Tiende del af krimi-føljetonen

- Nej, skændes kan man vel ikke kalde det, svarer Frank og overvejer seriøst, hvorvidt han nu skal betro sig til Marlene. På den ene side er der ingen grund til, at flere end højst nødvendig bliver inviet i min fortid; men på den anden side, vil hun næppe reagere på samme måde, da vi ikke har noget forhold, som kan afbrydes, og en skønne dag får hun alligevel historien at vide af Henriette, så er det bedre, at hun får min sande version, at forholde sig til, tænker Frank.
- Men et eller andet er I blevet uenige om, kan jeg fornemme?
- Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor hun reagerede sådan. Jeg fortalte hende blot, hvad jeg var blevet udsat for i mit tidligere liv, forklarer Frank og går i gang med at sætte Marlene ind i det.
Dagens ekstraordinære hold af kriminalfolk er mødt ind til morgenbriefing på Næstved politistation, hvor de lidt anstrengt sætter sig omkring det aflange bord.
Øverstkommanderende, i Henrys fravær, er Isak Bolkir. Han fornemmer den triste stemning og ser sig straks nødsaget til at vende denne: - Vi har netop fået fuld afklaring på sagen, så vi er meget kede af, at vi nåede at indkalde jer hertil.
- Bare vi hurtigt slipper herfra igen, svarer Mikkel Berthelsen forhåbningsfuld: - Så er jeg godt nok lykkelig.
- Det gør I. Men I skal lige informeres om den aktuelle situation omkring mordet på lille Tanja. Jeg skal gøre det kort, forklarer Isak og starter med den tidligere mistænktes observationer i Karise, og videre frem derfra.
- ... En af vore kollegaer i Sønderborg har rekognosceret i og omkring Hamborg hele natten. Louises oprindelige datter Cindy blev forsøgt opereret af en tysk doktor, Rüdiger Mengele, for sin hjerteoperation.
- Mengele! udbryder Niels Provst: - Han er vel ikke i familie med den Mengele?
- Måske. Det ved vi ikke endnu. Men i hvert fald var det hans reelle intension, at indgrebet skulle have endt med en lykkelig udgang. Hans udtænkte metode stod dog ikke mål med naturens gang, og derfor gik det galt.
- Aha. Men hvorledes bar han sig så ad med at kidnappe Tanja? spørger Pernille Flies spændt.
- Han havde været på sejltur rundt i Danmark kort forinden, hvor han blandt andet anduvede Næstved og Sønderborg, hvor han undrede sig over den slående lighed Tanja og Cindy imellem, som han traf henholdsvis det ene og det andet sted. Om han allerede på forhånd havde udtænkt en plan B, vides ikke. Men en hastig tur-retur Næstved, reddede ham ud af sin knibe i første omgang.
- Hvor makabert! udbryder Preben Liljehøj: - Men hvordan kunne han skjule det overfor det øvrige personale på hospitalet i Hamburg?
- Der var tale om en privatklinik. Den eneste anden tilstede var hans daværende samleverske, som var narkoselæge.
- Hvordan har vores kollega kunnet finde ud af alt dette? spørger Dan Muss.
- Han fandt frem til netop denne narkoselæge, Ingegerd Drüninger, som bor i Itzehoe i dag. Hun erkendte straks hele forløbet, da Patrick Knudsen forelagde mistanken overfor hende. Ja, og altså langt mere end vi havde ventet.
- Utroligt, erkender Anker Blues: - Men nu er han altså bag lås og slå, eller jaget.
- Muligvis det sidste. Men han erkendte allerede for flere år siden, at det en dag ville komme for en dag, og i konsekvensen heraf emigrerede han til Sydamerika. Formentlig sidder han i skjul i Paraguays jungle, hvor næppe nogen kan pågribe endsige finde ham.
- Hmm. Men dog også en form for fængsel. Men hvad så med narkoselægen? spørger Lise Tilst.
- Ja, hun slipper jo ikke for at komme gennem retssystemet nu. Formildende er muligvis, at hun igennem 3 år husene Louise og Cindy på gratis kost og logi, først i Buxtehude, og efter at doktoren var stukket af, i Itzehoe.
- Vel, vel. Det er altså hermed opklaret, erkender Niels Provst og nikker: - Og nu skal Cindy så bringes tilbage til sin oprindelige mor?
Isak rejser sig og går lidt frem og tilbage: - I dette øjeblik er det kun os her, der ved, hvorledes det hænger sammen?
- Ja, øh nåh! undres Pernille: - Da vel også vores kollegaer i Sønderborg?
- Jo, også dem. Men de skal nok holde tæt, når de får den rette sandhed at vide, som de næsten kender allerede.
- Du mener, at en 6-årig pige ikke ligefrem har brug for at få at vide, at hendes mor ikke er hendes mor, samtykker Preben.
- Netop. Og ikke nok med det. Hendes oprindelig mor har siden fået en søn. Denne søn blev i går eftermiddag indleveret her på stationen af en dame fra social- og sundhedsvæsenet. Efter en del polemik fandt vi frem, hvor han skulle afleveres. Moren var nok taknemmelig for, at vi kom med ham, men lignede ikke en, der havde savnet ham.
- Okay. Ja hende kan vi umuligt overbringe Cindy til. Men kan vi ikke blot overlade det til domstolene?
- Det burde vi. Men de tænker udelukkende i paragrafer. Og så ender Cindy utvivlsom hos Hanne.
Enstemmigt vedtager man i plenummet, at erklære sagen opklaret i lokal regi, men indgive en erklæring til rigspolitiet om, at de nye undersøgelser ikke førte til noget. Hvilket tillige fritager Ingegerd for videre tiltale.
- Men hvad med Louise? Skal hun ikke have besked? spørger Anker.
- Nej. Hun lever lykkelig uvidende om, at Cindy ikke er hendes biologiske datter. Hvorfor skulle vi tage hende ud af denne illusion? svarer Isak og tripper rundt igen.
- Hvad så med Frank Spånby? spørger Pernille.
- Det samme med ham. Han skal da have så mange tak for, at have bragt skred i sagen. Men hvis vi nu overbragte ham udfaldet deraf, så ville han utvivlsomt udbrede det vidt og bredt; til de landsdækkende dag- og ugeblade, osv., for at rense sit eget renomme. Men vi har jo allerede en gang givet ham en ny chance. Så vidt jeg er bekendt, lever han i dag et lykkeligt liv, udenfor enhver form for chikanerier. Ham vel ondt! Men skylder vi ham egentlig noget?
- Tja, det vil nu nok mene, trodser Niels: - Men som du påpeger, kan han godt leve videre i fordragelighed, uden at kende den sandhed, som nu på utrolig vis er gået op for os.
- Helt sikkert, samtykker Mikkel, rejser sig og går mod døren: - Lad os så komme hjem og holde weekend.
Fortsættelse følger.