børn og begravelse

hej jeg har et lille problem.
jeg har en datter på 4 og en dreng på 6. de er i denne ved mine forældre. jeg har også en farmor der kan dø hvornår det skal være af kræft. hun ligger på hispice og hvis hun dør i denne uge har mine forældre snakket om at tage dem med yil begravelse. er de for lille eller hbad? jeg kan ikke finde ud af det please hjælp.

Der er ikke noget galt i, at børnene kommer med til begravelsen, hvis de gerne selv vil.
Men hvis de helst er fri, er det helt galt at tvinge dem.
I vore dage er der i mange familier så stor afstand til døden, at den ikke er en del af livet, og så kan det være umuligt for små børn at gå til begravelse. Men hvis børnene har haft et godt forhold til den snart afdøde, vil de måske gerne være med til at sige farvel. Og så skal de absolut have lov.
Blot husk på, at børn ikke er ens. Det kan fint tænkes, at den ene gerne vil med, mens den anden ikke vil. Og det skal selvfølgelig respekteres.

tak for det gode råd sætternisse. Det skal jeg huske.

de er for små - de vil nok ikke helt forstå hvad det drejer sig om og så vil de kede sig inde i kirken

sådan er en del børn men nu ved jeg ikke om dine er intelligente
Mark

F.eks i form af et kæledyr der bliver helt stille så lad være.
Min nevø på dengang 14 var "stor i slaget" og ville være med til at bære kisten da min far skulle begraves, han var også lige så høj som vi andre så ingen problemer der.
Da vi kom til gravøllet og kaffen forsvandt han et par timer, det blev alligevel for meget for ham.

Det han siger stemmer overens med min erfaring. Min datter var med som 5-årig og min søn blev hjemme fordi han ikke selv ville med, men efterfølgende har der været mange diskussioner med min svigerinde fordi hendes datter - dengang også 5 år ikke måtte komme med og hun har altid været ked af hun ikke så hvor "pænt farfar kom afsted" som min datter sagde. Kisten var jo flot.

og meget forståeligt at han fik lyst til at forsvinde et par timer. jeg synes ikke det var rigtigt valgt at han skulle være med til at bære, dette er hårdt selv for en voksen.
men omvendt kan du ikke med sikkerhed sige at det var på grund af selve begravelsen at han forsvandt et par timer, jeg tror det gik op for ham at nu var dette liv forbi og det skulle han lige forholde sig til !
børn har, om man vil indrømme det eller ej, sin egen mening om døden og sin egen helt naturlige måde at tackle det på. man kan sagtens tage en 5 årig eller større eller mindre med til begravelse, så længe man som voksen har et fornuftigt forhold til døden, det nytter altså ikke hvis man som mor kommer helt ud af kontrol og gør børnene bange for døden. eller mere ked af det end nødvendigt.
selvfølgelig må man gerne fælde en tåre, det er vist ikke til at undgå, men stortuden og hulken bør man prøve at kontrollere.
børn er gode til at forholde sig til død. så fortvivl ikke, tag dem med hvis de har et ønske om det. det kan være en udmærket måde at sige farvel på.

mine egne på 10 var med da deres morfar blev bisat og de gik bag kisten....De havde oplevet et kæledyre aflivning, så alt vedr. døden var afmystificeret.

Du er for langt ude og har tydeligvis ikke børn.
hvis børnene ønsker at komme med så skal man ikke sige nej, det er det samme som at nægte dem et sidste farvel. det gør man ikke, heller ikke overfor en 4 årig. det vil de ikke forstå årsagen til, som sagt, børn forholder sig bedre til døden end voksne.

Han foreslog det selv da han hørte at der var mangel på bærere.
Han var den unge muntre type der tog let på tilværelsen og kom da også hurtigt over det.
Jeg blev selv spurgt som 8-årig om jeg ville med til min farfars begravelse, men takkede nej selv om jeg vidste hvad der skulle ske.

Gemmer du børnene vil de ikke kunne forstå hvad det er der foregår og hvorfor far og mor er kede af det. Hvis jeg var dig, ville jeg sætte mig og forklare hvad det er der skal ske på en måde så børnene kan følge med og selvfølgelig tage dem med når tid er, så de også kan sige farvel.
Min egen bedstefar døde da jeg var 3 og jeg husker både ham og hans begravelse, og jeg er glad for at jeg fik oplevelsen dengang. Det handler om at de kan forstå hvad det er der sker, så de ikke bliver utrygge ved at se alle er kede af det.

Jeg synes du skal tage dem med - med mindre de direkte giver udtryk for ikke at have lyst.
Min datter var med til sin oldefars begravelse da hun var 4 og til sin farfars begravelse da hun var 5. Til den første begravelse var jeg i tvivl om hun var for lille, men besluttede mig for at hun skulle med. Og den beslutning har jeg været rigtig glad for. Min datter havde et tæt forhold til sin oldefar og hun har mange gange sagt, at hun var glad for at være med til at sige farvel.
Inden begravelsen forklarede vi hende, hvad der skulle ske og at vi ville være kede af det.
Børn har ikke samme afstandstagen til døden som (mange) voksne, og jeg synes en begravelse af en ældre slætgning er en god måde at vise dem, at døden er en naturlig ting. De ser voksne være kede af det, men det er jo ikke dårligt eller skadeligt at vise sorg.

døden er det eneste vi med sikkerhed ved vil ske for os alle .. Og umiddelbart tror jeg at desto tidligere man bliver konfronteret med døden , desto "lettere" vil det blive (f.eks for dine børn) at håndtere noget som dødsfald og sorg senere i livet ..
Jeg håber du finder ud af det :)
- jeg håber det bedste for din farmor :)

...du er den der kender dine børn bedst.
Min far døde i sep. 2009 og jeg var som du også i tvivl om min søn på 10 var for lille, eller om det ville være okay for ham.
Jeg tog en snak med min søn, fortalte ham at morfar var død (han havde et tæt forhold til morfar, og havde set ham blive mere og mere syg) og fortalte at nu havde morfar ikke ondt mere, at han nu kunne se os oppe fra himlen (det tror jeg på at de døde kan 🙂)
Hans første kommentar var "så må jeg hellere opfører mig ordentligt mor"
Vi talte meget om det at være død, og at når man er død ligner det at man sover. Da vi skulle i kapellet, spurgte jeg om han ville med, og han svarede med et stort JA.
Inden vi gik ind, sagde jeg at det var okay hvis han havde fortrudt, og at familien ville græde når vi sagde farvel til morfar. Han tog det i stiv arm, og synes at morfar var pæn som han lå der og sov i sin fine habit.
Til selve begravelsen (der var mange) havde vi igen talt om at mange ville græde, men at det var fordi alle vil savne morfar så meget. Han klarede det SÅ flot, græd også selv en del, men var helt okay med det.
Den dag idag er jeg super glad over at jeg inddragede ham i forløbet. Jeg kan tydeligt mærke at han har fået lov til at sige rigtigt farvel, og jeg er sikker på at hvis jeg bare tog ham med på kirkegården ville det aldrig være det samme. Han har set morfar syg og han har set ham død, det er et billed han havde brug for, for at forene tanker med følelser og få sagt rigtigt farvel.
Jeg synes derfor at hvis du mener dine børn kan rumme den afsked, ville det være synd ikke at lade dem deltage og få sagt farvel.
Held og lykke med det hele

... helt enig... Det kommer meget an på hvordan de voksne har det med døden. Jeg så min far blive mere og mere syg, og jeg talte med mine børn om at jeg håbede han snart fik FRED. Jeg har et fint forhold til døden, og hvis man er rigtig syg og lider, er det bedste for den syge at få fred.
Det brugte jeg meget tid på at dele med mine børn, og de var begge helt afklaret med at morfar fik FRED. At vi så alle savner ham meget er helt naturligt, men vi kan også snakke om ham og grine af alle de fjollede ting han gjorde.
Men jeg er sikker på at fordi jeg har et naturligt forhold til døden, og lod alle mine tårer løbe frit, kunne mine børn også slappe af og give slip.
Hvis de voksne fortæller børn om døden, og tillader børnene at vide hvor ked af det man er, så vil de også kunne mærke at sådan er det når nogen man elsker går bort.

Da min svigermor døde, var min datter 6 år. Hun kom ikke med i kapellet, da jeg mente at hun var for lille.
Den dag i dag hvor hun nu er 16 år, nævner hun det nogle gange og siger at hun er ked af at hun ikke blev spurgt.
Så tal med børnene.... Du ved ikke nødvendigvis hvordan de tænker...