De bor hos mig

Har virkelig brug for at komme af med nogen følelser her for ellers bliver jeg snart vanvittig. Min søster og hendes kæreste er blevet sat på gaden og er nu flyttet ind hos mig i EN 1 VÆRELSES ungdomsbolig! Fint jeg hjælper da gerne, men nu har de boet her i halvanden månede og det er begyndt at irriter mig lidt for jeg synes ikke rigtig de gør nok for selv at finde et sted. Jeg betaler min husleje og det. Maden deles vi om men tit har jeg også endt med at betale det og det synes jeg ikke er helt fair da de tilsammen har en indkomst på 16000 og jeg er på su.
De hentyder hele tiden til at nu er det os snart min tur til at betale, men jeg betaler også for deres tøjvask som ryger oveni min husleje.
Så sidder de også og kysser og gramser på hinanden selvom jeg er til stede og det er virkelig såååå træls og sidde og glo på hele dagen, hver dag.
Er det bare mig der er en gnavpot eller er det okay at denne situation pisser mig lidt af?

opsig dem med en uges varsel og så ale.. de kan da ikke være sig selv bekendt. Hvis de har tid til at sidde og gramse hele dagen har de vel også tid til at finde et sted at bo ellers kan hans familie vel tage dem de næste 1½ måned.

Vej:
Fortæld dem at det ikke går, og sig til dem at de har en uge til at fraflytte i, det kan godt være at din søster bliver sur, men det er så hendes problem.
Har en søn, som heller ikke havde et sted at bo, han spurte om han måtte bo hos mig og min hustru, jeg sagde at det ikke var gratis og han skulle betale 2500 pr mdr: for kost og logi, fri internet og tv, dette var helt i orden, den første mdr: betalte han, godt nok 4 dage for sent, anden mdr: brugte han sine penge ånsvagt og betalte ikke, han fik 1 uge til at fjerne sine ting.

jeg sidder her og bliver helt vred - både på dig, at du lader dig træde på, men samtidig har jeg en smule ondt af dig. Men jeg bliver mest vred over at læse, at din søster og hendes kæreste behandler dig med UDEN respekt.
Jeg ville sige til dem, at de har 14 dage til at finde et sted at bo,ellers må de finde husly hos andre familiemedlemmer - du skal ikke længere tage dig af det, hvor er de uforskammet, så jeg forstår dig udemærket...

Godt at hører at det altså ikke kun er mig der synes at der er noget galt. Jeg ved godt at jeg er for flink og det tror jeg også at de selv ved. Har bare svært ved at sige til dem at det ikke går længere, for holder jo stadig af dem. Forstår bare ikke hvordan de selv kan holde ud og blive her så længe når her er så lidt plads. Men okay de slipper jo billigt fra det. Min søster er den vigtigste person i mit liv og hun må da gerne blive her, men altså bare så irriterende at de begge bor her for jeg har slet ikke noget privat liv.
Har bare sådan en træls fornemmelse indeni, hvor man bare har lyst til at flippe ud

kom ud med det 😮
Sig til din søster, at du holder uendelig meget af hende og hun er den vigtigste person i dit liv, men nu har du brug for noget privatliv og at være dig selv.
I skal jo helst bevare et godt forhold og når i bor så tæt.... 3 voksne i en etværelses i så lang tid....pyha...bliver helt stresset. Kan godt forstå at du er ved at flippe ud.
Og du er på ingen måde egoistisk...det er nok nærmere din søster og hendes kæreste som har eller er ved at drive rovdrift på din hjælpsomhed.

-du kan jo vise hende hvad du har skrevet herinde hvis du har svært ved at sætte ord på dine følelser. Det er svært men en god ting at lære så man undgår de situationer og den mavefornemmelse - fordi så har man gjort rede for alting (forventninger og følelser). Under alle omstændigheder er jeg enig, men jeg ville tage snakken med bare din søster, uden han er med for du har måske nemmere ved at sætte ord på alting når han ikke er der. Du kan også prøve at spørge hvordan det går med boligjagten? :o)Min veninde har lært mig om et såkaldt "girafsprog" - det skulle du prøve at google. Det handler om hvordan man håndtere konflikter ved fx. at sige "jeg føler", for det kan ikke modargumenteres for det er jo "bare" sådan du har det... Held og lykke.

din flinkhed og det benytter de sig af - at nogle mennesker kan være udnytte andre, det ligger langt ud over min rækkevidde...
Hvis jeg må give dig et forslag, så sig til din søster - meget snart, at du gerne vil ud og gå en tur med hende - hendes kæreste skal ikke med, for måske bliver det noget lettere for dig at sige tingene, når han ikke er med og dels så behøver du ikke kigge din søster i øjnene imens du snakker - det gør ofte det, at tingene bliver lettere at få sagt..
Du bliver nødt til at sige ærligt, at du ikke kan holde ud mere, at I skal leve 3 mand i sådan en lille lejlighed og at du ser dig nødsaget til at de har en deadline, der hedder 14 dage til at finde en bolig i... for ellers får de det ikke gjort.
Det kan godt være, at din søster vil love dig bedring, at de vil betale noget mere for at bo hos dig, at de vil hjælpe mere til osv. men køb den ikke, for når mennesker i fovejen ikke har respekt, så får de det ikke lige pludseligt fra den ene dag til den adnen, tingene smuldrer for dem igen og så er du tilbage i det spor der hedder raseriudbrud, det kunne det sagtens ende med og det er ikke så heldigt for dig...
Pøj pøj med opgaven og jeg ved godt af erfaring, at det bestemt ikke er let at sige fra, men godtager din søster ikke din beslutning, så er det ærgeligt for hende..

Du har fået mange gode svar her på siden, og alle er enige om at du har handlet med dit gode hjerte. Det du har gjort galt fra starten var ikke at sætte nogle klare regler og begrænsninger. Det er nemt at være bagklog, det ved jeg godt. men en anden gang du vil være flink, så sæt en tidsbegrænsning på, lad os sige 3 måneder. Og det skal være en fast aftale du ikke under nogen som helst omstændighed skal fravige. Du skal for fremtiden sætte din acceptgrænse længere ud end din smertegrænse. d.v.s. du skal lærer at lytte til dig selv inden du siger ja. Du har ret til at sige nej hvis det er det, din indre mavefornemmelse siger dig. Det er din menneskeret ikke at gøre andres problemer til dine problemer. Hvis du sætter din acceptgrænse samme sted som din smertegrænse gør det ondt hver gang nogen overskrider den. derfor sæt din acceptgrænse (det du vil finde dig i) længere ud fra kroppen og reager når den brydes, som om det er din smærtegrænse der brydes. Dermed bliver du ikke så sur og pist, men kan med ro i hjertet sige fra på en pæn måde.

Det lyder da helt sygt. Kender du/de ikke det gamle ordsprog, "Fisk og gæster lugter efter 3 dage". Ud med dem, og det kan ikke gå hurtigt nok. Jeg hjælper også gerne, men her ville mine grænser forkængst være overskredet.

En anonym person kunne jo komme til at gøre boligkontoret opmærksom på der er flere beboer på bopælen, end der må være.
Så skal de nok komme med bål og brand. Eller nok et meget skarpt brev om at der skal fraflyttes indtil antalet af beboer er nede på det lovlige antal igen.
Der må helt sikkert kun bo max 1 i din etværsel lejlighed.
Bare en lille ide.😉

Lav et regnskab og sig.. så i dennne månede (eller uge) skylder i det. så er der ikke noget at brokke sig over... sort på hvidt.