at arbejde i et jobcenter
Stigende sagsantal, uanede mængder af administration og flere og flere krav. Det er hverdagen i landets jobcentre i dag.
Der kommer hele tiden flere krav om dokumentation og kontrol på trods af, at der er blevet lovet en afbureaukratisering. Samtidig kommer der flere og flere spareplaner som gør, at man mister normeringer. Det er forståeligt nok, at kommunerne selv skal administrere deres økonomi og få det til at hænge sammen, men det giver jo ingen mening ikke at give dem midlerne til at dette kan lade sig gøre.
Eksempelvis, da tiltaget ”en ny chance til alle” kom frem, fulgte der ekstra normering med. Tiltaget betød bl.a., at de personer som tidligere havde ligget nederst i skuffen fordi de var for langt fra arbejdsmarkedet nu skulle tages frem og løbes i gang. Ideen fejler som sådan ikke noget og har da givet en masse til nogle mennesker som ellers på sin vis var lidt opgivet. På den anden side, har det i nogle tilfælde betydet, at den enkelte rådgiver, har haft mindre tid og ressourcer til de borgere som måske kunne have været kommet hurtigere i gang. Efter den 2årige periode sidste år udløb forsvandt normeringen dertil også. Samtidig kom der så et venligt brev ud til samtlige jobcentre fra ministeren om, hvor stor og god en indsats der var gjort og hvor meget succes der havde været hermed. Brevet uddybede videre, at man forventede at den gode indsats fortsatte. Det vil altså sige, at man forventede man lavede det samme stykke arbejde, men med færre medarbejdere. Dette er blot et af mange eksempler på, hvordan jobcentrene hele tiden mister medarbejdere og samtidig forventes at lave det samme stykke arbejde. Sagsantallet vokser og det samme gør stress niveauet. Det er svært at finde tiden til at gøre arbejdet ordentligt men alligevel er der en forventning om, at det hele er til UG.
I dag vil jeg skyde på at omkring 80% af tiden går med administrativt arbejde, kontrol og dokumentation. Det sociale arbejde bliver i større og større grad i forhold til papirnusseri og der bliver mindre og mindre tid til at give borgeren den service og hjælp som de har brug for, for igen at kunne komme tilbage eller ud på arbejdsmarkedet.
Samtidig er lovgivningen i dag så stram omkring fleksjob og pension, at mange reelt meget syge mennesker sendes fra sygedagpenge til kontanthjælp hvor de så kan komme i aktivering. År senere kan det så værre at sagen er tilstrækkeligt udredt til, at de kan få et fleksjob. Der er ikke tid eller lovgivning til at huske mennesket i disse sammenhænge og sagerne trækker ofte ud langt over det rimelige fordi der ganske enkelt ikke er tid nok, til at behandle dem. Samtidig sidder der en person i den anden ende, som måske ganske uforskyldt er havnet der på grund af helbredsmæssige problemer og et langt arbejdsliv og som skal trækkes gennem systemet i flere år før den endelige udredning er på plads. Sagen skal belyses i hoved og røv før der overhovedet kan tages stilling til berettigelse. Hvis resultatet så skulle blive et afslag og sagen ryger videre til klageindstansen, er der samtidig i visse tilfælde op til tæt på ½ års ventetid. Sagen kommer så i visse tilfælde retur med, at der skal indhentes yderligere og så kører trumlen igen. Man skal i dagens Danmark prise sig lykkelig, hvis man er ved godt helbred og samle alle kræfter vis man skal igennem et forløb med ansøgning om fleksjob.
Derudover er ordet fleksjob i dag lidt blevet et modefænomen. Folk henvender sig for at søge for selv de mindste skader, hvilket selvfølgelig også kræver mange kræfter for den enkelte sagsbehandler. Tonen bliver hårdere og hårdere og arbejdsmiljøet i jobcentret dårligere og dårligere. Alligevel stopper det ikke politikerne i at sætte krav til rådgiverne, medierne i at fremhæve jobcentrene for ikke at kunne passe deres arbejde (hvilket er lidt svært når man er undernormeret) og borgerne som i sidste ende er dem der taber mest, på at føre en yderst hård tone overfor mange rådgivere.
Spørgsmålet er hvornår politikerne får øjnene op for hvad der foregår. For hvornår medierne ikke fremstiller enkelt sager såvel som generelle sager så ensrettiget og for hvornår den enkelte borger kræver sin ret til hjælp fra det offentlige. For den enkelte rådgiver ser det sort ud; arbejde hurtigere hurtigere hurtigere….
Der kommer hele tiden flere krav om dokumentation og kontrol på trods af, at der er blevet lovet en afbureaukratisering. Samtidig kommer der flere og flere spareplaner som gør, at man mister normeringer. Det er forståeligt nok, at kommunerne selv skal administrere deres økonomi og få det til at hænge sammen, men det giver jo ingen mening ikke at give dem midlerne til at dette kan lade sig gøre.
Eksempelvis, da tiltaget ”en ny chance til alle” kom frem, fulgte der ekstra normering med. Tiltaget betød bl.a., at de personer som tidligere havde ligget nederst i skuffen fordi de var for langt fra arbejdsmarkedet nu skulle tages frem og løbes i gang. Ideen fejler som sådan ikke noget og har da givet en masse til nogle mennesker som ellers på sin vis var lidt opgivet. På den anden side, har det i nogle tilfælde betydet, at den enkelte rådgiver, har haft mindre tid og ressourcer til de borgere som måske kunne have været kommet hurtigere i gang. Efter den 2årige periode sidste år udløb forsvandt normeringen dertil også. Samtidig kom der så et venligt brev ud til samtlige jobcentre fra ministeren om, hvor stor og god en indsats der var gjort og hvor meget succes der havde været hermed. Brevet uddybede videre, at man forventede at den gode indsats fortsatte. Det vil altså sige, at man forventede man lavede det samme stykke arbejde, men med færre medarbejdere. Dette er blot et af mange eksempler på, hvordan jobcentrene hele tiden mister medarbejdere og samtidig forventes at lave det samme stykke arbejde. Sagsantallet vokser og det samme gør stress niveauet. Det er svært at finde tiden til at gøre arbejdet ordentligt men alligevel er der en forventning om, at det hele er til UG.
I dag vil jeg skyde på at omkring 80% af tiden går med administrativt arbejde, kontrol og dokumentation. Det sociale arbejde bliver i større og større grad i forhold til papirnusseri og der bliver mindre og mindre tid til at give borgeren den service og hjælp som de har brug for, for igen at kunne komme tilbage eller ud på arbejdsmarkedet.
Samtidig er lovgivningen i dag så stram omkring fleksjob og pension, at mange reelt meget syge mennesker sendes fra sygedagpenge til kontanthjælp hvor de så kan komme i aktivering. År senere kan det så værre at sagen er tilstrækkeligt udredt til, at de kan få et fleksjob. Der er ikke tid eller lovgivning til at huske mennesket i disse sammenhænge og sagerne trækker ofte ud langt over det rimelige fordi der ganske enkelt ikke er tid nok, til at behandle dem. Samtidig sidder der en person i den anden ende, som måske ganske uforskyldt er havnet der på grund af helbredsmæssige problemer og et langt arbejdsliv og som skal trækkes gennem systemet i flere år før den endelige udredning er på plads. Sagen skal belyses i hoved og røv før der overhovedet kan tages stilling til berettigelse. Hvis resultatet så skulle blive et afslag og sagen ryger videre til klageindstansen, er der samtidig i visse tilfælde op til tæt på ½ års ventetid. Sagen kommer så i visse tilfælde retur med, at der skal indhentes yderligere og så kører trumlen igen. Man skal i dagens Danmark prise sig lykkelig, hvis man er ved godt helbred og samle alle kræfter vis man skal igennem et forløb med ansøgning om fleksjob.
Derudover er ordet fleksjob i dag lidt blevet et modefænomen. Folk henvender sig for at søge for selv de mindste skader, hvilket selvfølgelig også kræver mange kræfter for den enkelte sagsbehandler. Tonen bliver hårdere og hårdere og arbejdsmiljøet i jobcentret dårligere og dårligere. Alligevel stopper det ikke politikerne i at sætte krav til rådgiverne, medierne i at fremhæve jobcentrene for ikke at kunne passe deres arbejde (hvilket er lidt svært når man er undernormeret) og borgerne som i sidste ende er dem der taber mest, på at føre en yderst hård tone overfor mange rådgivere.
Spørgsmålet er hvornår politikerne får øjnene op for hvad der foregår. For hvornår medierne ikke fremstiller enkelt sager såvel som generelle sager så ensrettiget og for hvornår den enkelte borger kræver sin ret til hjælp fra det offentlige. For den enkelte rådgiver ser det sort ud; arbejde hurtigere hurtigere hurtigere….