mit liv er ved at falde fra hinanden

I dag, også idag, men mest idag, har jeg ikke lyst til at leve længere. Jeg føler mig så deprimeret, for der er ingenting der går godt for mig - ligemeget hvad....
Jeg prøver ihærdigt på, at ændre på tingende, men det lykkeds ikke for mig, hvorfor ikke, er jeg så dum, eller vil skæbnen mig det bare ondt hele tiden....
Jeg bor selv sammen med en teenager, som ikke gider røre en finger og et handicappet barn, som er meget utilfreds med, at han skal i børnehave og sove og spise og at der stilles krav til ham - så bliver han helt opkørt - han har blandingsdiagnoser som: damp, tourette og asperger.
Min far, som jeg har et tæt forhold til, er syg af kræft og vi ved ikke, om han overlever, så det bekymrer jeg mig også en del om..
Jeg er igang med en uddannelse-sidder på skolebænken, men kan ikke finde ufd af, at komme der hver dag pga. depressionen....
Jeg har sorteret 3 såkaldte veninder fra, for et par måneder siden, da de kun ringede, når de kedede sig eller havde problemer - jeg lyttede til dem 80 % af tiden og de lyttede til mig ca 20% af tiden, det var ikke ligeværdigt og der har i tidens løb været mange, der har sagt til mig, at de for længe siden, skulle have været ud af mit liv...
Jeg har en sød kæreste, men han kan også dræne mig for energi nogle gange, for han ringer til mig hver dag, nogle gange 2 gange om dagen og snakker 1 times tid. Han skal gerne bekræftiges meget og gerne flere gange i træk..
Jeg har en rigtig sød veninde, men lige for tiden har hun så massive problemer, som jeg ikke længere orker at tage mig af, hun smsér hver dag lige fra 1/2 time til 2 timer....
Jeg går meget rundt med mine problemer for mig selv, jeg kan godt overfladisk fortælle min omgangskreds hvordan det står til, men jeg orker ikke at koge suppe på sine problemer hele tiden, jeg ønsker også, at kunne fortælle om noget positivt...
Jeg er fuldstændigt fyldt op og har så nu fået stærk mavesyre, som jeg bliver nødt til at tage stærk medicin imod, da symptomerne er ret så irriterende..
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre længere......?
Jeg føler, at det er mine omgivelser, der påvirker mig i en dårlig retning, men jeg formår ikke, at ændre på så mange ting på en gang..Jeg er i forvejen dårlig til at lave struktur i min hverdag og det gør det ikke lettere, når folk ringer eller smsér så meget - jeg føler mig forpligtiget til at hjælpe/støtte min omgangskreds, for de har jo også hjulpet mig af og til..
Jeg håber, at der er nogen, der kan komme med hensigtsmæssige muligheder, så mit liv kan blive mere tålelig...

du lyder til at ha det rigtig skidt.
Jeg tror du har brug for en person,hvor du kan læsse af og få fornyet energien til et ordentlig liv.
Jeg synes helt bestemt at di skal gå til din læge og enten tale med ham, eller få ham til at finde en psykolog til dig.Altså en person der er der,kun for dig.
Du kunne prøve at læse lidt af den Amerikanske psykolog Dyer,han er god til at sparke en i gang.
Ha det rigtig godt og pas på dig selv.
Kh.Drude

så han får løftet en finger. Sig til din kæreste at rollerne er nødt til at skifte. Han skal støtte dig. Det samme gælder de tilbageværende veninder.
Du er nødt til at få så meget støtte i en periode, at du kan passe dit studie.
Jeg ved ikke hvad det for "stærk" medicin, man får for mavesyre, men acilog er meget effektivt og har ingen bivirkninger. Det er et skråplan at behandle symptomer og ikke årsager.
Du er ikke forpligtet til at stå på pinde for omgivelserne, med den begrundelse der også hjælper dig. Det gør de jo ikke.
God bedring med din far.

Først og fremmest ville jeg opsøge min læge og få en henvisning til en psykiater som ville kunne hjælpe dig med at definere mere præsist hvad dine nedtrykt følelser skyldes. Han vil yderligere kunne hjælpe dig med at fastholde en mere struktureret dagligdag, så den bliver mere overskuelig. Det er ihvertflad mit bud men ikke mindst synes jeg at ddu skal vide at det også er nogle svære odds du er oppe imod vedr din fars sygdom og din hjemmelig situation, så der er ikke noget at sige til at du føler dig trist og opgivende. Jeg synes det er en styrke at du stadig sidder på skolebænken og ikke opgiver på trods af de ting som er svær lige nu, for jeg tror din uddanelse vil være med til at give dig et mål med det hele.

Det må ikke være spor sjovt at ha det sådan.
Jeg kender en prof dame der sikkert ville kunne
hjælpe dig videre. Hun hedder Birgit og jeg ved hun har hjulpet
rigtig mange i hele landet.
Her er hendes hjemmeside: www.birgitdamsgaard.dk
Prøv at læs om hende og ring til hende.
Hun er bedst af træffe om aftenen omkr 21 tiden.
Håber du kan bruge det til noget.
Venlig hilsen Graf

hej det er sønd for dig at du har det dårligt,jeg her selv vadet der og det gør ondt, jeg ville give dig denne har gangti for at der er lys for ene af tundelen, en gang i mellen kan det være svært at se det ,men jeg ved at det er der , jeg synes der er ok at du hjæper dine venner men jeg synes ikke du skal hjælpe meger en at du har enegi til dig selv i overskud har man ikke det,så må man sige nej,til den person som godt kunne tinke sig noget hjælp,hvis der er nogle det kommer med negative kommentager så må du sige fra det kunne være sådan en så den har ``holdkeft du ser træt ud idag `` så skal du sige noget igen på en pæn måde ,jeg er meget ked af det med dig fare jeg tro nu at han overlever det,han her jo en dejlig datter som han ikke ville forlade det er jeg sikker på . sp du skal ikke gøre det godt for alle venner du kenner du skal gøre det godt for dig selv først det er ok at sige nej til dine venner,jeg ønsker dig held og lykke med at ænder de ting der kan hjælpe dig ps jeg er ved at uddanne som healier så hvis du har lyst til noget healing så skriv til mig på kim1968@tele2adsl.dk venlig hilsen kim

hos en terapeut, for jeg har brug for en, som vil lytte til mig og hvor jeg ikke samtidig skal give noget igen-ligesom hos veninderne...
Tak for dit indput drude.

ja, umiddelbart, var det et godt forslag, at nu er det veninderne og kæresten, som skal støtte mig, men jeg tænker, at jeg ligesågodt, kan skyde en hvid pil efter det, for jeg har før forsøgt, men de siger altid, at jeg er en stærk person og jeg klarer mig udemærket. Ja, det er sikkert rigtigt, men jeg har og vil også have lov til, at føle mig svag og blive taget alvorligt, men det formår mine omgivelser ikke, så derfor har jeg nu søgt en prof. om støtte - lidt trist, at det skal være sådan, men grunden derfor stammer nok tilbage fra alle de år, hvor jeg gav udtryk for, at jeg kunne klare det hele selv, men de sidste par år, er jeg ellers åbnet mig mere, men de tillagdte roller fra min omgivelser er svære, at lave om på..
Også tak for dit indput..

Kære dig..
Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte, på dette brev.Men jeg render selv og synes ikke,at der altid er ret meget ved tilværelsen.Men, men jeg kan ikke genkende den ting, med at du forklarer hvor anstrengende det er, at modtage de smsér, jeg kan ikke se problemet i, at du enten (som jeg selv gør) svarer temmelig kortfattet-den forstår alle, hvis man svarer med HAR TRAVLT,VI MÅ SNAKKE SENERE.KNUS!
Oveni det synes jeg, at du burde sige lidt til dig selv, at når du skriver i dit indlæg, at du gerne vil fokusere på positive ting, så burde der vel, egentlig være en stor del positiv energi i, at der rent faktisk, er nogen der tænker på dig som den første, uanset om det er problemer, eller andet... Du har jo på den front "venner" ja vel kan det hele blive lidt for meget..... men du har STADIGVÆK dine børn, din far dig selv- venner der smsér til dig... og du har været så privilligeret, at kunne "sortere" 3!!!!! veninder ud af din tilværelse... hvor mange tror du, kan sådan sidde og have håndfulde af venner????
Jeg kender ikke ret mange , der kan gøre det.
Selvfølgelig har vi alle på et eller andet tidspunkt, prøvet,at finde ud af hvad og hvor vores rigtige venner befinder sig... men prøv lige lidt,selv ikke bare sidde og ..undskyld udtrykket.. klynke.. for dybest set, er det medlidenhed, et kram.. man trænger til... og det opfordrer du/man ikke til, på denne måde... der er ikke et positivt ord/sætning... gå udenfor kig på det flotte efterårsvejr, og så opsøg din læge, hvis du mener du har en depression... har selv haft en...
På med vanten.... op med humøret

for at min hverdag kan fungere ordentligt...For bare 1 måneds tid siden, havde jeg en rimlig god og fast struktur, men det er løbet helt af banen...
Ja, min uddannelse, er med til, at give mig nogle mål med livet. Opgiver jeg først uddannelsen, så mister jeg mig selv.
Endnu engang i dette indlæg, vil jeg også sige tak for dit indput.

som jeg har kendt fra tidligere.
Ellers mange tak for tilbuddet.

er en af mine problematikker, som jeg har arbejdet med i mange år - er dog blevet noget bedre til at sige fra med årene, men jeg sidder stadig med den følelse af dårlig samvitighed, hvis jeg siger fra overfor dem, når de gerne vil have mig til at støtte dem...
Men nu bliver jeg nødt til at sige fra, hvis ikke kun for min egen skyld, så for mine børns skyld - de er altid gode at have i baghoveddet, når mine følelser vil styre for meget..
Tak for dit indput.

det at veninderne kontakter mig, føler jeg, at det er fordi jeg er ih og åh så dygtig til at støtte dem og på sin vis kan jeg også godt se det, men på den anden side, så er jeg blevet så træt af, 99 % af tiden at føle mig som den altid hjælpende hånd der giver og giver (mine veninder giver også mig noget igen nogle gange ) men det hele handler for tiden kun om sygdom og atter sygdom både fysisk og spykisk og det er jeg så træt af....
Jeg har det med altid at finde nogle veninder, hvor det meste drejer sig om problemer.
Jeg har mange gange forsøgt, at finde humoren frem og prøvet på at bringe det positive frem i lyset, som der trods alt også er, men jeg oplever desværre igen og igen, at veninderne sgu ikke hopper med på den sjove vogn og det er uanset humør.... og hvad er der så tilbage... ikke så meget andet end negativt...
Ja, det er et kram jeg trænger til og ved også godt, at det ikke er det jeg efterlyser, men jeg er nok vant til, at det ikke er noget der gives i min omgangskreds...
Jeg havde igennem en årerække haft en veninde som altid skulle fremstå som hende, der kunne klare alt, aldrig gav ikke udtryk for, hvad hun havde brug for, talte ikke om sine inderste følelser til sine omgivelser. Til sidst blev det mig for meget, at have en nærmest robot gående omkring mig, men det værste ved det hele var, at jeg faktisk var ligesom hende og den dag jeg fandt ud af det, begyndte jeg at ændre adfærd..
Men min omgangskreds har endnu ikke vænnet sig til mit nye jeg, så derfor har de fastsat mig i denne rolle og det er så svært at ændre deres syn på mig....
Også tak for dit indput, selvom jeg ikke blev stråget med hårende...smiler