efter 27 år

Øv alt gik skidt. Jeg har kæmpet for mit ægteskab meget længe, men må nu se at jeg har tabt. Jeg er 48 år og føler mig meget tom. Har lyst til både at feste og skrige på sammen tid, hvad er det for føelser der ruller i kroppen. Jeg klistrer til mit hjem trykheden, det kendte, hverdagens rutiner.
Men igår faldt ordene så jeg elsker dig ikke.
Av den sveg. Hvor går man hen men sine tanker, det er ikke en psykolog jeg skal bruge, men måske en gruppe af en eller anden art for ligesom at ha en stok at læne op af.
Alt er klart kaos lige nu husdeling-ny bolig m.m.
Det er dog praktiske ting men den tunge sten i maven den gør ondt.
Har andre erfaringer de vil dele?
Er der nogen der sidder som mig, så kan vi måske holde hinanden lidt oppe?
Jeg er åben for alt.
Skriv gerne på min mail solvarme@ofir.dk

Hej der. Nej, du kan tro du ikke står alene. Også selvom det kan føles sådan når man står midt i det. Og ja, 27år er lang tid. I har muligvis nået at holde sølvbryllup?
Der er ikke noge råd, noget patent som fører dig mere lempeligt gennem den tid. Vi der har været der, ved at tiden er din eneste ven. Adspredelse er vigtigt, men få nu ikke dårlig samvittighed hvis du til tider synes det går stærkt med at komme over det. For det er når du tager en "pause" at de tanker vender tilbage.
Jeg oplevede at hver gang jeg hørte døren, så ville HUN stå der med et smil og sige at nu kunne hun alzå ikke holde det ud mere uden mig. Men det er den tryghed du så smerteligt godt beskrev som slider i dit sind. Trygheden er den vi alle savner mest i sådan en situation. Og måske det med "om man nu kan bruges på single-markedet".
Fat mod, og giv dig selv den tid som det tager at komme ovenpå igen. Jeg ville dog ikke råde dig til at du isolerer dig.

tak forde du gav dig tid til at svare. Det luner.

????????????????

????????????????

kvinde men hvorfor nu det.

Ja..det kan jeg sgu heller ikke se vigtigheden i. Det er da underordnet hvilket køn man er, følelserne er stærke uanset.

at tænke sig... Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det ville være at sidde i din situation, men jeg kan kun sige at jeg føler med dig og ved at ensomheden er den største fjene, men også den største ven.
Ved godt at det er svært at se det nu, men som jeg sagde til min veninde igår, som også lige er kommet ud af et forhold "Det er jeg ked af men også glad for at høre"
Der er så mange muligheder nu, nye ting at lære og nye spændende mennesker/gl. bekendte, som kan få plads i dit liv nu. Nu har du muligheden for at tænke på dig.. og kun dig. En kæmpe udfordring og en kæmpe gave! Held og lykke.
Knus og Tanker ;)

hej solvarme,
jeg er ked af det du må gå igennem, men måske er det på tide at komme ud, hvis du har fået at vide han/hun ikke elsker dig mere. Hvad er der så at kæmpe for?
Mit råd er til dig, at du skal ud og møde nye mennesker, tilmeld dig nogle kursuser eller måske kunne løsningen være, (hvis du ikke har nogle at tage hensyn til) at tage på højskole i en måned mere eller mindre. Det giver dig livsenergi og der møder du mange forskellige typer mennesker, der kan være med til at gøre dit liv mere værdigfuldt i den nye tid du kommer i møde. Håber du finder din vej frem og ikke gemmer dig for meget i dine gamle vaner, det bliver det ikke bedre af. Kom UD og nyd livet.
Hilsner
livsnyderen