Du skulle have oplevet din 26 års fødselsdag !!!

Til Dig Skat i Himmelen eller hvor du nu engang er...
I søndags skulle du have haft fødselsdag... men du gav op efter ufattelig lang tid med psykisk sygdom og kampen om at holde dig i live på en værdig måde blev tabt...du tog dit liv på så grusom vis, nu hvor alt var ved at blive godt...nu hvor du skulle høste frugterne af din indsats efter at have kæmpet din kamp hele livet med dårlige betingelser, nu skulle du føle dig hjemme et sted. Dine nærmeste ville hjælpe og accepteret dig som du var. Men hvorfor valgte du de muligheder fra? Jeg forstår ikke hvorfor du gav op❓Hvorfor, du var 25 år og havde en datter på lidt over et år...? Vil du ikke se hende at vokse op og dele livet med hende? Var det hele bare for meget? Måske skulle jeg have gjort alle ting på en anden måde, måske var der ting jeg ikke skulle have sagt... men nu er det forsent. Og jeg savner dig så ufattelig meget, jeg vil skrue tiden tilbage og snakke med dig. Med dit rigtige "dig" ikke den syge- ikke den deprimeret -ikke den opgivende, men dig jeg kendte, dig der var en kæmper - en glad og omsorgsfuld dejlig person- elsket og respekteret af alle. Men du var der ikke eller du var gemt væk bag facaden og den syge del af dig... Jeg forstår det ikke...Hvad er meningen med den skæbne der overgik dig, hvad var formålet med den smerte du skulle opleve...? Jeg sidder her efterladt og i dyb sorg uden mulighed for at få svar fra dig eller nogen som ville kunne hjælpe mig. Hvad er meningen???
Min ekskæreste har begået selvmord, efter at have været psykisk syg i næsten 2 år. Vi var sammen indtil jeg fødte vores datter, og blev nød til at gå fra ham- ikke fordi jeg ikke elsket ham mere, men for vores datters skyld. Jeg kunne ikke byde hende de forhold der var til stede. Han magtede ikke at se hende mere end en - to gange om måneden... det forstår jeg godt taget hans liv og problemer i betragting.Men han vil være en far for hende som hvilken som helst anden normal far, men det kunne han ikke for han var syg. han vil være sammen med mig igen, men jeg "orkede" det ikke...jeg havde støttet så meget jeg kunne og var endt samme sted som ham hvis jeg var blevet ved og ved...
Jeg mødte min nuværende kæreste og var ærlig omkring det overfor min eks, jeg sagde også at han skulle holde sig på afstand fordi han var syg. Han så sin datter et par gange efterfølgende alligvel... men aldrig på en optimal måde... hvem er jeg at dømme det? Hvad er en normal måde? Det var ikke en magtkamp, men han skulle kunne fungere som menneske for at give noget godt til den lille. Og det gjorde han ikke... Jeg opbygget vores familie med hjælp fra min nuværende kæreste. Han er den kærligste far og sørger for at vi har alt og lever et lykkeligt liv. Han betaler min gæld (stiftet i fællesskab med min eks) og støtter mig i min uddannelse og i opdragelsen af den lille... Så burde jeg ikke være lykkelig og taknemlig?! Det er jeg også !!! Men hvorfor føler jeg at min lykke har forvoldt min ekskæreste hans ulykke ...❓Jeg ved at det ikke var min skyld at han var psykisk syg men har jeg gjort noget der fremkaldte symtomerne? Har jeg udløst noget der gjorde at det hele kom så vidt..jeg ved det ikke..Vi (den nye familie) besluttede at flytte til udlandet også for at komme væk fra alt det og finde ro... Jeg fortalte min ekskæreste at vi ville flytte men også kom på besøg med jævne mellemrum. Han ønskede mig alt godt... men i virkligheden var han fortvivlet .... tror jeg ... han har været indlagt på psyk. afdeling i halvandet år og var lige flyttet til bofællesskab med gode muligheder for at blive udslust til et almindeligt værdigt liv efter noget tid og mere behandling. Jeg ved ikke om medicinen var med til at forværre situationen eller om den virkede efter hensigten og han bare ikke tog den?
Hvis jeg bare vidste hvad der fik ham til at vælge livet fra? For sådan kendte jeg ham ikke...
Jeg skriver ikke for at fortælle en trist skæbne... men trænger bare til at få det mine tanker ud af systemet...selvom det er umuligt...
Alt ser ud til at være meningsløst... troen på livet tro på lykke... hvorfor skal jeg have det, når han ikke havde det... hvorfor skal jeg leve lykkeligt i mit eventyr, når en anden tæt på mig - har levet et marridt... jeg er splittet ... jeg er forvirret... men jeg kæmper for at overleve og værdsætte det jeg har, hver dag- hvert minut - hvert sekund !!!

Sidder her og har lige læst dit indlæg. Er selv psykisk syg og har haft 5 selvmordsforsøg. Du har givet mig stof til eftertanke. Hvorfor har jeg aldrig tænkt på mine nærmeste når jeg har siddet med pillerne eller kniven i hånden? vil helt klart overveje at tænke anderledes en gang. Tak for det.

Det var noget af en mundfuld. Det løb mig koldt ned af ryggen, da jeg læste dit indlæg. Jeg synes det er godt gået af dig, håber det hjalp at få sat ord på.
Pøj pøj og held og lykke i fremtiden med alt.
Knus og tanker fra
A1507

Jeg havde ingen hensigt med at skrive mit indlæg udover at få det skrevet og sat ord på...
Men tusind tak for at åbne mine øjne... der er noget positivt i alt og sådan vil jeg se verden fra nu af og kun tænke på alt godt i stedet for at hænge fast i triste tanker... håber at du hjælper mig med det... vi kan støtte hinanden på en ubevidst måde...hver gang de dårlige tanker dukker op-vil jeg tænke at jeg skal være stærk, for det er du også bare et helt andet sted og i en hel anden situation...held og lykke med alt og pas på dig selv. mod og styrke til dig og mig og alle der skal bruge lidt ekstra... :-)

jeg mente selvfølgeligt... blive ved med at være som du er ;-) godnat

Kære du, det var et stærkt indlæg fra en stærk ung kvinde. Der skal virkelig mod til at komme videre med alt det triste der er sket for dig i en ung alder.
Du har INGEN skyld i en andens selvmord, det er ene og alene hans beslutning, så det skal du ikke påtage dig. Jeg kan godt forstå at du sørger over det skete, det var trods alt dit barns far, men han orkede ikke livet, derfor skete det frygtelige, som også er sørgeligt for hans forældre (hvis han havde nogen).
God jul til dig trods alt, fra en moden kvinde.

Hej Miss Vicky
Tak, jeg ved inderst inde at du har ret men det er godt at blive mindet om det igen og igen, forhåbentligt kan jeg snart komme videre og kun tænke positivt. Lægge det på hylden uden at glemme. Men bare at leve med det uden at det gør ondt hver dag. Han havde forældre og hans far var der for ham hver dag i hans tid præget af sygdom. Han har det forfærdligt... ligesådan med hans storbror... men tid hele alle sår selvom der kommer ar efter det...
Tak kærlige varme tanker til dig og rigtig god jul!!! Knus herfra

Til efterladte:
Jeg har lige læst dit lange indlæg; Jeg synes du skulle have taget ansvar for dig selv og have valgt ikke at få et barn, med en mand, der jo åbenlyst ikke kunne klare at blive og være far-
Det kan psykisk syge mennesker ikke.
Gad vide hvad der skal blive af dit barn- som for evigt kommer til at mangle sin rigtige far!!?
Jeg er sikker på, at du har valgt at få børn i en for tidlig alder iforhold til dit mentale stadie, på daværende tidspunkt. Desværre for barnet!

Først og fremmest så bestemmer man selv hvor meget man kan overkomme at læse, så start du bare med at tage ansvar for det. Hvis du synes at indlægget er for langt så lad være med at læse det. Åbenlyst er det jo at du ikke ved hvad du snakker om og sikkert bare skal have en meningsløs mening...sørgeligt for dig. Men du bliver klogere en dag. Bare vær glad for at du ikke har insiderviden for det ønsker jeg ingen gang (dig) Mit forhold til faren af mit barn har været helt normalt og min datter var et ønskebarn. Bryllup var planlagt og kjolen klar til at blive syet. Han blev syg 2-3 måneder efter jeg var blevet gravid. Og netop fordi jeg tog ansvar for mine handlinger og beslutninger valgte jeg at støtte ham i lang tid, til jeg fødte. Der var hans symtomer så kraftige at intet i hans liv fungerede optimalt. Det er altså konsekvensen af en psykisk sygdom. Hvis der absolut skal placeres et anvar- en der skal have skylden...så har alle en lille del af den, jeg har min del (men ikke den du beskriver) og hans familie har sin del, det behandlingssystem han var i har sin del af skylden o.s.v men hvad får vi så ud af det??? Skulle jeg have været synsk da jeg indgik et forhold til manden...? Hvis jeg vidste hvordan det vil gå på forhånd så havde der jo ikke været noget forhold til ham. Men han var en normal og sød kæreste i de år vi var sammen indtil han blev syg. Men hvis du har opskriften til at vide hvordan ens forhold udvikler sig på forhånd, så må du da gerne dele den med mig...? Og for resten hvordan kan du så lige afgøre hvorvidt min datter ikke har nogen rigtig far? Er det blod du tænker på? For det er den eneste forskel på hendes biologiske far og hendes "rigtige" far. Hendes far er den bedste i hele verden. Meget bedre en far end så mange tusindvis af andre, hvor det samme blod flyder i årene. Ha det godt og jeg håber at du blev lidt klogere... god jul og glade tanker til dig !!!

Godt gået ! Du kan jo slå fra dig. Og du har INGEN skyld. Du kan ikke tage ansvaret for andres liv, du kan kun forsøge at hjælpe.
Dit oprindelige indlæg var meget stærkt. Og det har allerede hjulpet andre, som du kan se af et af svarene.
Jeg ønsker dig og dit barn et godt og lykkeligt liv :-)

Tak for de opmuntrende ord, det løb mig koldt ned ad ryggen da jeg læste det mindre positive indlæg jeg besvarede og forsvarede... jeg overvejet hvad hensigten kunne have været men kunne ikke finde noget rationelt i det... som kunne bruges til evt. selvkritik :-) Men det er altid rart at blive bekræftiget i sine beslutninger og holdninger. Tusind tak... Jeg ønsker dig et rigtigt godt liv og en megahyggelig jul... Kærlige tanker herfra

Jeg har skam læst hele dit indlæg, efterladte og synes ikke at det er for langt, jeg nævnte bare at det var langt, so what??
Jeg har kendt nogen personligt, som var psykisk syg, så ja-
jeg ved godt, hvad jeg taler om.
Det er ikke noget, man bliver "overnight", sådan lige pludseligt. Man behøver ikke, som du fejlagtigt tror, at være synsk for at kunne se hvor det bærer henad, og det er DET man skal tage ansvar for.
DU har ansvaret for at dit barn ikke har sin far, af kød og blod, selvom jeg dog synes det var positivt at din kæreste, som du har nu er meget velegnet.
Jeg har bare hørt om mange børn, der savner deres far så hjerteskærende, fordi de aldrig havde ham.
Ligepræcis ham, der valgte at få mig, tænker de. Det har jeg hørt og læst meget om.
Abortgrænsen er 12 uger- dvs. 3 måneder, dvs. hvis du havde taget ansvar og set i øjnene, at I ikke begge kunne opfostre et barn, at det derved kun var DIT ønske, så kunne du havde kontaktet et hospital, straks og få foretaget en abort.
Men det er altså typisk kvinder- de bliver ååhhh, så følsomme, når de først har et foster i kroppen og ser herefter anderledes på abort, istedet for at se rationelt på situationen og tænke på barnets tarv, tænkte på om VI kan og vil dette her. Som førnævnt, må han have haft det psykisk dårligt i månederne op til at han fik stillet sin diagnose og så må man jo tage ansvar og beskytte sig mod graviditet.
Det er der desværre mange, der ikke kan.
Der er virkeligt mange tvangsfjernelser i Danmark og hele 33% ser aldrig sin far og snyder deres kærester, så de kan blive gravide.
Jeg tror dog slet ikke du er sådan en type, efterladte, men det viser bare at i Danmark har vi generelt en egoistisk mentalitet, istedet for at gøre sig nogle overvejelser om, om man kan TILBYDE det kommende barn nok.
Efterladte- hvorfor tror du egentligt, at der er så mange tvangsfjernelser???

Fordi at du kendte en som var psykisk syg er det ikke ensbetydende med at deres sygdomsforløb kan samlignes. Vi mennesker er jo som bekendt individer. Gud ske lov... for hvis alle levede i en lille tryg snæversynet verden og argumenterede udfra jeg har hørt og jeg har læst, istedet for -jeg har oplevet og baserer min viden og mine værdier på de grundlag, ja så vil det være en verden der gik i stå i sin udvikling. Eller i værste fald udviklet sig i en forkert retning, hvor alt udelukkende komme til udtryk i gennem fordomme baseret på konklusioner udefra teorier der ikke holder i det virklige liv. Almen viden er forskellige holdninger til abort også. Jeg har ikke overvejet på noget tidspunkt at få en abort, fordi at hverken jeg eller min eks-kæreste ønskede det. Selvom situationen var som den var, har jeg også på dette tidspunkt været ligeså velovervejet i mine beslutninger som jeg er, for det meste når det gælder vigtige beslutninger. De ting jeg tager fejl af, får jeg vendt til noget konstruktivt og lærer af det, for hele tiden at udvikle mig personligt. Jeg forsøger at undgå forudindtaget holdninger og prøver at se tingene i perpektiv når jeg vuderer andres livsforhold, det synes jeg lidt du mangler i den her debat. I mit tilfælde har der ikke været nogen symtomer i hans adfærd der gjorde at jeg kunne have vidst hvordan hans sygdom vil udarte sig og hvor længe han vil være syg. Håbet var hele vejen i gennem frem til min fødsel at vi skulle være en familie. At hans tilstand blev så meget forværret på kort tid kunne ingen vide, heller ikke at han ikke blev rask indenfor en rimelig kort periode. Men hvorfor skal jeg begrunde med så detaljeret episoder, jeg har ikke brug for at forsvare hverken mig eller ham. I det her tilfælde, for jeg kæmper mod generaliseringer og fordomme. Fakta er at selvom jeg havde været enlig mor til min datter så havde det ikke forringet hendes livskvalitet. Fakta er også at her i min stue sidder der 2 voksne mennesker der aldrig har haft kontakt med deres biologiske fædre. Vi har hverken lidt afsavn eller haft et dårligere liv af den grund. Tværtimod så har vi fået åbenbaret så mange muligheder der ikke er tilstede i andre forhold hvor man har den klassiske opvækst. Med hensyn til tvangsfjernelser...(selvom det ikke hører til i det her forum) ja så kan det være at samfundet svigter sig selv ved ikke at forbygge i social belastede grupper... med da jeg ikke er en del af det, kan jeg ikke stille mig til dommer i den sag. Overordnet set så er der nok mangel på ressurcer til at yde optimal medmennesklige støtte. Og gribe problemerne i opstartsfasen, behandle årsagerne til at børn skal tvangsfjernes.Istedet for at symtombehandle. Det vil sige at bruge den sidste løsning... at tvangsfjerne børn når problemet er uløsligt.
Så hvis ikke du er villig til at lægge dine forudindtaget holdninger på hylden og holder op med at dømme blindt, så behøver du ikke at svare på mine fremtidlige indlæg. Tak

Ok, jeg kan godt læse i det sidste indlæg at du er en klog kvinde, som ved meget om psykologi m.m. som jeg også gør.
Jeg har ikke baseret min viden på teori, men på fakta som jeg har læst mig til. Ikke bare et enkelt sted eller to, i en avis, men jeg har læst rigtigt meget om det. Derved baserer jeg ikke mine udtalelser på forudindtagede holdninger, men på at jeg har gennemlæst dit første detaljerede indlæg og min omfangsrige viden. Dem jeg kender og mig, har bare ikke selv gjort de fejl selv.
Dog vil jeg give dig et kæmpe kompliment, idet at du og dine 2 venner i din stue har og har haft det meget godt, selvom de ikke lige har haft deres biologiske far. Ok, når jeg tænker tilbage, så har jeg også hørt andre, der har kaldt deres stedfar for "far" og deres halvsøskende for "søskende", selvom de teoretisk set ikke er det og aldrig kunne blive det.
Det varmer meget, at vide at dit barn alligevel får en god opvækst, selvom dit første lange brev, beskrev et kaos og ulykkelige omstændigheder så store, at jeg aldrig har kendt mage til.

Jeg kan godt se at jeg var alt for hurtig, da jeg skrev afsnittet om abort! Jeg håber, at du kan glemme det hurtigt igen. I var i jeres gode tro, da jeg kan læse på dit sidste indlæg at hans sygdom udviklede sig meget hurtigt.
Ligesom en anden har skrevet, så mener jeg også at det er stærkt og sundt at du har mod til at beskrive din historie så detajleret, selvom der var nogle meget uheldige ting i teksten, som kan falde nogen for brystet, især når det gælder noget så USKYLDIGT som netop BØRN er.

Hej
Jeg må indrømme at dine indlæg har sat tanker igang og helt sikkert har du ret i at mit første indlæg ikke var så detaljeret og let kunne tolkes i forskellige retninger. Det har ikke været nemt at beskrive denne tid og senfølgerne, og det bliver hurtigt for personligt hvis alle omstændighder skulle beskrives udybbende... så der er en rød tråd. Det er nok umuligt for så udstiller man den anden parts historie på en uhensigtsmæssig måde. Jeg er især glad for din indstilling til måden vi skal værne om det kostbareste vi har: VORES BØRN ikke bare vores egne men SAMFUNDETS BØRN ! De er symbol og målestok for hvordan vi klarer os i den her generation. Det dyrebareste vi har og skal beskytte og udvikle med ubetinget kærlighed som våben mod livskriser og urimlige livsvilkår. Jeg fornemmer at vi er ubeskrivelig meget enig i det aspekt? For det er jo dybest set det du giver udtryk for, meget tydeligt i dine indlæg. Tak for positiv feedback og konstruktivt modspil. Du virker som en meget oplyst pige, der hele tiden udvikler sig og bygger ovenpå den viden du har. Det er en god egenskab at have :-)
Lille misforståelse: De 2 mennesker i min stue, var og er mig selv og min kæreste. Jeg har ingen kontakt til min far overhovedet og det har han heller ikke. For nogen mennesker bliver det en nødvendighed på et tidspunkt i deres liv at optage kontakt til deres biologiske forældre eller en af dem. Den mulighed har min datter desværre ikke. Men vi må se hvordan hun udvikler sig og hvorvidt hendes personlighed er anderledes end vores på det område. Vi vil være ærlige omkring hvordan tingene har udartet sig men de meget negative aspekter, kommer vi nok til at formidle til hende på en bløderer måde. For at hun får et realistisk indtryk af hvordan hendes far var. Det nytter jo ikke noget at beskrive hans dårlige egenskaber og sygdommen for hende på en måde så hendes biologiske far bliver gjort til taberen og hun til offer for hans egoisme. På en måde var det jo egoistisk at tage sit liv og frarøve hans datter muligheden for at se ham og være sammen med ham. Men ikke at forglemme så tror jeg at hans barndom og svære tider i hans liv har gjort ønsket om at dø til det mest atrraktive i hans verdensbillede. Selvfølgeligt også det faktum at han var syg. Som følge af det han har måtte opleve.Jeg tror at han ville befri sig selv for alle de onde tanker og de sår i sjælen og hjertet han havde. I og med at han vidste at hans datter var i gode hænder kunne han udføre det nødvendige (selvmordet) der skulle til. For at opnå fred.At han efterlader dybe sår og meget skyldfølelse hos sine nærmeste, har ikke haft større betydning end at vi må leve med det og lære af det. I det mindste har han truffet et valg der var hans eget og opnået det resultat han ønskede. Ingen bekymringer eller flere dårlige oplevelser. Det er ubeskriveligt sørgeligt at han ikke kunne opnå glæde og se muligheder i at leve for sig selv og sin datter. Men jeg skal respektere hans ønske og konsekvenserne der er opstået og kommer i fremtiden. Jeg må glemme min egen egoisme og ønsket om at han skulle leve for min, hans familie og hans datteres skyld. Han skulle have levet for sin egen ... !!!
Min nuværende kærestes far (stedfar) er et vidunderligt menneske der har givet ham alt udover det sædvanlige. Han har påtaget sig ansvaret for ham uden at tænke på blodets forskel. Det har min dybeste respekt og beundring. Og det vil vi give videre til min datter...sammen med sandheden om hendes biologiske far !!!
Tak til dig for at hjælpe mig med at sætte ord på de ting jeg har i mine tanker...jeg vil printe siderne ud og gemme dem til en dag... den dag der kommer hvor der skal sættes ord på igen...
Varme tanker herfra

Kære Efterladte.
Din historie gjorde et stort indtryk på mig. Da jeg er studerende ved Dnamarks journalisthøjskole, og skal til at lave en hovedopgave om skyld, ville din historie være utrolig dækkende til at illustrere den skyld man kan sidde med når man har mistet nogen, uanset om den så har rod i virkeligheden eller ej.
Jeg vil være utrolig taknemmelig, hvis du ville kontakte mig på tiha@mail.djh.dk - det er selvfølgelig helt uforpligtende i første omgang, jeg vil bare gerne spørge lidt ind ti din historie, hvis du kan magte det.
Med stor medfølelse
Tinne Buchholz Hansen, DJH.

Kære Efterladte.
Din historie gjorde et stort indtryk på mig. Da jeg er studerende ved Dnamarks journalisthøjskole, og skal til at lave en hovedopgave om skyld, ville din historie være utrolig dækkende til at illustrere den skyld man kan sidde med når man har mistet nogen, uanset om den så har rod i virkeligheden eller ej.
Jeg vil være utrolig taknemmelig, hvis du ville kontakte mig på tiha@mail.djh.dk - det er selvfølgelig helt uforpligtende i første omgang, jeg vil bare gerne spørge lidt ind ti din historie, hvis du kan magte det.
Med stor medfølelse
Tinne Buchholz Hansen, DJH.