ensidig åbenhed
Hej jeg sidder i et parforhold gennem 15 år med 5 børn, vi har overlevet utroskab fra min kones side som krævede parterapi men vi klarede den. udadtil er vi overskudmennesker, mig med en god kariere og hende som aktiv i lokalsamfundet og overskud til uddannelse. Dert skal siges at jeg deltager aktivt i vores familie og har senest givet hende mulghed for et praktikophold i udlandet. Jeg er lidenskabeligt forelsket i hende men et eller andet sted føler jeg dette er ensidigt. dette har gnavet som en orm i mig i længe og nu hvor hun er væk bryder det til overfladen. Efter hendes "uheld jeg var for fuld" har vi flere gange forsøgt at drøfte at hvis nogen af os skulle få lyst til andre ville det være ok sålænge der er åbenhed, min tilgang var at hun måtte prøve en anden men første gang ville jeg deltage eller se på.
Nu til turen hende og 2 skolekollegaer tager 5 uger til udlandet sydpå alle +35 år, 3 uger inden får min kone nogle symptomer som kunne tyde på noget alvorlig sygdom, men kunne også være 100 andre mindre alvorlige ting, hun er nærmest i koma i 3 uger og jeg må klare alt sammen med at bygge hendes styrke op til turen og skulle der komme resultater der tyder på noget alvorligt ville jeg hente hende. Jeg må klare hus, børn og job og hende samtidig og hun tager afsted. mindre end en uge senere er hun klar og turen lyder pludselig som en tur til Sunny beach for 20 årige de vælter rundt i tilbud fra fyre og hun spørger først om hun må tage en 19 årig der har set sig lun på ham, jeg accepterer selv om afstanden er lidt skræmmende, men inden hun effektuerer dukker en 35 årig Don joan op sum hun finder som en mere rigtig mand, når lige at tage ham i skridtet og er tilfreds, jeg siger den 19 årige var jeg mere tryg ved men hun slår det hen og nu er det Don Juan hun vil have. Mit dilemma er nu jeg føler mig et eller andet sted forsømt da der ikke har været overskud til mig i perioden op til og det tlf lir vi aftale var nødvendig mens hun var væk sker ikke. Skal jeg blot acceptere hendes udskejelser? Det skal siges at når jeg har fremtuet at jeg overvejer at forlade hende er hun meget ulykkelig og det virker oprigtigt. Jeg behøver ingen svar fra fyre der siger hun er en lort der skal ud, men hellere nogle brugbare kommentarer fra jer kvinder, hvad sker der i knoppen på hende?
Nu til turen hende og 2 skolekollegaer tager 5 uger til udlandet sydpå alle +35 år, 3 uger inden får min kone nogle symptomer som kunne tyde på noget alvorlig sygdom, men kunne også være 100 andre mindre alvorlige ting, hun er nærmest i koma i 3 uger og jeg må klare alt sammen med at bygge hendes styrke op til turen og skulle der komme resultater der tyder på noget alvorligt ville jeg hente hende. Jeg må klare hus, børn og job og hende samtidig og hun tager afsted. mindre end en uge senere er hun klar og turen lyder pludselig som en tur til Sunny beach for 20 årige de vælter rundt i tilbud fra fyre og hun spørger først om hun må tage en 19 årig der har set sig lun på ham, jeg accepterer selv om afstanden er lidt skræmmende, men inden hun effektuerer dukker en 35 årig Don joan op sum hun finder som en mere rigtig mand, når lige at tage ham i skridtet og er tilfreds, jeg siger den 19 årige var jeg mere tryg ved men hun slår det hen og nu er det Don Juan hun vil have. Mit dilemma er nu jeg føler mig et eller andet sted forsømt da der ikke har været overskud til mig i perioden op til og det tlf lir vi aftale var nødvendig mens hun var væk sker ikke. Skal jeg blot acceptere hendes udskejelser? Det skal siges at når jeg har fremtuet at jeg overvejer at forlade hende er hun meget ulykkelig og det virker oprigtigt. Jeg behøver ingen svar fra fyre der siger hun er en lort der skal ud, men hellere nogle brugbare kommentarer fra jer kvinder, hvad sker der i knoppen på hende?