hvor skal jeg gå hen?

jeg står med mange kriser i mit liv lige nu og ved ikke rigtigt, hvor jeg skal gå hen og få hjælp? så håber, der er nogen, som kan hjælpe mig på vej?
Jeg skal godtnok til at starte hos en psykolog, men det er jo kun 50 minutter hver 14 dag - hver 3 uge og det er for mig i øjeblikket ikke tilstrækkeligt...
Der er et selvhjælpscenter i min kommune, men da jeg selv er frivilig der og støtter andre, er det for mig at se ikke muligt der, da jeg ikke vil hoppe om på den anden side af skrivebordet...
Jeg har ringet flere gange til psykiatrifondens telefonrådgivning, men ofte, så forløber samtalen kun over 1/2 time og lige pludselig får jeg den stemme i røret der siger, at nu skal vi til at runde af....(ja, for jeg ved jo godt, at jeg ikke er den eneste, som hænger i røret)selvfølgelig kan man jo ringe ind igen, men så får man en anden i røret og skal til at fortælle sin historie en gang til...og det orker jeg ikke altid.
Min omgangskreds er meget lidt brugbart og jeg savner et menneske, som bare har tid, lyst og overskud til at lytte til mig og evt. komme med nogle indput af og til...
Jeg er kørt fast for øjeblikket og kan ikke helt se himlem for bare træer.

Bare læs af her, for du lyder til at trænge til det...ikke fordi jeg tror jeg kan hjælpe, men læse det du skriver det lover jeg og måske er der andre der har erfaring og kan hjælpe med et par gode råd 😉 Det vigtigste for at få hul på sagen, er at få problemerne defineret og listet op. Prøv det her til at starte med. [f]

Nu kender jeg ikke hvilken krise du er i? Det ville måske være lettere, at hjælpe, hvis du beskrev hvad du havde brug for?

Jeg ved at BlåKors har a la terapigrupper, måske det kunne hjælpe?
http://www.blaakors.dk/

der er så mange ting der roder, men det værste er at jeg lider af angst i mange former og afskygninger, som jeg kun har fortalt en af mine nærmeste. Jeg tør ikke fortælle det til andre, da jeg er bange for, hvad de tænker om mig, tager afstand til mig, synes jeg er mærkelig, eller ikke forstår mig - og det er nok det, der er sværest for folk, når de ikke selv lider af angst.
Jeg er så fandens god til at lægge låg på og gøre som ingenting, og du kan tro, at jeg er ekspert....men ind imellem, så er jeg så bange for, at falde igennem, at jeg tænker anderledes end de fleste, da jeg har en lettere evasiv(ængstelig personlighedsforstyrrelse) som bevirker, at jeg er sårbar overfor kritik, har en stor ansvarhedsfølelse, bliver i hurtig ængstelig i forskellige situationer....men udadtil, så virker jeg som den kvinde, der har styr på det hele, er velbegavet, pæn, gode taleevner osv...og det har jeg også, men indeni, er jeg så ofte i tvivl om jeg overreagerer, at det er "min"personlighedsforstyrrelse, der spiller et puds eller om jeg virkelig har grund til at føle mig kritiseret..
Der er nok ingen mennesker, der kan lide at blive kritiseret, men jeg kan tage det meget nært til mig og gå og ruge over en kritik, som ikke er velbegrundet og få det dårligt i flere dage....

at jeg ikke er misbruger, hverken af alkohol eller stoffer...
Men kriser som angst (se det jeg har skrevet til sjoveren) andre kriser som en stor sorg over min mors død, familien er gået i opløsning, har en handicappet bror og en dement mormor, hvad jeg arbejdsmæssigt kommer til at lave i fremtiden( herunder flexjob, som er på tale, fra kommunens side pga. at jeg har angst, en handicappet søn og slidgigt i knæ, som gør, at jeg ikke kan stå på mine ben i 8 timer pr. dag) økonomiske problemer-savner en større bolig, tildens til lettere depressiv tilstand, lille omgangskreds og... det var vist det...
Men der er også dage og timer, hvor jeg bare nyder solen i min have, er så glad over, at have mine børn, nyder godt mad, musikken og bare de små ting i livet.

Ja, undskyld mig lige, at jeg fortsætter, jeg skal nok stoppe snart 😉 Intet af det du nævner her er din skyld og du skal ikke påtage din byrden af de omstændigheder. Du skal væk fra at tænke på ting du alligevel ikke kan gøre noget ved. Uanset hvor meget du sørger over din mor, bringer det hende ikke tilbage. Din familie ER gået i opløsning, ( det er der mange der er incl. min egen) Der er bare ikke noget at gøre ved det og du kan ikke TÆNKE dig til at ændre det. Din bror og mormor får vel hjælp? Det er vel ikke dit ansvar at sørge for dem....bring dem lidt glade stunder og ikke ynk. Tag dig så lidt mere tid til dig selv og de mange gode ting du selv nævner, haven, solen, børnene, musikken og alle de andre gode ting livet tilbyder 🙂
Dårlig økonomi er en folkesygdom 😖
Mvh. Lars.

det er jo lige den der med, at JEG TAGER FOR MEGET ANSVAR....det er en af mine aller største laster...Jeg er klar over, at der er mange tanker jeg skal have omprogrameret og uanset de omstændigheder, der har været, som har været medvirken til, at jeg tænker som jeg gør, så vil jeg ikke side fast i det mønster længere, jeg ønsker forandring i mit liv...Jeg føler bare ikke, at jeg kan magte opgaven selv, jeg skal have hjælp udefra, så jeg kan blive bedre til at fastholde mig i mine sunde tanker...
Mange tak for dit indput sjoveren og tak for det🙂[s]

en rigtig god beskrivelse af den med stigen.😉
og den med kritikken, men følte du dig slet ikke ramt? nu synes jeg også, at det kommer meget an på, hvordan tingene bliver sagt og hvilken form for kritik, det drejer sig om... på et tidspunkt i mit liv, tog jeg al kritik for virkelig kritik, selv det allermindste, selvom det måske fra asænderens side, ikke var beregnet som dicideret kritik, men sådan gik det, da jeg igennem lang tid har været udsat for meget kritik, for til sidst ikke at kunne skille tingene ad længere, at jeg tog det hele så personligt og alvorligt.
Ja, jeg undertrykker nogle gange mine følelser og tanker, og derved opstår der mere og mere angst. Det hænger ofte sammen med, at jeg er så god til at se lige netop løsningen, men ikke kan mestre at gøre noget ved det, det er som om, at der sker blokeringer på nogle områder i mit liv...[:*(]
Jeg er nået dertil i mit liv, at jeg ikke altid kan skelne mellem den reelle angst og den angst, der er opstået pga. at jeg har undertrykket mine tanker og følelser og så sætter følelserne til fysiske ting..

Man føler sig da altid ramt af kritik..... men men men... det kommer da i særlig grad af hvem der afsender den kritik. Jeg har lært at have mindre respekt for mange mennesker, dels fordi de blot kritiserer, men ikke selv evner at gøre det bedre, men også fordi kritik ofte kommer af usikkerhed og mindreværd,,, netop dette faktum gør, at jeg ikke nødvendigvis tager kritik som kretik, men blot som en holdning fra en anden,,,vedkommende er som ofte, slet ikke bekendt med situationen og derfor ikke kompetent til at fremkomme med kretik.... ;-)) Kan du se,,,,den ellers så skarpe tunge bider lidt i sig selv ;-)) Derfor er det meget vigtigt at vurdere, hvem der afsender kritik og ikke blot fokucere på selve kritikken, samt bibeholde sin egen selvtillid og dømmekraft.... DIN ryggrad og ikke en andens, mere eller mindre kompetent og tilfældig vudering....😉
Jeg fornemmer også du undertrykker en del, mest dig selv,,,,og du gør det selv. 😕 Giv los for fanden da, stol på dig selv, vind nogle gode situationer og tab andre, dem du vinder kan ingen tage fra dig, men dem du taber....kan du lave om igen, prøve en anden løsning igen og igen...til du vinder 😉
Jeg tror slet ikke du lider af noget som helst andet en lidt usikkerhed og mangel på selvtillid,,,måske der mangler lidt energi og gå på mod, men det er til at få, du skal bare finde det...så på med vanten og find din råstyrke, du har den, det er jeg sikker på.
Og husk...intet kan gå så galt som tanker 😉

Din styrke kommer via at du SELV kommer videre 😮 Bevares med støtte fra andre!
En lille "note"... Man kan ikke sluge en elefant, men man kan spise den bid for bid!
Så bare kom igang med elefanten, jeg kigger forbi igen og ser om du har gnavet lidt i den!
😉

Du er velkommen til at tage kontakt med mig, jeg har altid haft ord for at være en god lytter som også tier med hvad han hører.
Jeg har tidligere arbejdet med bl.a. torturofre og sindslidende så jeg er vant til lidt af hvert.