Det var en hård beslutning...!!

Jeg har fået det gjordt nu. -Og en sten er faldt fra mit hjerte..!!
Det der tyngede mig så forbandet i mit nye liv som alenemor til en udviklingshæmmet datter, at skulle få taget hul på alle de beslutninger, som er så vigtig for hende i hendes fremtidige liv, nu når hun bliver ”voksen” om ganske snart..
Min datter fylder snart 18 år… Hun skal på førtidspension.. Et ord der bare havde så negativ en klang i mine øre, at jeg havde berøringsangst med at bare tage fat i det, at få søgt, komme i gang med hendes pensions ansøgning…
Ligeledes skulle jeg tage fat i kommunen for at få et møde sat i stand med div. Sagsbehandlere omkring min datter og den nye ”vejleder” hun nu skal knyttes til, når nu hun bliver ”voksen” og flytter fra en instans til en anden.
Her kommer så mit største og nok værste valg i livet… Jeg skal vælge hendes fremtid, men så sandelig også min egen... Vi må og skal videre nu begge to…
Med vore ”normale” børn går det hele af sig selv, den dag de føler sig klar, så folder de vingerne ud og flyver fra den rede der var rammen om en forhåbentlig god, tryg og rar barndom med de ”hurtler” der nu en gang har været undervejs..
Med et barn som min sidste i rækken , ja der må jeg give et blidt skub i ryggen og hjælpe til. Det der nok stoppede mig et stykke hen af vejen var nok et par bemærkninger der er faldt undervejs fra både venner og familie..
Jamen du kan da ikke sende hende ud og bo..?? De bemærkninger havde den effekt på mig, at jeg så ind i mig og granskede mig… Er jeg kold og kynisk.. Skubber jeg for hårdt på.. - de andre ser det jo ud fra deres kærlighed til dette gudeskønne barn der dumpede ned i mine arme for nu snart 18 år siden..
Men de ser og har ikke set det fra min side af.. Jeg har behov for et voksenliv, det presser på at også jeg vil nå at leve et liv der er en voksen vel ondt… Med det mener jeg, at jeg ikke kan blive med at skulle være mor til et lille barn på lang sigt…
Hun ville jo heller ikke være tjent med en udtjent/ udkørt mor.. Jeg er nødt til at træffe denne for nogle hårde beslutning, da det også meget handler om at hendes nye netværk skal bygges op med en mor der stadig er på toppen.. Ingen kender dagen i morgen.. skete der mig noget, ville vi jo ikke have fået det gjort i tiden, da vi har så lille familie netværk, at det ville køre af sporet for min datter hvis vi ikke fik det gjort i tide..
Der har været mange aftener med tårer i øjnene og ønske om , at kunne lade tiden stå stille for os… Men det er nu blevet til, at jeg er vågnet op og ser realiteterne i øjnene..
Noget der har hjulpet meget er at et par af hendes veninder nu er flyttet hjemmefra til beskyttede kollegier/bosteder.. En pige fra det Aktivitets Center hun går på i dag timerne har lige mistet sin mor af kræft.. Alles tanker er straks ved denne familie og vi sender dem vore inderste tanker.. Barnet til moderen er på centret igen få dage efter, glad og smilende som altid.. herregud tænker man/jeg.. Men også.. Tænk hvor befriende at de unger lever i den verden de gør.. Glade uden bekymringer om den dagligdag vi andre er så slemme til at fordømme og brokke os over…
Så nu bliver det sådan.. Jeg skal til det møde snart og fremtiden bliver lagt for min skønne datter… Jeg vil i aften gå ind og kysse hende på pande, som jeg altid gør som det sidste inde jeg selv går i seng, og det vil ikke være med dårlig samvittighed, men med glæde over at hun dumpede ned i mine arme og lærte mig så meget om livet, som hun har gjort… Jeg har den ære at have en engel inden for rækkevidde..!!
Min datter Lonnie, et barn og dog et meget stort menneske..!!
Tag ikke livet for givet..!!
/Mummi

Der gerne vil kommentarer fra andre forældre der har måtte vælge fremtiden for deres barn -eller bare været dette igennem og gerne erfaringer om hvordan det gik..?? Det er i det hele taget ikke et meget debatteret emne her på debatten om ”de anderledes” børn… Dette var dejligt at komme ud med…. Også til andre der netop har for vane, at tage livet for gode varer…

Hvad du og din datter har gået / skal gå igennem.
Allerførst vil jeg takke dig for et meget smukt lille indblik i dit og din datters liv.
Dog jeg håber du er kommet over din "Pensionsfobi", der er ikke noget at skamme sig over, jeg har været selvstændig en stor del af mit liv, men for over 15 år siden, blev jeg udskrevet "fra hospitalet med en pension i r...., og tro mig livet går umærkeligt videre, hastigere og hastigere.
Tak for dit indlæg, og held og lykke til jer begge.
Med venlig hilsen
jalmar

Din datter har været mere barn for dig end voksen. Det er derfor, det gør særligt ondt på dig, at skulle give slip på hende. For selvfølgelig kan hun ikke klare sig fuldt og helt, som en normalt udviklet ville kunne.
Men du skal tænke på, at selvom din datter måske altid for dig vil være en lille pige, så er der alligevel en del af hende, som er en stor pige på 18, som brænder efter lære voksenlivet at kende.
Så når du giver afkald på hende, er det også en frihed, du giver hende.
Hun er forhåbentlig trods alt i gode hænder.
Skal hun bo på en institution?
Så får hun nye venner dér.
Og sådan skal det være!!
Og du kan besøge hende et par gange om ugen, som en god mor jo gør.
Men du skal lade hende udvikle sig væk fra dine beskyttende arme. Sådan er naturens orden. Også for udviklingshæmmede.
Og du skal også have dig et liv, så du kan møde frisk op til samværene med din datter.
Held og lykke med det, Mummi!
Knus & kram
Gråskæg

Jeg har skrevet det før. Du er min helt.Hvor er du altså bare et godt og varmt menneske. Du gør livet dejligt. Pøj pøj med fremtiden.

Allerførst..!!
Dette har ikke på noget tidspunkt været noget jeg har skammet mig over, og med det mener jeg også, at jeg håber du har det lige så..
-det er selvfølgeligt altid anderledes hvis man pludseligt havner i det, modsat min datter der ikke har kendt til andet.
Man skal ikke skamme sig over de situationer man havner i utiltænkt her i livet.
Men mere det at det var hårdt for mig "personligt" at min datter er i den situation hun nu én gang er i.. Noget der har krævet meget indlevelse for en mor, at indse, at det slet ikke er "hårdt" -hun kender jo ikke til andet.
Det er ikke hende der har skullet lære af livet.. -men derimod jeg, og jeg er taknemlig for den lærdom jeg har fået ved at få min datter.
Så måske det bare har været egoistisk fra min side..?? Men hvilken mor vil ikke det bedste for sit barn´s ve og vel..??
Til måske evt. interesserede, så er min datter født med en kromoson fejl, som nr. 53 registret på verdensplan, og nr. 3 registret i Danmark.
Så det har livet igennem været noget med at tage "en dag" ad gangen.
Tak for din kommentar Jalmar og må du have en fortsat dejlig dag og ikke at forglemme et dejlig liv ;o)
Kærligst Mummi /Eva

Fordi du var i tvivl om det var egoistisk eller ej -
Her er udgangspunktet vigtigt, for det er her intentionen vises : Og få herinde, der har læst dine andre indlæg om dit Gudeskønne og meget kærlige barn, er i tvivl om din intention -
Nemlig at det du gør for hende, gør du FOR hende, først og fremmest -
Hvem har sagt at fordi unge mennesker medet handicap, der gør de ikke kan agerer i samfundet på og med de præmisser og handlemuligheder vi andre har, hvem siger at de så skal være tvangsindlagt til at bo hjemm det meste af livet -
Hvem siger det er særlig kærligt ?
Jeg gør ikke, tværtimod, de mennesker har lige så meget brug for at få deres eget, i den form de nu engang har det bedst med, bofællesskab o.lign.
Glæden ved deres netværk af venner og at have sit eget må vi da ikke fornægte dem, det er da ikke særlig kærligt -
Du har haft dine overvejelser i hobetal, vendt og drejet, forfra og bagfra, fordi det er elementært vigtigt for dig, at gøre det, som er bedst for din datter, og min mening er uden tvivl :
Du gør det rigtige for hende, du giver hende mulighed for at vokse i livet, giver hende mulighed for at folde sine sommerfuglevinger ud, DET er kærligt -
Balancegangen ligger i, at tage vare på og beskytte, men være opmærksom at man også kan stække i al sin omsorg -
Faktisk kan man kvæle mennesker i kærlighed, gøre den handlingssvage og tillært hjælpeløse -
Mummi en forældres vigtigste opgave, er at være der, når det er nødvendigt, men også at trække sig fysisk væk, når det er vigtigt for det unge menneske at danne sine egne ringe i vandet af venner og fællesskab uden for familien -
Du gør det smukt, vil jeg bare sige, du er kærlig og du er støttende, og det er grundpillerne i din datters liv, hun er vokset op med en kærlig familie, ved hun er elsket, det viser hendes tillid til livet -
Tag det til dig og glæd dig over det, du har bare gjort det så godt med al din kærlighed -
Masser af knuz og Tillykke med beslutningen
;D
guller

Ja, jeg mindes dig fra tidliger indlæg...

Men jeg er ingen helt tro mig. Jeg er bare en mor, en kvinde, et menneske født i kærlighed af dejlige forældre der har lært mig om livet. Og at tage vare på det.
Derfor tror jeg at de beslutninger jeg tager nu... -stadig med mine dejlige forældre på sidelinien, når nu først de er taget .. -så har jeg det godt med det.
Hvor sød en kommentar fra dig.
/Mummi

Jeg kan kun sige dig tak for din kommentar.
Igen viser du så meget indsigt/interesse i andre og deres liv.. -og igen kommenterer du, som altid som du på denne debat med stor respekt for andre.
Kærligst /Mummi

jeg får sjældent tårer i øjene, men dit indlæg og din datters (Åthuspigen) chatten til hinanden giver mig en varm klump i halsen.
Det ser ud til at du har et par store piger der bakker dig op om dine beslutninger, og som er der til at hjælpe. Det viser at du har været en god mor for dem, når de giver dig så meget kærlighed tilbage. Du kan være meget stolt!
Det viser også at du har gjort dit bedste for give din lille datter en god tilværelse og al den kærlighed og hjælp hun har haft behov for.
Jeg kan godt forestille mig, at det er en enorm svær beslutning du er ved at tage. Men som du selv skriver er det vigtigt at hun lærer at klare sig selv inden for de rammer hun vil få, så du selv kan være mere rolig på fremtiden hvis der skulle ske dig noget. Det vil også fjerne et ansvar fra dine øvrige døtre, som de ubevidst må føle de vil få hvis du ikke er mere.
Samtidig er det bedste du kan give din datter, en mor som er glad og blomstrer fordi hun også har et liv uden for hjemmets fire vægge, og ikke er så bundet som du må være i din hverdag.
Jeg har en storbror der er lettere handicappet, og kan ikke passe en almindelig arbejde.
Desværre har min mor sat sig på ham og været overbeskyttende hele sit liv. Så hun forhindrede ham i at få en beskyttet bolig et sted hvor han ville lære ligesindede at kende, lære at klare sig selv, og få en hverdag som selvstændig individ. Min mor er idag så umulig at tale med (vi har afbrudt forbindelse for et par år siden af mange forskellige årsager), at min brors eneste mulighed vil komme den dag hun dør. Jeg ved godt det er barskt at sige det, men hun har hæmmet ham, og hæmmer ham fortsat, skælder ham ud og behandler ham som et barn, selv om han snart er 50 år.
Derfor vil jeg ønske dig held og lykke med din beslutning. Det er nok en af de vigtigste beslutninger du vil træffe i dit liv, men jeg forventer at du vil se din datter blomstre op, lære at klare sig og få en "voksen" hverdag inden for de rammer hun kan overskue. Du vil blive en endnu mere stolt mor.
Giv din datter et kram fra mig.

søde mor! Din datter er en af de heldigste piger her i verden. Og hun ved det nok ikke engang selv. Hun har den dejligste mor, en pige kan tænke sig!
Jeg blev helt rørt - fik en klump i halsen osv. osv. da jeg læste dit indlæg. Sikke en omgang, at skulle sluge.
Jeg sidder her med min datter på knapt 16 mdr. og tænker på fremtiden. Ingen ved hvad den bringer af glæder og sorger. Men ét ved jeg. Når dagen kommer, og hun er klar til at prøve, om vingerne kan bære, så håber jeg, at jeg kan stå lige så klippestærk som du. Ikke bære hende, ikke skubbe hende, men være der for hende, hvis det skulle briste. Være den del af hendes verden og færden.
Sikke et mod du har. Sikke en styrke. Det må kræve så meget af dig, at give hende det puf, som hun kræver. Det puf, som kun du kender den rette styrke af. Og det er jo ikke bare gjort med det. Der kommer en hverdag, hvor hun vil vende tilbage til dig, men hvor du må puffe hende igen. Og stå ved det puf.
Du har givet hende alt hvad hun har, og lært hende alt hvad hun ved. Men nu skal hun prøve at være sig selv. Det kræver mod af hende - måske mere end det gør for dine andre børn. Men jeg er sikker på, at hun finder det mod. For med sådan en mor, kan intet gå helt galt!
Pøj-pøj, og alt lykke og held med fremtiden.
Til Lonnie: "Nu vandrer du ud på livets vej. Må lykke og held følge dig" (meget brugt i div. konfirmationssange ;o) men det bliver det ikke mindre sandt af!)
Ribe-hygge ad libitum til jer...

Hvad fejler din datter?

Kære mummi
Jeg havde den glæde at se en ung fyr på 18 udvikle sig helt vildt fra han var i familiens omsorg, til han kom i bofællesskab. Han er meget tilbagestående (legitimt udtryk?), og han havde brug for at komme hjemmefra.
Nu ved jeg at familier er så forskellige som vi alle er det. Men som sagt så skete der en rivende udvikling for denne unge fyr. Man foretog en masse med ham. Det har du sikkert også gjort for din lille pige, men måske har andre - alternative muligheder? Man stiller forventninger til ham, jeg vil ikke kalde dem krav. Men han har brug for den stimulation.
Ved ikke om dette kan bruges, jeg ønskede bare at støtte op om "Gråskægs" indlæg, forde dette indlæg fik mig til at tænke på René.
Alt alt godt for dig og dine piger, og helt specielt for fuglen som flyver fra reden. Fugle har behov for frihed kære mummi, og vi har brug for at kunne give (lidt) slip ;o)
Mvh Lagermann

Hej mummi
Jeg kunne godt tænke mig at vide hvordan Lonnie selv forholder sig til at skulle flytte? Har hun selv lyst eller har hun selv spurgt til det?

Jeg har givet min datter et kram fra dig, og ja jeg har nogle dejlig storesøstre til hende, som bakker op om det her. Jeg har været på en for mig vel ondt ”retreat” nu i 4 dage og der har de bakket op og været der for deres søster, jeg kom hjem og hun bare strålede og… Hej Mor… Søde.dig .. ;o)) Og så var hun ellers i gang med at fortælle mig om hendes dag i morgen på Aktivitetscentret, og den aflastning hun derefter skal i imorgen, som om jeg ikke havde været væk..
Igen ét der gør sikker, at det med savn af mig er mindsket, og på det niveau som en "lille" teenager der vil sine venner og de omgivelser hun er i til hverdag. Der viser hun klart, at ja…
-hun er på et plan som et lille barn, men også på et andet plan.. Som jeg betegner hende.. En lille pige der er lukket inde i en kvindkrop. For der begynder også at komme teenage kuller i hende kan jeg fornemme ;o) Der bliver talt en del om en Michael der er sød og vil kysse hende på hånden.. ;o))
Aflastning er noget jeg via kommunen har fået til min datter og det har klart vist sig være en kanon stor hjælp i den proces at skulle hjemmefra.
At have en bror som din må også være svært på den måde, at du ser din mor ”hæmme” ham. Netop noget jeg så hos nogle venner, der har en bror der er mongol. 26 år og bliver holdt hjemme af sin mor. Kommer ikke ud til fester og socialiserer sig med dem på hans plan. Og netop behandler ham som et lille barn Det vil jeg ikke skal ske min datter, så tilfælde som disse har også gjort sit til min beslutningen.
Jeg er selv kommet dertil at jeg nu evner, at se det ikke ville hensigtsmæssigt at "låse" hende fast.
Tak for din varme kommentar
/Mummi

Den var sød..!!

Og her får du ad libitum retur fra Århus, i form af varme tanker til dig og den tid du selv går i møde med at skulle opfostre et barn.. Det er trods alt en af livets store udfordringer. Jeg har her undervejs fundet ud af, at man som en god forældre kan finde uanede kræfter frem, når det gælder vores børn.
At min skilsmisse er kommet på afstand, og vi er flyttet til nye omgivelser , der er kommet ro på nu. Det har været nogle af de faktorer der også har gjort det at jeg har kunnet tage springet til at se i øjnene, at vi nu skal hver sin vej på den måde, at vi nu skal udvikle os begge på det plan vi nu er på. Og jeg vil ikke på noget tidspunkt lyve eller fornægte over for mig selv, at jeg også har ”ret” til at komme videre nu. Nu hvor jeg netop føler det er tid til det.
Ripenseren..!!! Tak for din meget søde kommentar.
Mummi /Eva

Ja som en forvandling ;o)
-det er også lidt det jeg har fornemmet med min datter, efter jeg fik en aflastning til hende hvor jeg har set hende udvikle sig, hvordan hun er med vennerne der, og igennem en ”senior” klub hun nu er i 2 gange om ugen. Netop en af de årsager der har lagt til grunde for, at jeg kan se tiden er inde og det er okay, at jeg nu tager skridtet.
Tak for din kommentar, der ligesom Gråskægs varmer meget i en kvindes/mors hjerte, at der er mænd af den kaliber som i har udvist her..
/Mummi

Ikke mange evner at se denne beslutning, som én udefra kan man vel nok kalde det, så stort og flot som du evner her.
Du får netop mange af de tanker frem som rør sig som forældre til et udviklingshæmmet barn, det at kunne bevæge sig væk fra sin egen egoisme i det her er et meget stort skridt, da det netop er et af nøgleordene i det, som jeg ser det og jeg er på sin vis noget forundret over, at det i bund og grund er forældre til "normalt" fungerende børn der har kommenteret denne her tråd.
Jeg havde måske ønsket lidt mere respons og meget gerne erfaringer fra andre der var kommet igennem dette med deres barn.
Men den respons der har været, den har været kanon, så skønt at komme hjem og logge sig på og se andre med-debattører tage sådan del.

Snarlig forårs smil til dig ;o)
/Mummi