Jeg føler mig som en fiasko

og intet værd.
Jeg gik igang med en Bachelor påCBS i 2002. Den har jeg endnu ikke færdiggjort. Jeg har skrevet BA projektet, men mangler endnu 4 fag.
Siden jeg startede har det bare regnet ned over mig med ulykker plus at jeg i mellem tiden fandt ud af, at jeg ikke var så interesseret i den uddannels alligevel. Mine interesser begyndte at gå andre veje.
Jeg har ikke færdiggjort den. Den ligner mig meget dårligt ikke at færdiggøre noget jeg er begyndt på. Jeg føler mig som en fiasko. Men der er så meget dårligt forbundet ved den uddannelse (altså psykisk set for mig) at jeg stresser helt når jeg tænker på den, eg bliver ked af det, i dårligt humør, apatisk...jeg vil hellere være fri.
Nu har jeg så besluttet mig for, at læse en lignende uddannelse et andet sted og så få merith for en masse af de fag jeg allerede har taget. Jeg trænger til at starte på en frisk. Jeg er ellers meget pligtopfyldende og initiativrig. Jeg ved bare ikke hvad der gik galt. Jeg var var så ked af det. Jeg har det dog bedre nu.
Vil tilføje, at det sidste semester fik jeg næsten en studiedepression. Jeg vidste ikke præcis hvad jeg ville efter min BA (selvom jeg ville mange ting) og der var ikke rigtig noget der sådan glædede mig. Jeg kedede mig og der var ikke rigtig noget der kunne live mig op. Jeg var meget apatisk og ligeglad med alting og det skræmte mig, for det ligner mig slet ikke.
Efter to år har jeg tænkt meget igennem. Jeg har arbejdet, jeg har fulgt nogle kurser så jeg kunne holde hovedet igang :-). Jeg har det bedre i dag og det er nærmest en lettelse for mig, at droppe den BA. Tror jeg nok.
Men det skræmmer mig stadig at jeg havde det sådan.

Er der nogen der ved hvad fanden der kan være sket og har nogen prøvet det samme? Jeg har ikke haft nogen at tale med det om og jeg kunne så godt tænke mig at høre fra nogen der har prøvet noget lignende eller bare høre nogle bud/råd.
På forhånd tak.
Den triste studerende

Hånlige svar vil ikke blive besvaret

Tror ikke det er en anerkendt lidelse ;0), den bliver bare ofte brugt på universiteterne.
Det lyder som om det er det du har været ude i. Det er jeg ked af at høre. En af mine venner gik også helt ned med flaget sidste år. Vi forstod ikke hvorfor. Han kunne sagtens klare arbejdsbyrden på studiet. Jeg tror bare han følte han lidt forsvandt i mængden, nu hvor han ikke havde en overbygning parat i hovedet.
Han droppede det og tog en anden Bachelor på R.U.C og efter en måneds tid var han vildt glad og på fode igen.
Præcis hvad der skete, ved jeg ikke. Men for ham hjalp det altså at erkende, at han ikke var glad der hvor han var og at han måtte søge andre veje.
Jeg håber det kan hjælpe for dig også.
Og du skal altså ikke skamme dig over at tage den tur. Vi får jo alle vores dårlige perioder, hvor vi bare må give op og give slip og erkende at det var altså ikke den vej vi skulle tage.
Heldigvis er der jo rigtig mange forskellige veje man kan tage, så jeg synes du skal tage til en studievejledning og finde dig en ny vej :-) Nu har du også fået tænkt en del, så jeg går udfra at du er nogenlunde afklaret med, hvad du skal :-)
Selvom det er nemmere sagt end gjort, så skal du ikke se så sort på det. Det er dit liv og du bestemmet hvad du vil gøre med det. Hvis du finder noget andet der gør dig glad, så er det jo det du skal tage. Du lyder jo ikke ligefrem som en der misbruger systemet.
Pøj pøj med det :-)

en studievejleder du kan tale med.
Prøv det , de har været ude for at andre har haft det sådan.

Det var SÅ godt at læse dit svar.
Man går og tror at man er den eneste og jeg bliver stresset af, at alt nu skal gå så hurtigt og alle bliver færdige i en alder af 24 snart.
Jeg har ikke været doven. Jeg har lavet masser af ting, men alligevel føler jeg mig doven, fordi jeg ikke kunne færdiggøre studiet. Og det var ikke engang pga niveauet.
Vildt at din famile har hundset så meget med dig.
Jeg spillede selv meget klaver da jeg var lille. Rigtig meget. Men da mine forældre blev forhippede på at jeg skulle gå til det, havde jeg ikke længere lyst. Dvs jeg havde lyst til at begynde, men læreren var faktisk ret elendig og det var svært at ovebevise mine forældre om, at jeg ikke længere skulle gå der. Det tog fornøjelsen og ejg stoppede desværre. Men ellers har de ikke hundset med mig. Der har ikke været pres på mig fra deres side mht studie.

Det lyder totalt fedt at du har opstartet studie og skal begynde på jura :-) Rigtig meget held og lykke med det. Jeg begynder selv på en tilsvarende uddannelse som jeg tog før, bare med mere politik og ikke noget sprog :-)
Mange tusind tak for dit svar igen, det har virkelig hjulpet og jeg føler tågen letter lidt :-)
Håber dog også andre vil skrive ind. Det er altid rart at dele erfaringer :-)

jeg kender ALT for godt til det med at fucke alle chancer op. Jeg troede jeg var den eneste der gjorde den slags :-)

Jeg vil tro at livet ganske enkelt er sket for dig.
Det lyder lidt forenklet og klichéfyldt, men livet sker altså tit mens man lægger andre planer. Og tit sker det "endnu mere" for de mest pligtopfyldende og ambitiøse mennesker. Som oftest glemmer man at lytte til den der lille stemme allerinderst inde, hvis man er meget ambitiøs. Tit har "hjernemennesker" svært ved at huske at lytte efter deres følelser og deres intuition fordi det ikke er "praktisk", og derfor er det ofte også de mest ambitiøse og dem med allerstørst muligheder som bukker under for stress.
Jeg tror du har fået stress uden at være klar over det. Går man med stress tilpas længe uden at opdage det selv, så kan man godt udvikle en depression og en følelse af håbløshed og ligegyldighed.
Det lyder nok underligt at man kan have stress uden at vide det - men det er faktisk det der sommetider slår folk ihjel. De kan godt mærke at kroppen er træt, men glemmer at psyken også bliver det...og en dag står kroppen simpelthen af fordi man ikke lytter til sig selv, og før man har erkendt at både følelser og krop har fået nok.
Umiddelbart vil jeg skyde på, at du føler dig forpligtet til at færdiggøre alt for enhver pris. Du har sikkert også følt dig forpligtet til at tage en højere akademisk uddannelse, enten fordi du kommer fra et hjem hvor man "bør" gøre den slags, eller fordi du måske føler at det er det du bedst kan.
Du har sikkert også et superhøjt ambitionsniveau fordi det er der du får din selvtillid og din anerkendelse.
Jeg vil også skyde på at du er kvinde?
Der er, blandt studerende som hanver i den situationd du er i, en overvægt af unge, ambitiøse, super pligtopfyldende kvinder med lavt selvværd. Det er kvinder som, på trods af moderne opdragelse, alligevel har gået i flinkeskolen og lært, at "pæne piger" skal opføre sig pænt og ordentligt, færdiggøre hvad de går igang med og så i øvrigt rette ind og gøre "det rigtige". Jeg har selv tilhørt den gruppe kvinder, og det resultarede i at jeg var sygemeldt i 2 1/2 år med en svær depression, som ændrede alt i mit liv.
Det ændrede min økonomi, min sociale formåen og mine ambitioner - og det ændrede, hvis jeg selv skal sige det, mig til at bedre menneske.
I stedet for at bebrejde dig selv og se på dig selv som en fiasko, så synes jeg at du skal tage det skete som et vink med en vognstang om, at du var på gale veje.
Man kan godt søge ind på drømmestudiet (endda gennemføre og få arbejde indenfor området, som jeg havde da jeg gik ned) og tro at NU er lykken gjort. Men sommetider er "drømmen" virkelig bare en drøm, et fatamorgana man har opbygget for at have et mål. For hvorfor er det lige man skal uddanne sig hvis man ikke ved præcis hvad man vil, og hvordan gør man det hvis man ikke ved hvad retning man skal?
Prøv at se på det her, som det der har reddet dit liv. Stress kan slå ihjel, depression kan slå ihjel. Du har tidligt i livet fået et "wake-up call" fordi du var ved at ødelægge dig selv, og det er en gave.
Det kan godt være det ikke paser ind i de "pæne kasser" at du lige pludselig har måtte ændre din kurs. Det kan godt være at andre vil se skævt til dig og fortælle dig at du er helt forkert, men du har fået livet igen og det er mere værd.
Måske skal du helt droppe at studere en tid, og finde dig et job. Jeg aner jo ikke hvor gammel du er, men hvis du er ung har du måske gået i skole det meste af dit liv, uden at komme ud og lave noget manuelt arbejde. At gøre det en periode kan faktisk være med at til at modne og afklare en, så man finder ud af hvad vej man skal. Det kan være du ender et helt andet sted end du havde forventet, måske opdager du nye sider af dig selv og finder en balance du slet ikke var klar over at du manglede.
Og så synes jeg du skal forsøge at se udover den kasse du har bevæget dig i; Måske er det slet ikke lykken for dig med en højere uddannelse, som sandsynligvis vil føre til endnu mere stress med tiden. Måske skal du være noget kreativt eller noget indenfor omsorgsområdet. Måske vil du blive lykkelig af at være pædagog og klatre i træer med børn hele dagen, måske skal du være adventure-guide eller noget helt tredje. Du behøver ikke at være låst fast i det område du har været i, uanset om du så er tre mdr. fra din eksamen eller hvor meget du mangler.
Livet er kun til låns og det er kort - så brug det fornuftigt!

Du (i) er langt fra alene om det der.
Jeg har fucked rigtig mange chancer op gennem årene...mest fordi jeg lod alle mulige andre prøve at styre og fortælle mig hvad jeg skulle og hvorfor.
Idag er jeg meget kreativt anlagt, syr, maler, skriver, spiller musik og den slags. Men jeg skulle være voksen før jeg fandt ud af, at jeg både kunne den salgs og havde "ret" til at gøre dem.
Det meste af min barn- og ungdom fik jeg tudet ørerne fulde med at jeg skulle læse noget "stort" for det var det jeg kunne - bruge min hjerne og det var det. Min egen opfattelse af min værdi var i mange år hængt op på hvad jeg kunne præstere intellektuelt og akademisk, fremfor hvad jeg indeholder som menneske og hvad der evt. kan gøre mig glad.
Det fik mig til at fucke en masse op - det var mit indre der hjalp mig med at vælge de mest forkerte ting fra, fordi jeg ikke ville lytte til mig selv. Eller, det vælger jeg i alt fald at tro.

Jeg gik tidligt i seng i går. Jeg var så træt af at tænke :-) Men jeg fik tænkt færdig og taget min endelig beslutning. Jeg dropper det CBS. Jeg tager en lignende uddannelse bare uden sprog i og gør det færdig.
Jeg elsker at læse, men jeg opdagede for sent, at det ikke skal være en kamp hele tiden. Der skal også være lykkefølelser imellem. Det havde jeg slet ikke. Det hele var bare startet galt på den uddannelse og det gjorde at jeg hurtigt kom bagud og ikke fik de karakterer som jeg ønskede og som jeg faktisk godt kunne få.
Jeg fik stress, det har du måske nok ret i. Jeg synes bare ikke at jeg kunne få stress når jeg nu var så apatisk. Men jeg tror jeg var stresset inde i mig selv over at så mange ting var forkerte, men jeg troede at sådan skulle det være. Jeg udviklede nok siden en depression i et halvt år (en meget mild en), men det kom jeg så selv over. En rigtig god kvalitet ved mig er, at jeg er for rastløs til at jeg kan bruge for lang tid i stampe. Men et halvt år i stampe er det længste nogensinde.
Jeg vil ikke droppe at læse, for jeg elsker det, men jeg skal bare vælge det rigtige, det som jeg inderst inde føler for. Jeg er både boglig og kreativ anlagt. Jeg synes nemlig det er en rigtig god kombination. Når man skal holde pause fra at læse, er det rart at kunne spille noget musik, for at slappe hjernen af :-) Eller dyrke sport.
Jeg er simpelthen SÅ glad for dit indlæg. Det gjorde mig VIRKELIG glad og lettet at læse det du skrev, jeg fik helt tårer i øjnene ;0) Du gjorde en forskel

...jamen det var så lidt. Jeg er glad for, at du kunne bruge min historie til noget ;o) og jeg ville ønske alle mennesker ville tale lidt højere om disse ting, for man føler sig virkelig alene i den situation. Tro mig....du er LANGT fra den eneste der fucker chancer op. Folk taler bare ikke om det - desværre....
Ja, jeg er 29 år gammel i dag og skal først til at i gang - føler jeg ;o) Så jeg kender bestemt også til det der med, at alle omkring en for længst er færdige, men ak...sådan blev det bare ikke med mig ;o)
Held og lykke med det hele. Du skal nok klare den!
Knus
-A

Jeg følte mig som den eneste i verden. Men kan se at jeg dog ikke er det. Tror måske folk er bange for at tale om det, som jeg har været, for det føles jo som et kæmpenederlag.
Men jeg må vende det om og se det som en sejr at jeg har erkendt det og nu kan jeg målrette mig selv endnu mere i det jeg vil. Jeg mangler ikke joberfaring, så jeg har ikke bare dangderet den. Det kan man så heller ikke rigtig når man ikke er på SU :-)
Held og lykke til dig også. Du er vist nået til samme sted som mig, så du skal helt sikkert nok også klare den og hvor er jeg dog glad for dit indlæg, du skulle bare vide. Du har også gjort en forskel for mig :-)

Hej va290540
Vdr. svaret "Livet er sket".
Jeg synes, det var et utrolig flot, velovervejet svar, som du gav den studerende.
Hilsen Bj.L