Knas i forholdet

Hej Solveig
Jeg er gift med min mand på 8 år, og vi er i bund og grund meget glade for hinanden. Vi skændes dog en del for tiden, og jeg især, bliver gjort meget opmærksom på hvis jeg har gjort noget han synes ikke er i orden.
Vores ældste datter på 9 er ked af at vi skælder hinanden ud hele tiden.
Jeg har vildt dårlig samvittighed, men ved snart ikke hvad jeg skal gøre.
Prøver at undgå det, men vi er jo 2 om det.
Jeg gik for et 6-7 uger siden ned med en depression/stress og synes det har været vildt hårdt at komme ovenpå igen, og min mand beskylder mig for at være doven, og ikke gide gøre noget ved problemet.. hvilket ikke passer, men måske bare ikke lige det han ville have gjort. Går også til samtaleterapi...
Hvad skal vi gøre, føler vi er i en trædemølle. Vi har snakket meget om det med mellemrum, og der er ikke nogen af os der har lyst til at gå fra hinanden, men hvordan løser vi det?
trist hilsen mohia[:*(]

Ellers hopper du bare over her.
Bed din mand opfører sig ordentligt. Han skal standse sin "fejlfinding" og sine brokkerier og behandle dig ordentligt, så du kan komme ovenpå igen - I guder, hvad bilder han sig ind? Hvis du ikke kan forklare ham det, så han kan forstå det, så få en anden til at gøre det. Tag ham evt med til din samtaleterapeut, så han kan fatte, at det her er alvor.

Han skal også med en dag, men skal lige lidt mere alene først. Det er jo heller ikke fordi jeg er evig glad, men jeg bliver hurtigt sur når der brokkes hele tiden. Står op med ideen om at det er en god dag,. men desværre ændres det nogen gange meget hurtigt.Uha der er så mange aspekter i det, og jeg er bare så ked af at vi gør vores børn kede af det...

Hej
Man må da med rette kræve af sin partner, at hvis han/hun interessere sig for ens velbefindende, at han sætter sig bare lidt ind i hvad stress og depression gør ved én. Eller fortælle ham det.
Du er ikke doven...det er et symptom...o.s.v.
Selvfølgelig kan det for ens partner være svært at rumme de symptomer der er, især hvis man ikke kan forstå dem og se dem i den rigtige kontekst.
Parterapi kunne senere også være en god ting, for at få tingene ned på jorden og fremme den gensidige forståelse.
mvh.
En mand

Det er rigtigt det du skriver, men alligevel føler jeg mig lidt lost i situationen. Han skal med til terapi, og vil gerne ... så det er da en start..

Synes det er underligt hun ikke har svaret dig endnu hende der solvej terapeuten...
Når men jeg studere psykologi så måske kan jeg hjælpe dig......
Først og fremmest skal i have på plads at skænderierne foran børnene skal stoppe...for din datter bliver ked af det.
Hvis han begynder at skændes med dig foran din datter så lad være med at diskutere ham, men vend det døve ører til eller gå dig en tur.....
For det andet så forsætter skænderierne fordi der er en konflikt i ikke har fået løst....
For det andet så virker din mand meget uforstående over for at hvad det vil sige at
have en despression....Desværre er der mange mennesker, der ikke forstå det helt hvad det vil sige....de tænker måske hvorfor kan du ikke tage dig semmen, men det er jo netop det en depression gør ved en...
Jeg vil forslå dig at forklarer din mand hvad det vil sige at have en depression - forklar ham alvoren af det....fortæl ham hvad for nogle konsekvenser det har haft for dig at have en depression....fortæl ham du bliver glad når han forstår dig og støtter dig..og fortæl ham hvad det gør ved dig når du hele tiden skal gøres opmærksom på at du er doven.....
Det var vidst lige det jeg kunne komme på umiddelbart.....

Kære Mohia…
Jeg starter lige med et give dig et stort kram:-)
Ja, det gør ondt at stå der lige nu, det er helt okay og forståeligt…
Når jeg læser dine ord så får jeg en følelse af, at I er nået til et punkt hvor I kommunikerer gennem forsvarsmekanismer og ikke med hjertet. Og det forstår jeg godt, for du står i en forandringsprocess lige nu, og det smitter af hele vejen rundt i vores liv… Ingen ting er længere som det var engang – og godt for det, for nu har du muligheden for at skabe lige det liv der passer til dig, som den du er i dag og som også vil komme din familie til gode:-)
Jeg har lige skimmet dine øvrige besvarelser og jeg kan se at du her nævner at din mand på et tidspunkt skal med dig i samtaleterapi… Måske aftalen var, at din mand skulle med, når tiden var kommet til det. Mon den tid er kommet nu??? Jeg tænker at det trækker meget af den energi du kommer hjem med ud igen, hvis der er for meget uro på hjemmefronten…
Jeg tror du hurtigst muligt skal få talt med den person du går i samtale terapi hos, og få forklaret hvordan situationen ser ud lige pt. Så kan I sammen finde en løsning på hvad der videre skal ske… Det er okay meddele at du gerne vil have tidspunktet for næste møde rykket frem, hvis du føler behov for det….
Og hvad gør du så lige nu…. Når man som dig har fået stress/depresssion, så ændrer vi os meget i den fase, og jeg tænker om din mand mon savner dig og er lidt forvirret over hvor det her bærer hen! Det kan lige så godt være angsten for at miste dig og smerten ved ikke at kunne hjælpe dig der udløser de reaktioner du beskriver. Nogen gange viser tingene sig på den mest uventede måde…
Jeg tænker det er vigtigt at der kommer ro omkring. Prøv at holde fokus på den kærlighed der stadig ligger neden under alle de mange uvante følelser. Husk på alt det han også er…. Jeg tror bare I skal have noget hjælp nu, og det lader til at han er indstillet på, at han også skal på banen. Det er vel egentlig kun tidspunktet der er afgørende nu…Jo hurtigere – jo bedre..
Og vigtigst af alt lige nu er nok at du tilgiver dig selv… Du gør det bedste du kan. Mere kan ingen forlange…
Et stort knus og masser af kærlig styrke til dig..
Mange kærlige hilsner fra
Solveig

Da jeg læste dit svar var det med tårer i øjnene.. for det med at han savner den gamle "mohia" er faktisk noget han har sagt.
Jeg gør hvad jeg kan.. og tænker meget over det du har skrevet. Tror jeg vil rykke lidt i aftalerne og få min mand med snarest.
Tak for det konstruktive svar.
k.h. mohia

Jeg har læst jeres svar her til morgen, og synes egt. bare det er dejligt at der er andre der gider tage sig tid og lyst til at svare på mit indlæg.
Jeg har tænkt og tænkt og tager virkelig jeres ord til efterretning... vi skal nok komme ud af det med skindet på næsen.. Han og mine børn er jo mit et og alt!
knus mohia