Dating - efter 15 år?

Hej.
Vil bare høre om nogle har nogle gode råd:
Jeg har aldrig haft problemer med at tale med piger / kvinder, helt fra jeg var 10-11 år af har jeg ofte haft flere pige-venner end drenge-venner. Havde i teenageårene absolut heller ingen problemer med at score - dog uden det nogensinde blev seriøst - indtil det blev netop det - seriøst.
Jeg var lige knap 17 og hun var 16. Det forhold blev seriøst, og derfor droppede vi jo begge to "det at date".
Forholdet holdt til jeg blev 29 (er nu 31), og jeg er derfor på "kødmarkedet" igen. MEN nu er det som om "jeg scorer" på samme måde som da jeg var 15-16 år, hvilket naturligvis virker umodent for en kvinde på 30 eller 35 år.
Jeg har stadig ingen problemer med at snakke med kvinder om alverdens ting, men det er yderst sjælent at det bliver til mere end "endnu en veninde", hvilket jo også er rare at have med... når der så endelig "sker mere" så ender det altid med "one-night-stands", eller at jeg bliver "brugt" som "ven med plus"...
Faktisk nøjagtig som før mit lange forhold. Samtidig er det jo ikke just blevet lettere da langt de fleste 30-årige allerede er etableret i parforhold, med hus og børn og mand og Volvo osv.
Samtidig er jeg stødt ind i et andet problem: Piger som ganske vidst ikke længere er i forhold, men hvor eksen bliver sygeligt jaloux i samme sekund han finder ud af at HANS ex har fundet "en ny" - er blevet truet med vold osv i den forbindelse...
Så... hvordan dater man når man er 30 - er det bare den klassiske kedelige med, ud og spise, og det der klassiske...❓
Eller er det netop i den alder at kun "status" tæller - altså at man har en fed bil, et job der giver en million pr år osv? Er det nogen generelle råd til forskellen på at date som 15-årig og som ca 30-årig?

dvs. en måde så vi mænd kan forstå kvinder, så skriv en bog
- og din fremtid er sikret !
Jeg fik engang en bog med titlen "Hvad mænd ved om kvinder" af min svigerinde - der stod ikke ét eneste ord i den 🙁
Men jeg har hørt, at fast arbejde er bedre madding end dyre biler, så måske du skulle prøve det ?

Prøv farmerdating.
De skulle vist være en ret ned på jorden og ikke for meget fis.
[->] http://www.farmerdating.dk/

Hej,
Du bør blive omskåret, det er der virkelig mange kvinder som synes er spændende.
Eller også skal du få dig en fed og alternativ tatovering - en som ingen andre nogensinde ville få, for så har du øjeblikkelig kontakt. Det er endnu bedre, hvis du kan få den et sted hvor den kan anes, selvom du er påklædt - så spørger de og henvender sig selv.
Med venlig hilsen
Ieet
Ps. Indlæget kan have fået inspiration fra denne tråd.

Hej.
Vil bare høre om nogle har nogle gode råd:
Jeg har aldrig haft problemer med at tale med piger / kvinder, helt fra jeg var 10-11 år af har jeg ofte haft flere pige-venner end drenge-venner. Havde i teenageårene absolut heller ingen problemer med at score - dog uden det nogensinde blev seriøst - indtil det blev netop det - seriøst.
Jeg var lige knap 17 og hun var 16. Det forhold blev seriøst, og derfor droppede vi jo begge to "det at date".
Forholdet holdt til jeg blev 29 (er nu 31), og jeg er derfor på "kødmarkedet" igen. MEN nu er det som om "jeg scorer" på samme måde som da jeg var 15-16 år, hvilket naturligvis virker umodent for en kvinde på 30 eller 35 år.
Jeg har stadig ingen problemer med at snakke med kvinder om alverdens ting, men det er yderst sjælent at det bliver til mere end "endnu en veninde", hvilket jo også er rare at have med... når der så endelig "sker mere" så ender det altid med "one-night-stands", eller at jeg bliver "brugt" som "ven med plus"...
Faktisk nøjagtig som før mit lange forhold. Samtidig er det jo ikke just blevet lettere da langt de fleste 30-årige allerede er etableret i parforhold, med hus og børn og mand og Volvo osv.
Samtidig er jeg stødt ind i et andet problem: Piger som ganske vidst ikke længere er i forhold, men hvor eksen bliver sygeligt jaloux i samme sekund han finder ud af at HANS ex har fundet "en ny" - er blevet truet med vold osv i den forbindelse...
Så... hvordan dater man når man er 30 - er det bare den klassiske kedelige med, ud og spise, og det der klassiske...❓
Eller er det netop i den alder at kun "status" tæller - altså at man har en fed bil, et job der giver en million pr år osv? Er det nogen generelle råd til forskellen på at date som 15-årig og som ca 30-årig?

og hvad kan DU bidrage med?
Ud fra de oplysninger du har givet om dig selv her på debatten, vil jeg (hvis jeg var 30 år) reagere som følger:
- du har ca. 2 timer om dagen hvor du kan være aktiv
altså har jeg som kvinde sammen med dig mulighed enten for at gå ud og spise, eller lave god mad hos mig selv, eller have sex, for der er ikke tid til mere
- jeg vil ikke turde at have sex med en person der har ca. 30 sygdomme af skræk for at du pludselig risikerer at få respirationsstop, hjertestop eller andet under selve akten - og jeg kan levende forestille mig situationen hvor man med bare røv og viklers pludselig skal ringe 112 og forklare situationen - så nej tak
- det har sine fordele, men også ulemper at man altid skulle mødes hos mig; fordelene er, at jeg kan stritte dig ud når det passer mig, ulempene er, at det er belastende altid selv at skulle lægge hus m.m. til, bare for at mødes med dig.
For som du selv har skrevet, har du end ikke en stol at en gæst kan sidde på og hvis du havde en sådan, er man som gæst omgivet af en mødding inden døre.
Ikke just en situation der vil fremkalde noget der blot ligner romantiske følelser hos mig.
For at sige det kort - du har end ikke de mest basale forudsætninger for at kunne indgå i et forhold (og her taler jeg ikke om villa, vovse og Volvo), så det vil under alle omstændigheder være en NO GO.
Så hvis jeg var i dine sko, ville jeg seriøst overveje om ikke det var en ide at bruge den ene af de to aktive timer i døgnet til at muge ud, gøre dit værelse fremkommeligt, få fat en en stol på genbrugsstationen eller i second hand butikkerne, så du i det mindste kan invitere din date på en kop kaffe eller te.
Det er altid en start - og viser at du har viljen til at gøre noget aktivt.

Du har da helt ret.
Men nu er det jo sådan at mine dates altid starter et neutralt sted, eller hos hende. Hun havner i "veninde-zonen" længe før hun overhovedet kender til min bolig-standard, sygdomme, og hvad der ellers er.
Som sagt bliver det ofte veninder (altså bare en man taler godt med), eller veninder "med plus" altså en veninde som man også har sex med (hos hende), de fleste har ikke noget problem med at jeg kommer til dem, så sparer de rejsen.
Eller som sagt med at det "løber ud i sandet"...
Men det er ALTID FØR de overhovedet har været på min bopæl eller jeg har fortalt dem noget om sygdomme eller noget andet, så det kan jo ikke være grunden.
Jeg TROR grunden er at jeg udviser ca den samme "modenhed" som da jeg var 14-16 år, idet jeg ikke har datet lige siden (altså indtil for nylig)...

Du har da helt ret.
Men nu er det jo sådan at mine dates altid starter et neutralt sted, eller hos hende. Hun havner i "veninde-zonen" længe før hun overhovedet kender til min bolig-standard, sygdomme, og hvad der ellers er.
Som sagt bliver det ofte veninder (altså bare en man taler godt med), eller veninder "med plus" altså en veninde som man også har sex med (hos hende), de fleste har ikke noget problem med at jeg kommer til dem, så sparer de rejsen.
Eller som sagt med at det "løber ud i sandet"...
Men det er ALTID FØR de overhovedet har været på min bopæl eller jeg har fortalt dem noget om sygdomme eller noget andet, så det kan jo ikke være grunden.
Jeg TROR grunden er at jeg udviser ca den samme "modenhed" som da jeg var 14-16 år, idet jeg ikke har datet lige siden (altså indtil for nylig)...

"på med vanten" og lære af dine dating oplevelser og perfektionere kunsten 🙂
Ikke for at være "bare negativ", men du har en del i din bagage og du må have styr på det, for ellers bliver det lidt svært.
Mange af os kvinder har en indbygget "radar", eller rettere en instinktiv fornemmelse, som fortæller os at der er noget der ikke stemmer, eller at der er noget vi bør være på vagt over.
Hvis denne fornemmelse er til stede, er det fuldstændig ligegyldigt om du er millionær, eller ligner en Hollywood skuespiller eller andet - det er og bliver fortsat en NO GO.
Ud fra det du skriver her synes jeg ikke at der er noget umodent over dig - så jeg tror heller ikke at det gør sig gældende i forbindelse med dating; men det kommer vel også an på hvilken type kvinder du ønsker at date og hvad du forventer af dem.

Okay. Det jeg mener er bare at...
du ved når man er 14-16 år er det jo ingen sag at score, så kysser man lidt i hjørnerne og til fester måske, og besøger hinanden og SMSer og sådan.
Det er jo HELT andre "krav" en kvinde har når hun et 25 eller 35 ;)
Pludselig skal man forholde sig til en masse ting som man ikke skulle da men var 15: Fx er det overhovedet realistisk nogensinde at få noget fast (hvis man fx dater en i Ålborg og selv er fra KBH og ingen af parterne har tænkt sig at flytte. Hvad med børn /evt nogen som allerede er der?, planer langt frem i livet osv, altså ikke så "overfladisk" som da man var 15 og bare "nå hun ser sød ud, lad os se om hun vil kysse" hvis du ved hvad jeg mener ;)
Jo jeg har en del "baggage" det er sandt, og derfor kan jeg også sagtens acceptere at pigen/kvinden har langt hen ad vejen.
Jeg er en af de få mænd som kigger på personligheden få udseendet. Mit eneste "krav" i den henseende er at hun ikke har kortere hår end mig (og mit er ca 2-4 cm) så det kan de fleste jo leve op til ;)
Om hun så er 30 kg overvægtig, har A- eller E-skåls-babser er sådan set underordnet.
Jeg synes også der er en anden "underlig" ting ved netop hvilken "type" kvinde jeg føler mig tiltrukket af. Nu jeg tænker mig om har det faktisk altid været kvinder med kollosal lav selvtillid, hvorfor aner jeg ikke.
For det er ikke fordi jeg føler en trang til at være "dominerende" jeg søger en som jeg kan være "på lige fod med" i alle livet aspekter, alt fra hvem der tager opvasken til hvem der slår græsset osv ;)
Men det er gået igen og igen: Helt tilbage fra folkeskoletiden, har jeg altid forelsket mig i piger som på en eller anden måde har været "nede", altså alt fra piger med anorksi, piger som blev mobbet, overvægtige, ældre, yngre, udlændinge, danskere, alle! Men rent faktisk ALDRIG en "helt alm pige" på min egen alder... hmmm
Men jo du har nok ret i at jeg må øve mig noget mere, og mon så ikke den rette alligevel dukker op før eller siden. Og måske være lidt mere kritisk og ikke bare takke ja bare fordi jeg bliver tilbudt noget😉
Og så har du nok også ret i det der med "radaren"... men den har vi mænd nu også - det der med "noget er galt" uden man kan sige hvad der er "galt"...
Tak for rådene !

P.S.
Har et tillægsspørgsmål:
Hvordan kan det være at man som single bliver set ned på?
Jeg synes jeg oplever ofte at hvis man møder en bekendt, eller i alle mulige andre sammenhænge for spørgsmål som "hvad laver damen?" (aner det ikke) Eller "Hvor har du gjort af damen?" Mit svar: hvem af dem?
Som det er et kæmpe chok for mange at der findes singler i DK selvom de er 30 år.
Jeg har på ingen måder travlt mere, jeg har lært at nyde at være single (som i øvrigt er første gang i mit liv), toilettet/badet er aldrig optaget, man bestemmer selv hvad der er i TV/hvad musik der er på, og køleskabet indeholde nøjagtig det man selv har puttet derind, og menuen til aftensmad bestemmer man også selv ;)
Men ok man kan da godt indimellem savne "fællesskabet" eller det at der er en anden person som man ved man kan stole 100% og dele alt med. Her bliver det så erstattet af venner/veninder, men primært online. Kommer altid hjem til et tomt hus.
Det er da altid hyggeligt at putte sig med en god film og slik og 6 bajere, meeen det kuune jo nok være endnu mere hyggeligt hvis man havde en at se filmen sammen med...!
Jo og så det MHT til at date igen efter 15 år, så de gange jeg rent faktisk har mødtes med nogen og "datet" - det er måske også det der "skinner igennem" eller kommer "på radaren" som du beskriver det - er at jeg helt ubevidst for en følelse af skyld - altså det føles som utroskab, selvom det jo slet ikke er det!
Jeg har bare kun kendt EN pige mere end bare sådan lidt overfladisk, og derfor sidder hun jo dybt i mit sind i alt hvad vi foretog os, så det føles meget "akavet" at "starte forfra" for ingen er jo ens. Og som sagt så føles det som utroskab fx at være nøgen med en anden kvinde eller blot kysse med en anden kvinde...
Jeg skal lige have "slettet" min eks fra min hjerne, dog ikke helt da jeg jo har et barn med hende, damn det er en svær balance, for hun må jo heller ikke dominere mit sind på den måde, for så er det jo ikke plads til en "ny"...
Men du har nok ret i at det handler om "øvelse" og så lærer min hjerne nok før eller siden at som single er det ok at "afsøge markedet" og lede efter "the one"...

Okay. Det jeg mener er bare at...
du ved når man er 14-16 år er det jo ingen sag at score, så kysser man lidt i hjørnerne og til fester måske, og besøger hinanden og SMSer og sådan.
Det er jo HELT andre "krav" en kvinde har når hun et 25 eller 35 ;)
Pludselig skal man forholde sig til en masse ting som man ikke skulle da men var 15: Fx er det overhovedet realistisk nogensinde at få noget fast (hvis man fx dater en i Ålborg og selv er fra KBH og ingen af parterne har tænkt sig at flytte. Hvad med børn /evt nogen som allerede er der?, planer langt frem i livet osv, altså ikke så "overfladisk" som da man var 15 og bare "nå hun ser sød ud, lad os se om hun vil kysse" hvis du ved hvad jeg mener ;)
Jo jeg har en del "baggage" det er sandt, og derfor kan jeg også sagtens acceptere at pigen/kvinden har langt hen ad vejen.
Jeg er en af de få mænd som kigger på personligheden få udseendet. Mit eneste "krav" i den henseende er at hun ikke har kortere hår end mig (og mit er ca 2-4 cm) så det kan de fleste jo leve op til ;)
Om hun så er 30 kg overvægtig, har A- eller E-skåls-babser er sådan set underordnet.
Jeg synes også der er en anden "underlig" ting ved netop hvilken "type" kvinde jeg føler mig tiltrukket af. Nu jeg tænker mig om har det faktisk altid været kvinder med kollosal lav selvtillid, hvorfor aner jeg ikke.
For det er ikke fordi jeg føler en trang til at være "dominerende" jeg søger en som jeg kan være "på lige fod med" i alle livet aspekter, alt fra hvem der tager opvasken til hvem der slår græsset osv ;)
Men det er gået igen og igen: Helt tilbage fra folkeskoletiden, har jeg altid forelsket mig i piger som på en eller anden måde har været "nede", altså alt fra piger med anorksi, piger som blev mobbet, overvægtige, ældre, yngre, udlændinge, danskere, alle! Men rent faktisk ALDRIG en "helt alm pige" på min egen alder... hmmm
Men jo du har nok ret i at jeg må øve mig noget mere, og mon så ikke den rette alligevel dukker op før eller siden. Og måske være lidt mere kritisk og ikke bare takke ja bare fordi jeg bliver tilbudt noget😉
Og så har du nok også ret i det der med "radaren"... men den har vi mænd nu også - det der med "noget er galt" uden man kan sige hvad der er "galt"...
Tak for rådene !

men vil forsøge mig alligevel .......... ❓
du er jo i bund og grund et fornuftigt menneske - langt ad vejen.
Det, at du har været forelsket/i forhold til kvinder der har lavere selvværd skal måske ses i lyset af, at du ikke selv fremstår som en "brølende machomand" og som deraf har været (er) en person som kvinder med lavt selvværd har følt at "det kunne de klare".
En klog person har engang sagt - vil man elskes af nogen, skal man begynde med at elske sig selv.
Du skulle måske fokusere mere på dine gode sider, de positive evner du måtte være i besiddelse af - især når du dater. Undskyld udtrykket, men det gælder om at "sælge sig selv" - på samme måde som når man søger et job. Måske en dum sammenligning, men du søger heller ikke et job hvor du starter med at fortælle "jeg sover ofte over mig, jeg har det med at komme for sent, osv..........."
Jeg er godt klar over at din tilværelse ikke er nogen dans på roser, men der må være et eller andet positivt at hive op af lommen.
Intet er mere nedslående end når man på den 1. date skal høre på hvor umulig ens x-kone/mand er, hvor irriterende det er at aftalen omkring datteren ikke overholdes, osv.
Kort sagt - tag frem dine gode sider, gør noget ud af dem - og se hvad reaktionen bliver. Hvis den ikke er som du forventer, spild ikke mere tid på personen du er sammen med, for er der ikke en umiddelbar kontakt og forståelse, så er resten kun noget "fake", som ikke holder alligevel.
Hold fast i dine forventninger - og bliver de ikke indfriet meget hurtigt efter det første møde, så gå videre. Der findes helt sikkert også en til dig, men det kræver en stor indsats at lede, sortere for til sidst at finde.