At bo alene

Jeg skal som 44 årig, for første gang i mit liv bo alene.
Tanken alene kan næsten skræmme livet af mig.
Stilheden når man kommer hjem. Ingen at fortælle dagens oplevelser til. Ingen til at vise omsorg, når man har det skidt. Osv. Osv,
Så jeg vil meget gerne høre hvordan, I andre som har stået i samme situation har tacklet det.

Som med alle andre ting der er svært skal man prøve at fokusere på de - trods alt - positive ting:
Du bestemmer suverænt alt selv. Menu, indretning, fjernsynsprogram m.v.
Ingen skælder dig ud over at du ikke har slået brædtet ned (hvis du altså er en mand, har smidt sokkerne på gulvet, prutter ved borde osv.
Du kan gøre lige hvad der passer dig. Der er ikke nogen du skal spørge om lov.
Når det så er sagt, vil du nok tænke - jamen det er ikke det jeg vil. Men nu er det jo sådan - få det bedste ud af det. Begynd at dyrke sport hvor du møder andre. Så kommer du også senere hjem og er måske for træt til at tænke over at du er alene.
Deltag i sociale ting med kolleger - gå på biblioteket. Gå på cafe søndag morgen og læs din avis omgivet af andre mennesker.
Der er mange muligheder - og du kan finde en date på en internet dating side - også bare for en enkelt gang.
Held og lykke

så nogen kan vaske dit tøj og lave mad til dig.

...at flytte sammen med min kæreste...
og da jeg havde opsagt min lejlighed og vi skulle flytte sammen, skred han fra mig. Så jeg stod fuldstændig ulykkelig, smidt på gaden. Jeg havde ingen steder at gå hen og ikke nok med det, jeg havde bare glædet mig så meget til, at vi skulle flytte sammen og jeg var så tæt på og så bliver gulvtæppet totalt trukket væk under mig og jeg stod med ingenting, i stedet for alting.

Så da jeg endelig kom ind i en lejlighed, var jeg ikke engang rigtig glad. Jeg orkede bare ikke at pakke mine ting ud for mig selv igen. Jeg orkede bare ikke ensomheden igen og jeg orkede bare ikke at skulle se den braste drøm i øjnene, hver gang jeg trådte ind i lejligheden.
Jeg kunne ikke få øje på alle de gode ting, som folk misunder. Det med at man kan gøre som man vil. Jeg er ligeglad, det er ikke en værdi for mig. Jeg vil have det andet...
Jeg er stadig lige så ulykkeilg over situationen og det er et halvt år siden. Hver dag piner det mig, men nu har jeg lagt en plan. For nu skal det fandme være slut.
Nu går jeg på netdating og jeg skal ud og lede efter et andet arbejde. 2011 skal være kærlighedens år for mig og det skal være det år, hvor jeg får et andet arbejde, som er bedre.
Og jeg lægger simpelthen en plan for stort set hver dag, mht hvad jeg skal nå, for så holder jeg mig selv igang og det er en måde at kigge fremad mod noget, som jo på et eller andet tidspunkt lykkes.
Det hjælper på mig at lave en handlingsplan! Måske kan det hjælpe på dig også...

Og PS, ignorer Radikals indlæg. Det er en underlig person, som er her hver dag, hele dagen (lader det til) og svarer på alles indlæg. Glem ham/hende

Du skal slet ikke være bange... Jeg flyttede også for mig selv for nogle år siden, og det var også 1. gang jeg skulle være helt mig selv.
Det krævede lige lidt tilvænning, men hvor var det fedt !!
Du kan gøre lige hvad du har lyst til 🙂 Der er ingen der bliver irriteret på dig, ingen der forventer noget, ingen der dømmer, ingen der kræver... Det er kuuuuuuun DIG !
Lad være med at fokuserer på alle de ting der gør dig ked af det, men se det som det største pusterum du har fået i dit liv [l]

ting kommunen kan hjælpe med, bla behandlingstilbud til retarderede debattørere. Virkeligt sjovt indlæg der.....

må man ikke glemme.

Det er så anden gang for mit vedkommende at jeg pludselig skal bo alene. Hvis man er afhængig af tryghed som jeg er, så er det aldrig noget man vænner sig til at skulle bo alene. Men der er råd for hvordan man kommer igennem det. Jeg bruger meget mine nærmeste. Spiser sammen med familien, tager ud med veninder. Det bedste man kan gøre er at finde noget man kan beskæftige sig med i den første tid. Det nytter ikke noget at sætte sig og begynde og tænke for meget. Tankerne vil selvfølgelig stadig være der, men det er nemmere at komme igennem hvis man finder noget at bruge tiden på.
Jeg har en følelse af at hvis jeg sætter mig ned og tænker for meget over tingene, så ender det med at jeg bare sidder og har ondt af mig selv og er ked af det....det kommer man jo ikke videre af. Brug tiden på alle de mennesker du holder af og nyder at være sammen med, det letter utroligt meget at være ude og snakke om noget andet end ens hjertesorg. Det er mit råd til dig.

Får sku helt lyst til at være singel igen når man husker tilbage på alt det man kunne.... nøj hvor man kan savne det...
kan godt forstå dig hvis du har haft en partner i meget lang tid, men ja se det som nu kan du bare opleve hele verden igen uden nogen begrænsninger...