at blive pgr børnene

Er jeg den eneste (mine veninder kan nemlig slet ikke forstå) der vælger at blive i et ægteskab, som ikke er top lykkeligt ???
Vi har det godt og er gode venner, dog mangler der lidenskab, begær og gensidig respekt. Jeg burde skrue ned, han burde skrue op....
I efteråret valgte jeg faktisk at sige jeg ville skilles - efter mange overvejelser over langtid. Men nu efter 3/4 år, har jeg valgt at kæmpe videre, ikke pgr den store genfundte kærlighed, men fordi vi har 2 mindre børn sammen og et hus der ikke kan sælges uden KÆMPE underskud.
Vores samarbejde omkring børnene, hverdagen osv er jo super. Vi har også sex.
Jeg savner stadig passion og begær (forelskelse!) Men vi har været sammen i 14 år, og ønsket er måske urealistisk...
Skal jeg beskrive drømmemanden er det ikke ham jeg har, jo lidt hen af vejen og mere bliver det nok aldrig. Man er jo som man er.
Jeg er 33år.
Er der andre unge ægtefolk som mig der bliver pgr børn, tryghed osv. ???

hvis man ik er forelsker hvorfor så blive.... helt ærligt man skal ik blive sammen pga børn og hus.. man kan altid finde en løsning

Jeg ved hvad du mener.
Vi har været gift i 9 år og sammen i alt i 12 år.
Jeg syntes klart at du skal blive i dit ægteskab. Jeg havde også lidt krise fordi jeg savnede mere af det vi havde i starten. Der gik 1,5 år hvor jeg gik og tænkte på at skille mig, men valgt at snakke åbent med min mand om de ting jeg ønskede. Da vi så snakkede om det, kom det frem at han også ønskede de ting jeg ønskede, så vi lavede en plan for hvad vi skulle gøre for at få frem noget mere passion. Du skal tænke på at hvis du bliver skilt, så kan det godt være at du finder en ny kæreste,men efter noget tid så kommer de samme problemer igen. Vi har det bedre nu men det kræver lidt arbejde at pleje forholdet. Det er svært at hjælpe dig da jeg ikke kender jeres forhold,men jeg ved at selv om vi havde mistet passion , så elsker jeg min mand og ved at arbejde på det så kan alle forhold reddes.
Jeg er 32 og min mand er 36 år.
Kæmp videre.
Camilla

Hej,
Jeg ved godt hvad du mener. Jeg er selv 31 år og jeg er heller ikke special lykkelig. Men jeg tror heller ikke, at jeg nogensinde bliver det med min mand. Han har bedt mig om, at tænke over det mens han er på ferie med vores børn. Vi holder ferie hver for sig! Problemet er bare, at vi før har ståede i samme situation. Vi blev eninge om, at vi ville kæmpe for det. Men efter ½ år er det, det samme. Jeg tror jeg er nåede til, at det aldrig bliver anderledes. Problemet er bare, at jeg ønsker vores liv, hus og børn sammen med os. Men jeg er stadigvæk ung, jeg kan finde en ny mand, hvor jeg har det bedre. Der er massere af par der går fra hinanden og får nye familier. Det er uoverskueligt ud nu. Men sådan vil det ikke altid være tror jeg. Man skal bare om på den anden side...

Jeg synes personligt ikke at man kan stille det så sort/hvidt op som du gør davidsmor.

Jeg synes generelt at det er en yderst vigtig ting at give alle forhold en ekstra chance når tingene er gået galt og forsøge at kæmpe lidt for det man har bygget op og især når der er børn involveret. Men jeg ville heller aldrig råde nogen der var ulykkelige i et forhold til at blive, uanset om der var børn i forholdet eller ej!
Hvis man nu bliver i et forhold hvor man ikke føler sig tilpas eller lykkelig og ikke nærer nogen form for kærlighed eller respekt for ens samleverske eller man gik glip af ens inderste drømme og mulighed for lykke i livet, hvad hjælper det så ens børn?
Hvis jeg en dag fandt ud af at mine forældre var og længe havde været ulykkelige i deres forhold men havde bidt det i sig pga. af mig og mine søskende, ville jeg da blive 100 gange mere ulykkelig af det end hvis de på et tidspunkt var gået fra hinanden og havde fundet lykken hver især et andet sted. Man elsker jo sine forældre og ønsker dem kun lykke i livet? Ja, selvfølgelig ville det være rarest hvis de kunne have fundet den sammen, men sådan er livet jo desværre.
Hvem har nogensinde sagt at det skulle være en menneskelig lov at man fandt en mage for livet? Hvem har sagt at alle mennesker er monogame? Det er kun fordi menneskers religion og kultur dikterer at det er sådan det skal være og at alt andet er en skam. Men hvad med naturen? Forelskelse f.eks. er en kemisk reaktion i hjernen der oftest blot varer i omkring 3 måneder, herefter er det kærligheden og respekten der gør det muligt at holde et samliv med et andet menneske ud. Mennesker er jo i virkeligheden blot dyr og dyr er styret af deres drifter og instinkter - at mennesket så gennem evolutionen er blevet beriget med et avanceret følelses register og en hjerne der er i stand til at planlægge hele fremtiden i drømme og idealer er en anden sag.
Men bild ikke dig selv ind at alle disse dilemmaer det moderne menneske har i kærligheden og livet, ikke er noget vi mennesker har påført os selv fordi vi har givet nogen religiøse overhoveder lov at hjernevaske os igennem alt for mange årtusinder...men dermed jo så heller ikke sagt at de ikke findes og skal tages alvorligt når de opstår.
...det bare min mening...

<helt billedligt så er kærlighed ens med en potteplante, som skal plejes dagligt.
Hermed mener jeg, at hvis man stadig kan lide synet at partneren, også kan lide at være sammen med ham/hende. Hvis man kan svare jer til disse 2 ting, så gælder det om at kæmpe for at denne følelse ikke skal dø...
Det er vigtigt at selvom man får børn, -huske at have voksentid sammen, -huske hvorfor man elskede partneren, og sige fra når følelsen ikke er der. Hvis man gør det, så vil man kunne tale om problemerne i tide.
Husk på at glæde hinanden ikke tage hinanden for givet. Slut dagen med at fortælle hvorfor dagen har været god eller dårlig.
Jeg lyder garanteret gammeldags, men igennem 35 år har jeg været partner med den samme. Vi har også haft vores op og ned ture, men vi har talt sammen om disse.
1 ting er jeg ihvertfald sikker på, jeg har selv valgt min mand, og jeg elsker ham for at han vil dele sit liv med mig, og jeg glæder mig over, at han har været med til at skabe 2 dejlige børn, dette ville jeg ikke bytte med noget i denne verden.
I vore negative perioder da har jeg tit tænkt, at jeg ville være bedre tjent med en anden mand. MEN jeg ved at "græsset hos naboen også blegnes".
Jeg og min mand vil sammen kæmpe for, at vores samliv altid vil bestå, vi vil være til glæde for hinanden, ellers har vi ret til at sige: Jeg er ked af det eller det, også vil modparten lytte, og vi vil finde en fælles løsning.
Samliv er at indgå kompromisser, der er der ikke noget der hedder: JEG, MIG, MINE.

Man bliver jo heller ikke ved med at svæve på lyserøde skyer. Jeg mener mange mennesker tager det alt for let og skal være som nyforelskede konstant, ellers så går de. Til glæde for hvem. ??
Jeg tror faktisk det er noget mange mennesker forventer i dag. De skal være "oppe at køre" det meste af tiden.
Der er alt for mange ting man sætter overstyr. Tænk lidt frem i tiden.
Tror du selv på, at drømmemanden findes. Jeg tror det næppe. Alt bliver hverdag.

Tak for jeres indput.
Jeg er 33 år og vi har været sammen i 14 år. Så jeg vil lige slå fast at det ikke er sådan at jeg går når noget bliver hverdag! For det har skam været hverdag i mange år ;-)
Glad for at høre andre er lidt i samme båd.
Jeg tænker at enten vælger man intense følelser og familien fra, eller også vælger man familien og gør køb på de store følelser. Det er vel MEGET sjældent at man har begge dele ik ´?
Nogengange tænker jeg, at det er NU, hvis jeg skal opleve den store forelskelse og et nyt forhold. Prøver at sige til mig selv, jeg "kun" er 33 og hvis det bliver ved med at være øv - så har jeg stadig nogle år...

Det må være dejligt at have en sådan magt, som Du tror, at du besidder.
Prøv at tænke tanken: Din mand skrider fra dig imorgen.........Hvordan føles det.
Du har sgu ikke særlig meget respekt for ham og dine børn, jeg skrider sgu nu, mig mig mig

... gør aldrig børn skyldige i du ikke har modet til at gøre hvad du ønsker med dit liv.
De hænger på træerne dem der bliver i ægteskabet, grundet hus, børn og tryghed. Kig dig omkring du kan selv pege dem ud i din vennekreds og i din familie er jeg helt sikker på, hvem er der på grund af gensidig respekt og kærlighed og hvem er der bare-fordi.
Du kan ikke forvente at være forelsket efter 14 års samliv, men du kan forvente at du elsker din mand, taknemmelig for han er i dit liv og ellers ikke kunne tænke dig at være sammen med andre end ham. Den dag hvor du mister kærligheden og respekten for ham, så vil jeg sige der er lang vej til at nå det mål, som der forventes af de fleste mennesker i et ægteskab.
Er man lykkelig hvis man er respektløs over for sin partner, er man lykkelig hvis man arbejder meget (mere end normalen), er man lykkelig i sit hjem hvis man hele tiden søger ud, er man lykkelig hvis man drømmer og fantasere om noget andet med sit liv. Nogle mennesker lever i en drømmeverden for at kunne lancere sit og nogle lever i den virkelige verden og får det bedste ud af. Drømme er der mange af, men spørgsmålet er om de dominere ens tilværelse eller om de kun er nogle flygtig drømme.
Dit spørgsmål er svært at svare på ud over, ja der er mange der lever i et ægteskab grundet tryghed, men gør det din situation mere rigtig, hvis du får den besked. Gør det dit liv mere rigtigt, mere glædeligt eller hvad kan du bruge beskeden til. Skal du bruge den til at gøre lige som alle andre, så vil jeg anbefale dig at bruge beskeden til at sige, er det det jeg vil med mit liv eller vil jeg noget mere. Det ved kun du.
Held og lykke med livet og husk du har kun et og der er kun en der kan gøre dig til et lykkeligt og tilfreds menneske det er dig selv.
Det er ikke urealistisk at gå efter passionen og begæret, jeg gjorde det, men via utroskaben, som ikke er det mest hensigtsmæssige vel. Men jeg vil til hver en tid sige opgiv aldrig drømmen om passion, begær og det at elske, for hvad har vi tilbage, hvis vi som mennesker ikke ønsker dette, men kun et ægteskab.

Du har ca. 50 år tilbage i dit liv. Hjælper det dig til at sætte tingene en lille smule i perspektiv! Håber det.
Det er ikke enten eller det er både og, hvis det er det valg du vil have. Hvad gør så du ikke tror på at elske i et ægteskab er muligt. Jeg kan så sige dig det er muligt, at få både og, men det betinger at man vil gå efter både og, og ikke vil nøjes med enten eller.

Jeg er 37 og i samme situation. vi har et barn sammen og absolut ikke andet. Vi kan da godt snakke sammen og skændes da heller ikke men sex er et overstået kapitel. Det er måske adskillige år siden... Vi lever hver vores liv. Vi burde helst sikkert gå hver til sit men det kræver jo en masse beslutninger angående barnet osv. Så vi kører bare i den samme rille endnu....

For en del år tilbage besluttede jeg at blive i mit ægteskab af hensyn til børnene, trygheden, det velkendte - og fremfor alt for at slippe for at tage ansvar, for at slippe for at tage en beslutning og for at slippe for hele den ukendte og utrygge verden, som ventede forude. Hvis jeg gik....
Efterhånden fik jeg vendt og drejet en masse problemstillinger - som økonomi, hvordan man "deler" vennerne, om jeg ville blive ensom, hvor jeg skulle bo osv. Emner som dukkede op i mit hoved som et probem , men efter nærmere overvejelser forsvandt igen. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg havde affundet mig med alle de ukendte faktorer og at mine børn var den eneste årsag til, at jeg ikke forlod min mand.
Mine børn skulle i hvertilfald ikke være skilsmissebørn....
Lige indtil en veninde en dag spurgte, hvad det var, jeg troede jeg skånede mine børn for. Den sved.
Børn kan sagtens mærke, hvis forældrene mangler noget i deres liv, hvis deres forældre ikke er lykkelige og ikke er oprigtigt til stede.

Som du nok kan gætte, valgte jeg at blive skilt. Det var hårdt, men jeg har aldrig fortrudt. Og jeg må desværre indrømme, at mine børn er blevet meget gladere og trives bedre. Selvom vi levede som venner uden egentlige skænderier, er det ikke sundt for børn at leve i en familie uden kærlighed og lidenskab mellem forældrene. Uanset om vi kan lide det eller ej, går det ud over børnene.
Det er ikke sikkert løsningen for dig er at blive skilt - det kan kun du selv afgøre. Men lad være med at blive for børnenes skyld. Hvis du bliver i ægteskabet skal det være fordi det er DIT valg. Fordi det er det DU vil. Det er ok at blive fordi det er trygt, fordi du ikke ønsker at dele jeres økonomi, jeres venner, jeres 14 år sammen. Det er ok at vælge trygheden, hvis den er vigtigere for dig end lidenskaben. Mennesker er forskellige og har forskellige behov.
Det vigtige er, at du tager ansvar og vælger det, der er rigtigt for dig. Hvis du bliver for andres skyld, har du ikke selv valgt, og ikke selv taget ansvar og du vil på et tidpunkt blive irriteret, sur og bitter. Det er i hvertilfald min erfaring ud fra egne og veninders oplevelser.
Livet er fuld af op og ned ture, og lige nu er du i en bølgedal. Er problemet reelt din mand, eller din egen utilfredshed med dit liv generelt? Er det glæden og lidenskaben for din mand, der er væk eller er det for livet generelt? Mange kvinder glemmer sig selv, når de får børn og lige så stille forsvinder man og bliver usynlig i sit eget liv. Din lykke er dit ansvar 🙂

Jeg ønsker dig alt det bedste 🙂[s]