Brug for forelskelse i min nye gamle kæreste? (kompliceret)
Hej jeg er en dreng på 18 år. Bær over med min følgende lange beskrivelse, som jeg mener er nødvendig. Jeg har brug for hjælp. Jeg går nu i 3.g, og i sommers skrev og mødte jeg min nuværende kæreste. Vi blev for første gang kærester for ca. 3 måneder siden, men hun havde brug for en pause efter en måned. Jeg var stadig dybt forelsket i hende, men vi blev så venner, og talte ikke mere om nogen pause.
Efterhånden udviklede vores venskab sig, og hun skrev at hun savnede vores forhold fra tid til anden. Vi blev stille og roligt mere intime i vores venskab, og vi reviderede vores forhold først til "venner der gerne måtte vise følser" og senere til "kærester uden forpligtelser". Vi skrev ofte i denne periode om vores fælles forhold, og jeg fik indset, at hun ikke havde overskud til et forhold, da hun både havde svært ved 1.g, ofte var ret syg og tvivlede på sine følelser. Derudover indså jeg, at jeg derfor havde kvalt hende med mine meget stærkere følelser, i en tid hvor hun havde brug for at tænke.
Efterhånden begyndte jeg at ELSKE hende på et dybere og dybere plan. Jeg indså, at trods det at hun var min første seriøse kæreste, er hun en jeg meget gerne på et tidspunkt vil stifte familie og blive gammel med. Og dette er stadig min holdning stort set hver gang jeg tænker det igennem.
Derfor gjorde jeg i denne periode hende nu stærkt opmærksom på, at jeg elskede hende, men ville give hende så meget tid og plads hun havde brug for, så længe hun stadig så en fremtid i os, og ville satse på den. (Her skal nævnes at jeg flytter til byen og universitetet til sommer, og derfor som udgangspunkt ikke er interesseret i andre forhold før.)
Men her omkring jul hvor vores venskab var på sit romantiske højdepunkt, trods det at vi ikke så til hinanden, lod hun mig vide at hun havde det nogenlunde med sin ex, som med mig. Altså at hendes følelser kommer og går. Hendes ex har en kæreste, og min nye gamle kæreste og han var og er helt færdige med hinanden, ifølge hvad hun fortæller, hvad jeg ved og kan se. Igen gentog jeg min besked, om at jeg ville vente på, at hun blev sikker på sig selv, uanset udfaldet, bare jeg fik besked, og vi fortsatte nu det romantiske venskab.
Så her efter nytår skrev hun, at vi var blevet for kæresteagtige, og ikke kunne fortsætte, men stadig havde brug for mig som ven. Jeg havde brug for svar, så vi gennegik vores forhold, og blev enige om for eftertiden at prøve at se tingene på langt sigt, og at vi indtil sommer satsede på hinanden i en overgangsperiode, mest for min skyld, og ku holde om hinanden og i hånd. Derefter kunne vi så begge begynde på noget nyt. Jeg var såret, men tilfreds med at have noget at rette mig efter. Troede jeg. For i tiden efter, kunne jeg alligevel ikke lade være med at erklære min kærlighed.
Så! Her fem dage efter var hun for første gang i lang tid helt nedtrykt og tillukket, og jeg blev helt såret af hendes attitude. Jeg gad ikke mere, og bestemte mig for at stoppe det romantiske for fremtiden, men holdt det for mig selv; og så få timer skriver hun om vi skal være kærester igen!!!!! Jeg skrev selvfølgelig ja, for jeg blev noget så glad, men skrev også at dette er vores sidste chance i denne omgang, og at vi nok bør prøve det i 14 dage først. Jeg er klar over at dette kan såre mig enormt igen, men jeg måtte prøve.
Så her et par dage efter, kan jeg føle at mine følelser ikke er de samme mere. De mange skiften har tærret på mig, men jeg ved også godt på et tidspunkt bliver forelskelsen mindre brændende. Jeg ELSKER hende i den grad stadigvæk, og ønsker virkelig en fælles fremtid for os, men den tidlige forelskelse kommer nu kun i små perioder.
Derfor:
Skal jeg blive hos hende, da der er jo en risiko for, hun kun gør dette for mig? Mig=Ja!
Kan jeg droppe tanken om den næsten konstante forelskelse allerede nu efter samlet tre måneder, og forberede mig på et forhold baseret på MEGET MEGET stærke vennefølelser?
Men til sidst: kan jeg og hvordan kan vi bluse begge vores følelser op? Kreative ideer er i den grad velkomne! (Noter, vi har ikke haft sex endnu, hvilket vi begge vil vente med)
PS. Jeg ved ikke hvor meget og hvordan hun i dette nu føler for mig, da jeg ærligt talt ikke ønsker en længere diskussion allerede igen, og da den slags jo er ret svært at udtrykke vi vores situation. De hints jeg har fået, er kommet med i teksen.
Mange mange tak for jeres tålmodighed og de besvarelser som nu kommer :-)
Efterhånden udviklede vores venskab sig, og hun skrev at hun savnede vores forhold fra tid til anden. Vi blev stille og roligt mere intime i vores venskab, og vi reviderede vores forhold først til "venner der gerne måtte vise følser" og senere til "kærester uden forpligtelser". Vi skrev ofte i denne periode om vores fælles forhold, og jeg fik indset, at hun ikke havde overskud til et forhold, da hun både havde svært ved 1.g, ofte var ret syg og tvivlede på sine følelser. Derudover indså jeg, at jeg derfor havde kvalt hende med mine meget stærkere følelser, i en tid hvor hun havde brug for at tænke.
Efterhånden begyndte jeg at ELSKE hende på et dybere og dybere plan. Jeg indså, at trods det at hun var min første seriøse kæreste, er hun en jeg meget gerne på et tidspunkt vil stifte familie og blive gammel med. Og dette er stadig min holdning stort set hver gang jeg tænker det igennem.
Derfor gjorde jeg i denne periode hende nu stærkt opmærksom på, at jeg elskede hende, men ville give hende så meget tid og plads hun havde brug for, så længe hun stadig så en fremtid i os, og ville satse på den. (Her skal nævnes at jeg flytter til byen og universitetet til sommer, og derfor som udgangspunkt ikke er interesseret i andre forhold før.)
Men her omkring jul hvor vores venskab var på sit romantiske højdepunkt, trods det at vi ikke så til hinanden, lod hun mig vide at hun havde det nogenlunde med sin ex, som med mig. Altså at hendes følelser kommer og går. Hendes ex har en kæreste, og min nye gamle kæreste og han var og er helt færdige med hinanden, ifølge hvad hun fortæller, hvad jeg ved og kan se. Igen gentog jeg min besked, om at jeg ville vente på, at hun blev sikker på sig selv, uanset udfaldet, bare jeg fik besked, og vi fortsatte nu det romantiske venskab.
Så her efter nytår skrev hun, at vi var blevet for kæresteagtige, og ikke kunne fortsætte, men stadig havde brug for mig som ven. Jeg havde brug for svar, så vi gennegik vores forhold, og blev enige om for eftertiden at prøve at se tingene på langt sigt, og at vi indtil sommer satsede på hinanden i en overgangsperiode, mest for min skyld, og ku holde om hinanden og i hånd. Derefter kunne vi så begge begynde på noget nyt. Jeg var såret, men tilfreds med at have noget at rette mig efter. Troede jeg. For i tiden efter, kunne jeg alligevel ikke lade være med at erklære min kærlighed.
Så! Her fem dage efter var hun for første gang i lang tid helt nedtrykt og tillukket, og jeg blev helt såret af hendes attitude. Jeg gad ikke mere, og bestemte mig for at stoppe det romantiske for fremtiden, men holdt det for mig selv; og så få timer skriver hun om vi skal være kærester igen!!!!! Jeg skrev selvfølgelig ja, for jeg blev noget så glad, men skrev også at dette er vores sidste chance i denne omgang, og at vi nok bør prøve det i 14 dage først. Jeg er klar over at dette kan såre mig enormt igen, men jeg måtte prøve.
Så her et par dage efter, kan jeg føle at mine følelser ikke er de samme mere. De mange skiften har tærret på mig, men jeg ved også godt på et tidspunkt bliver forelskelsen mindre brændende. Jeg ELSKER hende i den grad stadigvæk, og ønsker virkelig en fælles fremtid for os, men den tidlige forelskelse kommer nu kun i små perioder.
Derfor:
Skal jeg blive hos hende, da der er jo en risiko for, hun kun gør dette for mig? Mig=Ja!
Kan jeg droppe tanken om den næsten konstante forelskelse allerede nu efter samlet tre måneder, og forberede mig på et forhold baseret på MEGET MEGET stærke vennefølelser?
Men til sidst: kan jeg og hvordan kan vi bluse begge vores følelser op? Kreative ideer er i den grad velkomne! (Noter, vi har ikke haft sex endnu, hvilket vi begge vil vente med)
PS. Jeg ved ikke hvor meget og hvordan hun i dette nu føler for mig, da jeg ærligt talt ikke ønsker en længere diskussion allerede igen, og da den slags jo er ret svært at udtrykke vi vores situation. De hints jeg har fået, er kommet med i teksen.
Mange mange tak for jeres tålmodighed og de besvarelser som nu kommer :-)