Det mystiske mord.
”Brian, unge mand, det er flot nok, at du kunne nå frem hurtigere end vi andre. Men nu har du forhåbentlig ikke rørt ved noget. Finder vi dit fingeraftryk blot et eneste sted, vil vi anklage dig for mordet.” Kommissær Adolf Grum forsøgte at se alvorlig ud, mens han anviste betjentene, hvor de skulle sætte minebåndene op.
”Det har jeg ikke. Men jeg spurgte den myrdede, om han havde set noget. Men han holdt sig til sin ret til ingenting at sige.” Lærlingen tog sin blok frem og viste den til sin ældre kollega.
”Der står jo ingenting på dit papir.”
”Netop. Afdøde var ikke til nogen hjælp.”
”Jeg tror desværre, at du aldrig vil bestå kommissæreksamen”. Adolf trådte ind i entreen og konstaterede, at liget lå på maven med halsen hvilende på dørtrinet ud til badeværelset. Midt på ryggen stak skæftet til en 25 cm lang dolk op: ”Hvem fandt ham liggende der?”
”Det gjorde fru Nicolajsen. Det er hende, der står og hulker ude i køkkenet.”
Adolf fortsatte længere ind i huset: ”Goddag fru Nicolajsen. Kan De sige mig, hvem den myrdede er?”
”Frøken om jeg må bede. Nej, jeg har aldrig set manden før.”
”Hvorfor er du så oprørt over det skete?”
”Fordi det er mit hus. Jeg har ikke kunnet udleje det i snart fem år. Og ham der var formentlig den jyde, der ville komme i dag for at besigtige det.”
”Aha. I havde altså en aftale om at mødes her, klokken …?” Adolf så spørgende ud.
”Klokken 14 nul dut. Det blev vi enige om over telefonen i går aftes.”
Brian blandede sig: ”Dut, det ciffer kender jeg ikke. Skal jeg tage hende med på stationen?”
”Hold kæft knægt. Skrub udenfor og se, om du kan finde mordvåbenet.”
”Det sidder formentlig endnu i ryggen på liget. Og derude fra kan jeg ikke lære af dig.”
”Øh nå. Men ti i det mindste stille mens jeg forhører frøkenen.” Adolf drejede sig atter omkring og så, at damen var i færd med at trække en pose te op og ned i en kop: ”Klokken er nu 14:36. Var det ham, der kom for tidlig eller dig, der kom for sent? … hov skal du ikke have vand i koppen?”
”Det gør jeg bagefter. Jeg har min frie ret til at gøre tingene i min ønskede rækkefølge. Øh. Jeg var så chokeret over synet, at jeg glemte at kigge på klokken. I øvrigt har jeg ikke noget ur på mig.”
”Aha. Men hvor længe havde han sådan cirka stået og ventet, da du kom frem? Og hvorfor var døren ikke låst?”
”Jeg havde fortalt ham, at nøglen befandt sig under tagskægget på bagsiden af udhuset. Så han har næppe ventet over hovedet, eftersom han er blevet myrdet akkurat efter passagen af dørtærsklen.”
”Hvorfor er der ikke noget blod på hans skjorte eller på gulvet i entreen?”
”Hold nu kæft Brian! Det vil altså sige, at morderen må have stået og luret … HVAD!” Adolf bevægede sig tilbage til entreen: ”Du har minsandten ret. Her er ingen blod. Det er sgu da umuligt.”
”Kniven må være stukket i en mand, der allerede var død.”
”De er skøre de jyder,” kommenterede frøken Nicolajsen: ”Han må have taget livet af sig lige efter jeg talte med ham i telefonen i går og så rejst herover i den tilstand.”
”Man begår ikke selvmord ved at stikke sig i ryggen.”
Pludselig rører den dræbte på sig, vender sig omkring, og de kan se, at det er politidirektør Holm.
”Her er dit eksamensbevis Brian. Og du Adolf sender vi vist snart på pension.” Liget knappede et bælte op på sin mave, så skæftet uden blad faldt til gulvet, i samme øjeblik han rejste sig.
”Det har jeg ikke. Men jeg spurgte den myrdede, om han havde set noget. Men han holdt sig til sin ret til ingenting at sige.” Lærlingen tog sin blok frem og viste den til sin ældre kollega.
”Der står jo ingenting på dit papir.”
”Netop. Afdøde var ikke til nogen hjælp.”
”Jeg tror desværre, at du aldrig vil bestå kommissæreksamen”. Adolf trådte ind i entreen og konstaterede, at liget lå på maven med halsen hvilende på dørtrinet ud til badeværelset. Midt på ryggen stak skæftet til en 25 cm lang dolk op: ”Hvem fandt ham liggende der?”
”Det gjorde fru Nicolajsen. Det er hende, der står og hulker ude i køkkenet.”
Adolf fortsatte længere ind i huset: ”Goddag fru Nicolajsen. Kan De sige mig, hvem den myrdede er?”
”Frøken om jeg må bede. Nej, jeg har aldrig set manden før.”
”Hvorfor er du så oprørt over det skete?”
”Fordi det er mit hus. Jeg har ikke kunnet udleje det i snart fem år. Og ham der var formentlig den jyde, der ville komme i dag for at besigtige det.”
”Aha. I havde altså en aftale om at mødes her, klokken …?” Adolf så spørgende ud.
”Klokken 14 nul dut. Det blev vi enige om over telefonen i går aftes.”
Brian blandede sig: ”Dut, det ciffer kender jeg ikke. Skal jeg tage hende med på stationen?”
”Hold kæft knægt. Skrub udenfor og se, om du kan finde mordvåbenet.”
”Det sidder formentlig endnu i ryggen på liget. Og derude fra kan jeg ikke lære af dig.”
”Øh nå. Men ti i det mindste stille mens jeg forhører frøkenen.” Adolf drejede sig atter omkring og så, at damen var i færd med at trække en pose te op og ned i en kop: ”Klokken er nu 14:36. Var det ham, der kom for tidlig eller dig, der kom for sent? … hov skal du ikke have vand i koppen?”
”Det gør jeg bagefter. Jeg har min frie ret til at gøre tingene i min ønskede rækkefølge. Øh. Jeg var så chokeret over synet, at jeg glemte at kigge på klokken. I øvrigt har jeg ikke noget ur på mig.”
”Aha. Men hvor længe havde han sådan cirka stået og ventet, da du kom frem? Og hvorfor var døren ikke låst?”
”Jeg havde fortalt ham, at nøglen befandt sig under tagskægget på bagsiden af udhuset. Så han har næppe ventet over hovedet, eftersom han er blevet myrdet akkurat efter passagen af dørtærsklen.”
”Hvorfor er der ikke noget blod på hans skjorte eller på gulvet i entreen?”
”Hold nu kæft Brian! Det vil altså sige, at morderen må have stået og luret … HVAD!” Adolf bevægede sig tilbage til entreen: ”Du har minsandten ret. Her er ingen blod. Det er sgu da umuligt.”
”Kniven må være stukket i en mand, der allerede var død.”
”De er skøre de jyder,” kommenterede frøken Nicolajsen: ”Han må have taget livet af sig lige efter jeg talte med ham i telefonen i går og så rejst herover i den tilstand.”
”Man begår ikke selvmord ved at stikke sig i ryggen.”
Pludselig rører den dræbte på sig, vender sig omkring, og de kan se, at det er politidirektør Holm.
”Her er dit eksamensbevis Brian. Og du Adolf sender vi vist snart på pension.” Liget knappede et bælte op på sin mave, så skæftet uden blad faldt til gulvet, i samme øjeblik han rejste sig.