Det ideelle diktatur.
Den dominerende medmenneskelige etik foreskriver hensyn og tolerance.
Ideelt forudsættes alle mennesker lige.
Andres egoistiske interesser forudsættes at have nøjagtigt samme vægt som dine egne.
Idealet forudsætter, at alle mennesker følger idealet.
Disse forudsætninger forbinder idealet med fornuften.
Da forudsætningerne ikke er opfyldt, må etikken gøres betinget ved afvigelserne fra forudsætningerne.
Den praktiske etik accepterer, at du og alle andre til en vis grad er egoister, der sætter egne interesser højest.
Men idealet bibeholdes som et mål, der bør efterstræbes.
Etikeren stræber således efter ufornuft.
Eller hun kæmper for at udrydde menneskets egoisme, så forudsætningerne er opfyldte.
Vor egoisme manifesterer sig både individuelt og som gældende for grupper af individer med fælles interesser.
Da mennesket alene er svagt, er det især gruppeegoisme, der udgør en trussel mod idealet.
Dette gælder særligt grupper, der kan øve indflydelse på, i hvilken grad idealet skal efterleves.
Herved mistænkeliggøres demokrati, som vi kender det.
Idealtilstanden må vedligeholdes af diktatoriske formyndere, der kontrollerer sig selv.
Gruppeegoisme kan bekæmpes såvel ved at svække egoismen i gruppen og ved at svække gruppen eller dens interesser.
Indlysende ville man løse problemet ved skabelsen af én stor gruppe, der omfattede alle mennesker.
Hvis alle havde fælles interesser, ville gruppeegoisme ikke ekskludere nogen.
Desværre er verdens fattige, der er uoplyste nok til at tro på en bedre tilværelse under et sådant nyt diktatur, allerede under kontrol af andre diktaturer.
I den rige verden er udsigten til at skulle dele med de fattige mindre tiltrækkende, ligesom erfaringer med diktaturer er almindeligt bekendte.
Ideelt forudsættes alle mennesker lige.
Andres egoistiske interesser forudsættes at have nøjagtigt samme vægt som dine egne.
Idealet forudsætter, at alle mennesker følger idealet.
Disse forudsætninger forbinder idealet med fornuften.
Da forudsætningerne ikke er opfyldt, må etikken gøres betinget ved afvigelserne fra forudsætningerne.
Den praktiske etik accepterer, at du og alle andre til en vis grad er egoister, der sætter egne interesser højest.
Men idealet bibeholdes som et mål, der bør efterstræbes.
Etikeren stræber således efter ufornuft.
Eller hun kæmper for at udrydde menneskets egoisme, så forudsætningerne er opfyldte.
Vor egoisme manifesterer sig både individuelt og som gældende for grupper af individer med fælles interesser.
Da mennesket alene er svagt, er det især gruppeegoisme, der udgør en trussel mod idealet.
Dette gælder særligt grupper, der kan øve indflydelse på, i hvilken grad idealet skal efterleves.
Herved mistænkeliggøres demokrati, som vi kender det.
Idealtilstanden må vedligeholdes af diktatoriske formyndere, der kontrollerer sig selv.
Gruppeegoisme kan bekæmpes såvel ved at svække egoismen i gruppen og ved at svække gruppen eller dens interesser.
Indlysende ville man løse problemet ved skabelsen af én stor gruppe, der omfattede alle mennesker.
Hvis alle havde fælles interesser, ville gruppeegoisme ikke ekskludere nogen.
Desværre er verdens fattige, der er uoplyste nok til at tro på en bedre tilværelse under et sådant nyt diktatur, allerede under kontrol af andre diktaturer.
I den rige verden er udsigten til at skulle dele med de fattige mindre tiltrækkende, ligesom erfaringer med diktaturer er almindeligt bekendte.