Børn på cykel
I den fortsatte fortælling om livet på cykelstierne, er jeg nu kommet til “børn på cykler”. Og det er et stort emne… Jeg er i den heldige situation, at jeg har en datter, som l-i-g-e har lært at køre på cykel og ingen tvivl om, at det er en pest for enhver, der gerne vil HURTIGT frem på cykelstien… for som regel foregår det på denne måde:
Min datter har som skrevet l-i-g-e lært at køre på cykel, så det tager hende som regel noget tid inden at hun får pedalerne i en sådan position, at hun kommer fremad i stedet for at bremse… Inden vi overhovedet når så langt, så har hun som regel nået at køre ind i et andet barn, der går på fortovet (og stakkels barn, hun får som regel et fur fordi hun ikke passede på ikke at gå ind i min datter), kørt ud foran en bil eller ind i en hæk (og her får jeg så et fur, fordi det et eller andet sted er min skyld, at hækken stod lige der). Nå, men ENDELIG kommer hun af sted og så går det over stok og sten, indtil … hun stopper BRAT. Jeg kører bagved og her er det at jeg skal prøve at undgå at køre ind i et barn på fortovet, ind i en hæk eller ud foran en bil. Som regel lykkes det, men … jeg får med sikkerhed endnu en bule i min bagskærm fordi en cyklist er knaldet op i mig … og jeg får med sikkerhed ondt i ørerne af de ukvemsord, der nu hagler ned over mig… MEN jeg forstår dem til fulde… og tager med et smil imod de mange punch-lines (hvad man dog ikke gør for sine børn …) I mellemtiden er min datter cyklet videre – slingrende fra den ene side til den anden – fuld af gå-på-mod og i en overbevisning om, at hun er bare VERDENS bedste til at cykle. Og sådan kører vi så et stykke tid: FULD knald på og STOP!!!! Her skal så indføjes, at der ikke er nogen logisk grund til at hun stopper. Når jeg spørger, lyder svaret: jeg fik lige lidt ondt i benene af at cykle (og her har hun så cyklet 100m) eller det havde jeg lyst til.
Og så når vi til den helt store farezone: krydset hvor skolepatruljen står. Hm, tænker I måske, her burde da være sikkert… men nej, min datter er BANGE for de store børn i skolepatruljen, så cirka 100 m før vi kommer derhen, så STOP! Men nu er det jo sådan at lige i dette kryds, er det ikke en enkelt cyklist, der ligger i r**** på mig, men 30… og kaoset er stort af cykler, der vælter udenom, indenom og op i … og ukvemsordene er mange… MEN jeg ignorerer det, for min datter er nu nået over til den store vej, hvor der ikke er cykelsti… og det er for hende den rigtig farlige vej: ”Mor, der kommer en bil”… og her er der tale om bilerne, der kommer imod os… Jeg har forsøgt at berolige hende, at bilerne altså kører i den anden side og at det ikke er tilladt at køre ind i modsatkørende cyklister, men … STOP!!!!!! og op på fortovet. Ind imellem tænker jeg, at her er en kommende Fru Hyacinth, som nok skal forpeste livet for sin ægtemand ved at gøre opmærksomhed på ethvert træ, der står på en græsplæne…
Langt om længe når vi op til skolen. Jeg tørrer sveden af panden og glæder mig over, at det lykkedes – endnu engang – at komme i skole uden de helt store uheld. Min datter tager cykelhjelmen af og kigger forventende på mig. Og her er det så, at jeg siger ”Hvor er du blevet dygtig til at cykle”, medens jeg tænker om jeg nu er ved at bane vejen for endnu et curlingbarn…
Men … ret skal være ret … hun er blevet bedre til at cykle. Hun har lært, at højre side ikke er den samme side på vejen hjem, som det var på vejen ud… Hun har lært ikke bare at dreje ud på kørebanen uden at se sig for… Og hun kører ikke uden cykelhjelm (og denne sidste fornuftige ting har hun faktisk ikke lært af mig)…
Hav en god dag … og husk at cykle med jeres børn til skole!
Laxmi der lover aldrig mere at skrive om cykling
Min datter har som skrevet l-i-g-e lært at køre på cykel, så det tager hende som regel noget tid inden at hun får pedalerne i en sådan position, at hun kommer fremad i stedet for at bremse… Inden vi overhovedet når så langt, så har hun som regel nået at køre ind i et andet barn, der går på fortovet (og stakkels barn, hun får som regel et fur fordi hun ikke passede på ikke at gå ind i min datter), kørt ud foran en bil eller ind i en hæk (og her får jeg så et fur, fordi det et eller andet sted er min skyld, at hækken stod lige der). Nå, men ENDELIG kommer hun af sted og så går det over stok og sten, indtil … hun stopper BRAT. Jeg kører bagved og her er det at jeg skal prøve at undgå at køre ind i et barn på fortovet, ind i en hæk eller ud foran en bil. Som regel lykkes det, men … jeg får med sikkerhed endnu en bule i min bagskærm fordi en cyklist er knaldet op i mig … og jeg får med sikkerhed ondt i ørerne af de ukvemsord, der nu hagler ned over mig… MEN jeg forstår dem til fulde… og tager med et smil imod de mange punch-lines (hvad man dog ikke gør for sine børn …) I mellemtiden er min datter cyklet videre – slingrende fra den ene side til den anden – fuld af gå-på-mod og i en overbevisning om, at hun er bare VERDENS bedste til at cykle. Og sådan kører vi så et stykke tid: FULD knald på og STOP!!!! Her skal så indføjes, at der ikke er nogen logisk grund til at hun stopper. Når jeg spørger, lyder svaret: jeg fik lige lidt ondt i benene af at cykle (og her har hun så cyklet 100m) eller det havde jeg lyst til.
Og så når vi til den helt store farezone: krydset hvor skolepatruljen står. Hm, tænker I måske, her burde da være sikkert… men nej, min datter er BANGE for de store børn i skolepatruljen, så cirka 100 m før vi kommer derhen, så STOP! Men nu er det jo sådan at lige i dette kryds, er det ikke en enkelt cyklist, der ligger i r**** på mig, men 30… og kaoset er stort af cykler, der vælter udenom, indenom og op i … og ukvemsordene er mange… MEN jeg ignorerer det, for min datter er nu nået over til den store vej, hvor der ikke er cykelsti… og det er for hende den rigtig farlige vej: ”Mor, der kommer en bil”… og her er der tale om bilerne, der kommer imod os… Jeg har forsøgt at berolige hende, at bilerne altså kører i den anden side og at det ikke er tilladt at køre ind i modsatkørende cyklister, men … STOP!!!!!! og op på fortovet. Ind imellem tænker jeg, at her er en kommende Fru Hyacinth, som nok skal forpeste livet for sin ægtemand ved at gøre opmærksomhed på ethvert træ, der står på en græsplæne…
Langt om længe når vi op til skolen. Jeg tørrer sveden af panden og glæder mig over, at det lykkedes – endnu engang – at komme i skole uden de helt store uheld. Min datter tager cykelhjelmen af og kigger forventende på mig. Og her er det så, at jeg siger ”Hvor er du blevet dygtig til at cykle”, medens jeg tænker om jeg nu er ved at bane vejen for endnu et curlingbarn…
Men … ret skal være ret … hun er blevet bedre til at cykle. Hun har lært, at højre side ikke er den samme side på vejen hjem, som det var på vejen ud… Hun har lært ikke bare at dreje ud på kørebanen uden at se sig for… Og hun kører ikke uden cykelhjelm (og denne sidste fornuftige ting har hun faktisk ikke lært af mig)…
Hav en god dag … og husk at cykle med jeres børn til skole!
Laxmi der lover aldrig mere at skrive om cykling