Ekskæreste + depression = ?
Først vil jeg pointere, at jeg er 16 år. Jeg startede til psykolog for to måneder siden, og har siden gået til det jævnligt. Men det er som om, at det ikke hjælper. Jeg har højst sandsynligt en moderat depression ifølge min læge og psykolog, men hvad hjælper det? Jeg hader stadig mit liv.
Oven i det, så var jeg så dum at skrive til min ekskæreste igen. Skrev, at jeg gerne ville have os til at snakke om tingene, der gik galt, da vi for et halvt år siden slog op. Han sagde, at han virkelig havde savnet mig. Prøvede oven i købet at flirte med mig igen.
Jeg fik sikkert min depression fordi, at jeg blev så besat af ham, fordi jeg ikke har nogen venner. Han er det eneste jeg lever for. Når jeg står op om morgenen, er det fordi jeg stadig føler håb for, at vi finder sammen igen.
Mine forældre er mobsede over det, de siger, at vi aldrig kommer til at finde sammen igen, og at jeg kun gør ondt værre. Men jeg kan ikke give slip på ham. Han er det eneset gode i mit liv. Den eneste grund til, at jeg har lyst til at leve. Derfor piner det mig ufattelig meget, når jeg logger på Skype og han ikke skriver. Det var netop det, der gjorde, at sidste forhold også var så svært. Han bor i anden del af landet, og manglen på ham er for stor til at en svag pige som mig kan holde det ud.
Hvad skal jeg gøre? Skal jeg prøve at blive stærk og få et liv - men samtidig prøve at flirte tilbage med ham, eller er det for farligt, når jeg er så følelsesmæssigt ustabil pt.? Har I nogle råd til, hvordan jeg kan blive mindre afhængig af ham, og ikke føle mig så ensom?
Oven i det, så var jeg så dum at skrive til min ekskæreste igen. Skrev, at jeg gerne ville have os til at snakke om tingene, der gik galt, da vi for et halvt år siden slog op. Han sagde, at han virkelig havde savnet mig. Prøvede oven i købet at flirte med mig igen.
Jeg fik sikkert min depression fordi, at jeg blev så besat af ham, fordi jeg ikke har nogen venner. Han er det eneste jeg lever for. Når jeg står op om morgenen, er det fordi jeg stadig føler håb for, at vi finder sammen igen.
Mine forældre er mobsede over det, de siger, at vi aldrig kommer til at finde sammen igen, og at jeg kun gør ondt værre. Men jeg kan ikke give slip på ham. Han er det eneset gode i mit liv. Den eneste grund til, at jeg har lyst til at leve. Derfor piner det mig ufattelig meget, når jeg logger på Skype og han ikke skriver. Det var netop det, der gjorde, at sidste forhold også var så svært. Han bor i anden del af landet, og manglen på ham er for stor til at en svag pige som mig kan holde det ud.
Hvad skal jeg gøre? Skal jeg prøve at blive stærk og få et liv - men samtidig prøve at flirte tilbage med ham, eller er det for farligt, når jeg er så følelsesmæssigt ustabil pt.? Har I nogle råd til, hvordan jeg kan blive mindre afhængig af ham, og ikke føle mig så ensom?