det tosser ikke vil indse
Den 18. marts er det 20 år siden, at en flok bekymrede mennesker satte hinanden stævne i Virum Hallen for at diskutere, hvordan man skulle forholde sig til den fremmede kolonisering, som et folketingsflertal havde iværksat uden at have gjort hverken befolkningen eller sig selv klart, hvad de langsigtede konsekvenser ville blive.
Der var enighed om, at der burde iværksættes et udredningsarbejde, som kunne klarlægge konsekvenserne, så danskerne kunne få mulighed for at tage stilling til spørgsmålet på et kvalificeret grundlag.
Som redskab for dette oplysningsarbejde dannede forsamlingen Den Danske Forening med blandt andet det formål, ”at advare mod den opløsning af vor kulturelle og folkelige enhed, som forvoldes af overdreven tilstrømning fra overbefolkningstruede lande”.
Foreningen forsøgte i sine første år at få myndighederne til at iværksætte et udredningsarbejde. Da det ikke lykkedes, forsøgte foreningen at trække oplysninger ud af myndighederne. Det kom der ikke meget ud af.
De ledende politikere og dermed myndighederne ønskede ganske enkelt ikke at vide og bagatelliserede DDFs advarsler på dette grundlag.
Imens gik udviklingen sin skæve gang, - så skæv, at daværende undervisningsminister Bertel Haarder allerede i 1989 luftede tanken om at begrænse andelen af fremmede elever i skoleklasserne til højst 30 pct.
Den katastrofale udvikling fremgår af det faktum, at dette forslag få år senere var uigennemførligt. I dag er der hele skoler, hvor andelen af fremmede børn er 100 pct.
I stedet for at lægge fakta på bordet eftersnakkede mange politikere ansvarsløse interesseorganisationers løfter om kulturel berigelse og farverigt fællesskab.
Den Danske Forening advarede forgæves mod konsekvenserne.
I dag står vi så med det farverige fællesskab og dets mange ghettoer med til stadighed voksende skarer af mere og mere hadefulde fjender af det samfund og den tolerance, som gav de pågældende adgang til at slå sig ned i landet på den indfødte befolknings bekostning.
Det tolerante og trygge samfund, vi kendte indtil for et par årtier siden, er nu under hastig afvikling. ”En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt”, fik vi at vide. Ja, måske, - eller også er han en fjende, som kan finde på at udløse en bombe på Nørreport Station.
I dag anvendes en voksende andel af samfundets ressourcer, som kunne have været anvendt på mere livsbekræftende formål, på vagter i indkøbscentre, overvågning her, der og alle vegne og anti-terror kontrol i lufthavnene.
Lige meget hjælper det. Trygheden og friheden er under et konstant voksende pres, og nu taler politikere fra alle partier om nødvendigheden af at bevare samfundets sammenhængskraft. De har med andre ord gjort den advarsel imod ”opløsning af vor kulturelle og folkelige enhed”, som Den Danske Forening fremkom med for 20 år siden, til deres.
Vil ville ønske, at vi havde taget fejl. Vi fik desværre ret.
”Og hvad kan man så bruge den konstatering til?”, vil nogen ganske naturligt spørge.
Man kunne jo bruge den til at overveje, hvem der så må være bedst kvalificeret til at give råd angående fremtiden!
Der var enighed om, at der burde iværksættes et udredningsarbejde, som kunne klarlægge konsekvenserne, så danskerne kunne få mulighed for at tage stilling til spørgsmålet på et kvalificeret grundlag.
Som redskab for dette oplysningsarbejde dannede forsamlingen Den Danske Forening med blandt andet det formål, ”at advare mod den opløsning af vor kulturelle og folkelige enhed, som forvoldes af overdreven tilstrømning fra overbefolkningstruede lande”.
Foreningen forsøgte i sine første år at få myndighederne til at iværksætte et udredningsarbejde. Da det ikke lykkedes, forsøgte foreningen at trække oplysninger ud af myndighederne. Det kom der ikke meget ud af.
De ledende politikere og dermed myndighederne ønskede ganske enkelt ikke at vide og bagatelliserede DDFs advarsler på dette grundlag.
Imens gik udviklingen sin skæve gang, - så skæv, at daværende undervisningsminister Bertel Haarder allerede i 1989 luftede tanken om at begrænse andelen af fremmede elever i skoleklasserne til højst 30 pct.
Den katastrofale udvikling fremgår af det faktum, at dette forslag få år senere var uigennemførligt. I dag er der hele skoler, hvor andelen af fremmede børn er 100 pct.
I stedet for at lægge fakta på bordet eftersnakkede mange politikere ansvarsløse interesseorganisationers løfter om kulturel berigelse og farverigt fællesskab.
Den Danske Forening advarede forgæves mod konsekvenserne.
I dag står vi så med det farverige fællesskab og dets mange ghettoer med til stadighed voksende skarer af mere og mere hadefulde fjender af det samfund og den tolerance, som gav de pågældende adgang til at slå sig ned i landet på den indfødte befolknings bekostning.
Det tolerante og trygge samfund, vi kendte indtil for et par årtier siden, er nu under hastig afvikling. ”En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt”, fik vi at vide. Ja, måske, - eller også er han en fjende, som kan finde på at udløse en bombe på Nørreport Station.
I dag anvendes en voksende andel af samfundets ressourcer, som kunne have været anvendt på mere livsbekræftende formål, på vagter i indkøbscentre, overvågning her, der og alle vegne og anti-terror kontrol i lufthavnene.
Lige meget hjælper det. Trygheden og friheden er under et konstant voksende pres, og nu taler politikere fra alle partier om nødvendigheden af at bevare samfundets sammenhængskraft. De har med andre ord gjort den advarsel imod ”opløsning af vor kulturelle og folkelige enhed”, som Den Danske Forening fremkom med for 20 år siden, til deres.
Vil ville ønske, at vi havde taget fejl. Vi fik desværre ret.
”Og hvad kan man så bruge den konstatering til?”, vil nogen ganske naturligt spørge.
Man kunne jo bruge den til at overveje, hvem der så må være bedst kvalificeret til at give råd angående fremtiden!