Du kan ændre SÅ MEGET for et andet menneske..

.. blot ved dit nærvær!!
Inden jeg går i seng i aften, er der noget, jeg ER NØDT TIL at dele med jer alle..
I dag på min vej hjem til Kbh. NV, oplevede jeg noget vildt... Først ubehageligt, men derefter så utroligt smukt!! Jeg oplevede, hvordan kærlighed kan vække et menneske til live. Et menneske, som ellers var stort set død.. i hvert fald psykologisk set. Der skete det, at jeg på min vej hjem pludselig ser en mand, som ligger krøllet sammen i et hjørne af fortovet. Der midt på det kolde flisegulv og med bilerne susende forbi, ligger han. Helt livløs. Jeg bliver bange og min første indskydelse er, om han mon er død? Om jeg så skal ringe til politiet? Eller til en ambulance? Hvad gør man lige? Men til sidst beslutter jeg mig for først at gå hen til ham og undersøge, om han stadig trækker vejret..
Da jeg kommer derhen kan jeg se, at det gør han. Han er i live. Jeg siger "hej" til ham. Ingen respons.. Jeg prøver at spørge ham, hvad han hedder og hvor han bor, hvorefter der kommer nogle uforståelige lyde ud af hans mund. Til sidst drejer han hovedet og kigger på mig med de mest uhyggelige øjne, jeg nogensinde har set! Ikke uhyggelige af ondskab, men uhyggelige af tomhed.. Intet liv. Øjne, som jeg kun mindes at have set hos en døende person, som engang chokerede mig på samme vis, Alt liv er væk. De er helt lyseblå, fordi pupillerne har lukket sig sammen.. Men ikke klare lyseblå øjne. Matte..
Jeg sætter mig ned ved siden af ham og prøver at tale til ham. Pludselig griber han min hånd, klemmer den hårdt og begynder at græde stort. Han hulker højt og kan slet ikke stoppe. Pludselig siger han dog en sammenhængende sætning, som han gentager igen og igen: "Jeg kan ikke mere, jeg kan ikke leve mere".
Sjældent har jeg oplevet så ulykkelig en mand. Nå, men for at gøre en allerede lang historie kort, vil jeg hurtigt komme til slutningen og min pointe: Jeg ender med at blive hos Steen (som han hedder) hele 3 timer!! Hvor jeg bare sidder der på fortovet og taler med ham.

I løbet af disse 3 timer oplever jeg et kæmpe skift i hans humør og hans øjne. Fra at have grædt og hulket og fortalt mig, at hans storebror er død, at han er blevet fyret fra sit job og været arbejdsløs i to år, at hans mor er rejst ud af landet og hans elskede kæreste gennem 3 år, har forladt ham, ender han sørme med at sidde og storgrine over mine dårlige vittigheder og spørgsmål, såsom "Steen, hvorfor tage livet så alvorligt, vi slipper jo alligevel ikke levende herfra". Han griner så meget, at han lægger sig på ryggen og slår sig på lårene.. Til sidst takker han mig 100 gange for at være kommet forbi, og for at være stoppet op og for at have gidet høre på ham og være så sød mod ham. Og jeg takker ham for at have givet mig muligheden for at møde så mærkelig en mand og stå i så mærkelig en situation :-) Så mit budskab til jer alle er: HUSK, hvis I engang kommer ud for noget lignende, en person, som tilsyneladende er langt ude at skide, at I kan bidrage stort til deres liv med noget så simpelt som kærlighed og opmærksomhed!! Steen er alkoholiker, vil jeg tro, min mission var ikke at "redde ham", men derimod bare at se ham som det menneske, som han også er. Det er alt, hvad der nogle gange skal til... I løbet af de kun tre timer oplevede jeg en mand få livet tilbage i sine øjne og gå fra ikke at kunne få ord ud af sin mund til at fortælle stort og bredt. Tak fordi du gad at læse med så langt :-) Godnat..

det vigtigste du kan gøre er at stemme rigtigt ved næste valg så vi slipper for et samfund der ikke tager sig af de svage. Men godt gået, hvor er det dog sørgeligt at danmark er blevet sådan[:*(]

Men er det samfundets opgave? Er det ikke i virkeligheden vores alles opgave, at vise hinanden lidt mere nærvær og kærlighed?
Og findes der virkelig "svage" i samfundet, eller lærer de blot at opfatte sig selv som svage, fordi ringen aldrig bliver sluttet?
Jeg mener ikke, at vi skal væk fra at tage ansvar for eget liv, men hvordan vi vælger at se på hinanden og deraf opføre os overfor hinanden, kan rykke meget. Fik jeg lige endnu engang bevist i aften..

Meget trist og dog så livsbekræftende historie.
Jeg er træt af dem der hele tiden siger "det samfundets skyld" den plade er godt nok gået i hak for længst.
Ved folk overhovedet hvem samfundet er?? Det er dig og mig og ikke kun politikerne, som så mange mener når de siger samfundet.
Triste skæbner har der altid været, det er ikke noget der lige er opfundet, det er bare blevet mere synligt.
Men tilbage til din historie om at kunne glæde andre, uden at skulle anstrenge sig mere, end at anerkende det andet menneske, på lige fod med alle andre.
Når jeg ser en hjemløs stå og sælge "hus forbi" foran en forretning, køber jeg tit lidt med til den hjemløse.
En cola, noget fra bageren f.eks...Det er lige overraskende hver gang, hvor forbløffede og taknemmelige de bliver.
Det er tydeligt, at de ikke er vant til folks venlighed, som hjemløse.
Og så synes jeg det er interessant, lige at få en sludder og høre hvad de kan fortælle fra den "verden" de kommer fra, som er så fjern fra mig, og så alligevel ikke.

Hej Lene,
Jeg blev meget glad da jeg læste dit indlæg, og fik faktisk tåre i mine øjne, det er som du selv siger der skal ikke mere til end at lytte og høre deres historier.
Jeg har selv været meget langt nede - dog ikke så langt nede - men jeg har haft mennesker inde på livet som du beskriver. jeg kan fortælle en lille historie om hvor jeg boede før jeg fik den lejlighed jeg bor i nu.
Jeg boede før over på sundholm i det der hedder Københavns nødboliger, da jeg fik af vide de havde en fam. lejlighed der over til mig og mine børn - var jeg meget skeptisk. men jeg tog den alligevel.
Der er jo mange fordomme omkring Sundholm - det er da ikke det bedste sted i Kbh at bo sammen med 2 børn - da man bor op ad alkoholiker og det der er værre.
Mange af dem vi mødte hilste altid pænt på os - og de vidste hvor vi hørte til - så de holdte også øje med os på den gode måde.
Men min datter var ikke så tryg ved dem og kunne ikke lide at der var 2 alkoholiker der sad på vores tappesten uden foran hoveddøren, jeg sagde hun bare kunne sige på en venlig måde om de ikke ville flytte sig - men det havde hun slet ikke lyst til - så jeg gjorde det - jeg spurgte om de havde noget i mod st flytte sig for der var nogen der ikke var så trygge ved at de sad der hvor de sad. Deres svar var at de havde de ikke noget i mod - også fik jeg en lille snak med dem og de fortalte at de var glade for at jeg var et venligt menneske og det ikke var alle der var sådan over for dem- og det er som du selv sigher et spørgsmål om at møde mennesker hvor de er og ikke for hvem de er. Det kunne jo være du, jeg og andre kunne lære noget af dem også
Så mange tak for dit oplevelse 🙂
Vh Dutti

Tak for din historie. Det er sjældent at vi har tid til hinanden og endnu mere sjældent vi har tid til en fremmed.
Et af mine bedste minder, gælder også en fremmed der engang viste mig omsorg, helt uventet. Som 18 årig var jeg i en periode aupair hos noget familie i England og for at opleve lidt af landet tomlede jeg rundt, for penge havde jeg ikke meget af. På en af disse udflugter blev jeg samlet op af en lastbil chauffør. Der startede med at give mig en kæmpe belæring om, hvor farligt det var at tomle, om mine forældre var klar over hvad jeg lavede og hans datter under ingen omstændigheder ville få lov til den slags. Derefter holdte vi ind ved et truck stop hvor han gav mig morgenmad, fordi jeg jo lignede et fugleskræmsel. Spurgte hvor jeg skulle hen, hvorefter han arrangerede hele min videre tur over radioen. Han satte mig af med besked om at jeg ville blive samlet op i løbet af 10 minutter, hvilket jeg blev. Gav mig 10 pund til frokost og fortalt at han ville checke op på mig over radioen så han vidste at jeg var kommet sikkert frem. Da han kørte stod jeg fuldkommen paf i vejkanten og var lige ved at græde. Jeg havde aldrig oplevet nogen egentlige bekymre sig om mig på den måde, selv nu når jeg skriver om det kan jeg få tåre i øjenene. Et eller andet sted har den oplevelse haft stor betydning for mig, men nok ikke for lastbil chaufføren...
Venligst
Helene

Tror du har misforstået trådstarter, der netop ikke satte sig udenfor situationen, men var interesseret i denne mand, som et menneske i en situation uden håb. Hun henvendte sig til ham som MENNESKE.
Du er måske selv en trist skæbne, siden du har brug for at få "deres" taknemmelighed. At skille folk i dem og os og tale om triste skæbner modsat ens egen, er tegn på man har brug for at puste sig selv op på andres bekostning.

....Det allerbedste indlæg jeg nogensinde har læst på Sol🙂
Jeg er selv meget opmærksom på, hvilke skæbner jeg møder på min vej, og alle får den jeg hjælp som jeg formår at yde ud fra min økonomi eller mulighed for omsorg.
For mange år siden var jeg om sommeren fastligger på en campingplads, hvor vi en aften så 2 forhutlede mænd komme ind på pladsen. De slog sig ned blandt os, og inden længe vidste jeg, at de ejede ikke kongens mønt. De lånte de 150 kr. jeg kontant havde på mig.
Jeg fik dem tilbage med ordene om, at de aldrig ville glemme mig, fordi jeg turde stole på dem.
Det viste sig at være far og søn. Far havde været model og havde boet på et landsted med heste. Da hans kone var utro med nabomanden og de blev skilt, opgav han alt, og gik på landevejen med sin søn, som på daværende tidspunkt var i midten af tyverne.
Jeg glemmer aldrig de to mænd, som var så venlige, imødekommende og ÆRLIGE.
Jo, vi kan sagtens gøre en lille forskel. FADBAMSEN gider ikke at drage omsorg for de svageste i samfundet.
Tak for dit indlæg og tak fordi du har [l] på rette sted.
MKH
Lilje

Hvor var det bare dejligt at læse dit indslag. Jeg blev helt varm indeni, og er rigtig glad for at høre at der stadig findes den slags mennesker som dig, som har så meget overskud til at hører på dem, hvor livet ikke lige er så skønt. Jeg er selv blandt de mennesker som gerne stiller op og lytter til andres problemer. Ikke for at redde verden men bare fordi vi som mennesker har brug for der er nogen der lytter til os ind imellem.Det har man også selv nogle gange her i livet. Bliv ved med at være dig. Stort Knu herfra. :-)🙂

Du fatter vist ikke så meget af hvad jeg skriver.
Mit svar med hensyn til samfundet, var møntet på det svar hun gav tilbage til en anden debattør, der omtalte det som samfundets skyld.
At jeg skriver at jeg bliver forbløffet over deres taknemlighed, er jo netop fordi jeg ikke forventer den.
Og hvis du gad at tage dig tid til at tale med en hjemløs, vil du vide at de selv fortæller deres historie som en trist skæbne, da mange ofte har haft hjem og familie før.
Hvis du så lægger mærke til at jeg i slutningen skriver, at det er en verden der er fjern fra min og så ALLIGEVEL IKKE...burde du kunne se at jeg ikke skiller folk.
Mon ikke dit svar er et udtryk for din egen dårlige samvittighed over, at du ikke selv prøver at gøre en medmenneskelig indsats over for et andet menneske.

Sikke en led Q du er. Der lurer under din glatte menneskekærlighed en klam selvretfærdighed. Og hvorfor de beskyldninger mod en anden debattør for at have dårlig samvittighed. Det er måske aflad for din egen dårlige samvittighed du er så "god".Jeg har selv prøvet at være i stor nød, så jeg kender også til din type, som nyder at have ondt af "de svage", der så skal stille op til beskuelse og helst underholde giveren med deres triste skæbne. Men da sødt af dig, du går hen og giver den stakkkels hjemløse en coca cola.
Hvad nu hvis han hellere ville have en flaske vin? 😉

Hvad fanden er der galt med folk ??
Glatte menneskekærlighed...klam selvretfærdighed.❓Aldrig har jeg hørt noget så latterligt.
Jeg stiller overhovedet ikke nogen til beskuelse, eller forventer underholdning.
Dem jeg har talt med har selv startet en samtale, og jeg er så ikke typen der bare vender om.
Dem jeg ofte ser, går mig selv i møde når de ser mig.
De kender mit navn og vil gerne tale, det vil de nok ikke gøre, hvis de ikke brød sig om mig.
Men nu er jeg også et åbent menneske, der ikke kigger den anden vej, hvis folk henvender sig til mig, og er ikke særlig selvhøjtidelig.
Det er måske forskellen på dig og mig.
Sgu da ikke noget at sige til, at verden er blever så egoistisk, med holdninger som dine.
Tal kun med dem du kender i forvejen og gør kun noget godt for dig selv, du skal ihvertfald ikke tro du er noget.
Det fandme flot.

Gid der var mange mange flere mennesker som dig.

Din oplevelse fik mig til at tænke på en, jeg selv har haft for et par år siden. Den gjorde et så stort indtryk på mig, at jeg var nødt til at skrive det hele ned, da jeg kom hjem. Så her er, hvad jeg oplevede:
Lørdag nat 10/11 2007. Jeg har lige været ude for noget mærkeligt efter en koncert i København. På vej fra spillestedet til Hovedbanegården mødte jeg en mand. Han hed Flemming. Han spurgte ligeud: 'Har du ikke en tyver, så jeg kan købe 3 bajere fra seven-eleven?' Har var åben og oprigtig, skjulte intet og hans tonefald var ikke et ’Hvis du ikke aflever den tyver nu, så...!’, men mere et ’Undskyld, ved du hvad klokken er?’-agtigt.
Han havde de træk, man normalt ville forbinde med en alkoholiker/hjemløs: Uvasket, beskidt og lettere laset tøj, ødelagte tænder og den slags.
Han var meget høflig, nærmest på grænsen til det selvudslettende, da jeg udover de 3 øl også købte et par pølsehorn til ham. "Nej det kan jeg altså ikke tage imod. Du havde virkelig ikke behøvet det, jeg er jo bare en bums på gaden." Jeg vidste ikke om jeg skulle give ham ret eller ej.
Men vi stod og snakkede sammen, mest om hans baggrund, for som han direkte sagde til mig: "Jeg har intet imod at fortælle, hvordan jeg er blevet, som jeg er. Men der er bare aldrig nogen, der gider lytte." "Jo, jeg gør," svarede jeg.
Jeg fik hans livshistorie, som var ganske tragisk. Han var enebarn med en alkoholiseret mor, der bankede ham nærmest konstant. Jeg lagde mærke til, at han slet ikke bevægede venstre arm, den hang bare slapt ned langs kroppen. "Det er også mors skyld," mumlede han. "Vil du se?"
Derefter brugte han en del tid på at smøge jakkeærmet op, mens han flere gange sagde, at han intet kunne mærke i armen.
Jeg troede ikke mine egne øjne. Hvor albuen normalt skal sidde, var der blot en stor fordybning, og selve armen lignede nærmest to knogler med hud trukket hen over. Yderligere bøjede armen den modsatte vej.
"Jeg var 11 på det tidspunkt og stod og snakkede med en pige nede fra gården. Da jeg kom op, stod mor allerede i døren og skreg hvad fanden jeg bildte mig ind. Hun skubbede mig omkuld og tog fat i mine ben og svingede mig ind i gelænderet på trappen, så jeg brækkede armen flere steder."
Han havde også været på institution, men stak af, fordi pædagogerne "var sådan nogen mærkelige nogen."
Han sagde også flere gange at jeg skulle endelig sige til, hvis han skulle skride. Jeg havde jo sikkert noget, jeg skulle nå. "Næh, det har jeg ikke," svarede jeg.
Hvilket var både løgn og sandt. Ganske vist skulle jeg med toget hjem, men jeg havde købt billet i forvejen, så jeg kunne sagtens tage det en time senere.
Udover hans høflighed, var Flemming også meget filosofisk. På et tidspunkt spurgte jeg ham hvordan han huskede sin ungdom.
"Når man er ung, sker alting med 100 i timen. Jeg lavede alt muligt. Rodede med biler, som jeg smadrede nogle stykker af. Men så bliver man voksen og falder til ro. Uanset om man er en eller anden rig stodder fra "Sjangtofte", der går til fest og tager stoffer som ung, eller man er hjemløs og begår butikstyveri som ung. De har begge to det tilfælles. Den dag, de sætter sig ned og falder til ro, da er de voksne. Ikke en dag før, og det er sgu ligemeget hvor gamle de så er. Min mor var aldrig voksen. Hun var syg."
Da jeg kunne se på klokken, det var på tide at gå ned mod toget, måtte jeg undskylde at jeg ikke havde mere tid. Flemming reagerede helt anderledes end jeg regnede med.
"Okay, kom lige her." Hvorefter han trak mig ind til sig og gav mig et stort kram. Jeg havde måske forventet at han lugtede grimt, men jeg kunne intet lugte! Ret mærkeligt, da jeg går ud fra, han har levet det meste af tiden på gaden uden et bad.
Han havde jo intet. Alligevel var han utrolig venlig, snakkesalig og imødekommende. Når jeg tænker på velhavende folk, hvor indebrændte og vrisne de kan være, føler jeg mig i klart bedre selskab med Flemming, selvom det er svært at sætte sig ind i hans verden, opvækst, daglige liv osv.
Og det med at falde til ro, når man bliver voksen - jeg tror, han har ret.

jeg har selv oplevet, ikke det samme men, at gøre en forskel, fordi man taler sammen. I 1969 var jeg ung pige i huset i Lyngby. Yndede at tage til Kbhvn tidlig onsdag morgen, hvor vi unge piger i huset, som regel havde fri. Jeg er morgenmenneske, så jeg tog meget tidligt afsted. Jeg nød den smukke by fra morgenstunden. Folk begynder at "kravle ud" af deres huse, og jeg elskede at sige godmorgen til dem. Hvorfor?? De kiggede som regel omkring og tilbage til mig og spurgte ofte: "Er det mig De taler til?" Med en tilkendegivelse af, at det var det, går snakken muntert og længe, og de var så glade for kontakten. Jeg er sikker på, at det gjorde en forskel i den "kedelige" hverdag. Og det var netop det, du gjorde, bare i et meget højere persiktiv. Håber, at der er flere som dig.

Hvor står de ikke gider tale med folk eller kun vil gøre noget godt for sig selv`?
Du har bare en nedladende og lidt selvretfærdig holdning til folk, der ikke har det materielle i orden. Det gør folk elendige, men ikke på den måde du tolker det. Fint du giver en cocal cola og lidt håndører. Og stemmer sikkert på venstre eller konservative, der helst så problemerne løst via velmenende hattedamer.
ad os få de røde til magten, det vil fritage mange hjemløse for at gå tiggergang og skulle ydmyges som tabere!