Den eneste ene og fiktive personer.
Man hører altid om "den perfekte mand" - og han bliver ofte beskrevet på den samme måde gang på gang. Mange mænd brokker sig enten over kvinders smag for mænd, eller siger: "Jeg ved hvad kvinder vil have, og jeg har det!" Nu er det jo bare sådan at kvinder er forskellige!
Jeg har f.eks. "set" den mand der for mig er perfekt. "Perfekte mennesker findes ikke." Siger du måske. Og måske har du ret. For denne person er fiktiv. Og nej, jeg taler ikke om en 17-årig vampyr! For ærlig talt - ikke for at twilighte indlægget til, men hvad ser folk i Edward Cullen (eller hvad hans navn nu var). Han er da kedelig. Manges definition på det perfekte - men helt ærligt! Og hallo! Fyren er vampyr. OG hvor er personligheden og de menneskelige fejl? (Ja, ja han er vampyr.)
Den person jeg taler om vil langt fra de fleste, synes er tæt på perfekt. Navnet er Chandler Bing, og han er en af de seks hovedpersoner i serien "Friends". Problemet er så bare, at siden jeg kan lide alt ved ham, har jeg forelsket mig i ham. Og det har jeg været i over et år nu. Du vil måske kalde mig skør, at falde for en fiktiv person, men jeg er da ikke herre over mine følelser. Jeg har før prøvet på at komme over ham, men det går ikke rigtigt - jeg føler alligevel at jeg er ved at være på rette vej nu. Problemet er bare at jeg faktisk ikke har lyst til at komme over ham. Jeg kan lide at føle sådan. Også selvom det måtte være ulykkeligt. Desuden prøver jeg på at overbevise mig selv om at der måtte kunne findes én som ham. Sådan teoretisk set; Alle tænkelige personligheder må være mulige, derfor må fiktive personligheder også kunne eksistere i virkeligheden. Det kunne være at man blot har nedskrevet en allerede eksisterende person, og givet personen en anden baggrund - uden at vide det. Men denne teori er naturligvis kun en trøstende tanke. Langt fra realisme.
Alligevel virker det som om, at der er "tegn" over det hele der tyder på at han, eller andre fiktive personer kan "findes i virkeligheden". Men det er nok bare mig, der for at give mig selv håb, tolker mange ting som tegn. For tegnene er ærlig talt, ret overfladiske, tilfældige ting... Det kunne f.eks. være at vågne med en tilfældig kærlighedssang på hjernen jeg ikke har tænkt på i flere måneder, en sangs tekst der passer helt utroligt på min situation, finde en seddel på en bænk med skriften "Where is the love?", eller at jeg lige er kommet hjem og det første jeg gør, er at gå ind i stuen, rette blikket mod fjernsynet, og vups - der står Chandler og bliver gift med Monica, i samme øjeblik. Fjernsynet havde en fra min familie tændt. Alt sammen noget der er komplet tilfældigt, uden nogen særlig mening... alligevel tolker jeg det som tegn - hvilket jeg ikke burde gøre. Hvem ved? Måske er det diskrete tegn, måske slet ikke. Måske er det endda tegn på det stik modsatte. Eventyr findes ikke! Eller gør de? 😕
Jeg har f.eks. "set" den mand der for mig er perfekt. "Perfekte mennesker findes ikke." Siger du måske. Og måske har du ret. For denne person er fiktiv. Og nej, jeg taler ikke om en 17-årig vampyr! For ærlig talt - ikke for at twilighte indlægget til, men hvad ser folk i Edward Cullen (eller hvad hans navn nu var). Han er da kedelig. Manges definition på det perfekte - men helt ærligt! Og hallo! Fyren er vampyr. OG hvor er personligheden og de menneskelige fejl? (Ja, ja han er vampyr.)
Den person jeg taler om vil langt fra de fleste, synes er tæt på perfekt. Navnet er Chandler Bing, og han er en af de seks hovedpersoner i serien "Friends". Problemet er så bare, at siden jeg kan lide alt ved ham, har jeg forelsket mig i ham. Og det har jeg været i over et år nu. Du vil måske kalde mig skør, at falde for en fiktiv person, men jeg er da ikke herre over mine følelser. Jeg har før prøvet på at komme over ham, men det går ikke rigtigt - jeg føler alligevel at jeg er ved at være på rette vej nu. Problemet er bare at jeg faktisk ikke har lyst til at komme over ham. Jeg kan lide at føle sådan. Også selvom det måtte være ulykkeligt. Desuden prøver jeg på at overbevise mig selv om at der måtte kunne findes én som ham. Sådan teoretisk set; Alle tænkelige personligheder må være mulige, derfor må fiktive personligheder også kunne eksistere i virkeligheden. Det kunne være at man blot har nedskrevet en allerede eksisterende person, og givet personen en anden baggrund - uden at vide det. Men denne teori er naturligvis kun en trøstende tanke. Langt fra realisme.
Alligevel virker det som om, at der er "tegn" over det hele der tyder på at han, eller andre fiktive personer kan "findes i virkeligheden". Men det er nok bare mig, der for at give mig selv håb, tolker mange ting som tegn. For tegnene er ærlig talt, ret overfladiske, tilfældige ting... Det kunne f.eks. være at vågne med en tilfældig kærlighedssang på hjernen jeg ikke har tænkt på i flere måneder, en sangs tekst der passer helt utroligt på min situation, finde en seddel på en bænk med skriften "Where is the love?", eller at jeg lige er kommet hjem og det første jeg gør, er at gå ind i stuen, rette blikket mod fjernsynet, og vups - der står Chandler og bliver gift med Monica, i samme øjeblik. Fjernsynet havde en fra min familie tændt. Alt sammen noget der er komplet tilfældigt, uden nogen særlig mening... alligevel tolker jeg det som tegn - hvilket jeg ikke burde gøre. Hvem ved? Måske er det diskrete tegn, måske slet ikke. Måske er det endda tegn på det stik modsatte. Eventyr findes ikke! Eller gør de? 😕