Børn og begrvelser

Hvornår er børn gamle nok til at komme med til en begravelse? Jeg ved godt det er individulet men Hvad mener I. Helt kontant drejer det sig om deres farfar, der desværre døde i går. Min ekskone og jeg er ikke enige. Jeg mener det er tæt nok på til at de skal med. Hun siger de ikke skal med. Børnene er 7 og 11 år gamle.

Tillad mig at kondolere - det gør ondt at miste en forælder.
Min datter var med til hendes morfars begravelse da hun var 5 år gammel og det havde vi ingen problemer med - heller ikke hende selv.
Så I kan roligt tage dem med

Spørg dine børn om de vil med. Mine forældre har altid spurgt mig, når den triste begivenhed kom. Giv dem valget. Det har jeg været glad for at få.
Jeg var til min første begravelse da jeg var 13. Det var en klassekammerat. Utroligt hårdt, men en meget stærk oplevelse.

Jeg vil starte med at sige, at dit tab gør mig ondt!
Jeg er vokset op i en familie, hvor begravelser aldrig er blevet gjort til andet end det de er, en sidste mulighed for at tage afsked med en elsket person, man har mistet. Jeg var tre år, da jeg var til min første begravelse, min oldemor, og det gik absolut fint! Siden da, har jeg desværre været til mange begravelser, som 10 årig mistede jeg en kusine, som 15 årig var det min farfar, som 19 årig var det en tante, som 20 årig en god veninde og så sent som denne sommer var det så min morfar der mistede livet. Jeg ville ikke have undværet nogen af disse begravelser, de har alle været hårde og sørgelige, men samtidig en god måde at sige farvel på.
Selvfølgelig er man som forældre nødt til at tage visse forholdsregeler, eller i hvert fald forberede sig på hvad der kan ske, men når man er 7 og 11 er man gammel nok til at sætte spørgsmålstegn ved hvorfor deres farfar pludselig er væk. Ved at tage dem med til begravelsen, kan du forklare dem lidt og dermed give dem de bedste forudsætninger for at komme igennem sorgen. Tro mig, både en 7 årig og en 11 årig er kede af det når deres farfar dør.

skriver, tag dem med. Børn i den alder vil have meget lettere ved at forstå hvad der foregår når de selv oplever det. Fantasien er ofte være end virkeligheden.

Min far døde da vore børn var henholdvis 8 og 5 år. De var med til begravelsen, de var ikke så knyttet til deres morfar, og de var ej heller med til afskeden på sygehuset.
Da min svigerfar døde da var vore børn 14 og 11 år, og de bad selv om at måtte se ham i kapellet på sygehuset, igen til begravelsen som startede i kapellet på sygehuset, da bad de om at måtte se ham for sidste gang, lægge blomster og tegninger i kisten, dette har vi talt om flere gange, da de idag er 26 og 23, at det synes de var en god afsked, fordi de husker ham som død, men at han så ud, som om at han sov, og dette syn synes de ikke var ikke ubehageligt, da de vidste at han havde været meget syg. Dette gjorde, at de ikke havde fantasier, fordi at de havde været med i virkeligheden.
Da min svigermor døde var vore børn 19 og 16 år, hun døde i eget hjem, og vore børn havde været med til at passe hende den sidste uge. Jeg ved, at min svigermor sagde personligt farvel til dem, ligesom hun også havde overskud til at sige farvel til os voksne. Vi var alle samlet omkring hende, og da hun var død, da var vores datter (16 år) sammen med min svigerinde med til at vælge kjolen til min svigermor, og vores datter ville også være med til at iklæde hende denne kjole. Dette var meget stærkt for mig, men vi valgte, at når hun selv ønskede dette, og når vi havde valgt, at de selv satte grænserne for "hvor meget" de ønskede at være der i den sidste tid, ja så kunne vi ikke sige, at hun ikke måtte være med i det sidste.
Efter at have skrevet denne smøre, ja så er det først nu, at jeg gennemtænker disse begravelser på den måde, jeg tror, at vi har fortalt dem, alt hvad der var sket, hvordan begravelser foregår, og ikke mindst så kan jeg huske, at vi sagde til vore børn, at de inden begravelsen måtte stille ALLE de spørgsmål, som de kunne have, da der ikke var nogle spørgsmål, som var dumme.....
Jeg kan huske, da mine bedsteforældre døde, da var min fantasi stor, da der ikke var nogle voksne, som gav sig tid til at tale om døden, hvad der sker med den afdøde, og ikke mindst, at det er ok at vise følelser, at det er ok ikke at vise følelser, dette er så forskelligt fra menneske til menneske.
Så mit råd er: Lyt til dine børn og ikke mindst fortæl alt hvad du ved om begravelser, så de er lidt forberette.

Hvis børnene har kendt deres farfar, må I ikke snyde dem for at være med til at sige farvel. Det er en del af livet også at kunne sige farvel til en, man har haft kær.
Min søn var med til sin bedstemors begravelse, da han var 5 år gammel, og det gik fint, fordi vi snakkede med ham og svarede på alle hans spørgsmål. Der var ikke noget mystisk.
Derimod kan jeg stadig huske fra min egen barndom, hvor vi børn aldrig fik lov til at komme med, at begravelser for mig stod som et eller andet stort tabu/spøgelse, som jeg slet ikke kunne forholde mig til, og som skræmte mig.
mvh hønemor1001

Din ekskones holdning går stik imod anbefalinger fra børnepsykologer og andre sagkyndige. Det er meget vigtigt at give børn mulighed for at sige et sidste farvel, og det kan få triste konsekvenser for børnene at blive forhindret i det.
I 70´erne, da jeg selv var barn og mistede min far, var det gængs opfattelse, at børn skulle "skånes" for begravelser. Det gør mig stadigvæk ondt, at jeg ikke fik lov at tage afsked med ham, og heldigvis er man blevet klogere siden da.

erffaring, har jeg selv haft mit barn med til en begravelse. Han var 10 år og det drejede sig om min eks svoger der døde af en arbejdsulykke bare 21 år gammel. Min søn havde en masse spørgsmål om begravelsen og det der sker derefter med "onklen" og det at sige rigtig farvel, et udtryk han har hørt sin mormor sige. Så jeg tog den beslutning at han kunne komme med og få svar. Idag er han 12 og glad for han kom med, for at have sagt sov godt til "onkel" og se hvad det er for noget. Men han mener også idag at han kun skal til begravelser igen de næste mange år hvis det er en god ven eller nær familie.
Altså hvis du føler de har spørgsmål om alt det, mener jeg de er klar til at deltage.