Du kan leve evigt
STØRSTEDELEN af alle religiøse mennesker i verden tror på at de kommer til at leve evigt i en eller anden forstand. Detaljerne kan variere fra religion til religion, men det de håber på, er basalt set det samme — at komme til at leve i lykke under ideelle forhold uden truslen om døden. Måske er det også det du ønsker? Hvordan kan det være at troen på et evigt liv er så udbredt? Og vil det nogen sinde blive muligt at leve evigt?
Bibelen viser at Skaberen nedlagde et stærkt ønske om evigt liv i menneskets bevidsthed lige fra begyndelsen, fra han skabte de første to mennesker. „Tidens uendelighed har [Gud] givet en plads i deres hjerte,“ siger Bibelen. — Prædikeren 3:11.
Hvis de to første menneskers ønske om at leve evigt skulle opfyldes, måtte de imidlertid acceptere Guds myndighed og hans ret til at bestemme hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Hvis de havde gjort det, ville Jehova have erklæret dem værdige til at „leve uendeligt“ i Edens Have, det hjem han havde gjort rede til dem. — 1 Mosebog 2:8; 3:22.
Ifølge den bibelske beretning plantede Gud „træet til kundskab om godt og ondt“ i Edens Have og forbød Adam og Eva at spise frugten på det. Hvis de gjorde det, ville de dø. (1 Mosebog 2:9, 17) Hvis Adam og Eva afholdt sig fra at spise dets frugt, ville det være et udtryk for at de anerkendte Guds myndighed. Spiste de derimod af træet, viste de at de forkastede hans myndighed. Adam og Eva fulgte ikke Guds anvisning, men stillede sig på samme side som Satan, en åndeskabning som havde gjort oprør mod Gud. Som følge heraf afgjorde Gud at Adam og Eva ikke var værdige til at leve evigt. — 1 Mosebog 3:1-6.
Den valgmulighed Gud havde givet dem, var livet eller døden, at blive ved med at eksistere eller ophøre med at eksistere. Følgen af ulydighed var døden, ikkeeksistens. Adam og Eva og deres efterkommere havde ingen magisk trylledrik eller udødelig sjæl der gjorde det muligt for dem at blive ved med at leve.
Alle Adams efterkommere kom til at lide under hans oprør. Konsekvenserne fremgår af apostelen Paulus’ ord: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden [trængte således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ — Romerne 5:12.
Apostelen Paulus illustrerede den tilstand Adams efterkommere befinder sig i, ved at sammenligne deres situation med en træls i det første århundrede. På grund af den nedarvede synd er Adam og Evas børn født som „syndens trælle“, bestemt til at dø. (Romerne 5:12; 6:16, 17) Eller rettere, det ville de være hvis ikke Jehova havde sørget for et juridisk gyldigt middel der kunne købe disse trælle fri. Paulus forklarede: „Ligesom følgen for mennesker af alle slags, ved én overtrædelse [Adams], blev at de fordømtes, således er også følgen for mennesker af alle slags, ved én retfærdiggørelseshandling, blevet at de erklæres retfærdige til liv.“ Denne „retfærdiggørelseshandling“ indebar at Jesus ofrede sit eget fuldkomne menneskeliv som „en tilsvarende løsesum for alle“. Jehova anerkendte at løsesummen i juridisk forstand kunne genløse menneskeheden fra ’dommen der var blevet en fordømmelse’. — Romerne 5:16, 18, 19; 1 Timoteus 2:5, 6.
Det er grunden til at videnskaben aldrig vil finde nøglen til evigt liv i menneskets genetiske kode; den skal findes et andet sted. Ifølge Bibelen er det ikke af biologiske årsager, men af moralske og juridiske årsager at menneskene dør. Med hensyn til at tilbagekøbe evigt liv er Jesu genløsningsoffer ligeledes juridisk gyldigt. Genløsningen er også et udtryk for Guds retfærdighed og loyale hengivenhed. Hvem vil få gavn af genløsningen og få evigt liv? Det vil jeg komme ind på i morgen.
Bibelen viser at Skaberen nedlagde et stærkt ønske om evigt liv i menneskets bevidsthed lige fra begyndelsen, fra han skabte de første to mennesker. „Tidens uendelighed har [Gud] givet en plads i deres hjerte,“ siger Bibelen. — Prædikeren 3:11.
Hvis de to første menneskers ønske om at leve evigt skulle opfyldes, måtte de imidlertid acceptere Guds myndighed og hans ret til at bestemme hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Hvis de havde gjort det, ville Jehova have erklæret dem værdige til at „leve uendeligt“ i Edens Have, det hjem han havde gjort rede til dem. — 1 Mosebog 2:8; 3:22.
Ifølge den bibelske beretning plantede Gud „træet til kundskab om godt og ondt“ i Edens Have og forbød Adam og Eva at spise frugten på det. Hvis de gjorde det, ville de dø. (1 Mosebog 2:9, 17) Hvis Adam og Eva afholdt sig fra at spise dets frugt, ville det være et udtryk for at de anerkendte Guds myndighed. Spiste de derimod af træet, viste de at de forkastede hans myndighed. Adam og Eva fulgte ikke Guds anvisning, men stillede sig på samme side som Satan, en åndeskabning som havde gjort oprør mod Gud. Som følge heraf afgjorde Gud at Adam og Eva ikke var værdige til at leve evigt. — 1 Mosebog 3:1-6.
Den valgmulighed Gud havde givet dem, var livet eller døden, at blive ved med at eksistere eller ophøre med at eksistere. Følgen af ulydighed var døden, ikkeeksistens. Adam og Eva og deres efterkommere havde ingen magisk trylledrik eller udødelig sjæl der gjorde det muligt for dem at blive ved med at leve.
Alle Adams efterkommere kom til at lide under hans oprør. Konsekvenserne fremgår af apostelen Paulus’ ord: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden [trængte således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ — Romerne 5:12.
Apostelen Paulus illustrerede den tilstand Adams efterkommere befinder sig i, ved at sammenligne deres situation med en træls i det første århundrede. På grund af den nedarvede synd er Adam og Evas børn født som „syndens trælle“, bestemt til at dø. (Romerne 5:12; 6:16, 17) Eller rettere, det ville de være hvis ikke Jehova havde sørget for et juridisk gyldigt middel der kunne købe disse trælle fri. Paulus forklarede: „Ligesom følgen for mennesker af alle slags, ved én overtrædelse [Adams], blev at de fordømtes, således er også følgen for mennesker af alle slags, ved én retfærdiggørelseshandling, blevet at de erklæres retfærdige til liv.“ Denne „retfærdiggørelseshandling“ indebar at Jesus ofrede sit eget fuldkomne menneskeliv som „en tilsvarende løsesum for alle“. Jehova anerkendte at løsesummen i juridisk forstand kunne genløse menneskeheden fra ’dommen der var blevet en fordømmelse’. — Romerne 5:16, 18, 19; 1 Timoteus 2:5, 6.
Det er grunden til at videnskaben aldrig vil finde nøglen til evigt liv i menneskets genetiske kode; den skal findes et andet sted. Ifølge Bibelen er det ikke af biologiske årsager, men af moralske og juridiske årsager at menneskene dør. Med hensyn til at tilbagekøbe evigt liv er Jesu genløsningsoffer ligeledes juridisk gyldigt. Genløsningen er også et udtryk for Guds retfærdighed og loyale hengivenhed. Hvem vil få gavn af genløsningen og få evigt liv? Det vil jeg komme ind på i morgen.