Det bedste man kan blive!

Det er en tanke, der har trængt sig på i lang tid hos mig. Spørgsmålet om moral og dens rolle i ens liv.
Gennem mange år har jeg sammen med mine dengang trosfæller bestræbt mig på at være det bedste menneske jeg kunne. Dvs. jeg læste om ydmyghed, hvordan det kommer til udtryk og hvordan jeg skal indstille mig for at være et ydmygt menneske. Jeg læste også om næstekærlighed, hvordan at næstekærlighed kommer til udtryk og hvordan jeg skal indstille mig, for at være et næstekærligt menneske. Ligeledes læste jeg om retfærdighed, hvordan at retfærdighed kom til udtryk og hvordan at jeg skal indstille mig, for at være et retfærdigt menneske. Og så videre.
Arbejdet med een selv, hvor man søger at være det bedste, man kan være. Eller hvad?
Når der ses bort fra, de konkrete instruktioner og udgivernes bagvedliggende motiv, hvad ligger der så i en sådan stræben?
Jeg finder umiddelbart, at en sådan stræben bliver en modsigelse af sig selv!
Hvis man f.eks stræber efter at blive et næstekærligt menneske, er en sådan stræben ikke for næstens skyld. Det er for ens egen, da det er en selv som menneske man søger at forbedre, evt. til godkendelse. Da ens stræben altså ikke er for næstens skyld, er det heller ikke af kærlighed til næsten at man stræber. Man stræber for sig selv, hvorfor at man bliver en modsigelse af næstekærligheden!
Stræber man efter ydmyghed, for at kunne blive et mere ydmygt menneske, stræber man for at kunne forbedre sig selv. Men da ydmyghed bliver en værdi til forbedring af sig selv i forhold til andre, bliver stræben efter en ydmyg indstilling et middel til ophøjelse af sig selv i forhold til mindre ydmyge. Hermed er stræben efter ydmyghed en anledning til stolthed over egen ydmyge indstilling, hvorfor at man bliver en modsigelse af ydmyghed.
En stræben efter retfærdighed, bliver til selvretfærdighed.
osv osv.
Meningen her er ikke at være udførlig i argumentationen hos de enkelte perspektiver, men for at få en grundlæggende tanke i spil:
Ved at ->stræbe<- efter at tillægge sig dyder og moralske egenskaber, kan man så undgå at man netop bliver en modsigelse af dét, man stræber efter?
Er disse egenskaber omvendt ikke noget vi har af naturen, hvor moralen snarere optræder som BESKRIVENDE for, hvordan at vi opfatter os selv, vores livsstil og omgivelserne?

mvh
billen76

Derved gavner man ikke blot dem man gør godt imod, men man gavner også sig selv.
Med venlig hilsen, ftg.

Jeg kan godt følge dig i, hvad du mener, tror jeg. Men er det ikke at gøre det meget kunstigt for sig selv.
Jeg mener ikke du har ret i at retfærdighed bliver til selvretfærdighed. Det mener jeg er noget helt andet.
Jeg kan ikke kalde det retfærdighed.
Gør man noget godt, ja hvem gør man det for. Er det en jeg elsker vil jeg gerne gøre vedkommende glad. Så bliver jeg selv glad.
Gør man noget for en man ikke kender, for mit vedkommende er det fordi jeg gerne vil gerne vil, af et ærligt hjerte, hjælpe.
Om det er for mig selv, jae, måske, for det gør mig glad. Men er det ikke bedre end at gøre ingenting. Er der noget forkert i at være glad.
Jeg ved, jeg gør det uden bagtanker. Jeg vil ikke gøre mig så mange overvejelser, så bliver det hele kunstigt.
Du har ret i man kan stræbe efter dyder, sådan man kan blive en modsigelse af det man stræber efter.
Men hvorfor gøre alting så indviklet. Hvorfor ikke bare prøve på at være et venligt menneske. Gøre andre glade og bliv selv glad. Så godt man nu kan.
Gør man ting så indviklede bliver det et selvstudium i selvretfærdighed.
Al religion, kan sikkert godt blive et studium i selvretfærdighed, hvis ikke man passer på.

Problemet er, at hvis man ikke forstår, dvs føler, kærligheden overfor den man står overfor, ved man reelt heller ikke hvad der er godt for vedkommende. Det er jo desuden ikke nytteværdien af en konkret handling, der her tales om. Det er ens væsen.
Hvis man i sidste ende handler ud fra et egocentrisk motiv om at forbedre sig selv, vil det også kunne mærkes hos dem, man står overfor. Og handler man ud fra egocentriske motiver, vil den udviste næstekærlighed blive stærkt forvrænget, idet at den bliver prøvet.
Den, man står overfor, vil mærke, at man som stræbende i sidste ende handler ud fra, hvordan billedet af en selv tager sig ud og hvordan man opfatter sig selv.
Derfor er det ikke usædvanligt at opleve, at dem der taler meget om at man skal lære at være næstekærlig, ofte netop selv reelt mangler denne "egenskab". "De andre" skal være næstekærlige, især når det gælder deres hensyn til een selv, hvorfor at irritabilitet og fordømmelse ofte følger med den, i egne øjne, næstekærlige.
Det er denne selvmodsigelse, jeg taler om. Ikke en evt. nytteeffekt (som desuden ikke nødvendigvist nytter overfor den, den er rettet imod)

mvh
billen76

´

... så står du i et bedre lys hos dem, og de tjener en skilling mere om måneden, hvis dit forehavende lykkes. Men da det ikke muligt at ustede´100% garantier i dit forehavende, er chancen for at kun TO parter har glæde af denne påståede hjælp du yder, dig der "soler" dig i de ældstes lys, og JW/WTS - For man ved jo ikke om der dukker flere "EFTERÅR 1975" op, med folk der bringer sig selv på tiggerstaven, for at udbrede den glædelige begivenhed, der udeblev også denne gang. Hvilket var ca. 7. 100% Garanti.
Og ja jeg ved godt at Ingen kender dagen. MEN det skriftsted har stået i en af "de små bøger" siden omkring AD40 - Det samme skriftsted havde man også i 1874 - 1878 - 1914/15 o.sv.

m.v.h.
jalmar

Noget forkert i at være glad? Det kommer egentligt an på situationen. Hvis man netop har begået voldtægt mod en tilfældig pige, så er der noget forkert i at være glad bagefter. Kan man sige, at man så er et godt menneske, hvis man bagefter uden samvittighedsnag, kan være glad og tilfreds?
Det er altså ikke blot om dét, at være glad i sig selv, men om på hvilken baggrund man er det.

Hvis man i egne øjne gør godt, for at tilfredsstille et billede af sig selv som menneske, er ens næstekærlighed i virkeligheden dybt selvisk. Det VIL komme til udtryk og er i virkeligheden et hykleri overfor sig selv og andre, om man umiddelbart mærker det eller ej.
Jeg vil give dig ret i, at man ikke skal spekulere alt for meget over netop dette. Næstekærlighed handler jo netop om en følelse overfor andre mennesker, hvor man handler ud fra det forhold man har til menneskene omkring en. Dette kan man ikke filosofere eller studere sig til. Man kan heller ikke kommanderes til det. Dette skal man blot føle, når man er i selskab med andre mennesker. Det handler om fornemmelser for hinanden.
En gave, der fornemmes ikke er givet af et ærligt hjerte, værdsættes ikke på samme måde, som en gave, der er givet i oprigtighed. Der er altså en forskel, alt efter hvordan man reelt føler i forhold til, hvordan man handler.
Fornemmer man ikke næstekærligheden, men har den alene på et filosofisk basis, vil man desuden løbende gå fejl af, hvad der er "godt" overfor den man handler imod. Man vil handle ud fra nogle filosofiske idéer, hvilket sjældent passer ind i de mange konkrete mere komplicerede situationer. Man FORSTÅR ganske enkelt ikke de konkrete opståede situationer eller det menneske, man står overfor. Snarere kommer det til at ligne en form for psykopati, hvor at man har lært at forstå andre ud fra tanken, men ikke i følelserne. Man forstår måske mekanikken, men ikke "energien" bag.

Måske virker dette lidt sort, men det er egentligt ikke ment sådan. Det handler om ærlighed overfor sig selv som en nødvendighed, for at være reelt fungerende. Også når det gælder det tilstræbte principper om bla næstekærlighed.

mvh
billen76

´

... som det er billen peger på.
Du skriver selv: "Jeg ved, jeg gør det uden bagtanker" - i så fald
er det den spontane udførelse af næstekærlighed og ydmyghed over for andre.
I samme øjeblik den er spontan /uden bagtanker havner man vel heller ikke i den "forkerte grøft"!

Mange hilsner
jalmar

Man kan sige, at du så er med til at regulere de andres reaktion og at de andre er med til at regulere din reaktion.
Nu er der selvfølgeligt også en praktisk verden, hvor det ikke altid betyder noget for den samlede helhed, om motiverne er rene eller ej. Arbejdet skal blot udføres, så at sige.
Den samlede oplevelse af, hvad de er ret og rigtigt i samfundet afgøres jo også af et fælles billede. F.eks. opleves det, at en mand græder over sin hustru og børn, som er blevet dræbt i en færdselsulykke af en spritbilist. Manden ønsker naturligt nok, at spritbilisten skal straffes så hårdt som mulig, når nu at han har mistet så meget.
Alligevel skulle retten i samfundet helst ikke alene defineres ud fra mandens sorg og ønske alene. Retten skal helst bestå af en afvejning af alle de forhold der spillede ind i forbindelse med ulykken og tage et hensyn til flere parter og principper i bred forstand, når en straf skal udmåles. Det er en fælles interesse om et retfærdigt, og ikke alene hævngerrigt, system, som også skal beskytteimod "blodhævneren".
Hvad de er godt og rigtigt her, afhænger dermed af, hvilket øje der ser.
Hvis manden ikke ønskede den højeste straf mod spritbilisten i sorg over tabet af sin familie, ville jeg sige, at der var noget galt. Han skulle helst føle noget i den retning.
Omvendt, hvis det omgivende samfund ikke regulerede "hævnen" efter de fælles forståede retsprincipper og hensyn, ville der være noget galt. Systemet ville blive hensynsløst og vilkårlig.
Derfor er der også en vis relativatisme i, hvad der er den "gode" reaktion.
Hvis manden reagerede med forståelse for spritbilisten og udtrykte ønske om, at denne snarligst måtte kunne komme til at leve sit liv igen, ville det med lethed virke meget forvrænget. Var han træt af sin familie? Eller "forstår" han situationen ud fra en mere principiel vurdering af, hvad der overordnet er godt?
Det sidste ville virke meget følelseskoldt og ville sansynligvist bunde i netop en trang til at forholde sig til et BILLEDE af sig selv, som et godt og hensynsfuldt menneske.
Jeg vil dermed gå så vidt, til at kalde en sådan "næstekærlig" reaktion, selvisk!
Det er klart, at hvordan man forholder sig til billedet af sig selv, får en praktisk betydning, også i hverdagen. Derfor mener jeg heller ikke, at spørgsmålet er et ligegyldigt spørgsmål. Nu er jeg imidlertidigt heller ikke i tvivl om, at du er et reelt menneske (uanset hvad andre så gerne vil påstå). Håber, din datter har det godt.

mvh
billen76

Nej, jeg mener ikke det lyder sort.
Du har helt ret i, det kommer an på, hvorfor man er glad.
Nu er min naive tankegang ikke så indviklet, så jeg tænkte slet ikke på glæde over forbrydelser. Kun på, hvis jeg glædede andre. På den gode måde.
Jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg har gjort noget skidt.
I øjeblikket spekulerer jeg over om jeg skal sige undskyld til en, hvor jeg til en anden sagde frisuren var grim. Jeg fortrød det i samme øjeblik, jeg sagde det. Men skaden var sket.
Jeg tænker, hvis han nu får at vide jeg sagde det, så var det bedre at give undskyldningen. Hvis jeg holder mund og han ikke får det at vide, er det måske bedre. Små ting ja, men det plager mig. Nu er det en uge siden. Jeg er måske for optaget af mig selv. Men det er ham jeg tænker på. Jeg vil ikke gøre ham ked af det.

Ja, du har ret. Tak. 🙂

🙂 VAR hans frisure grim?
Man skal også passe på, at man ikke går og bliver bange for hver en lille handling og udtalelse man fremkommer med. De fleste bliver trætte af det i længden, eller udvikler et skyldkompleks, hvor de går i depression med begrundelsen, at de føler sig drænet for energi fordi at de er trætte af at "skulle" sige undskyld hele tiden.
Kærlighed handler ikke i sig selv om skyld, som det handler om at være der for hinanden. Er man det, så kommer de fleste sig over disse "små ting".
Omvendt kan man også ødelægge ens forhold til andre. Ikke fordi, at man kommer til at sige et par uheldige ting, men fordi man i frygt for netop at ødelægge forholdet ved at sige et par uheldige ting, afholder sig fra at sige noget eller at pleje forholdet.
😉 Det er ikke altid så let.
mvh
billen76

Jeg er ikke deprimeret. Jeg undskylder ikke for, at jeg er til. Jeg tænker ikke kun hvidt og sort. Der er alle de små grå nuancer. Dem må du ikke glemme.
Det var et barns frisure jeg omtalte. Til et andet barn. Jeg kunne have bidt tungen af mig selv. Det var ikke pænt gjort.

Alting bliver umiddelbart sot/hvidt, når man begynder at gå ind i at ville definere tingene. Men hver brik er en del af et samlet hele, og ikke ment som helheden i sig selv. Alting har mange facetter, og består af mange nuancer og farver.
.....nu var det bestemt ikke for at "sygeliggøre" dig. Og tro mig; det er ikke så få gange, at jeg selv får lyst til at bide tungen af mig selv.......men sådan noget sker.
Husk at Jesus' sonoffer har betalt for din synd. 😉

mvh
billen76