Bemærkelsesværdige overensstemmelser.
I nogle tilfælde udelades en detaljeret forklaring i én beretning i Bibelen, mens den et andet sted nævnes i forbifarten. For eksempel nævner Mattæus’ beretning om Jesu rettergang for det jødiske sanhedrin at nogle af de tilstedeværende „gav ham lussinger, og de sagde: ’Profetér for os, Kristus. Hvem var det der slog dig?’“ (Mattæus 26:67, 68) Hvorfor sagde de at Jesus skulle ’profetere’ om hvem der slog ham, når den der slog, stod lige foran ham? Det siger Mattæus ikke noget om. Men to af de andre evangelieskribenter giver os indblik i den manglende detalje: Jesu forfølgere havde tilhyllet hans ansigt før de slog ham. (Markus 14:65; Lukas 22:64) Mattæus skriver sin beretning uden at tænke på at få hver eneste detalje med.
I Johannes’ evangelium læser vi at en stor skare ved en lejlighed var samlet for at høre Jesus undervise. Da Jesus så skaren, sagde han ifølge beretningen „til Filip: ’Hvor skal vi købe brød, så disse kan få noget at spise?’“ (Johannes 6:5) Hvorfor spørger Jesus Filip hvor de kunne købe noget brød, når der var så mange andre disciple til stede? Det nævner skribenten ikke noget om i beretningen. Men i en parallelberetning nævner Lukas at hændelsen fandt sted i nærheden af Betsajda, en by der ligger ved den nordlige bred af Galilæas Sø, og tidligere i Johannes’ evangelium siges der at „Filip var fra Betsajda“. (Johannes 1:44; Lukas 9:10) Jesus spurgte derfor logisk nok en der stammede fra en nærliggende by. Denne overensstemmelse mellem detaljerne er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi den er utilsigtet.
I nogle tilfælde er udeladelsen af visse detaljer kun med til at styrke bibelskribentens troværdighed. Den der har skrevet Første Kongebog, omtaler for eksempel en alvorlig hungersnød i Israel. Den var så alvorlig at kongen ikke kunne finde tilstrækkeligt med vand og græs til at holde sine heste og muldyr i live. (1 Kongebog 17:7; 18:5) Men i samme beretning tales der om at profeten Elias gav ordre til at der skulle bringes så meget vand op til ham på Karmels Bjerg (i forbindelse med et offer) at det kunne fylde en rende omkring et areal der måske har målt 1000 kvadratmeter. (1 Kongebog 18:33-35) Hvor skulle man få alt dette vand fra når der var tørke? Det har skribenten af Første Kongebog ikke forklaret. Men alle der bor i Israel, ved at Karmel ligger ved Middelhavskysten, hvilket nævnes i forbifarten senere i beretningen. (1 Kongebog 18:43) Det ville altså have været muligt at skaffe havvand. Hvis denne bog, der ellers er meget detaljeret, blot var fiktion forklædt som fakta, hvorfor ville skribenten, der i givet fald måtte være en dygtig bedrager, da undlade at gøre rede for denne vanskelighed i teksten?
Kan man stole på Bibelen? Arkæologer har fundet tilstrækkeligt med genstande til at bekræfte at Bibelen taler om virkelige personer, virkelige steder og virkelige begivenheder. Noget der er endnu mere overbevisende, er imidlertid de vidnesbyrd vi finder i selve Bibelen. Skribenterne skrev tingene som de var, og skånede ingen, end ikke sig selv. Bibelens indre harmoni, deriblandt de tilfældige sammentræf, giver dens „vidneudsagn“ sandhedens præg. Med sådanne „sikre tegn på pålidelighed“ er det tydeligt at Bibelen er en bog man kan stole på.
I Johannes’ evangelium læser vi at en stor skare ved en lejlighed var samlet for at høre Jesus undervise. Da Jesus så skaren, sagde han ifølge beretningen „til Filip: ’Hvor skal vi købe brød, så disse kan få noget at spise?’“ (Johannes 6:5) Hvorfor spørger Jesus Filip hvor de kunne købe noget brød, når der var så mange andre disciple til stede? Det nævner skribenten ikke noget om i beretningen. Men i en parallelberetning nævner Lukas at hændelsen fandt sted i nærheden af Betsajda, en by der ligger ved den nordlige bred af Galilæas Sø, og tidligere i Johannes’ evangelium siges der at „Filip var fra Betsajda“. (Johannes 1:44; Lukas 9:10) Jesus spurgte derfor logisk nok en der stammede fra en nærliggende by. Denne overensstemmelse mellem detaljerne er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi den er utilsigtet.
I nogle tilfælde er udeladelsen af visse detaljer kun med til at styrke bibelskribentens troværdighed. Den der har skrevet Første Kongebog, omtaler for eksempel en alvorlig hungersnød i Israel. Den var så alvorlig at kongen ikke kunne finde tilstrækkeligt med vand og græs til at holde sine heste og muldyr i live. (1 Kongebog 17:7; 18:5) Men i samme beretning tales der om at profeten Elias gav ordre til at der skulle bringes så meget vand op til ham på Karmels Bjerg (i forbindelse med et offer) at det kunne fylde en rende omkring et areal der måske har målt 1000 kvadratmeter. (1 Kongebog 18:33-35) Hvor skulle man få alt dette vand fra når der var tørke? Det har skribenten af Første Kongebog ikke forklaret. Men alle der bor i Israel, ved at Karmel ligger ved Middelhavskysten, hvilket nævnes i forbifarten senere i beretningen. (1 Kongebog 18:43) Det ville altså have været muligt at skaffe havvand. Hvis denne bog, der ellers er meget detaljeret, blot var fiktion forklædt som fakta, hvorfor ville skribenten, der i givet fald måtte være en dygtig bedrager, da undlade at gøre rede for denne vanskelighed i teksten?
Kan man stole på Bibelen? Arkæologer har fundet tilstrækkeligt med genstande til at bekræfte at Bibelen taler om virkelige personer, virkelige steder og virkelige begivenheder. Noget der er endnu mere overbevisende, er imidlertid de vidnesbyrd vi finder i selve Bibelen. Skribenterne skrev tingene som de var, og skånede ingen, end ikke sig selv. Bibelens indre harmoni, deriblandt de tilfældige sammentræf, giver dens „vidneudsagn“ sandhedens præg. Med sådanne „sikre tegn på pålidelighed“ er det tydeligt at Bibelen er en bog man kan stole på.