Det der med fædre og delebørn

Når man nu har denne her lækre unge sammen, hvad er det så der gør, at man kan lade hadet til den man fik barnet med overskygge hensynet til det enelte barn?
Jeg har fx. denne her skønne søn, som jeg elsker overalt på jorden. Jeg gør ikke alt rigtigt i min forældre-rolle, men det er det vist de færreste der gør!
Min søn har en far, som han ser hver 14. dag og de har udvidet samvær. Jeg synes som udgangspunkt at barnet har brug for begge forældre og ville gerne samarbejde med "farmand". Desværre er "Farmand" ikke af helt samme overbevisning - men baggrunden herfor er en meget lang og trist historie!
Nu er sønnike altså blevet de 10 år. Og nu har "farmand" egenhændigt taget besslutning om (uden at spørge eller iøvrigt diskutere sagen med mig) om at nu er drengen gammel nok til selv at tage bussen, istedet for at blive hentet af far (eller hans kone).
Jeg får denne besked af min søn, at han altså skal alene ud at køre i bus hele vinterferien!
Og jeg får snakket med hans far og udtrykt min bekymring, desværre kun med svaret om at det skal jeg slet ikke blande mig i - han gør hvad der passer ham, når han har vores søn. Jeg prøver at spørge ind til om han så i det mindste har taget turen med barnet i bussen, og svaret er at han har gennemgået turen med barnet ..i bil!
Nu kan jeg så sidde og være evindeligt bekymret for om barnet lander et helt forkert sted, bliver overfaldet og meget andet - og ikke gøre en snus ved det!
"Farmand" er ikke samarbejdsvillig - og jeg aner ikke min levende råd!
Er der en her der kan vejlede?

da jeg var 9 år havde jeg lært alle relevante busruter udenad og tog selv busser med skift når jeg skulle til og fra skole samt andre busser med skift når jeg skulle til og fra ridning. Slap af din søn er 10 år og ikke en baby mere.

Der er rette tid, stedog rette vejledning til alt. Min søn er bestemt ingen baby, og skal heller ikke behandles som sådan!
Dog mener jeg at tiderne ikke er til at sætte børn ud i diverse mere eller mindre tvivlsomme kvarterer på egen hånd uden vejledning...Synes du selv at det er det??

Jeg husker at min mor forklarede mig hvilke ting jeg skulle lægge mærke til når jeg skulle trykke stop og hvad der skulle stå på de forskellige busser osv. og så tog hun turen sammen med mig 2 gange. 2. gang var det mig der skulle trykke stop og selv finde vej osv. Det gik fint og jeg var endda kun 9 år. Det er dig der undervurdere din søns alder.

så forstår jeg ikke problemet. Du sætter barnet på bussen. Siger til busse manden af dit barn skal af på den og den station. Barnet kan vel også selv gå over og være sammen med sine venner. Du kunne jo tage turen med dit barn en gang og så sku den være hjemme på gården. Ingen grund til at male fanden på væggen når problemer(hvis det er det)er til for at blive løst.
Men må give dig ret i at farmand godt kunne sige til dig at han syntes at jeres trold er så stor nu så han selv kan tage bussen hjem til far. Og i disse mobil tider har din søn vel også sådan en. Hvad er problemet. Som voksen så tager du turen med drengen og den er klaret. min søn er lige blevet 11 år og klarer selv hans tur frem og tilbage til farmand. Husker at jeg selv tog toget til en stor by da jeg var 6 år. Spiste en vingummi hver gang toget holdte stille og min mor havde skrevet et stk papir med navnet, så blev hendes lille datter i tvivl så stod hun til at redde. Så hold du hovedet koldt og pas på at det ikke kun er dig der pisker en stemning op.

Problematikken består i at jeg ikke vurderer min søn som værende moden nok til at færdes på den måde på egen hånd endnu.
Og eftersom farmand pludseligt har besluttet at sønnike nu skal til at tage bussen solo, mens han er på vinterferie hos far, har jeg IKKE mulighed for at øve med sønnike - og farmand mener at han har øvet ved at gennemgå turen i bil! For du har helt ret i, at havde jeg øvet med barnet, ville det også øge min trygheds-følelse....

der er ikke meget du kan gøre for at ændre det. Du må i stedet se at komme i gang med at få lært din søn at færdes på egen hång og evt. udstyre ham emd en mobil til nødstilfælde. Jeg sendte min datter alene til Norge på fly, da hun var knap 9 og jeg kunne intet gøre for at ændre det, da der jo var arrangeret opsyn med hende undre rejsen. Jeg stortudede første gang og min datter var pavestolt og klarede det SÅ FLOT. jeg havde været bekymret for noget, som hun så som en spændende udfordring. Det er altid svært at give slip! Det er i øvrigt ikke sidste gang, du vil opleve dette.
Pøj pøj med jeres fælles udvikling.

- og halvt så meget som far tror...- var der engang en skoleinspektør, der sagde.
- Børn skal selvfølgelig ikke smides ud i noget de ikke har fået en ordentlig indstruktion og vejledning i! Farmand må lige lægge sit dovengen tilside og tage den bustur med sønnike, hvis du ikke har mulighed for at gøre det. Selvom du så havde, ville jeg nok synes, det var rimeligt at far gjorde det, når nu den "nye udfordring" er på hans foranledning.
- Hvad siger din søn selv? Mener han at kunne klare det?

Sønnike synes jo det er spændende, men er alligevel ret usikker. Han ved at der er 1 time mellem hver bus, og ved ikke præcis hvornår han skal være ved busstoppestedet.
Jeg har lige talt med en jurist ved Forvaltningen omkring sagen, og fået Forvaltningens syn på sagen.
Som forældremyndighedshaver ER det rent faktisk en af de ting jeg kan bestemme om vores fælle barn er gammel nok til! Men der er ingen restriktions-muligheder for at få far til at efterleve at jeg har sagt nej!
Mine muligheder er at lade stå til og håbe på det bedste, eller at afbryde samværet med begrundelse i at jeg er ansvarlig for at barnet ikke lider overlast!
Dermed er jeg af barnefaderen sat i en umulig situation, hvor jeg enten kan lade stå til og bare håbe at alt går godt ...eller skabe vildt drama ved at afbryde samværet!
Ingen af de scenarier er særligt appelerende!

DU kan ikke vælge at afbryde samværet, da du så ville blive frataget forældremyndigheden og denne ville tilkomme faderen i stedet. HAN kan som den eneste bestemme om samværet skal afbrydes -sådan er reglerne.
Men helt ærlig tag dog og lær dit barn den rute. Du må tage del i den meget rigtige holdning barnets far har. Barnet skal lære at klare sig selv og dette skridt videre i livet passer fint til barnets alder nu.

- så hjælp ham med at blive sikker, hvis du slet ikke kan tale dig til rette med hans far. Det er ikke at "lade stå til" at sikre sig, at drengen har fået den nødvendige vejledning.
- Jeg synes heller ikke (som du) det er noget at lave et større drama ud af. Og drengen skal jo lære det før eller siden, så hvorfor ikke nu?
- Jeg har en fornemmelse af, at du skal ud og køre i bus....o)))

Det er ikke overensstemmende med hvad juristerne i Statsforvaltningen siger! Dem har jeg naturligvis konsulteret inden :)
Dog er jeg ikke den der skaber drama i mine børns liv - istedet vælger jeg som den ansvarlige forælder at køre med barnet i bus - som Dulkis siger

Husk nu på at barnet IKKE er hos mig PT men hos sin far på samvær! Hvor nemt er det så lige at skulle lære ham den busrute, som hans far mener at han skal tage - men dog ikke ønske at lære ham ???

det er forkert at han ej giver dig ordentlig besked hvis din søn skal lære at kører i bus...men det jo hans opgave at lære ham det..og det skal de jo to gøre fælles..
min kæreste har en datter i Vordingborg hun er 9år og lærte i sommer 07 at ta tog fra vordingborg og stå a i høje tåstrup. via kontakt med mobil tlf.og kører alene med tog man morgen osse blir fuldt til station..og tar direkte i skole..og fra station med en bus til skole..hun blev vist det 3 gange--men med den rute alså i et tog..så jeg forstår dig godt det noget fis at de kører i bil..for at lære en bus rute....held og lykke til jer