enlige unge mødre ?

hejsa...
jeg er gravid i 12 uge, og jeg er ret sikker på at faren til barnet snart smutter fra mig ( han er nemlig ikke interesseret i barnet).. men jeg har jo valgt at beholde det... og jeg vil bare høre fra andre der er blevet forladt i deres graviditet om hvordan i har klaret det.?? hvordan er det at være enlig mor det første stykke tid ???
mange hilsner fra milleMor

Tror lige han skal komme sig over det chok at du HÅRDNAKKET har besluttet at hans fremtid og at han skal have et barn.
Men når alvoren går op for ham, så jeg sikker på han kommer tilbage (HVIS han går som du skriver), det er jo fantastisk at få et barn (har jeg hørt.. hehe)
Hvorfor valgte du at få et barn med ham, når han ikke selv ville ?? Mener hvis han nu går, og barnet ikke får nogen kontakt til en far, ville det så ikke have været smartere at vente til du mødte en som GERNE ville have et barn ?

hvad mener du med, at hun HÅRDNAKKET har besluttet hans fremtid ?
har hun "snydt" sig gravid❓
Mener du det er hendes skyld hvis barnet ikke får kontakt til faren fordi hun ikke kunne
få sig selv til at få foretaget en abort ?
Tror du at en abort, der er er en mulighed, er et valg for alle ?
Her tænkt, at man skal leve konsekvensen af ens handling.
Hvor mener du, at mandens ansvar ligger i denne situation ?
Anonym

1. At HUN vil have barnet og det vil han ikke.. Så derfor er det hendes valg, at han skal være far i resten af sit liv.
Min holdning er at man er 2 om den beslutning, og selvom jeg ikke synes godt om aborter, så må det være løsningen hvis man ikke er enig om at få barn.
2. Jeg mener det er begge´s skyld hvis barnet ikke får kontakt til faderen.. Punkt 1 så siger knægten at han ikke er interesseret i at få et barn, og jeg tror ikke at tøsen her, vil PRESSET barnet til at se sin far..
3. Abort er ikke ulovligt, og jeg er sikker på det må være hårdt at få foretaget, men jeg synes det er langt ude, når en kvinde vælger at få et barn, når manden ikke vil. Det kan godt være det er hende der skal bære rundt på barnet, men det burde EFTER MIN MENING være en fælles beslutning.. Især for barnets skyld.. Derfor jeg synes hun skulle ha ventet til hun mødte en mand, som havde samme ønsker som hende, hun er trods alt kun 21 år.
4. Mandens ansvar er helt sikkert at beskytte sig hvis han ikke vil have børn ! Men når sagen er endt som den er, så mener JEG at han må tage ansvar for barnet 100%, men jeg taget STADIGVÆK afstand for kvinder som mener det KUN er deres beslutning.

Det bliev et lidt hurtigt og rodet svar, men sig hvis jeg skal pensle noget ud, hvis du ikke har forstået min holdning🙂 Som jeg har diskuteret med MANGE kvinder... Grrr.. hehe

så kan man finde mere eller mindre sympatisk. :-)
Legaliseringen af abort var for at beskytte kvinder mod de farlige illegale aborter, der kostede liv... ikke for at mænd skulle have ret til at nedlægge veto og KRÆVE abort :-)
Ved abort, som er et operativt indgreb, der der derfor risiko for negative
følger som bla. depression. Disse omstændigheder mener jeg gør, at det alene må være kvindens valg. Endvidere at man som mand må tage følgen af at have dyrket sex uden kondom. Springer kondomet må man stadig tage det ansvar, der kan medfølge af sex.
Jeg mener, at man til enhver tid har ret til at fravælge kvinden, men ikke barnet.
Anonym, som er en mand :-)

Men jeg mener stadigvæk man er 2 om den beslutning🙂Så mit råd til mænd ville nok være at få de ting på plads INDEN man dyrker sex, så ved man hvad der kan ske🙂Men det er nok de færreste som hiver en tøs med hjem og siger : Øhm.. Hvis du nu bliver gravid hvad vil du så gøre❓hehe :)

der skulle være to til at bestemme, ville jeg også dele
HVIS abort var som at "klø sig i røven". Men det er den ikke :-)
Som sagt man har ret til sine holdninger, så kan folk synes de
er mere eller mindre sympatiske :-)
God dag.
Anonym

Jeg var lige fyldt 21 år da jeg fik min Tudse pige. Jeg var dengang sammen med farmand, og DET var hårdt, med det mener jeg at han var da til stede MEN jag var alene med barnet, oprydning, bleskift, mad, natteroderi, og alt det andet der kommer med et lille barn. Han GAD ikke give hende flaske, det var kedeligt!!! Han ville IKKE skifte ble, for det var ulækkert ( han presterede at lade hende ligge i timer med eb fyldt ble da jeg en dag var til frisør ) Han gad ikke rydde op - det var mig der var træt af rodet! osv.
Han sad på nettet eller spillede playstation KONSTANT, og vi havde ALTID besøg af alle hans kammerater.
Da jeg langt om længe efter 4 mdr fik nok og flyttede, oplevede jeg den største følelse af frihed!
Jeg var alenemor JA, men nu skulle jeg da kun sørge for min datter og jeg, og ikke rydde op efter et svin konstant, og have alle de skuffelser over at han ikke gad være FAR!!!
Selvfølelig er det hårdt - men det er hårdere at hænge på en stodder der ikke gider jer.
Engang imellem havde jeg en babysitter, og så kunne jeg tage i byen med veninderene, og stadigvæk nyde min ungdom.
Du skal nok klarer det, det er jeg helt sikker på.
Idag er jeg 29 år Tudse pigen er 8 år og vi er tættere end tætte, vi var alene indtil hun var 3 år gammel, og jeg mødte mit livs kærlighed :)
Enya-

Jeg bliver glad og stolt når jeg hører en ung kvinde tage ansvar for sit eget liv og barn. Intet "hvor er det dog synd for mig". Dejligt at læse dit indlæg.
Til dig der skal være mor, jeg er sikker på du er en stærk kvinde og ligesom denne kvinde skal du og dit barn nok lande på benene. Jeg har læst dit indlæg, om hvorvidt du ville beholde barnet og kan kun være enig med dig og mange af de andres svar, om at du gør det helt rigtige.
Så et tillykke med graviditeten herfra.

det er rart med lidt opbakning,:-) ... jeg har også støtte alle andre steder fra , bare ikke lige min fyr... så mine forældre, søskende og venner har lovet at hjælpe, så helt alene blir jeg heller ik...
men tak for svaret, det er noget jeg kan bruge til noget..
millamor

det er dejligt at du, kommende mor, kan bruge mit svar posetivt. Nu ved jeg ikke hvor gammel du er, men når dit forfatter navn slutter på 18, ja så gætter jeg på du måske er 18 år?
Ved du hvad der er skønt ved at være ung mor???
Jeg er den yngste mor i Tudses klasse, og jeg kan stadigvæk synes det er skægt at lave en vandkamp i huset, jeg kan stadigvæk huske hvordan det er at være barn!
Min egen mor og far var ældre da de fik mig, og de gad ikke hoppe sække væddeløb i skolen til skole tamtam, de gad ikke gå med i svømmehallen, de orkede ikke så meget som veninderene med de unge forældre.
En ting jeg elsker at tænke på er, at når Tudse er 20, så er jeg 41 år,og stadigvæk ung, og forhåbentlig kan hun få gavn af mig, på en helt anden måde end jeg har haft af min mor.
Jeg har drillet hende, med at når hun en dag som 16 årig tror hun skal fulde sig i byen og rende med drenge, så er mor stadig ung - så hun tager da med og holder øje med hvad hun fortager sig *gg*
Jeg er glad for at være ung mor, nu er jeg jo ikke så ung længere, og jeg tror da klart det bliver hårdere at få barn næste gang hvor jeg vil være i 30´erne, og vil have mere brug for min søvn.
Godt du har et dejligt netværk, det er guld værd :)
Og TILLYKKE med din graviditet, jeg håber det går jer bedst muligt.
Enya-

ja det er jo ikke til at vide hvor gammel jeg er, men jeg er 21 år... var 18 år da jeg meldte mig ind på sol og derfor hedder jeg muffe18 :-)....Jeg har også selv tænkt på at være ung mor og så kunne og gide være med til lidt mere, som vadkamp og sjov og ballade... havde også selv gamle forældre ( min far er 73 år idag ) og det var bestemt ikke så sjov som lille....
igen mange gange tak for svaret,....
mange hilsner millamor

at dem der beklager sig over at manden ikke står op med barnet om natten og dem der synes det er vildt hårdt at passe en baby, de ved slet ikke hvad der er hårdt.
Selve det at passe babyen alene var ikke det hårdeste. Det hårdeste for mig var ikke at have en at dele det med.
At skulle bede andre om hjælp til at sætte børnesikringer på vinduerne, at ringe efter falck, da jeg skulle føde i stedet for manden som burde have et ansvar, at høre på nedværdigende bemærkninger om at jeg nok ikke vidste hvem faderen var, at ringe efter andre x-kærester m.m. når graviditetskvalmen gjorde at jeg ikke selv kunne gå ned og handle. Meget meget nedværdigende at føde et barn af en mand, der slet ikke ville tale om tingene -jeg tror han benægtede det fandtes overfor sig selv. Han ville ikke engang svare på at sms om at barnet nu var født og om han ville bestemme et navn til barnet og hvis jeg ringede ham op, talte han bare ned til mig og lagde på. Det var meget mere hårdt end selve det at passe babyen.
Jeg synes det er trist at mænd mener de burde have ret til at kræve abort og ellers skride. Og så er det endda på mode at tage mandens parti, så hvis han ikke vil have samvær, fordømmes du som at have forbudt ham, at se barnet -uanset hvad du forklarer folk.

at jeg er 100 alenemor. Jeg orker ikke at skulle forklare mig.
De mennesker jeg arbejder sammen med, som har ved det og har spurgt ind til det. Dem har jeg sagt til, at jeg ikke vil tale om det. - man står jo som skurken, selv om jeg var den der blev snydt og bedraget.
Det værste er, at jeg har hørt folk tale om faren og bla. bla..bla... de vidste ikke jeg var den kæreste og ved det stadigvæk ikke. Jeg ved, at han har løget omkring graviditeten. Det var hårdt at overhøre ved et tilfælde. Så jeg holder min kæft og lader som ingenting.
Han aner ikke hvilket smukt barn han er far til.
anonym kvinde

Jeg er ikke enig i at man er to om den beslutning der handler om abort/ikke abort i sådan en situation.
Jeg synes det er lidt for nemt bagefter at komme og sige "Hun fangede mig fordi hun ikke ville have abort", når det er så himmelråbende nemt at beskytte sig mod at blive far mod sin vilje. Metoden hedder kondom og er næsten idiot-sikker!
Som en anden skrev, så er der visse risici forbundet med abort for kvinden.
Der er de psykiske eftervirkninger som i sig selv kan være svære, det kan være angstneuroser eller depression. Mange kvinder som får en abort mod deres vilje af eksempelvis økonomiske eller sociale årsager (fædre der løber fra ansvaret, eksempelvis) kæmper ofte med beslutningen resten af livet. Mange oplever en art symptomer a la Post Traumatisk Stress hvor de drømmer om det barn de kunne have født og gennemlever en mængde hårde ting rent psykisk. Det synes jeg faktisk ikke er fair at udsætte hende for, fordi man ikke selv tog de nødvendige skridt for at beskytte sig.
Rent fysisk er der også en lang række risici forbundet med indgrebet. For det første er der narkosen, som altid udgør en risiko for bl.a. blodprobber, koma og død. Hvert år er der mennesker som dør under narkosen og en abort kræver altså narkose (medmindre den er medicinsk - men det er til gengæld en barbarisk metode, ærligt for kvinder der ikke ønsker abort).
Dernæst er der selve abortindgrebet; I ganske få tilfælde kan det sug som anvendes under indgrebet, lave hul i livmoderen og føre til livsfarlig indre blødning samt bughndebetændelse. Begge dele er ganske alvorlige og kan føre til kvindens død.
I en del tilfælde oplever kvinden at få en infektion i livmoderen efter indgrebet, ganske enkelt fordi der har været fremmedlegemer (lægelige instrumenter) derinde under indgrebet. En sådan infektion kan føre til alvorlige komplikationer som f.eks. dannelse af arvæv der vil forhindre en senere graviditet.
Endelig er der ganske få tilfælde hvor en fejl i selve aborten (eksempelvis at der går hul på livmoderen) kan føre til at kvinden ikke senere kan tilrådes at gennemføre en graviditet fordi livmoderen kan briste ved en sådan.
Jeg ser sådan på det, at hvis man(d) ikke ønsker at blive far så må man bruge kondom. Lad være med at stole på at kvinden bruger p-piller (det er der mange som tager som en selvfølge) og beskyt dig selv!
Det er 100% den nemmeste måde at sikre sig på. Hvis man ikke vil det af bekvemmelighed(og det ér der mange som ikke vil) så løber man en kalkuleret risiko og må som sådan acceptere ansvaret der følger med.
Jeg mener ikke på nogen måde at en mand som evt. ikke engang har villet anvende kondom for at beskytte sig selv, skal have noget som helst at sige omkring abort/ikke abort. Det er meget muligt at vedkommende vil "føle sig fanget" fordi hun "bare kunne få en abort" men det er bare tough luck!
Man kan ikke forlange at en kvinde skal få fjernet et foster og måske gøre vold på egen krop og psyke, fordi man(d) ikke har gidet at beskytte sig selv.
Hvis man har sex, og særligt med en ukendt/ny partner, så må man som udgangspunkt sørge for at sikre sig selv, både som mand og kvinde. Kondomet er en god løsning, fordi den sikrer begge parter på en meget synlig måde og det er også det eneste som beskytter mod sygdomme. Man bliver nødt til at være mistroisk og tænke over, at kvinden måske lyver om brug af p-piller eller at den ene eller begge parter måske lyver om/fortier en kønssygdom eller lignende. Det lyder lidt kynisk, men det er sund fornuft.

lidt for let på alvorlige ting i livet.
men livet er ikke et STORT hehe...
Jeg vil gerne rose dig for dit meget gode indlæg.
vh anden anonym

jeg er enlig mor på 25 år, til en dreng på 1 år, jeg valgte selv at gå fra min voldige x mand, for at beskytte mit ventene barn, jeg mener at barnet kan gøre en stærk nok til at klare og løse dagens problemer og komme vidre i livet, jeg har så også valgt ikke at finde en ny i det at jeg har det fint med at være alene, for så har men kun sig selv og sit barn at tage hensyn til.og i dag har jeg ingen kontakt til drengens far overhovet.
Tænk kun på dig delv og dit kommene barn, hvilken værden vil du give dit barn, der er masser af muligheder for hjælp hvis man får brug for det i længden.

Hej millemor. Jeg skriver til dig med den største forståelse for hvordan du må have det lige nu! Selv er jeg ung mor. Jeg fik i en alder af kun 17 år den dejligste, livsskabning man kunne tænke sig på hele denne jord.. En velskabt dreng på nu 3 år.
Da jeg dengang opdagede min grviditet (som ikke var planlagt) sage faren at han intet kenskab ville have til barnet og min graviditet. Ikke et sek var jeg i tvivl om at dette skulle jeg klare helt for mig slev - og at jeg nok skulle klare det ! Jeg var et stykke i min graviditet alene, men så ville skæbnen at jeg møde jordens sødeste mand, der tog "vores" søn til sig og har ham nu som hans egen. (Han blev faren !)
Da føslen kom gik alt over forvetning, og jeg havede da gjordt mig mange tanker om hvordan det mon ville blive. For en dans på roser vidste jeg godt det ikke blev. Min kæreste var da langturs chauffør. Så jeg var meget alene med vores søn og alt ansvar for hjemmet osv. Jeg ville lyve hvis jeg sage at det ikke var hårdt - for det var det - men intet kunne tage den glæde fra mig, som jeg havde når jeg så på min søn og blev bekræftet i hvor heldig jeg dov havde været !
Jeg fandt hurtigt ud af at det var vigtigt at ligge sit liv i en rutine det første stykke tid. Jeg begyndte at sige når han sover først på dagen, får jeg mig også lidt søvn. Jeg husker at spise (og gerne en masse frugt) Går turre med barnevogen så jeg kunne få lidt luft. Søger for at få slappet så godt af som muligt om aftenen. Og så gjorde jeg mig til vane at sætte min en time af hver dag til dagen små sysler.. Jeg valgte at sige til mig selv - det er hårdt i dag, men der kommer også en dag i morgen - det holdte mit hoved oppe når det var ved at blive for meget af det gode.
For knap et år siden ville skæbnen så (igen), at vores forhold bristede og jeg stod nu på engen ben. I dag har jeg fast min søn boene ved mig, han er så stor nu at han kan mange ting af sig selv, så det er ikke lige så hårdt som det var dengang.. Jeg har en rigtig god kontakt til faren, et fast arbejde og et godt afslappet liv med plads til venner, famile, fritid ovs...
Jeg er meget glad for den beslutning jeg dengang tog mig, og kunne for intet i verden forstille mig noget anderledes end det jeg har. Jeg føler mig stadig meget velsinet. Og min søn er mit et og alt - mit liv - For mig, giver det, at være velsinet med det jeg har fået, mening og styrke.
Jeg har kun en ting at sige til dig - Go foret - Og så er jeg helt sikker på at hvis du finder dig, den rigtige instilling, så skal og vil alting nok gå og meget bedere end du i din vildeste fantasi selv havde forstillet dig det !
Håber det var lidt du kunne bruge og som måske også kan hjælpe dig ??
Alt held og lykke skal du ihvert fald have herfra ! Mvh "Den unge mor"

Hejza Muffe18. :-)
Jeg skal dog lige starte ud med at sige at jeg smutted. Har nu fundet en dejlig kæreste med 2 børn, osse drenge. Min på 3 måneder og hans på 3½ år og en på 7 måneder.
Jo det er da hårdt. Men jeg har da klaret 3 måneder. Og nu er der 2 mere som også skal have omsorg og der skal leges. Vil dog ikke ta deres mors plads.
Men jeg må da indrømme at det er hårdt at være alene om det. Men min mor fik mig 3 måneder før hun blev 17, så hun har hjulpet mig meget.
Men lad vær med at flytte langt væk fra dine forældre.
Bare rolig.... Det skal nok gå. ;-)
Qnuzzer muzzen

Hej milleMor.
Jeg var alene hele min graviditet. og har hele tiden vidst at faderen ikke ville være der for os.
Nu hvor jeg har fået min søn som snart bliver 1 år, kan jeg fortælle at jeg er 100% sikker på det er SÅ meget nemmere at vide man skal være alene, end at tro man skal være to og så pludselig stå med det alene. Desuden vil der helt sikkert komme en anden mere moden fyr der vil tage sig godt af jer 2.
Er din kæreste ikke interesseret nu. så mener jeg heller ikke han skal have lov til at blive det! det eneste han gør er at såre dig og gøre dig ked af det. det har han ikke ret til, og der er ingen grund til du skal finde dig i det heller.
Håber mit lille indslag hjælper og så held og lykke til dig og den lille.

Valgte du selv og beholde det eller var det en fælles beslutning?
Min kæreste og jeg venter også barn, men vi traf beslutningen sammen, men desværre virker han heller ikke alt for villig til at opgive byture osv.. Så jeg frygter også at jeg bliver alene om det, men er sikker på man sagtens kan klare det selvom det er hårdt.. Heller være glad alene end ulykkelig med en anden..
Knus