At miste en man holder af.

Vi alle oplever i livet at komme til at miste en, man holder af/elsker enten pga døden eller pga. andre ting i livet.

I forbindelse med skilsmisse pga utroskab snakkede jeg med en god bekendt, som havde mistet hendes mand pga kræft. Hun var glad for, at det var til døden, hun havde mistet ham og ikke til en anden kvinde. For ved døden, skulle hun ikke konfrontreres med ham og en evt. ny kæreste.

Hvad har været jeres største tab?

Mvh CharlysAngel

- tænk at grænsen for smålighed ikke engang er dér.

udbedes. Hvad mener du lige med det..?

Den kvinde og mand havde et meget langt liv sammen, da kræften tog ham. Et forløb ingen andre burde udsættes for. Hele hans kæbe var ædt op.

Hendes kommentar var jo for at trøste mig, den som stod midt i det med utroskab mm.

CharlysAngel

var da min mor døde. Året efter døde min far og min moster og min bror ikke ville ha' kontakt med mig. Så på et år mistede jeg min familie.

ha været hårdt.

Det, at døden tar nogen, kan vi ikke stoppe, men bagefter at miste familien også, det er/må være ekstremt hårdt.

Mvh CharlysAngel

Hun døde af kræft der jeg var 16 år.
Og da min far bor i U.S.A så var jeg overladt til mig selv efterfølgende, da den sørgelig rest af familie ikke helt kunne håndtere tingene, eller vidste hvad de skulle stille op.
Men jeg savner stadigvæk min mor RIGTIG meget, og tænker tit for hende, når man har brug for at tale fortroligt med en, eller få lidt støtte opbakning, og den andre klassiske mor/søn situationer.
Som barn, så tror jeg aldrig man kommer helt over tabet af en forælder, men man lærer at leve med det på sigt.

bliver hårdt ramt, når den ene af forældrene dør fra dem. Især når de er mindre eller som dig i teenagerårene. For er jo der, hvor der sker en stor omvæltning i livet ellers.

Mit største tab pga døden, var min elskede farmor, hun døde, inden jeg blev konfirmeret.

Hende, tænker jeg da meget ofte på, var hende, jeg fik mine fortrolige samtaler med. Hende, som jeg er mest ked af, at mine unger ikke nåede at møde. De ville ha elsket hende lige så meget, som de elsker deres mormor.

Lige et trøsteknus fra mig til dig.

Mvh CharlysAngel

Det er nu snart 20 år siden. Men jeg savner dem stadig. Især nu hvor jeg har børn og er ved at blive skilt.

Aller først vil jeg give din bekendt fuldstændig ret, med hensyn til det med at miste sin partner ved skilsmisse og ved døden. Når personen er død, ja så ved man at det var en naturlig grund, men er det derimod til en anden kvinde, ja så smerter det meget i hjertet, at vide at han er sammen med en anden kvinde.
Og skal acceptere, at han er sammen med vores fælles børn og de er sammen med hans nye kvinde. Det gør sgu ondt!!
Nå tilbage til spørgsmålet!! Det første store tab af en person, var da min kære Ida døde, hun betød rigtig meget for mig. Hun var en ældre dame, som passede mig da jeg var lille og mine forældre ikke havde tid til at passe mig. Hun fortalte mig alt mellem himmel og jord.
Det andet store tab var da min mor døde meget pludseligt af lungekræft og en hjernesvulst, det alléer værste var, at da jeg mistede min elskede mor, manglende jeg omsorg og trøstende ord fra min eks mand, som gjorde mig meget ked af det og det gav en følelse af ikke at være elsket.
Vi ønsker os alle sammen at der er nogen der griber os når vi falder og dengang min mor døde faldt jeg uden sikkerhedsnet og har selv måttet kæmpe med den store sorg.

Hun er 23 år og har lige mistet sin mor. Faren har hun afskrevet og familien har hun ringe kontakt med. Hun har kun sin mormor på 97 tilbage. Mormoren er i det mindste stadig frisk. Men min veninde måtte selv stå for begravelse og afsked og det hele. Det var ulideligt at se hende bære sin mors kiste ud.
Og du har været 16 år og stået næsten alene med det også. Det er bare ikke ok !!!
Hvem var sammen med dig og hjalp dig? Ingen?

Min farfar døde for 6½ år siden, lige før han blev 89. Min mor døde da jeg var 19. Derudover har vi flere gange måtte sige farvel til kæledyr af forskellige årsager.
Men jeg har endnu aldrig oplevet at føle sorg. Da min farfar døde havde jeg det sådan 'nåja, han var jo også gammel' og længere var den ikke.
Da jeg fik af vide min mor var død, kan jeg huske, jeg intet tænkte. For mig var hun blot en nekrolog i avisen. Hun drak nemlig som et hul i jorden, og som mor havde hun ingen betydning for mig. Den dag i dag er hun stadig ret ligegyldig for mig.
Til gengæld véd jeg med sikkerhed, hvilke personer jeg vil sørge over, den dag de smutter i svinget.
Den ene er min tvillingebror, som jeg har været sammen med hele livet. Den anden er en veninde, som jeg kun har kendt i omkring et år, men hendes personlighed og udstråling har slået benene væk under mig, og vi kan snakke sammen om alt.

Har en veninde i Spanien der mistede sine forældre til cancer med 4 måneders mellemrum. Hvad fanden sker der for al den uretfærdige skæbne ?

Jeg føler med dig, din stakkel. Hvor lang tid er det siden?

indsparke en lille bemærkning.
Det gør ondt når man mister en man holder af, helt sikkert, men jeg har lært noget som hjalp mig da mine forældre døde med 3 års mellemrum, de var gamle, min mor først, hun blev 84 og var meget syg, min far 3 år senere også syg.
Jeg har engang arbejdet for en Jehovas Vidne, ikke en sekt jeg er speciel imponeret af, men han lærte mig noget som jeg siden har brugt for at komme videre når der dør en som står mig nær:
Græd ikke over at et menneske dør, men glæd dig over at du fik lov til at kende det menneske.
Det hjalp mig da min bedste kammerat i mit lange liv døde i en alt for tidlig alder, han blev kun 41.
Hans død lærte mig også at man kan elske et menneske af ens eget køn uden der er andet end varme menneskelige følelser i det, hans død er nok mit største tab i livet, vi var så tætte at vi kunne have været brødre.
Med venlig hilsen
Ham med dukkerne
http://www.dukkehuset.eu

Jeg havde en stedfar, men han havde lige været 14 dage i åben fængsel for at tæve mig.. Så det var ikke lige ham jeg bad om hjælp hos.. Så jeg havde en kæreste på 21 år som boede på et klubværelse, også flyttede jeg ind hos hende.. Så var jeg der i 2 år, og så har jeg egentlig siden boet sammen med mine kærester indtil for 6 år siden hvor jeg endelig fandt min egen lejlighed :)
Jeg ringede da rundt til resten af familien da jeg blev 18 år, og skældte dem ud over de ikke havde prøvet at hjælpe/kontakte mig..
Så fik jeg lidt kontakt igen med min halvstoresøter, som nok aldrig er kommet sig over hun ikke gjorde mere i den situation.. Men sådan kan det gå🙂Ellers så er der lidt kontakt med min ene onkel, vi ses ikke så tit, men ved de er der 100%, så det jo super.
Men i morgen der flytter jeg sammen med min kæreste, og det er for første gang EVER ikke at bolignød, men af egen fri vilje.. hehe

- hvis selv en person man elsker, hellere ønskes død end utro.

og min venindes mor.

Min mormor døde februar 2006. Vi sad ved hendes seng en hel uge uden stop, indtil hun sov ind. Det var forfærdeligt.
Min venindes mor døde for et par uger siden og efterlod en datter på 23 og en mor på 97 år, som nu skal have livet til at fortsætte. Totalt unfair

Med den nye og noget forbedrede boligsituation :-)
Godt du havde/har i det mindste en onkel. Men meget skuffende med resten af familien. Tænk at de vil være sig selv bekendt.
Og hvad fanden sker der lige for det med din stedfar? Er han vanvittig? Ham har du vel næppe kontakt med i dag... RØVHUL

lyder som et lidt forkert størrelsesforhold

nu var han jo død på det tidspunkt, var nok derfor, hun sagde det.

CharlysAngel

godt du savner dem. Især nu hvor du virkelig har brug for familiens støtte.

Trøsteknuus

Mvh CharlysAngel

det var nemlig det hun mente. Hun sagde præcis dette. AT hun havde sorgen ved hans død men ville smerte mere, at se ham med en anden.

Jeg ved, at den dag min mor dør, så er sorgen der igen. Med min far, var det nærmeste en lettelse for os alle, af flere grunde.

Min største sorg er, at jeg fornyligt har mistet et venskab til en, som jeg elsker meget. Der er sorgen og savnet, som bare gør så ondt, at hjertet er ved at briste.

Mvh CharlysAngel

Jeg må da gi din bekendt ret. Hun kommer jo aldrig til at se hendes elskede mand med en anden kvinde. Det er barskt sagt men jo så rigtig.

Det, at miste en mand/kvinde man elsker til et andet menneske, er meget hårdt.

Jeg er selv skilt, pga min x var mig utro, det er så for mig ikke det værste, jeg slap for ham.

Min værste sorg er, at jeg ikke mere kan/må ha kontakt med den mand, jeg har så mange følelser for. Det er sorgen, savnet af den omsorg, ømhed og andet vi havde sammen. Tænk at det var skal være slut. Ikke flere kram fra ham, ikke elske med ham mere. Ikke tale med ham når jeg har brug for det. Ikke vende de gode ting som sker mig med ham. Bare slet ingenting med ham mere.

Det er mit største tab lige nu.

Mvh Jannie