De usynlige ensomme - tabu
Vi lever i en tid, hvor vi er materialistisk rige, og mentalt ludfattige. Aldrig er der blevet sendt så mange sms-beskeder og e-mails. Når man sidder i bussen, eller fofor den sags skyld i toget, tales der på livet løs.
Det er nærmest pinligt, ikke at tale i disse transportmidler. Men er dette ikke angsten for ensomhed ?
Når jeg besøger fællesgraven på kirkegården, er denne opdelt i alle ugens syv dage. Man kan se, for hver dag i ugen, hvor mange - og hvor få blomster, der bliver lagt.
Dem med mange blomster, må have haft en stor omgangskreds, og omvendt for dem med få blomster.
Tænk - et vidnesbyrd, der først er rigtigt synligt, når den ensomme er begravet - sørgeligt.
Folk kan ligge døde i månedsvis, uden at nogle savner dem.
Internettet er blevet de ensommes losseplads. Den digitale afstand, kan man vel sige?
I gamle dage, brugte man "DE" og "DU", for at skabe afstand. Idag er afstanden den anonyme digitale beskæftigelse på internettet.
Hvornår er nogle "venner", og hvornår er andre "bekendte" ?
(Man kan vel dårligt sige, at det er besøgshyppigheden, der afgør dette, da nogle venner måske bor på den anden side af jordkloden, og de bekendte måske lige om hjørnet.
Men af en eller anden grund, er det i det digitale 21. århundrede nærmest flovt at være ensom. Ældre ruller gardinerne ned og slukker for lyset juleaften, så ingen kan se, at de ikke er intiteret ud til juleaften.
Midt i mængden, trives ensomheden sågar også. Elvis Presley hævdede, at være ensom, med en milliard fans.
Men ville han også være populær, hvis han var en forgældet fattigrøv eller blot en gemen amerikaner ?
Grænsen flytter sig hele tiden. På en måde gør internettet det muligt at komme "vidt omkring" både hurtigt og billigt. Men samtidig bliver det måske også en sovepude. (Hvis bessemor får en hyggelig mail, bliver hun glad). Men er det ikke bedre at troppe personligt op?
Kan internettet virkelig afskaffe nærheden, eller er denne blevet digitaliseret for længst.
Spørgsmålene overdøver nok svarene - måske nogle derude har dem, lad høre!
Det er nærmest pinligt, ikke at tale i disse transportmidler. Men er dette ikke angsten for ensomhed ?
Når jeg besøger fællesgraven på kirkegården, er denne opdelt i alle ugens syv dage. Man kan se, for hver dag i ugen, hvor mange - og hvor få blomster, der bliver lagt.
Dem med mange blomster, må have haft en stor omgangskreds, og omvendt for dem med få blomster.
Tænk - et vidnesbyrd, der først er rigtigt synligt, når den ensomme er begravet - sørgeligt.
Folk kan ligge døde i månedsvis, uden at nogle savner dem.
Internettet er blevet de ensommes losseplads. Den digitale afstand, kan man vel sige?
I gamle dage, brugte man "DE" og "DU", for at skabe afstand. Idag er afstanden den anonyme digitale beskæftigelse på internettet.
Hvornår er nogle "venner", og hvornår er andre "bekendte" ?
(Man kan vel dårligt sige, at det er besøgshyppigheden, der afgør dette, da nogle venner måske bor på den anden side af jordkloden, og de bekendte måske lige om hjørnet.
Men af en eller anden grund, er det i det digitale 21. århundrede nærmest flovt at være ensom. Ældre ruller gardinerne ned og slukker for lyset juleaften, så ingen kan se, at de ikke er intiteret ud til juleaften.
Midt i mængden, trives ensomheden sågar også. Elvis Presley hævdede, at være ensom, med en milliard fans.
Men ville han også være populær, hvis han var en forgældet fattigrøv eller blot en gemen amerikaner ?
Grænsen flytter sig hele tiden. På en måde gør internettet det muligt at komme "vidt omkring" både hurtigt og billigt. Men samtidig bliver det måske også en sovepude. (Hvis bessemor får en hyggelig mail, bliver hun glad). Men er det ikke bedre at troppe personligt op?
Kan internettet virkelig afskaffe nærheden, eller er denne blevet digitaliseret for længst.
Spørgsmålene overdøver nok svarene - måske nogle derude har dem, lad høre!