At flytte hjemmefra med dårlig samvittighed

Hej allesammen.
Jeg står i den dejlige situtation at jeg skal flytte hjemmefra med min kæreste igennem 2½ år. Det bliver rigtig spændende og jeg glæder mig som et lille barn. Da jeg fortalte det til min mor blev hun forfærdelig ked af det, og det gjorde jeg selvfølgelig også. Jeg havde regnet med den situtation, men jeg var nok alligevel ikke klar. Nu står jeg her, på grund af mors reaktion, og er hammer ked af at flytte. Det gør mig ondt at se hende sådan. Ide sidste par dage har jeg gået og fundet alle de gode ting ved mit hjem og ting jeg forbinder med minder og min barndom, og de ting er så svære at forlade nu. Jeg ved jo godt at jeg stadig beholder et værelse osv. Men jeg hader alligevel tanken om at skuffe og såre min mor på den måde. Hvad skal jeg gøre? Det er på nippet til at jeg ringer til min kæreste og ber ham om at opsige vores lækre lejlighed, bare på grund af dårlig samvittighed. Hvad gjorde i da i flyttede? Blev i også helt nostalgiske? [:*(]

du kan da ikke leve digt liv hos din mor , det er på tide at du får din lejlighed og bor der og ja du kan da godt have ligt ondt af din mor men hun skal også lære at slippe dig , du blive jo nød til at leve dig liv på din måde og det er det der gør dig voksen og du bliver meger moden og lære en masse ting og du ville altid blivet påvirket af din mor og hun kan jo komme på besøg hos dig og kærsten , ja det gjorde jeg men jeg kan se nu det var det rigtig jeg gjorde, du kan da helle ikke have din mor nakken hele dig liv vel held og lykke vh slim

der står intet om hvor gammel du er, men flyt du bare med god samvittighed, alle mødre og børn bliver bund ulykkelige når den tid kommer, du forbliver for tid og evighed din mors lille datter og hun din dejlige mor, men glem hende for alt i verden aldrig, hun er grunden til du er dig og du er grund til at hun er en elskende mor, men flyt og nyd samhørigheden med din kæreste, din mor ved at det er den skønneste tid i livet og hun elsker dig ikke mindre af den grund, gå til hende når du har brug for det, det er det hun som mor vil nyde allermest ved hendes "voksne datter" at snakke og hygge, gå du ind i dit voksne liv med glæde og nyd kærligheden, held og lykke.

som mange andre ikke evner.

hvad er da det for et sprog, jeg er da glad for at jeg havde så godt et forhold til min mor, der gjorde , at det gjorde ondt, men vi vidste at vi hver især var der når der var brug for det og det var så skønt at det gjorde adskildelsen meget nemmere og vi besøgte hinanden rigtig meget og vi havde det tæske hyggeligt og det selvom jeg kun var 16, men vi ku ikke drømme om at sige tingene med så "hårde ord" som du gør det

Jeg synes, din alder er ret afgørende for, om din og din mors reaktioner er "naturlige" eller ej. Hvis du kun er fx 17, kan jeg godt forstå, din mor er både bekymret og ked af det, og at du føler dig usikker på, om du gør det rigtige. Hvis du er 20, er det helt naturligt, at du flytter hjemmefra, og så er din mors reaktion lidt voldsom, synes jeg.
Jeg var SÅ klar til at flytte hjemmefra, at jeg på ingen måde blev ked af det, og hvis min mor blev det, så skjulte hun det pænt, idet hun var sikker på, der ikke var noget at frygte - jeg var helt klar til at stå på egne ben.
Det er sikkert ok og normalt for en mor at blive ked af det i den situation, men jeg synes faktisk, man bør lade være med at vise det og give sit barn skyldfølelse.

jeg siger det som det for holder sig det er da ikke for at gøre dig ked af det men du bliver nød til at slippe taget i din mor og omvendt og ja det er jo ikke sådan i ikke skal se hinande meger vel bare fordi i flytter i lejlighed vel ja det er da til tid surt når man skal vider i livet og ja nogle ting gør meger ondt end ander ting man kan jo også pakke sig ind i vat og have skyklapper på ikk, så komme man jo ikke vider,men på den ande side så bestemme man jo selv vad men ville her i livet, det var jo for at give dig et sparkt i den rigtig retning , for som du skriver i bunden af din text så er du lige pludslig blivet i tivel ikke, vad siger din kærste til at du lige pludslig komme i tivel ??? han må da også havet noget at sige ??? ok det var en meget ung alle du flytte hjemme fra på så jeg er da ked af hvis jeg har vadet for hård ved dig det var ikke min menning . men jeg synes stadigvæk at det er godt du og din kærste har fådet din lejlighed held og lykke vh slim

fordi jeg skulle til søs, og der var ingen tårer eller noget som helst til farvel, jeg tror at mine forældre var lykkelige for at jeg rejste, så sparede de kostpenge.
min bror og jeg havde køjesenge i soveværelset sammen med vores forældre, dengang var der ikke noget der hed eget værelse.
hvis jeg kom hjem på ferie en gang om året, så skulle jeg have kostpenge med for at bo hjemme, så jeg var kun hjemme i kort tid.
der gik 30 år med sejllads til næsten hele verden, og derefter ca. 15 år på thule air base.
jeg synes ungdommen er så forkælede idag, med eget værelse, tv, computer, mobil, og meget andet, jeg var udlært som 19 årig, og så ventede der 18 måneder hos fodtudserne i fredericia, en kaserne med 28 mand på hver stue, og kun kold vand i hanerne.
vi tjente 31 kr. om ugen og toget hjem kostede 33 kr, så vi havde ikke råd til at rejse hjem, desuden havde jeg ingen sorte sko, jeg skulle have uniform og sorte sko for at komme på orlov, så det endte med at milli købte et par sko til mig, som jeg måtte afdrage med 3 kr. om ugen.
efter de første 4 måneder blev vi sendt til odense, og så måtte vi blaffe hvis vi ville hjem, jeg skulle til ålborg.
en gang kunne jeg ikke nå at blaffe tilbage til odense, så jeg tog med toget, men jeg faldt i søvn, så da vi stoppede og de andre soldater steg ud af toget gik jeg med dem, jeg kunne ikke kende stedet, men jeg var havnet i varde, så vagten ringede til kassernen, og jeg kunne sove i en celle til næste dag, hvor MP kom og hentede mig, det kostede mig 20 dage i albani fængslet, hvor jeg sad og samlede tøjklemmer.

du er mellem 65 og 70 og tro mig, selvom jeg er bliver 50 har en moders følelser ikke ændret sig, tro mig, om man skriver 1950, 1960 el 2010, så er det på hver sin måde svært at fkytte hjemme fra, hver gewneration lever i hver sin tid, men en moders følelser ændre sig aldrig, heller ikke din moders, hun viste det nok bare ikke på dsmme måde, men vdu var med garanti altid hendes lille søn, hver generation deres probldemer

Hvis Din mor er afhængig af Dit selskab og venskab skulle hun se at få fingeren ud.

Glad for at flytte hjemmefra, glæde ved udsigten at stå på egne ben, vild lykkelig for at blive mig selv, mine forældres reaktion❓Pas nu på dig selv og vid, at du altid kan hente råd og vejledning i dit barndomshjem og vid at du altid er velkommen hos os.
Mange år senere: Min ældste flytter hjemmefra som 18-årig, HALLO så gammel er han sq ikke, han er min lille usikre knægt, hmm næ han er et voksent menneske, lidt trist at han flytter, underlig følelse og en lille klump i halsen, men han er et selvstændigt menneske der kan vælge at gøre det han finder bedst.
Hans mors reaktion❓: Guuud er jeg virkelig så gammel, lidt bekymring, kan han nu klare sig selv ?
Han blev en flittig gæst i sit barndomshjem, da hans mor og jeg blev skilt blev han en flittig gæst i begge hjem og han opfører sig som forventet, det første han gør når han kommer, er at undersøge om der er noget spiseligt i køleskabet.
Selvfølgelig er det en svær overgang at se sine voksen børn flytte hjemmefra, men det er naturens lov og moderen i dette tilfælde skal nok komme over det og trådstarter MÅ ikke ødelægge sit liv ved at blive, det er højest unaturligt.
Flyt med den glæde du føler ved at få dit eget og besøg din mor så til du kan, en dag beder hun dig om at ringe først fordi hun har andet for 😉

Jeg er sytten, han er nitten.

Du vil lege Hr. og Fru Danmark i en alder af 17 år - jeg ville også være ude af mig selv, hvis jeg var din mor. Om et par år, når du keder dig, vil du så have et barn eller to.
Har du slet ikke lyst til at være ung, mens du er det?

Jeg vil ikke lege Hr. og Fru Danmark? Jeg vil bestemt ikke have børn? Jeg er under uddannelse, og ja det kan godt være det er modent at flytte hjemmefra, men når man hr været kæreste i 2½ år, og alligevel har formået at være ung og dum, så syntes jeg at det er i orden. Du kender mig jo ikke ven...

Selvfølgelig bliver din mor lidt trist over at se sin store pige flytte hjemmefra... MEN! Din mor skal fanme(!) også blive voksen!
Hun kan ikke være bekendt at slå skår i din glade - og helt naturlige - udvikling, ved så tydeligt at lade dig vide at du skuffer og gør hende ked af det.
Det er helt un-fair. Som forældre ved vi at vi kun har vore børn til låns og det er ikke rimeligt at et ungt voksent menneske som skal til at lære hvordan man flyver på egne vinger skal have dårlig samvittighed og føle sig som en skuffelse i den proces.
Jeg synes du skal fortælle din mor at du føler dig som en skuffelse og at du føler du gør hende ked af det ved at flytte. Måske er hun slet ikke klar over hvad signaler hun sender, men det bør hun gøres. Det kan ikke nytte noget at den nye spændende og glade start på dit voksenliv skal plettes af en mor som åbenbart ikke har gjort sig klart at hun skal give slip på et tidspunkt.
Din mor må gerne være nostalgisk og føle sorg, men hun må ikke få dig til at føle dig så ked af det som du gør nu - så skal hun altså have det at vide og gå et andet sted hen med det!
En lille note her til sidst; jeg voksede selv op med en enlig mor som reagerede på samme måde da jeg i sin tid rykkede hjemmefra. Det tog os flere år at komme ind til benet af det og det gjorde det bare sværere for mig. Hung av mig en samvittighed så sort som kul dengang fordi hun blev ensom, hun blev trist osv. Jeg måtte fortælle hende at det var hendes eget ansvar at skabe sig et liv på ny. Det gjorde hende vred, men hun lærte altså også noget af det. Nu har vi et fint forhold til hinanden, men man må altså godt sætte grænser - også overfor sin mor.

17 er ret tæt på 18 og når du er 18 år er du myndig.
Måske vores trådstarter er lige på vippen til det og derefter flytter sammen med sin kæreste???
Det har intet at gøre med at lege hr og fru danmark. Mange unge flytter hjemmefra og sammen med deres kæreste direkte - også uden at få børn, droppe ud af skolen eller hvad det nu er for ulykker du forudser.
Faktisk, så har langt de fleste i min omgangskreds gjort det samme (dog ikke undertegnede) og selvom de færreste nu er sammen med den daværende kæreste har de alle været i stand til at få en uddannelse, gode jobs - og ikke at få børn med den første den bedste der kom forbi.
At være ung er mange ting; man kan sagtens gå i byen, feste og tage på rejser selvom man har en kæreste. At være ung er altså ikke nødvendigvis det samme som at fare hovedløst rundt i byen, knalde til højre og venstre og drikker hjernen ud indtil man i en alder af 25 finder ud af at man har smadret sig selv og en god del af den ungdom man ikke længere kan huske,

Min datter flyttede også hjemmefra som 17'årig. Hun havde kendt kæresten i et par år på det tidspunkt og de flyttede sammen, ca. 200 km fra hvor jeg bor.....
Jeg har aldrig nægtet min datter at flytte. Har selvfølgelig sagt at jeg var lidt ked af det, men på den anden side, så havde hun også godt af at stå på egne ben og få den uddannelse som hun gerne vil have. Nu her snart to år efter får hun hue på til sommer, og jeg er sq skide stolt af hende.
Vi har ikke meget kontakt siden hun flyttede. Dvs. når hun har brug for kontakt, så har vi den. Men jeg hverken ringer eller skriver til hende i tide og utide. Hun er flyttet og taget det valg og hun skal lære at være voksen - og det er hun :-)Vi har et pragtfuldt forhold - hende og jeg - og når hun er hjemme eller ringer er fortroligheden næsten dobbelt så stor, som da hun boede hjemme. Og selv om at da hun boede hjemme, havde vi det også rigtig godt sammen.
Dog vil jeg så sige. Og det har jeg også altid sagt til min datter. At når man går ind i et forhold som temmelig ung, så kan man ikke forvente, at det holder til man bliver gammel og dør. Det har jeg sagt ærligt til min datter og no bad fielings fra hende. Nu står hun selv i den situation, at hun vil flytte fra kæresten, når hun er blevet student og det eneste jeg gør, er at sige, at hun kan flytte hjem i sommerferien inden hun skal læse videre på universitet.
Så mit svar på dit indlæg er.... flyt... Du skal ikke tage din mors reaktion på dine skuldre. Tal med hende. Vær åben og ærlig og vis hende du er glad. Men vær ikke bange for at bede hende om hjælp alligevel. Vis din sårbarhed men vær også stærk. Og til sidst. Vær klar over, at dit forhold - måske - ikke holder resten af livet. Men nyd det så længe det varer.
Jeg har ikke min datters værelse stående til hende, hvis hun kommer hjem og det synes hun selv er helt i orden. Men hun ved ALTID hvem hun kan kontakte, hvis det går galt og det er det vigtigste.
Så sørg for at have en ordentlig dialog med din mor. Så skal det nok gå.
Pøj pøj og alt mulig held og lykke og nyd dit liv :-)

På et eller andet tidspunkt så skal du jo flytte, du kan ikke bo hos din mor resten af dit liv. Og self. vil din mor blive ked af det men du skal starte et liv med din kæreste. Din mor skal ikke tro du ikke kommer og besøger hende? Det må du sige til hende. Og lad vær med at opsige lejligheden for så bliver din kæreste ked at det måske sur? så har du det endnu værre. Mit råd til dig er at flyt sammen med din kæreste men besøg din mor, ring til hende så hun ved du tænker på hende. Der er ikke meget andet at gøre med mindre du vil bo hos din mor resten af dit liv?
- held og lykke 🙂