En lang rutsche-tur
Hej
Jeg er en dreng på 17 som har haft et hårdt teenageliv. Siden jeg var bette har jeg altid været en smule større en mine venner som alle er super slanke. I en alder af 13-14 var jeg en del af eliten inden for bordtennis og badminton og mine venner var bare til standard fodbold på basis plan, jeg havde en god fremtid foran mig men der var bare en hindring. Kampen om at blive super slank, i en periode var jeg oppe at løbe ca. 6 km. hver dag + trænings pas. Jeg tjekkede hver morgen på vægten men den gik bare ikke ned tværtimod, dette forsatte til til jeg blev 15, hvor jeg efter en idræts time så på de andre og tænke "gud hvor er jeg tyk" Og så kom selvmords tankerne, "hvis jeg ikke kan være tynd som dem, gider jeg slet ikke være her" da jeg kom hjem fandt jeg Panodil glasset frem, tænkte overhovedet ikke over konsekvenserne da jeg tog 40 piller. En 20 minutters tid senere begyndte jeg at mærke ting i min krop som ikke var normale og blev skræmt, ringede til min far som var over 400 km væk for at sige et sidste farvel, men han fik formået at ringe til ambulancen og jeg blev reddet i tide. Ikke nok med at det kostede mig en indlæggelse men også min bordtennis/badminton karrierer. Jeg blev sat af da de hørte om episoden. Og jeg blev knust.
Jeg kom ud fra hospitalet, og skulle til at starte forfra. Det hele gik fint, jeg bekymrede mig ikke om min vægt. Men jeg fortsatte dog med at løbe da det altid har været en rar følelse.
Så blev jeg 16 og vi havde en klasse tur til KBH. Hvor der blev spist på mc'd hver dag, og mine venner åd og åd og jeg fik det bare dårlige og dårligere med mig selv, og der begyndte jeg lige så stille at sige nej tak til mad. Nu var nok, jeg vil være slank ligesom dem, koste hvad det vil. Så da vi kom tilbage til jylland, løb endnu mere og endnu længere. Jeg spiste rigtig sundt og ikke for meget. Jeg tabte max. 0.2 kg per måned. Jeg forsatte sådan indtil jeg blev 17, min BMI har altid været normal bygning og lagt omkring de 20-21 men jeg lignede stadig væk ikke dem. så jeg traf et valg, jeg var færdig med mad, Har altid følt at folk kiggede på mig når jeg spiste og tænkte den tykke unge burde slet ikke spise. Så tror starten på anoreksi begyndte der.
Jeg har nu ikke spist ordenlig mad i flere måneder og har tabt mig drastisk ligger nu på en BMI der hedder 18.65 og jeg er så glad for, at min mave ser ud som den gør lige nu og jeg ved, at hvis jeg begynder at spise, tager jeg på igen, hvilket jeg virkelig ikke ønsker, da jeg for en gangs skyld endelig er lykkelig.Jeg har en fantastisk veninde som gør alt for at få mig til at spise, men jeg kan bare ikke få mig selv til det. Man siger anoreksi dræber folk og ja, jeg har bare aldrig været bange for at dø, har op til flere gange bare ønsket mig langt væk.
Ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.
Den eneste måde jeg er lykkelig på er at sulte mig selv (kampen om at være perfekt)Selvom jeg er ekstrem tynd nu føler jeg mig bare stadig væk tykkere end andre.
Hjælp mig:/
Jacob
Jeg er en dreng på 17 som har haft et hårdt teenageliv. Siden jeg var bette har jeg altid været en smule større en mine venner som alle er super slanke. I en alder af 13-14 var jeg en del af eliten inden for bordtennis og badminton og mine venner var bare til standard fodbold på basis plan, jeg havde en god fremtid foran mig men der var bare en hindring. Kampen om at blive super slank, i en periode var jeg oppe at løbe ca. 6 km. hver dag + trænings pas. Jeg tjekkede hver morgen på vægten men den gik bare ikke ned tværtimod, dette forsatte til til jeg blev 15, hvor jeg efter en idræts time så på de andre og tænke "gud hvor er jeg tyk" Og så kom selvmords tankerne, "hvis jeg ikke kan være tynd som dem, gider jeg slet ikke være her" da jeg kom hjem fandt jeg Panodil glasset frem, tænkte overhovedet ikke over konsekvenserne da jeg tog 40 piller. En 20 minutters tid senere begyndte jeg at mærke ting i min krop som ikke var normale og blev skræmt, ringede til min far som var over 400 km væk for at sige et sidste farvel, men han fik formået at ringe til ambulancen og jeg blev reddet i tide. Ikke nok med at det kostede mig en indlæggelse men også min bordtennis/badminton karrierer. Jeg blev sat af da de hørte om episoden. Og jeg blev knust.
Jeg kom ud fra hospitalet, og skulle til at starte forfra. Det hele gik fint, jeg bekymrede mig ikke om min vægt. Men jeg fortsatte dog med at løbe da det altid har været en rar følelse.
Så blev jeg 16 og vi havde en klasse tur til KBH. Hvor der blev spist på mc'd hver dag, og mine venner åd og åd og jeg fik det bare dårlige og dårligere med mig selv, og der begyndte jeg lige så stille at sige nej tak til mad. Nu var nok, jeg vil være slank ligesom dem, koste hvad det vil. Så da vi kom tilbage til jylland, løb endnu mere og endnu længere. Jeg spiste rigtig sundt og ikke for meget. Jeg tabte max. 0.2 kg per måned. Jeg forsatte sådan indtil jeg blev 17, min BMI har altid været normal bygning og lagt omkring de 20-21 men jeg lignede stadig væk ikke dem. så jeg traf et valg, jeg var færdig med mad, Har altid følt at folk kiggede på mig når jeg spiste og tænkte den tykke unge burde slet ikke spise. Så tror starten på anoreksi begyndte der.
Jeg har nu ikke spist ordenlig mad i flere måneder og har tabt mig drastisk ligger nu på en BMI der hedder 18.65 og jeg er så glad for, at min mave ser ud som den gør lige nu og jeg ved, at hvis jeg begynder at spise, tager jeg på igen, hvilket jeg virkelig ikke ønsker, da jeg for en gangs skyld endelig er lykkelig.Jeg har en fantastisk veninde som gør alt for at få mig til at spise, men jeg kan bare ikke få mig selv til det. Man siger anoreksi dræber folk og ja, jeg har bare aldrig været bange for at dø, har op til flere gange bare ønsket mig langt væk.
Ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.
Den eneste måde jeg er lykkelig på er at sulte mig selv (kampen om at være perfekt)Selvom jeg er ekstrem tynd nu føler jeg mig bare stadig væk tykkere end andre.
Hjælp mig:/
Jacob