på 2 måder:
1. som at du her har mødt vores lands måde at prøve at sikre børn på
2. eller du kan tage det "personligt" og blive "forarget"...
Din læge har jo fulgt fint op på det sammen med dig, og har sikkert også meldt tilbage til sygehuset hvordan han/hun kender dig og dit barn.
Altså ingen grund til bekymring.
I de tilfælde hvor der er begrundet mistannke, gir det mulighed for at den familie kan få råd og vejledning, til barnets fordel (når "systemet" fungerer - dvs. de tilknyttede personer fra social/-familievæsnet ved hvad de har af konstruktive støttemuligheder).

opfat dette som en beskyttelse af vores børn, for det er sådan det er ment.

for den næste læge der falder over en uskyldig, ringer måske ikke til egen læge men til de sociale myndigheder, og så står man godt nok med et problem af dimensioner.

De skal beskytte de små for samfundets skyld.
Svar åbent og ærligt på alle spørgsmål. Så er der rene linier og du bliver ikke mistænkt for noget.
Det kan selvfølgelig være pinligt hvis der er sket et uheld, men hellere det end at de mistænker nogen for "mishandling" eller lignende.

Jeg kan godt forstå at du føler dig "angrebet" af systemet, men pågældende læge har ikke gjort andet end sin pligt.
Den henvendelse til egen læge vil ikke stå i journalen, da der ikke er tale om mishandling, hvorfor der ikke er nogen grund til at gøre mere ud af det.
Vi har allesammen læst om sager, hvor børn pga. mishandling ender med brækkede arme, ben, skader i hoved og/eller andet modbydeligt.
I denne forbindelse har vi allesammen hørt og læst spørgsmål, der går på "hvordan kunne det ske, og hvorfor blev det ikke opdaget".
Havde alle læger været sådan som "din" læge på skadestuen, ville der være mange børn, der kunne hjælpes i tide.

Uha, sikke en stemning dette indlæg har kunnet frembringe ;-)
Vil lige starte med at fortælle at jeg nok er klar over at overlægens reaktion, ved at henvende sig til vores læge, ER en sikkerhed for børnene, og det kan jeg sagtens se det rimelige i. Der hvor jeg stejler, er det der "nægter" der blev skrevet i journalen, for det er en lodret løgn, og lyder rigtig grimt, og når overlægen ser dette, er det forståeligt at han følger op på det.
Men mange tak for jeres svar. Jeg skal indrømme, at efter jeg havde skrevet det her indlæg fik jeg det næsten bare værre, og jeg har haft et SÅ dårligt over det her.
Jeg gik nogle dage og tyggede over hvad jeg skulle stille op, jeg turde næsten ikke ringe til skadestuen, for man ved jo ikke hvad det er for en person der er i den andne ende af røret.
Så det endte med at manden og jeg strikkede et brev sammen, og afleverede på skadestuen.
I dag er jeg så blevet ringet op af den overlæge der havde henvendt sig til vores egen læge. Han sagde at når de bruge nyuddannede og uerfarne læger, så sker det at der opstår et kommunikationsbrist, og det var det der var sket her.
Han fortalte også at når han læser det der står skrevet i journalen, så SKAL han reagere, det er et lovkrav.
Han har jo ikke mulighed for at ændre i det der allerede er skrevet i journalen, men ville notere at der havde været et kommunikationsbrist, og der var tale om en misforståelse.
Han vil sende en kopi af alt det skrevne i journalen, og hvis vi efter at have læst det, ikke føler at alt er "på plads", så var vi meget velkomne til at komme ind til en samtale.
Så det blev enden på historien.
Ikke at jeg bare lige sådan kan glemme det her, for det er bare SÅ ufedt at vide at der står skrevet noget, der får en spesialist til at tænke "hvad er det nu for en mor, hvad gør hun ved sine børn?".
Hvis vi er så uheldige at skulle på skadestuen igen engang, så vil jeg klart tage mine forbehold, og ikke lade en læge undesøge mine børn uden der også er en sygeplejerske til stede.
Hilsen MorTil3