Din far, din far?

Det lyder voldsomt, at 20% af den danske befolkning ikke har den far, de tror de har. Måske derfor en artikel i en større dansk avis, der skrev, at mormødre og -fædre var mere arrangeret i deres barnebarn, end farmødre og -fædre, da morforældrene kunne vide sig 100% sikker på at være i familie med afkommet.
Jeg ved, at min far er min far, for jeg er som snydt ud af næsen på ham. Men hvad nu hvis der ingen ligheder er overhovedet?
Er DU i tvivl?

På den måde nåede vi igen tilbage til det interessante spørgsmål. Hvem er mest utro, kvinden eller manden.
Dit indlæg giver et virkeligt godt fingerpeg.
Fandango

utro, men min to børn har to forskellige fædre.. Min den ældste, en pige på 4 aner ikke at ham som er far til lillebror ikk er hendes far.. Da han kom meget tidlig ind i hendes liv, fordi jeg smed den anden ud.. lang historie, lad også bare sige at han var F...... langt ude.. Så ja du har nok ret at mange børn har det sådan.. Men hun skal jo vide det en dag...Når hun er stor nok

Jeg har efterhånden læst rigtig mange udtalelser fra mennesker, der enten er adoptereret, donorbørn eller er vokset op med en far, der ikke var biologisk far -
Dem det har været svært for at accepterer dette, er dem som har fået det af vide senere end 4-5 års alderen, enten ved at få det fortalt af forældrene, eller selv tilfældigt fundet ud af det -
For de føler sig snydt, løjet for, og på en eller anden måde, har de følt sig svigtet i deres tillid til dem, som de burde kunne stole mest på her i livet -
Jeg har 2 veninder, der er adopteret, de fik det af vide, da de var netop mellem 4-5 år og de acceptererede det, som en naturlig ting og de følte sig "valgt" i kærlighed -
Jo yngre barnet er, jo lettere er det for dem, at finde det naturligt, uden at føle "svigt"
Hvad vil du evt. gøre, hvis din datters biologiske far kræver i statsamtet, at have samkvem med hende ?
Det er ikke ualmindeligt at det kunne ske, så står du pludselig i, at skulle forklarer barnet det alligevel, men måske ikke under de bedste forudsætninger -
Hvordan du vælger at tackle jeres, er selvfølgelig dit valg, jeg har bare hørt det så mange gange fra netop de børn at jeg ikke kunne lade være med at "blande" mig og skrive dette -
Håber ikke du føler jeg kommer med løftede pegefinger eller trænger mig på -
Solskin til dig
guller

Da jeg var 7 år,fik jeg at vide jeg var adopteret.
Det har jeg da ikke taget skade af.Jeg husker bare jeg sagde.Nå,så er du min Mor.Senere fik jeg opsøgt min biologiske Mor,og fik samme forklaring om grunden til at give mig bort.Jeg har aldrig hadet min biomor for det,for der var ikke andre muligheder for hende.Jeg ved ikke hvor meget et barn på 4-5 års alderen forstår om sådan noget.Et barn har krav på at vide sine rødder.
Hvad jeg har arvet af sydomme fra min bio familie,ved jeg ikke helt,men har mine fornemmelser.Jeg mener helt klart at der skal følge en journal med barnet,ang arvelige sydomme,men det er bare en mangelvare.så der burde helt strammes op ang dette.
De gange jeg har været indlagt,og er blevet spurgt om forskellige arvelige sygdomme,har jeg kun kunne svare:Det ved jeg ikke,for jeg er adoptivbarn:Måske er der strammet på om dette siden,ved det ikke.

Nogle væsentlige ting at få med, en genetisk journal, det har jeg ikke tænkt på før -
God ide -
Smiler
guller